Tit i tv-serier (med reality-vinkel og ‘rigtige mennesker’) er der en temauge, hvor deltagerne skal face deres angst. Det er næsten altid noget med højder eller vand eller krybdyr, og så ser man hvordan de med panik i øjnene og tænders gnidsel går helt, delvist eller slet ikke igennem denne angst. På den anden side af oplevelsen står de enten helt høje af sejr og eufori – eller nedslåede og skamfulde.
Jeg er ikke bange for vand, eller højder eller krybdyr (med mindre de bider mig), og jeg har i det hele taget meget få deciderede fobier. Jeg bryster mig med at være rimelig beslutsom, ambitiøs, stædig og vedholdende, og jeg har altid været god til at tage en beslutning, sætte mig et mål og så gøre det. Jeg er ikke engang bange for at tænke stort.
Denne tid konfronterer mig imidlertid med den ene store grund-angst og fobi jeg HAR:
Min egen krop.
Jeg forstår den ikke rigtig og har aldrig følt mig helt connected til den, jeg er bange for, hvad den gør og hvornår og hvorfor den gør det, og jeg stoler faktisk nok egentlig ikke særlig meget på den. Så tager den 10 kg på, og de sidder naturligvis mestendels på maven. Så er den stærk, smidig og åben – så klapper den fuldstændig i. Så svinger blodsukkeret pludselig, så jeg ryster over hele kroppen og får tunnelsyn, så bliver den utrolig træt. Så vælter hormonerne rundt den ene dag, så er den vågen, klar og leveringsdygtig en anden. Så bærer den mig let og elegant gennem timers intens workshop eller koncert, så går den med ét helt ned med migræne, kramper eller anden uforståelig og overvældende smerte. Så taber den 10 kg og er slank og velproportioneret. Så går fordøjelsen helt i stå, eller lænden låser fast, så jeg næsten ikke kan gå.
Jeg forstår den ikke! Den kører rundt med mig, og jeg er grundangst for, hvad den nu finder på, og hvorfor – og allermest HVORNÅR. Det er dælme svært at planlægge noget som helst.
Jeg har flere gange skrevet om den samarbejdsaftale, jeg forsøger at lave med den – og jeg må konstatere at jeg ikke helt taler dens sprog og igen og igen misforstår den, presser den for meget – eller for lidt og ‘ryger helt ud af den’.
De sidste mange år har jeg igen og igen forsøgt at finde nye veje at få fred med kroppen, at forstå den, at samarbejde med den. Jeg har taget åndedrætsuddannelsen og arbejdet med Pilates, Alexanderteknik, og BodySelfDevelopment. Jeg har trænet mig op til halvmaraton og morgensvømmer med Rumle 2-3 gange om ugen. Jeg har ikke spist sukker i snart fire år og er 90-95% hvede, gluten og mælkefri. Rører ikke ris, pasta eller anden stivelse og får næsten ikke frugt heller. Jeg mediterer de fleste dage mindst 15 minutter og læser i Course in Miracles hver morgen inden dagen starter.
Jeg er så afhængig af kroppen, og bruger den hver eneste dag til at formidle med, synge fra, undervise i. Jeg VIL så gerne forstå den og være til stede i den, og jeg oplever en slags sorg over, at det er så udfordrende for den og mig at være sammen i god ro og orden.
Den sidste uge har handlet meget konkret om at blive klar til Afrika rejsen, der starter om nu fem dage. Jeg tænkte, at jeg lige kunne tabe et par af de ekstra august/september kilo, der er stresset sig på, så jeg ikke havde så meget at slæbe op af bjerget, så jeg ryddede op i min kost og gjorde alt det, jeg ved er sundt og godt for mig. Det magre protein, de gode grøntsager. Masser af vand og sund olie. Søvn og indre ro. Yes. To døgn gik det rigtig godt, og så reagerede kroppen med (en velkendt) udrensning, der føles som influenza. Det kunne jeg slet ikke håndtere, det tog pusten fra mig og timingen var elendig med koncerter, workshops og korprøver, så jeg gik i panik og spiste ALT for meget og helt forkert i 3 dage og blev belønnet med det ondeste hold i lænden, der gør at jeg nu søndag morgen næste ikke kan gå. For pokker altså.
Angst med angst på!
Hvis jeg nu skulle efterlade noget på toppen af det sk*de bjerg, så må det være kampen med min krop. Jeg kan ikke kæmpe mere med den. Jeg bliver nødt til at gøre det på en anden måde. Finde en anden måde at lytte til den på, forstå den på, være til stede med den på. Acceptere den på, elske den på. Den prøver at fortælle mig noget og jeg prøver at fortælle den noget, og vores relation er HELT af h… til.
Kan man gå i par-terapi med sin egen krop?
Så det er altså officielt ‘face your fears’ week for mig nu. Jeg må overgive mig og erkende og acceptere, at det er større end noget, jeg selv kan klare. Som de siger i trin 1 i AA, må jeg indrømme at jeg er magtesløs.
Janne Wind 