h1

nye græsgange…

december 20, 2013

I noget tid har jeg drømt om at få åbnet en web-shop. Det vil give så meget mening at korsangere og kursister vil kunne betale deres korkontingenter og workshops online. Og det vil også være motiverende for mig til at få gjort de E-bøger, der længe har ligget klar i skrivebordsskuffen færdige.

Nå. Efter hjemkomst fra Afrika har mit arbejdsliv været CRAZY. Virkelig mange opgaver, muligheder, tiltag og super energi, der er blevet brugt (og stadig bliver) til sidste dråbe. Som om jeg skal vride hver lille sidste mulighed ud af 2013.

Vi har haft de fede korprøver og workshops- ja, jeg har sågar besluttet mig for at starte nyt gospelkor på Fyn OG har (selv!) programmeret hjemmeside til koret og haft en masse tanker og planlægning omkring det.

Rasmus og jeg har haft et fantastisk Pilotprojekt på Popsalmer og har været ude på en lang række skoler og præsentere + holdt både workshops og koncerter. Og så har jeg spændende forhandlinger i gang omkring udgivelse af projektet, så også på den front har der været mange møder, tanker og god energi.

Julen har været over mig med de sædvanlige julefrokoster – lidt stormvejr og en masse julesange.

OG så har jeg så vandret i cirkler omkring denne her web-shop-drøm. Og mærket frustrationen over hvor svært det har været at opdatere på den gamle OpenUp.dk side… og BUM. Nattetimer, tidlige morgentimer. Megen determination og disciplin, og jeg har faktisk fået skabt et nyt web-univers, der integrerer både blog, webshop (der dog ikke er helt klar og åben endnu – men alligevel) og præsentation af alle mine aktiviteter både i eget navn og i min virksomhed OpenUp.

Efter mange overvejelser har jeg besluttet at vende tilbage og bruge mit eget navn – så man fremover vil kunne finde alt fra min lille verden her: http://jannewind.com

Håber I vil kigge over- og dermed bliver det farvel og tak fra denne blog. Mange gode år skrivning, meget selvterapi, megen dele-glæde. Af hjertet tak – glædelig jul og på forhåbentlig gensyn! Kærlig hilsen Janne

h1

Kold Tyrker (Afrikarejsens absolut sidste del!)

november 1, 2013

“They try to make me go to rehab and I say NO NO NO”

No really. Nu er det tid. Virkelig. Slut med hvidt med hvidt på.
JA med ja på i stedet. Ja til sundhed og renhed og klarhed. Tilbage på banen.

Jeg er helt færdig på alle måder. Udmattet, forgiftet, dybt afhængig og rystende abstinens-stresset i alle celler. Jeg tjekker min mail, min Facebook og alle mulige andre elektroniske afhængigheder non-stop uden helt at have en retning eller grund.

Jeg er tyk på maven og i hovedet, som konstant er i køleskabet. Jeg bliver urolig, hvis ikke der er hele tiden er mad og helst usund, hurtig omsættelig mad inden for nær rækkevidde. Jeg spiser uden at smage eller nyde. Kroppen i er totalt flygt-kamp-spildød reptilhjerne tilstand og mit ‘moderne (og meget klogere) jeg’ kan slet ikke  se klart eller få fodfæste.

Dagen er startet med miso-suppe og masser af vand. Udrensning og nye beslutninger. Trying to go to rehab. Allerede inden kl. 8 (!) meldte hovedpinen sig. Godt tegn på at kroppen ved, den skal slippe.

Belastende og angsprovokerende at se frem til måske dage med uoverskuelig hovedpine. Ryste- og svedeture. Altædende sult. Der er stadig en uge mere af Malaria-piller, og jeg tænker, det ER op af bakke at prøve at slippe nu – men jeg KAN ikke mere, så nu gør jeg det.

Jeg har en fridag i morgen. Tænker at den drukner i migræne. Håber den giver lidt luft til at udtænke en kærlig strategi til kommende uger. Til udrensning, Afvænning af hvidt og af internet.

Rationere computertid. Rense ud. Slukke telefon (!) Lukke FB ned. Meditere. Sove. Drikke vand.

Det tager tid at slippe, det siger erfaringen mig alt for tydeligt. For næsten fire år siden d. 7. december tog jeg min største (men absolut ikke først) hardcore sukker-afvænning. Det kostede mig “hele mit liv som jeg kendte det” og gav mig det liv nu jeg ELSKER og nyder og ikke vil undvære. Jeg har været 99% sukkerfri lige siden og har i lange perioder været helt clean også for al gluten – og alt det hvide (hvede, ris, pasta osv). Og skåret meget langt ned på frugt og alt andet, der trigger hurtigt blodsukker. Min ferie i foråret med Rumle til buffet-helvedet på Mallorca var en kæmpe udfordring for mig og smed mig delvist i høje bølger og nu har denne Afrikatur, som jeg har delt i de tidligere indlæg rent madmæssigt været HELT håbløs og sendt mig i stærk spiral tilbage i alle tænkelige afhængigheder. Jeg mangler vist bare at begynde at ryge, så er jeg helt til hundene. Eller rotterne. Eller noget.

Så nu bliver lyset slukket (migrænen tager til), computeren lukket og dynen trukket helt op over hovedet.

Godnat!

h1

Bivirkninger (Afrikarejse del 4)

oktober 29, 2013

Her godt 14 dage efter hjemkomst er der nogle efter-veer, jeg forholder mig til. Den største og mest umiddelbart påvirkning er bivirkninger fra Malaria-medicin. Føj noget stads!!

Ingen tvivl om at jeg har taget en rigtig beslutning ved at tage medicin mod Malaria, for jeg fik mit første stik på dag 1 (allerede før bjerget) og mit sidste aftenen før vi tog hjem. Masser af stik og bid fra myg og væggelus og tsetsefluer  og sikkert andet kryb også og øv altså. Trods masser af smøring af alskens myggemidler, tildækning af tøj og myggenet. Ædt op!

Men bivirkningerne er virkelig stygge og nu hvor jeg har taget pillerne i mere end en måned er jeg efterhånden godt slidt ned og noget plaget. Uro i benene, “myrer under huden” især om natten, konstant følelse af utilpashed og en let tåget forvirring (mere distræt og glemsom end normalt), oppustet, svamp og deraf fortsat stor sukker- og hvedetrang: en ond cirkel = flere kilo på maven og nu en stigende oplevelse af at være lidt ‘blå og små-deprim’.

I sidste uge røg immunforsvaret for alvor med blister i munden, feber og influenza. Jeg er stadig flad og overvejende sengeliggende og har INGEN stemme. Jeg tror der er svamp på slimhinderne i halsen også (undskyld detaljerne), som gør det hele meget værre. Æv og AV. Svært at tale og umuligt at synge.

Nå. Nok klagesang. Jeg har halvanden uge tilbage på pillerne, og så skal der renses ud og i bund. Jeg skal tilbage på den rene kost igen og slippe alt det hvide. Jeg er blevet rådet til at prøve en kur også med Kolloid Sølv, for at komme helt i bund og tilbage på det gode spor igen. Dér hvor jeg tænker klart, ser klart og forøvrigt kan passe mit tøj og min hud igen.

Så jeg drikker ingefær, prøver at få sovet og hvilet. Tier stille og tester tålmodigheden så længe. Krammer min søn og mine katte. Og min hovedpude. Prøver at følge med de pligter og arbejdsopgaver, der ikke kan vente. Minimerer, reducerer og prioriterer. Prøver at skære igennem forvirringen og huske det vigtigste.

red autumn2Alt imens jeg stadig nyder alt det gode fra rejsen og trøster mig med at det ikke er forgæves lidelse. Det var en prioritering.

Og et nødvendigt kalkuleret valg for at sikre mit helbred på den lange bane. Malaria er ikke at spøge med. Og rejsen var det hele værd. Også al ubehaget her bagefter.

Og det går over igen. Godnat.

h1

Kontraster (Afrikarejse del 3)

oktober 27, 2013

Hvis det var et kulturchok at komme fra minusgrader, liggeunderlag og vandrestøvler (fik jeg fortalt, at mine små danske hvide hæle fik den første blodvabel efter mindre end 60 minutter på vej op dag 1? Flot Janne) til savanne, jeep, tørke og masai-krigere,  så var det ingenting mod det skift, vi nu lavede.

Efter tre støvede jeepdage havde vi en overnatning i en af føromtalte stærkt bevogtede (vi snakker HØJE mure) pænere hoteller i Arusha inden vi tirsdag morgen tog i Arusha “Lufthavn”. Jeg var mæt af elefanter og træt af støv, så det var virkelig spændende at skulle til en af verdens kendte paradisøer: Zanzibar.

Det skulle dog vise sig at lufthavn og flyvetur også var rigtig spændende… f.eks. var lufthavnen så lille, at man bare gik ind til en skranke og satte sin taske – og da vi skulle boarde blev vi hentet personligt i restauranten hvor vi spillede kort og ventede. Der blev holdt lidt i hånd og bedt af par bønner fra miniflyveren lettede, men det gik så fint, vi kom op OG vi kom ned igen. Udsigten var fabelagtig og vi fik sagt farvel en sidste gang til Kilimanjaro i horisonten.

Det var usandsynligt varmt og fugtigt at lande på Zanzibar. Det havde regnet dagen før og klimaet var helt anderledes end det støvede gulbrune landskab, vi netop havde forladt. Vi blev mødt i lufthavnen af Mohammed aka Morgan Freeman, der havde en markant anden stil og udstråling en fantastiske Goodluck, der havde guidet os gennem safari. Hvor vi i Tanzania følte os på bølgelængde med grin, gode oplysninger og stor tryghed, havde man her konstant følelsen af at vi skulle “passe lidt på” for ikke at blive taget ved næsen. Vi skulle dobbelttjekke oplysninger og regne godt efter, for nu var vi tydeligvis dumme turister i et korrupt system, hvor vi havde dollarsedler klistret i panden i deres øjne.

Jeg har haft stående på min bucket-list at jeg en dag skulle prøve at bo på sådan et Seychellerne / Maldiverne -agtigt luksushotel med de rigtige hvide strande og de rigtige palmer med kokosnødder på og den rigtige pool med udsigt og de helt rigtige konkylier og og og…

Så det kan jeg så krydse af nu! 5 nætter på Karafuu Resort fik opfyldt den drøm. På alle måder. WOW en luksus-oplevelse. Mine rejsekumpaner, der havde bestilt turen og derfor valgt opsætning og indhold havde truffet det valg, jeg aldrig selv har frådset med: All inclusive all the way. Der var simpelthen ikke sparet på luksus og vi skulle nærmest bare knipse med fingrene så var der en drink foran os. Det var sjovt at prøve – og samtidig en grotesk kontrast fra de forrige 11 dage. Maria havde taget det mest geniale med: Plastik-kort (altså dem, der er 52 af + jokere) Så vi tilbragte størstedelen af disse fem meget varme dage ikke ved men i poolen med drinks og kortspil. Utroligt så mange gange man kan spille “røvhul” og stadig hygge sig. Hjernen parkeret. Eller stadig i slowmo efter højdesyge? Eller stadig bedøvet af hvidt med hvidt med hvidt på? Drinks?

Ligemeget. Det var SÅ hyggeligt!

Et par gange var jeg i havet, et par ture gik jeg lidt op og ned af den billedskønne sandstrand og samlede muslinger. En enkelt dag tog jeg på to-timers snorkletur længere ned af Zanzibars Østkyst til et skønt koral-rev med de smukkeste fisk og en enkelt dag var vi alle fem på tur til Stone Town og den nærliggende Prison Island og så kæmpeskildpadder.

Men ellers var det pool, hygge og afslapning. Fråds og fedning. Ned i gear. Himmelsk – og sådan en kontrast også til mit hjemmeliv i lille Ryslinge.

På den mere alvorlige note, var det faktisk ikke særlig rart at være en del af hele all-inclusive frådseriet med følelsen af begrænset bæredygtighed og unødigt klamt spild. Hvor vi på bjerget nærmest drak af den samme uvaskede kop dag efter dag (og ikke vores egen… bare en brugt kop) kunne vi nu ikke blinke før servicet blev skiftet foran os. Uspist og urørt mad i bunker blev smidt ud. Og tilkøb var voldsomt dyre. Stedets spa-muligheder var dyrere end herhjemme i DK, udflugterne kostede en formue og vi havde hele tiden følelsen, at vi ville blive snydt OG at de grinede af os samtidig. Det gjorde at man tænke sig ekstra om og skulle være på vagt – og det var ubehageligt. Stone Town og Prison Island turen var en stor skuffelse. Og virkelig “godt solgt”.  Vi var ikke specielt trygge, og der var hverken pænt, spændende eller charmerende.

Et eksempel. Morgan Freeman havde glemt, at vi havde betalt for frokost inkluderet på Stone Town turen, så vi blev ved frokost-tid sat af på et af byens luksushoteller og skulle spise frokost. Guiden havde tidligere på dagen i meget maleriske udtryk OG charmerende lyde (!) underholdt med at man som turist ikke kunne tåle den lokale mad og derfor skulle holde sig fra lokale spisesteder. Men da det gik op for dem, at vi godt kunne huske at vi ikke selv skulle betale for frokosten, blev vi pludseligt slæbt ud af hotellet og kørt ned på netop et lokalt spisehus.

Muslimer og lokale stod i trange køer og råbte og bestilte. Mad blev kogt i store baljer og skovlet op i skålevis af serveringer. Ris med ubestemmelig sovs. Der var tynde sultne kattekillinger under bordene i håb om at fange rester og der var et lokalt leben og kolorit uden lige. Det var spændende at prøve og maden smagte vældig godt – men det var ikke uden nervøsitet OG godt med håndsprit.

Glade var vi, da vi igen sad med undervandskort og overvandsdrinks i poolen i vores trygge lille indhegnede paradisverden (ps. – og tak igen for Imodium).

(klik på billederne for at se dem tættere på med kommentarer… )

h1

Safari i Masai-land (Afrikarejse del 2)

oktober 26, 2013

Noget af det, der påvirkede mig allermest på rejsen rundt i Tanzania var når vi kørte rundt i jeepen og så de lokales liv og dagligdag. Det var så anderledes end noget jeg nogensinde har set før. Og det var anderledes end jeg havde forestillet mig. Langsommere, tungere – som bærerne på bjerget blev ved at sige: Pole pole (rolig rolig).

Jeg har altid haft en modstand på at rejse til Afrika. Har haft indre billeder af at blive mødt af små grædende børn med fluer i de store sorgfulde øjne med oppustede maver og tynde ben. Jeg har frygtet at se rådnende køer i vejkanten og mange andre grufulde ting, som jeg bærer med mig fra medier og katastrofedækning. Jeg vidste nok godt intellektuelt, at det ikke ville være sådan – men jeg vidste ikke hvad jeg så skulle forvente. Var bange for hvilke sandheder om verden, jeg ville få at se.

Da vi kom til Tanzania var det i den sidste del af tørke-tiden. Der kommer vand her til november og det kunne man mærke, de ventede på. Tålmodigt. Langsomt. Alt i slowmotion. Pole Pole. Træerne var tørre. Jorden var tør. Alt var brunt og støvet. Der var mange afrikanere og ingen hvide. Selv i den lille by Moshi (hvor vi boede på en slags kro natten før Kilimanjaro-turen og natten efter) var der tætpakket med mennesker i vejsiderne. Alle huse (eller rettere skure) var intermistiske. Beskidte. Slidte. Der var masser af små boder og butikker. Bilvaskere, cykelsmede, frugtsælgere. Næsten hver eneste hus langs hovedvejen havde en slags bod foran eller var en bod i sig selv. Afrikanerne så ikke ud til at lave særlig meget. Mange kiggede, gik langs vejen eller lå og sov. Der var meget kikkeri. Vi kiggede på dem. De kiggede tilbage. Vi kørte videre. De gjorde ikke.

Til gengæld så de ikke sultne ud. De fleste børn var i skoleuniformer og var smilende, vinkende og sunde at se på. Selv langt ude på savannen, hvor de gik med gederne eller køerne var der ingen tomme øjne eller kuglerunde maver. Vi så mange især kvinder i smukke kjoler og saronner i flotte farver. Det VAR beskidt og uden tvivl fattigt – men det var langt fra så trist som jeg havde frygtet. Vi var tilskuere til deres liv på deres måde og de levede i det og med det.

Efter bjergturen tog godt halvdelen af vores selskab tilbage til Danmark. Vi var fem, der fortsatte sammen. Vi skulle først 3 dage i en jeep rundt i nogle natur-områder i Tanzania, hvorefter vi skulle flyve til et resort på Zanzibar. Vi blev hentet i jeep af guiden Goodluck i Moshi og blev kørt gennem den tredjestørste by i Tanzania: Arusha.  Mere end 1 mio indbyggere, der åbenbart alle sammen var på gaden, da vi skulle køre igennem. Kaos. Gedemarked. Overvældende. Giga kulturchok. Vi kørte fra den ene ende af byen til den anden (tak for ringeveje herhjemme!) og så på intet tidspunkt andet end en slags slum/ghetto-style med triste slidte bygninger og større eller mindre forfald. Enkelte pæne hoteller pakket ind bag mure og vagter, enkelte mere formelt udseende bygninger – og ellers slum efter slum efter slum med slum på. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig. Måske flere dele af byen ala en pæn bydel, en nogenlunde pæn bydel og en slum-bydel? Det var der ikke. Det rystede mig. Der var skidt og affald overalt. Som en kæmpe losseplads, der var deres hjem. Igen masser af boder og gadehandlere og ellers et kaos af geder, cykler, vogne med bananer eller metalaffald eller slidte cowboybukser på. På vejene var der ikke meget pole pole. Cykler, busser, biler, mennesker, børn og geder ud og ind og hele tiden.

Kaos!

En enkelt gang så vi en skraldebil. Med skraldemændene siddende ovenpå skraldet bag på ladet. Den var nok ikke gået herhjemme. Og ellers så affald og emballage smidt på hvert et hjørne. Store bunker, som folk gik og rodede i.

Som vi endelig kom ud af byen skiftede mennesketætheden og der blev længere mellem boder, mennesker, cykler og affaldsbunker. På den tre timer lange køretur op til Nationalparken Tarangire kom vi gennem Masai-land. En krigerstamme med genkendelige røde og blå klæder, store smykker og masser af geder og køer. De er primært nomadiske og bor derfor kun midlertidigt i de lerhytter de bygger op, inden de vandrer videre. Ofte for at finde vand. De er polygamiske og hver mand kan med mange køer købe mange koner. Hver kone får sin egen hytte, så når man kører fordi de små villages kan man se, hvor rig Masaikrigeren er og hvor mange koner han har ved at tælle hytterne. De går op til 10 km (!) i tørkesæsonen for at finde vand til dyrene og deres familie og bærer vandet tilbage i spande på hovedet. Så anderledes. Meget tankevækkende og fascinerende.

Det var bestemt fantastisk at blive bumlet rundt i jeep i timevis og køre rundt i Tarangire og Ngorongorokrateret og se ammende elefanter, parre-syge strudse, legende bavianer. sovende flodheste, et fjernt næsehorn, en bunke unge dovne løver, flokke af gnuer (der troede de var zebraer) og alle de andre dyr, vi fik krydset på listen (fire ud af ‘the big five’, vi manglede leoparden) – men sandheden er, at det var turene i jeep mellem dyreparkerne blandt masaierne, der satte flest tanker i gang hos mig og optog mig mest.

Tanker om min dagligdag. Om prioriteringer eller mangel på. Om at være priviligeret og elske sit eget liv og alle de uendelige muligheder, vi har her. Om at nyde at vi har fire årstider, der skifter og kan hver sin ting og har hver sin skønhed og charme. Om at kunne åbne for vandhanen og drikke direkte. Om at kunne trække ud i toilettet, eller ligge i fosterstilling under en varm vinterdyne. Om ikke at blive solgt for en ko og få sin egen lerhytte.

Det er den eftertænksomhed, der stadig sidder dybt i mig. Hvorfor har jeg så mange ting? Hvad skal jeg dog bruge alt det til? Hvad er det hele værd og hvad er virkelig noget værd? Hvad er det for en kultur, jeg er en del af og svarer til og for?

Og mest af alt en stadig følelse af stærkt nærvær, en hudløshed og allerstærkest:

Taknemmelighed!

(klik evt. på et billede og se dem i større med undertekster på. Det er ikke National Geographic kvalitet da jeg havde kun et lille ældre kamera med, men dokumenteret blev det.)

h1

Kulturchok (Afrikarejse del 1)

oktober 24, 2013

“Det er godt jeg snart fylder 41, så denne her ‘prøv-dine-grænser-altså-alle-dine-grænser-af…på-meget-kort-tid-og-helst-på-én-gang” 40-årskrise snart kan lægge sig!

Jeg er sikkert hjemme igen og næsten landet efter 17 dages kæmpe oplevelser i Afrika. Store kontraster. Store udfordringer – og oplevelser. Og et kulturchok, der stadig sidder dybt i mig. Stimuli på mange planer.

Første del af turen var bjergbestigning. Mig og Kilimanjaro blev rigtig gode venner. Især de første 6 dage, hvor højden kun gav mig voldsom hovedpine, ømme ballemuskler og søvnløshed. Det var åndeløst (i bogstaveligste forstand) smukke udsigter, stilhed og råt råt råt. Kæmpe oplevelse!

Jeg var ikke helt så gode venner med hverken sovepose eller liggeunderlag. Det er konfronterende at mærke, at man ikke er 14-årig spejderpige længere og det er lange timer i mørket, når det gør ondt at ligge på den ene side, og endnu mere på den anden side og på ryggen er det helt håbløst. Allerede fra anden nat var det frost-vejr og selvom jeg tog ALT tøj på (inkl. regntøj!) jeg havde med, var det knapt varmt nok. Jeg overlevede på små ting. En mini-lommelygte, der som den eneste lyskilde holdt hele turen og hang på sit faste sted i teltet hver aften. En mini-Ipod med min løbeliste (den, der også fik mig gennem halvmaraton – halleluja for Pentatonix og Rihanna). Små selvudløselige hånd- og fodvarmere, der holdt varme i mange timer, når man åbnede en pose og de fik luft (Smart!) og var stor trøst når frosten krøb om næsen og tænderne klaprede. En håndfuld figenstænger, der blev rationeret og nydt hver dag, og luksusposen med Atkins-sukkerfri-chokolade-barer= himlen! Imodium-piller, der i den grad reddede min r… to gange på den tur (her kunne man have fortalt meget længe om toilet-forhold på bjerget. Jeg vil nøjes med at understrege, at når man har klatret på høje sten i 5-7 timer i træk er det ren tortur at skulle squatte over et ubeskriveligt beskidt hul!).

Nætterne var virkelig rædselsfulde. Kolde, lange, trange og masser af plads til tankerne, der kørte mere og mere i ring, som vi kom længere op i højderne. Sidste nat før topnatten sov jeg ikke et eneste sekund og lå i mange mange timer og hallucinerede. Meget ubehageligt. En bizar form for ensomhed. Mig alene i et koldt telt. På toppen af verden.

Næste morgen – den sidste dag på turen op, da gruppen skulle gå sidste stræk til summit var højden slet ikke min ven, og jeg havde så voldsom kvalme og svimmelhed, at der ikke var nogen anden udvej end at gå ned til en lavere camp og få vejret igen. Det var på ingen måde forsvarligt for mig at forsøge den sidste kilometer op, og det fortalte min krop mig meget tydeligt. 5-6 timer nedad, og jeg fik vejret igen. Sjældent har jeg være så taknemmelig for en mundfuld luft. Mens jeg ventede på at de andre kom helt op OG ned til mig, læste jeg min krimi færdig. Jeg kan fortælle at da jeg en uge efter på Zanzibar pakkede lidt om i min kuffert og fandt krimien, kunne jeg ikke huske jeg havde læst den færdig. Eller hvem der var morderen! Det fortæller lidt om hvor crazy man bliver!

Jeg nåede i alt 4600 højdemeter og det var fantastisk. Pyt med at jeg ikke fik de sidste sejrsbilleder af skilt og solopgang med. Det har på ingen måde ødelagt den samlede oplevelse. Og IH hvor er jeg stolt også af de andre i gruppen, der stort set kom op.

Sikke grænser, der blev testet. Maden var elendig. Det var en udfordring for mig, og især det testede mig helt til kanten. Som at give en narkoman heroin morgen middag og aften. Vi fik serveret hvidt med hvidt på. Semuljegrød om morgenen. Hvid toastbrød (kun mug på den sidste dag) til frokost. Ris, Pasta og Kartofler til aftensmad. Mariekiks til pauserne. Minimalt af grøntsager og protein. Der var en juice i den daglige madpakke, som jeg drak en af dagene fordi jeg tænkte det måske “gav gode ben”. Den havde den sindssyge effekt på mig, at jeg i 30 minutter gik snakkende, nærmest småhoppende forrest. Helt høj og skæv! Hvorefter jeg komplet crashede og havde et par rædselsfulde timer med svimmelhed, kvalme og måtte slæbe mig efter de andre.

Men bortset fra maden var jeg mere stolt af mig selv og min krop end måske nogensinde før! Jeg havde drømt om et samarbejde og det FIK jeg! Fra start til slut. Til-næsten-tops-af Kilimanjaro. Gode ben, stærk vilje og stor stædighed. Bum!

(Klik evt. på billederne og se dem som slideshow med billedtekst under)

h1

‘Face your fears’ week

september 22, 2013

Tit i tv-serier (med reality-vinkel og ‘rigtige mennesker’) er der en temauge, hvor deltagerne skal face deres angst. Det er næsten altid noget med højder eller vand eller krybdyr, og så ser man hvordan de med panik i øjnene og tænders gnidsel går helt, delvist eller slet ikke igennem denne angst. På den anden side af oplevelsen står de enten helt høje af sejr og eufori – eller nedslåede og skamfulde.

Jeg er ikke bange for vand, eller højder eller krybdyr (med mindre de bider mig), og jeg har i det hele taget meget få deciderede fobier. Jeg bryster mig med at være rimelig beslutsom, ambitiøs, stædig og vedholdende, og jeg har altid været god til at tage en beslutning, sætte mig et mål og så gøre det. Jeg er ikke engang bange for at tænke stort.

Denne tid konfronterer mig imidlertid med den ene store grund-angst og fobi jeg HAR:

Min egen krop.

Jeg forstår den ikke rigtig og har aldrig følt mig helt connected til den, jeg er bange for, hvad den gør og hvornår og hvorfor den gør det, og jeg stoler faktisk nok egentlig ikke særlig meget på den. Så tager den 10 kg på, og de sidder naturligvis mestendels på maven. Så er den stærk, smidig og åben – så klapper den fuldstændig i. Så svinger blodsukkeret pludselig, så jeg ryster over hele kroppen og får tunnelsyn, så bliver den utrolig træt. Så vælter hormonerne rundt den ene dag, så er den vågen, klar og leveringsdygtig en anden. Så bærer den mig let og elegant gennem timers intens workshop eller koncert, så går den med ét helt ned med migræne, kramper eller anden uforståelig og overvældende smerte. Så taber den 10 kg og er slank og velproportioneret. Så går fordøjelsen helt i stå, eller lænden låser fast, så jeg næsten ikke kan gå.

Jeg forstår den ikke! Den kører rundt med mig, og jeg er grundangst for, hvad den nu finder på, og hvorfor – og allermest HVORNÅR. Det er dælme svært at planlægge noget som helst.

Jeg har flere gange skrevet om den samarbejdsaftale, jeg forsøger at lave med den – og jeg må konstatere at jeg ikke helt taler dens sprog og igen og igen misforstår den, presser den for meget – eller for lidt og ‘ryger helt ud af den’.

De sidste mange år har jeg igen og igen forsøgt at finde nye veje at få fred med kroppen, at forstå den, at samarbejde med den. Jeg har taget åndedrætsuddannelsen og arbejdet med Pilates, Alexanderteknik, og BodySelfDevelopment. Jeg har trænet mig op til halvmaraton og morgensvømmer med Rumle 2-3 gange om ugen. Jeg har ikke spist sukker i snart fire år og er 90-95% hvede, gluten og mælkefri.  Rører ikke ris, pasta eller anden stivelse og får næsten ikke frugt heller. Jeg mediterer de fleste dage mindst 15 minutter og læser i Course in Miracles hver morgen inden dagen starter.

Jeg er så afhængig af kroppen, og bruger den hver eneste dag til at formidle med, synge fra, undervise i. Jeg VIL så gerne forstå den og være til stede i den, og jeg oplever en slags sorg over, at det er så udfordrende for den og mig at være sammen i god ro og orden.

Den sidste uge har handlet meget konkret om at blive klar til Afrika rejsen, der starter om nu fem dage. Jeg tænkte, at jeg lige kunne tabe et par af de ekstra august/september kilo, der er stresset sig på, så jeg ikke havde så meget at slæbe op af bjerget, så jeg ryddede op i min kost og gjorde alt det, jeg ved er sundt og godt for mig. Det magre protein, de gode grøntsager. Masser af vand og sund olie. Søvn og indre ro. Yes. To døgn gik det rigtig godt, og så reagerede kroppen med (en velkendt) udrensning, der føles som influenza. Det kunne jeg slet ikke håndtere, det tog pusten fra mig og timingen var elendig med koncerter, workshops og korprøver, så jeg gik i panik og spiste ALT for meget og helt forkert i 3 dage og blev belønnet med det ondeste hold i lænden, der gør at jeg nu søndag morgen næste ikke kan gå. For pokker altså.

Angst med angst på!

Hvis jeg nu skulle efterlade noget på toppen af det sk*de bjerg, så må det være kampen med min krop. Jeg kan ikke kæmpe mere med den. Jeg bliver nødt til at gøre det på en anden måde. Finde en anden måde at lytte til den på, forstå den på, være til stede med den på. Acceptere den på, elske den på. Den prøver at fortælle mig noget og jeg prøver at fortælle den noget, og vores relation er HELT af h… til.

Kan man gå i par-terapi med sin egen krop?

Så det er altså officielt ‘face your fears’ week for mig nu. Jeg må overgive mig og erkende og acceptere, at det er større end noget, jeg selv kan klare. Som de siger i trin 1 i AA, må jeg indrømme at jeg er magtesløs.

KONICA MINOLTA DIGITAL CAMERA