ForårsGospelSommerfugle…

Der er altid fniller i maven (på den gode måde, som Laura siger) inden de store workshops og koncerter. Der er så meget der skal flaske sig, mange mennesker der er involverede, meget der skal lykkes. Sound of Gospel har kun én offentlig koncert dette forår, i forlængelse af workshoppen på søndag, og det bliver bare SÅ FEDT at fyre den af. Vi har fået mange smukke nye sange på repertoiret, og jeg tror aldrig de har lydt bedre.

Sikken en uge det her er – også på torsdag skal Spread the Word (de små) optræde, så jeg kommer full circle. Og ser frem til en FRIDAG på mandag hvor jeg skal restituere og reflektere over ugens oplevelser.

Konfirmander her og der…

Denne uge har budt på to workshops med konfirmander. Og de kunne ikke have været mere forskellige. Efter den første svor jeg at nu var det sidste gang jeg holdt den slags workshop. Der var næsten 80 unge mennesker, de var pædagogisk komplet udenfor rækkevidde, der var kun en enkelt voksen til stede (præsten), der blankt indrømmede at hun fuldstændig havde givet slip og givet op og bare skulle have overstået arbejdet med konfirmanderne. Det var paradoksalt nok 5 timers helvede i en kirke. Jeg bliver SÅ desillusioneret når jeg ser vores ‘næste generation’ være så fuldstændig urimelige og uopdragne skarn – og som jeg har delt tidligere på bloggen oplever jeg at det bliver værre og værre…

Helt kunne jeg ikke overholde mit ønske om aldrig at synge med konfirmander igen, for jeg havde lige en 5-timers workshop mere i går, i den anden ende af byen… og det var bare en radikalt anderledes oplevelse. Der var næsten dobbelt så mange børn, de var høflige og nærmest lidt generte og virkede langt mere interessede og engagerede. Der var konstant 5 voksne til stede og noget af tiden flere. De havde godt styr på de unge og havde bestemt ikke givet op – tværdimod satte de en tryg og sikker ramme for opførelsen og det var sådan en lettelse at arbejde i. Jeg gør mit – og jeg gør sådan cirkus det samme hver gang – og måske netop derfor virker det så langt ude at oplevelserne er så forskellige. Vi sluttede dagen i går af med en super vellykket gudstjeneste med forældre med våde øjne, der var rørte over at deres teenagedrenge (der jo ellers er totalt lukket under ombygning) stod der og sang af karsken bælg…

Måske er det totalt politisk ukorrekt at sige det højt, men det virker som om det har enormt meget at sige hvor ressourcestærkt et område kirken og dermed konfirmanderne befinder sig i. Nu har jeg lavet temmelig mange af den slags arrangementer og det er ALFA og omega hvor meget overskud især præsterne har og hvor sunde og velfungerende børnene ellers virker.

“Arhj, det er pinligt…”

For tiden har jeg et korprojekt kørende i min søns børnehave. De har spurgt om jeg vil lave kor med ungerne i både børnehave og fritter, da de har et to måneders musikprojekt kørende. Vi skal afslutte på fredag med at optræde for forældrene. Det har været en KÆMPE succes – ikke mindst for mig!

Det er helt klart ikke min almindelige målgruppe; 75 unger i alderen 3 til 9 år, og det har været en fed udfordring. Jeg har skrevet en sang om at være superhelt/barbiegirl, og den er gået rent ind. Det er sjovt at observere at jeg rent faktisk kan bruge mange af de pædagogiske vinkler og tricks jeg gør også ved også unge, voksne og gamle – vi er bare alle mennesker!

I mandags satte jeg lidt ekstra koreografi på til pigerne, der under omkvædet skulle danse en lidt skabet barbiedans og sige ‘hui hui’. TÆNK, der var en ca. 7 årig fritter-pige, der boykottede med hænderne i siden: “ARHJ det er PINLIGT!”

Det kom bare fuldstændig bag på mig! Jeg kan ikke huske at have oplevet den slags selv-bevidsthed hos så små børn, og det fik mig til at tænke på hvor meget vi voksne påvirker vores poder med vores egen generthed og angst for at ’stikke udenfor’ og være pinlige. Hvor er det bare ærgerligt.

Hvad  kunne jeg gøre… Jeg valgte at kigge ungerne lige i øjnene og fortælle dem at jeg synes det er skønt at synge og fjolle og skabe mig, og at det er HELT ok, og så prøvede jeg gennem min egen dans og sang at opmuntre dem til at give lidt ekstra slip og være med det. Det gik fint, og det bliver en SUPERHELT performance i næste uge!

weekend i alt andet end stilhed…

SÅ blev det weekend igen, og vi har nu den skønne kontrast til sidste weekend i stilhed! En weekend i sommerhus med alle tre børn og FULD smæk på! Vi skal plante tulipanløg og brænde haveaffald og tegne tegninger og gå tur ved stranden og samle lego-starwars og og og … sikken en kontrast!!

I går var endnu en kontrastens dag – og faktisk med lidt blandede følelser! Jeg har i mange år, med succes og glæde, arbejdet med konfirmander. Har udviklet et ‘konfirmand-workshop’ koncept, som kirkerne køber ind, hvor jeg underviser sognets konfirmander i 6 timer og vi afslutter med en gospelgudstjeneste for pårørende. Som udgangspunkt er det en succes, og vi ender altid med at lave en forrygende og festlig gudstjeneste hvor alle går glade hjem. Det gjorde vi også i går!

Og når det er sagt, synes jeg der var særlig LANG vej derhen. Det er sådan nogle søde børn – de der 13-årige wanna-be-voksne, der for de flestes vedkommende er ‘lukket under ombygning’. Nogle af dem er bare utilpassede og utilpasse og har RIGTIG svært ved at ‘følge flokken’ og deltage i selve workshoppen. Min oplevelse er, at det er alt-afgørende hvilken energi der er i gruppen (især hos drengene) og hvordan ‘førerhundene’ opfører sig. Det er lidt det samme hos pigerne, men de synes som regel at det er mere sejt at synge og danse lækkert, så de er lettere at vinde.

Det var drengene IKKE i går! Jeg har haft et par oplevelser af den her slags, hvor der er en del af gruppen, der vitterlig er uden for pædagogisk rækkefølge, og det er dybt frustrerende både for mig, for de præster og kirkemedarbejdere, der støtter op om dagen og ikke mindst for de konfirmander, der rent faktisk rigtig gerne vil synge med og deltage…

Jeg observerer min egen og de andre voksnes følelse af afmagt og manglende redskaber når en flok af de værste hvalpe (ca. 25 stks) f.eks. skiftevis ligger på gulvet og slås (!), trækker stole væk under hinanden, kaster med flasker og sms’er på mobil-telefoner og med konstant snakken og støj bare på alle planer forstyrrer og saboterer undervisningen… og der var vel og mærke 120 unge i alt i går, så det var en stor flok at håndtere!!

Hvad gør man, når man har 6 timer sammen med dem – og jeg VED at resultatet bliver rigtig godt (og det gjorde det også, alle hvalpene skrålede i festlig flok!), men det bare er utåleligt at nå derhen? Det er til dels frivilligt at blive konfirmeret og dermed deltage i undervisningen, (eller hvordan er det med frivillighed for 13-årige – nej vel!?). Det er svær at sende 25 drenge uden for døren, eller give dem en seddel med hjem, og det hjælper sådan set ikke mig i den aktuelle situation.

Som regel kommer folk til min undervisning, fordi de gerne vil – bortset fra firma teambuilding, og da oplever jeg at rigtige voksne er så høflige at de følger flokken trods deres indre modstand. Og her står jeg med et stort hold, hvor der er SÅ meget modstand og SÅ lidt pli. Av, den var svær – og timerne lange.

Jeg tænker med en blanding af nostalgi og skræk ca. 20 år tilbage, og synes altså ikke vi var så utilpassede og rebelske i min skoletid. Der har altid været bøller, men jeg oplevede at autoritetstroen og ‘kæft-trit-og-retningen’ var anderledes og noget strammere… eller?
Måske var det bare noget andet i provinsen? Jeg ved det ikke – men hvad værre er, jeg ved faktisk ikke hvordan jeg skal takle det, når jeg møder det. Jeg har er jo altid valget at gøre noget andet, og droppe konfirmand-undervisningen – men jeg ved også (med en vis stolthed!) at jeg gør en forskel og som regel giver dem en stor oplevelse, og måske endda planter et frø, der giver dem lyst til musik og sang. Og det er vigtigt (sagde idealisten).

NÅ. Nu vågner huset… haven strækker sig og glæder sig til at blive brugt igennem, kaffemaskinen snurrer og morgenstilheden brydes! OG hvor er det skønt…

God weekend!