Der er i Deepaks oplæg fokus på at ære kroppen og vise den taknemmelighed og kærlighed:

“The body is a gift. A vehicle by which we can receive deeper spiritual wisdom and connect with our higher self”. Deepak Choprak

Jeg må med en vis rødmen i kinderne konstatere, at der så ikke er levnet mange sekunder til at ære min krop denne uge. Den er blevet pisket rundt og har gjort sit allerbedste for at slæbe mig gennem hverdagens småkriser og feberredninger, back-to-back aftaler og et logistisk overblikshelvede med alt fra 23 elevers engelsk-synops-afleveringer over Bruno Mars-arrangering til koncert/workshop ture rundt i landet. Ikke mærkeligt at kroppen ret vedvarende prøver at fortælle mig at den er TRÆT og trænger til ferie!

Heldigheldigheldigvis er det så det, vi også skal – så meget desdo mere grund til at få afviklet alle bunkerne på skrivebordet. På onsdag morgen tidlig trækker Rumle og jeg stikket og flyver 8 dage på Eventyr. Vi har lejet bil på Mallorca og skal nyde sol, vand, hinanden og sikkert en masse tapas. Ja tak!

Når jeg underviser i VokalDeLuxe er et af grundprincipperne, at vi fokuserer på “dét, der virker” og samler det sammen i cirklen mellem os. En stor fælles pulje af succesoplevelser, som vi decideret svælger i. Dét i sig selv er sådan set meget banalt – men det skaber tit opmærksomhed på, hvor sjældent vi roser os selv. I stedet er det oftest selvkritik, fordømmelse og irritation over alt dét, der ikke virker, der fylder. Og fylder meget! Så meget, så vi næsten ikke kan høre alt det pæne, eller har overskuddet til at fokusere på det, fordi den indre dommer råber så højt. Det kan være svært at tænke positivt og nyde ens krop, sind og sjæl præcis som den er og huske at det rent faktisk støtter og oplever kroppen at være så kærlig.

Deepak husker mig igen på i denne uge om ‘kroppens perfektion’, at tankerne faktisk har et gigantisk publikum, der bliver påvirket af hver eneste ord, sætning og stemning. Nemlig kroppens usandsynligt lydhøre celler.

“Imagine that the sickness, ache or  condition were a friend, sitting right before you, sad and weeping. We would not ignore her or express irritation. Instead we would embrace her and nourish her, offering her support and love. It is the same for our bodies”. Deepak Choprah

Det betyder bare virkelig noget, om jeg taler pænt eller grimt til mig selv og de andre 50 trillioner celler, og det er faktisk meget fint lige at spørge sig selv, om jeg ville tale sådan til andre, som jeg nogengange taler til mig selv. Nej vel… 

I meditationen taler Deepak om at hele kroppen er med på en lytter hver gang hjerne og tanker udesender beskeder – og at alt bliver registreret i de mange billiader celler kroppen rundt. Endnu en god grund til at tale pænt.

Det har jeg så forsøgt at gøre (også) denne uge, hvor mit gentagne mantra har været “jeg kan godt, jeg kan godt, jeg kan godt”.

Lige nu sidder jeg i løbetøjet og venter på mine medløbere på Vestfyn, hvor bilerne parkeres inden turen i samlet trop går til Middelfart havn, hvor blæsevejret, stor ståhej og 11.000 andre løbere venter. Nerverne er nogenlunde i ro, madpakken er konsumeret, og jeg har et par dunke hjemmepresset grønsagsjuice klar med ekstra hvedegræs, citron og i dagens anledning appelsin og æble for at få lidt frugtsukker at stå distancen på.

Rytme bliver centralt også i dag. Både at finde min egen og stole på den – og samtidig nyde de mange timers musik, jeg har håndplukket og lagt i telefonen til lejligheden. Sangene udvalgt efter god og høj energi, gode rytmer og generel begejstring. Om ikke andet, så glæder jeg mig til at høre og genhøre yndlingsmusik.

På forhåbentlig gensyn på den anden side – hvor endnu en kryds kan sættes på min bucketlist. 21K – here I come!

Jeg er næsten igennem fjerde meditationsuge, hvor temaet har været at lytte til kroppen og lade den tage føringen. Det er altså en udfordring for mig, for jeg vil egentlig hellere stole på mit sind, end på min krop. Det er som om den har snydt mig alt for mange gange, og dens signaler er i bedste fald forvirrende.

Et meget godt eksempel er, at jeg for tiden er voldsomt træt. Jeg lytter (rent faktisk) til det og har opmærksom på at holde sengetiderne og få mindst en meditation om dagen. Det er kommet inden for de sidste 2-3 uger og det er massivt! Skulle jeg udelukkende lytte til kroppen, ville jeg måske blive bekymret over hvad den fortalte mig, om der var noget, jeg ikke fik (kost, motion, hvile) – og sagen er så bare den, at jeg har en viden om at elmen nu er sat ind og dermed et massivt allergisk anfald, der varer til birken er forbi. Det jeg bliver træt af, er nok mest allergi-medicinen…

Deepak snakker om et interessant fænomen: Feedback-loops. Og måske er det dér, jeg skal finde mere af forståelsen om kroppens og sindets samarbejde. Han taler om det som en slags konstant kommunikation, hvor kroppen sender signaler, som hjernen fortolker som en slags kontant feedback og giver beskeder tilbage til kroppen igen.

Han har en pointe i, at kroppen rent faktisk er designet til at kunne holde uendeligt. Dens processer er så fint afstemte, at fik den lov, kunne vi holde langt længere end de fleste af os gør. Måske skete forstyrrelsen bare på så tidligt et tidspunkt, hvor jeg mistede tilliden til kroppens signaler – eller fik aldrig lært, hvordan jeg skulle lytte. Gad vide om det er for sent at skærpe den mekanisme igen og genskabe tilliden. Jeg mærker jo en dyb længsel efter at have det optimale samarbejde med min krop og (igen?) kunne turde stole på de signaler (sult, træthed, osv) den sender mig.

Eksemplet med elme-allergien er måske netop et eksempel på at jeg lytter til kroppen og forstår, hvad den kan tåle og ikke kan tåle. Jeg har jo genkendt et system, at jeg hvert år omkring det tidspunkt hvor elm, hassel og birk springer og laver pollen, tager et dyk i mit immunforsvar og derfor skal indrette mig derefter.

“In reality doctors don’t heal patients. They fascilitate the body’s healing system, adding what-ever’s lacking when selfhealing faulters”. siger Deepak og tilføjer at det i virkeligheden er kroppens dybe “ønske” at tage sig af os – at helbrede sig selv. At kroppen helt ned på celleplan har brug for positive opløftende beskeder, ro og plads til at gøre præcis det arbejde den er designet til. At hjernens fornemmeste arbejde er at lytte – og i samarbejde med hjertet svare med kærlighed, støtte og omsorg. 

Jeg har som bekendt trænet op til halv-maraton nu i over et halvt år, og det har flere gange ramt mig, at NU var det vist nok med fysiske udfordringer og angst-provokationer for 2013. Jeg har med glimt i øjet joked med, at det ikke var Maraton i Berlin, der var næste punkt på min selv-udfordrings-liste…

Det blev det så heller ikke.

For hvorfor løbe maraton, hvis man kan bestige Kilimanjaro!

Nej vel. Som om jeg ikke udfordrer mig selv og mit nu 40-årige legeme nok, så tager vi da lige 5 dage op af et af verdens højeste bjerge, tre dage på safari i jeep og lodge i Tanzania og slutter med fem dage på strandene i Zanzibar.

Så kan jeg måske lære det?

Og det hele er besluttet og betalt på under et døgn. Sådan er det, når man udfordrer sig selv på at leve efter intuitionen og rykke på mavefornemmelsen i stedet for fornuften. Det var nemlig det, jeg gjorde, da jeg i går aftes spiste en rolig og hyggelig middag med min gode veninde, der med kæreste og gruppe fra arbejde skal på dette treugers Afrika-eventyr til efteråret. Det snakkede vi så om – og jeg mærkede trækket. Jeg vil med. Ok. Sms til hendes kæreste. Der er netop én, der er sprunget fra. Ok. Sms tilbage. Ja tak, Janne er på. Bum. Ok, her er kontonummer til depositum. Ok, vi kører.

Og tænk – jeg, der har forsvoret, at jeg nogensinde ville rejse til Afrika. Det stod ikke højt på min bucket-list, vel… men med 100% tro på min intuition, og ingen bremsende analyser eller andre reflekterende tanker er dealen jo at være til stede i nuet i denne uge – så sådan blev det. Ja tak!

Så nu er der en grund til at trave nogle rigtig gode lange ture sommeren igennem – og trappetræne by the way, så de der daglige 15-18 km op af bakke (!) i tynd luft på vej mod himlens tinder ikke bliver for stor en udfordring.

Træk vejret, Janne. Træk vejret.

Og så virker det der lille halvmaraton op og ned af Lillebæltsbroen om et par uger sådan lidt mere overskueligt, faktisk. SÅ stejl er den bro altså ikke, vel…

Ellers har min intuition forholdt sig nogenlunde rolig denne uge – det er i hvert fald eneste action i mangetusindkroners klassen. Jeg tror egentlig generelt, jeg lever sundere på viljestyrke end på intuition. For det har ikke været nemt at mærke, hvad min krop har brug for. Det virker bedre, når jeg beslutter mig for, hvad jeg skal og ikke skal spise osv. Det kunne man så også tænke lidt over – når nu min intution tydeligvis råber så utroligt højt på alle mulige andre områder.

Der er kun 2 dage tilbage, så skifter fokus til en ny uge. Nu går jeg for alvor ind i det afsluttende forberedelser til halv-maraton om godt 14 dage. En lang løbetur i morgen formiddag, restitution og så MASSER af grønsagsjuice (rødbede skulle være godt til forbedring af ilt-optag),  god søvn, meditationer om at løbe overskudsagtig over målstregen og bønner om en rolig overskyet løbelørdag. Så er det fokus vist også godt brugt. Jeg skal jo også liiiige google lidt om snorkling i Tanzania, ik sandt…

ps – hov. Jeg glemte et billede fra stranden i Zanzibar…

Dagen i dag har bestået af 4 timers intens havearbejde. Bum. Effektivt – hyggelig og nærværende tid med Rumle (der tjente lommepenge og knoklede lykkelig for dem) og den topgode kombination af “work out” og “work-out”. Foråret er her. Jeg tror på det. By the way – birketræerne tror også på det, for jeg skal dælme love for at de overproducerer pollen lige nu, så jeg vandrer svimmel og nærmest dødlignende træt rundt af et overstimuleret immunforsvar. Nå. Det går jo over igen.

Deepak snakker i denne dag tre meditation om vores indre visdom, der optimalt set guider os gennem dagen. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg har en særdeles skarp intuition, og at jeg kan navigere efter den, og være præcis dér, hvor jeg skal og ikke mindst agere i autentisk overensstemmelse med min sjæl.

Men hvor tit lytter jeg egentlig? og hvor mange gange ignorerer jeg – og saboterer dermed ‘naturens gang’. Det kræver virkelig tillid at turde stole på de signaler, der kommer – for nogen gange har jo også kroppen en skjult agenda (de syv dødssynder!), som den camouflerer som sunde signaler og prøver at overtale mig med. Min har i hvertfald…

Det får mig til at tænke på en fantastisk amerikansk serie (med Kiefer Sutherland – det gør heller ikke noget), der hedder “Touch”. Den handler om en autistisk dreng, der kan læse universets underliggende matematiske formler og reagerer meget kraftigt, når der er uorden i dem. Det er så fint at se, hvordan han falder helt til ro, når universet igen er i balance.

Så denne uge committer jeg mig til at lytte til min intution. Hvert skridt bliver taget fra maven i stedet for tanken. For når intuitionen ikke skal gennem hjernens analyse og tankens langsommere tempo, har jeg mulighed for at bruge en langt hurtigere og mere direkte fingerspidsfornemmelse eller gut-feeling – og måske ramme mere rigtig, end det, jeg kan tænke eller regne mig frem til.

Jeg har tre uger, til jeg skal løbe halvmaraton. Puha, bliver helt svedt ved tanken! Og jeg har virkelig haft svært ved at mærke, hvordan det er klogest for mig at spise/træne og være til stede for at “blive klar”. Ingen tvivl om at det er noget, jeg gør HELT for mig, og for at bevise at jeg kan – og ikke for at få en god tid eller imponere nogen (det er der vist heller ingen fare for…).

Jeg vil være lykkelig bare for at overleve og/eller gennemføre! Og jeg har med en vis undren betragtet, hvor meget angst, den tilmelding og træning har bragt til overfladen i mig. Interessant fordi det har skubbet min motivation OG motion langt langt videre end nogensinde før! Jeg har siden 1 februar løbet ret stabilt og har haft flere ret lange ture. Jeg er ikke længere bange for at løbe 2-4 kilometer overhovedet – og mine grænser har klart flyttet sig. Jeg har dog endnu overhovedet ikke oplevet noget, der ligner løbe-endorfiner eller det der med at “benene løber af sig selv”. Not happening – men jeg har dog alligevel fået gjort noget ved det. Og nu er jeg i home-stretch. Altså – hvordan får jeg trænet den sidste tid uden skader – og med tempo og retning, så jeg topper på lillebæltsbroen d. 4. maj. Det var måske værd at sætte intuition på!

God lørdag

Meget passende ovenpå en intens weekend, hvor skarpe hjørner er rundet og energien og lykken har været helt oppe under loftet. Så for at skabe balance efter et døgn med for lidt søvn, et par glas lækre rødvin, gode glade mennesker, mange timers forberedelse med rengøring, klargøring og madgøring i kategorien Stenalderkost/ fladmave/ LCHF og en tøsetur med forkælelse, dampbad og skrubbecremer i spa-himlen, er jeg nu hoppet tidligt under dynen med computer, te og tunge øjenlåg.

En fødselsdag, der går over i historien med en overflod af kærlighed, gaver, opmærksomhed, grin, lækkerier og lykke.

Har mærket en nærmest abstinens-agtig tilstand her bagefter. En slags tomhed. Som at skulle lande ovenpå et fantastisk ‘high’, hvilket jeg genkender efter særligt intense koncerter eller længere workshops og kurser. En stilstand til en grad, hvor jeg næsten har følt mig ked af det – eller måske nærmere trist. Ikke at jeg ikke har hygget mig her i alene-tiden. Gode gåture, stille oprydning. Grundig gennemgang på og tjek på eksamensforberedelses-bunken og selvfølgelig et par omgange meditation og læsning i ‘Course in Miracles’ begge dage. Og så selvfølgelig fokus på balance med en vis eftertænksomhed og undren.

I Deepaks oplæg snakker han denne uge om vigtigheden af at søge balance i krop, sind og sjæl. Spørgsmålet stilles: Kan man gå livet igennem med så ‘perfect health’ at man aldrig bliver syg? Et af hans svar er ‘balance’ – uden at blive særlig konkret om hvad det er.

Og jeg må stille mig selv spørgsmålet: ‘hvad er så balance?’ og hvordan ved jeg, når den er opnået? Er det balance at have fuld knald på den ene dag og være helt stille den næste? Hvor lang tid kan man strække balancen ud over, og stadig kalde det balance (en travl uge + en stille uge?) eller skal balancen søges fra moment til moment? og er det overhovedet muligt?

Jeg er ofte en ‘alt eller intet’ type – ikke mindst på arbejde – og giver den alt jeg har (og en gang i mellem mere til), både når jeg leverer og når jeg restituerer. Mon det egentlig er sundt – og kan jeg lade være? Ville mit liv føles kedeligt, hvis jeg blev mere gråzone end sort/hvid? og ville det i virkeligheden være balance?

Det må være noget af det, jeg skal kigge på (og meditere på) denne uge.

Hvor jeg tidligere har set mig selv kollapse af træthed og overstimulering i de små pauser og huller, der er midt mellem workshops, foredrag, indkøb, skolehjem-samtale, hente/bringe/servicere/underholde barn, huslige pligter, mail-korrespondancer, blomster-vanding, nyhedsbrevs-udsending  opvaskemaskinefyldning, job-bookning, kursuslederoverlevering og -evaluering, kattebørstning, fællessangs-akkompagnering og  alle de andre små gøremål, gjorde jeg tre ting i dag i de tre pauser, der var! To gange 15 minutters meditation (både dag 22, som jeg manglede OG dag 1 igen igen) – OG så i min sidste pause, inden Rumle skulle fodres af og dyppes i badekarret – LØB JEG EN TUR!!

Ok, godt nok kun små fire kilometer i et nogenlunde tempo – men alligevel. Det var ulvetime. Jeg havde været på benene i mange timer og havde faktisk ikke nået andet en ½ teske næskaffe tidligt i morges… Jeg kunne have smidt mig med endnu en kop, en bog, en serie eller kigget ind i væggen og pustet. Og det gjorde jeg ikke! Uden at tænke nærmere over det, blev løbesko snurret og Jussi Adler Olsen puttet i ørerne.

Så begynder COMMITMENT at være andet end bare et fint ord – og DET føles rart. OK, det hjælper på det at solen skinnede mig lige i bærret det meste af vejen og luften føltes klar, frisk og overskuelig i temperatur i lungerne. Men alligevel.

Noget virker!

Deepak taler om det sted i os, hvor vore almindeligvis accepterede begrænsninger slet ikke eksisterer og hvor der er en sand balance og kontakt mellem sind, sjæl og krop. (Det er det, han kalder “Perfect Health” – og heraf titlen på hele meditations-serien). Når vi kommer i kontakt med det sted, kan vi opleve en højere bevidsthed og “bølgelængde” med altet – den ideelle virkelighed.

Han husker os på, at selvom kroppen ikke altid er i topform, er det blot en forbipasserende tilstand, og at det ikke påvirker den dybe indre tilstand af optimal balance – selvom det vel oftest er det vi tror. At kroppen skranter (og vel egentlig bare opfører sig som en krop nu gør), betyder ikke at vores sjæl er syg eller svag. Den er præcis så perfekt, som den hele tiden har været.

Det får mig til at tænke på et citat jeg så (sikkert på Facebook), der sagde noget ala “vi har ikke en krop, vi har en sjæl, der er i en krop”, og jeg tænker, at jeg tit glemmer at jeg ikke (kun) er min krop – men at den nærmere er et transportmiddel for min bevidsthed. Så meget desto mere grund til at knække koden til, hvordan jeg behandler kroppen optimalt og dermed  forstå, hvordan jeg kan træffe de klogest mulige valg også på kroppens præmisser. For hvem gider køre på en dårlig smurt cykel med håndbremsen trukket…

 Jeg har så tit hørt sætningen “My body is my temple” – og har haft svært ved helt at forstå hvad det betød for mig.

Deepak snakker om, hvordan vi kan træne sindet til at tænke nye veje og vælge klogere skridt, der i højere grad får os i kontakt med denne optimale balance. At sindet skal gøres til vores allierede, så vi samarbejder (sind og sjæl) om at forstå og håndtere kroppen bedst muligt og møde dens basale behov.

Så. En af de missioner, jeg sætter mig for at undersøge disse kommende måneder gennem disse daglige meditationer må være: “Hvad vil det sige for mig, at kroppen er mit tempel, og hvordan behandler man i det hele taget et tempel”.

Indhold i meditationen
Hver dags meditation indeholder en særligt titel, der præsenteres af Oprah og undervises i af Deepak og derefter et mantra, man siger i hovedet mens man glider ind i indre stilhed. Det varer 15-17 minutter, og er en skøn optanker af energi, ro og nærvær.

Tanken om fordybelse… 
Når jeg har lyttet gennem meditationerne, har jeg flere gange tænkt på at man sagtens kunne dykke langt mere ned i dagens tema – og jeg fik ideen til at tage hver dags fokus, som et uge-fokus, så jeg de næste 22 uger har et tema, jeg arbejder med per uge.

Commitment – de næste 22 uger!
Så jeg vil hermed committe mig til at dele dette forløb, der kommer til at vare det næste lille halve år her på bloggen med refleksioner  observationer og konkrete actionpoints. Jeg kan desværre ikke dele selve meditationen med jer, for den enkelte dags meditation ligger kun gratis på nettet en uges tid. Man kan købe serien og flere af hans andre for omkring 40 dollar pr stk. Og man kan melde sig til nyhedsbrev, så man kan være med gratis næste gang, der kommer en serie.

Uge 1 starter NU
- og ugens overskrift er: “I commit to living Perfect Health”. Så de næste 7 dage vil jeg, udover at afslutte de sidste dage af det nuværende forløb, lytte til ‘dag 1′ hver dag og se, hvad der kommer op for mig.

Min første tanke er, at perfekt for mig ikke (længere) betyder at alt (inklusiv mit helbred) skal være pletfrit eller fuldstændig uden fejl. Altså, det ikke må blive en ambitiøs, stresset og uoverskuelig søgen på det perfekte liv – eller det asketiske, stramme, smagsløse, hvor jeg forsager livslyst og glæde – smag, sjæl og passion.

Det handler tværtimod mere og mere om balance for mig – og den er jeg klar til at undersøge endnu dybere.