Commitment (3)

Jeg observerer et virkeligt interessant skift i mine daglige rutiner. I dag –  en puslespilsdag – der hedder kl. 5.45 til nu (20.35)  med noget-nær-non-stop-fuld  skrald på (på den fede, flow-agtige, glade måde), er et rigtig godt eksempel.

Hvor jeg tidligere har set mig selv kollapse af træthed og overstimulering i de små pauser og huller, der er midt mellem workshops, foredrag, indkøb, skolehjem-samtale, hente/bringe/servicere/underholde barn, huslige pligter, mail-korrespondancer, blomster-vanding, nyhedsbrevs-udsending  opvaskemaskinefyldning, job-bookning, kursuslederoverlevering og -evaluering, kattebørstning, fællessangs-akkompagnering og  alle de andre små gøremål, gjorde jeg tre ting i dag i de tre pauser, der var! To gange 15 minutters meditation (både dag 22, som jeg manglede OG dag 1 igen igen) – OG så i min sidste pause, inden Rumle skulle fodres af og dyppes i badekarret – LØB JEG EN TUR!!

Ok, godt nok kun små fire kilometer i et nogenlunde tempo – men alligevel. Det var ulvetime. Jeg havde været på benene i mange timer og havde faktisk ikke nået andet en ½ teske næskaffe tidligt i morges… Jeg kunne have smidt mig med endnu en kop, en bog, en serie eller kigget ind i væggen og pustet. Og det gjorde jeg ikke! Uden at tænke nærmere over det, blev løbesko snurret og Jussi Adler Olsen puttet i ørerne.

Så begynder COMMITMENT at være andet end bare et fint ord – og DET føles rart. OK, det hjælper på det at solen skinnede mig lige i bærret det meste af vejen og luften føltes klar, frisk og overskuelig i temperatur i lungerne. Men alligevel.

Noget virker!

utrolig stille…

Det er interessant, hvor meget smerte lægger en dæmper på lyd. Min livsglæde har i hvertfald været utrolig stille og larmet meget lidt de sidste 10 dage, hvor jeg har haft det ondeste hold over lænden og i bogstaveligste forstand været lagt flad med isposer og dybe vejrtrækninger.

Først og fremmest har det givet mig tid til at reflektere over og ikke mindst være taknemmelig over, at jeg sjældent døjer med vedvarende smerter. Jeg kan i hvertfald ikke huske hvornår jeg sidst har haft så ondt i så lang tid. Altså 2-dages migræner, intens mavepine, ubehagelig detox eller udrensning (kold tyrker) efter stivelse eller sukker, ondt i halsen og andre kortere ting kender jeg godt – men 10 dage (and couting), hvor kroppen bare låser og står af… det er ukendt land. Dyb respekt for dem, der bærer på kroniske smerter i dagligdagen. Det koster så mange kræfter bare at komme igennem dagens små situationer – hvor svært var det lige at køre Rumle i skole, når man stort set ikke kan sidde… eller (too much information alert:) at tisse…

Jeg har haft rig lejlighed til at kigge dybt ind og være i ærlig dialog med min lænd om hvad det dog er, jeg har båret på, der har overbelastet den sådan.  Ikke at det helt har sluppet endnu. Men jeg kan ret tydeligt se, hvor jeg tager for meget ansvar, og måske endda bærer på ting og sager, der slet ikke har bedt om det. Jeg kan også se, at det måske var for meget at forlange, at min krop skulle afvikle et helt års ferie på 3 døgn.  London var fantastisk. Intens, (over-?)stimulerende  og betagende. Men lytte til min krop – det gjorde jeg ikke. Og det kostede.

I går og i dag har jeg forsigtigt forsøgt at lave lidt arbejde igen – lidt kor i går og en workshop i det jydske i dag… og så håber jeg at lyd, larm og livsglæde snart fylder mig op igen.

refleksion – når fortid, nutid og fremtid mødes

I dag har jeg en særlig mulighed, som jeg glæder mig usigeligt til. Jeg får heldagsbesøg af et menneske, der kender mig mere end ret mange, og som alligevel har helt friske øjne på mig. Og omvendt.

Der er denne her skønne pige, der nok hører til på ‘top tre’ på listen over mennesker, der har påvirket mig mest so far i dette liv. Hun kom nemlig ind i 5. klasse, dengang hvor det var allersværest at være anderledes. Hvor hormonerne netop var begyndt at bruse i blodet og hvor jeg var udenfor, misforstået og ensom. Det er først inden for de sidste par år, at jeg har forstået, at “min anderledeshed” altid har haft en årsag, i kraft af min milde form for højtfungerende autisme – og dengang var det umuligt for mig at indgå i de komplicerede sociale spil, der var i klassen og blandt pigerne. At jeg samtidig var lærerbarn forstærkede egentlig bare mobningen, i kombination med at jeg fik gode karakterer, nød at lære og havde et naturligt leder-gen (læs: gerne ville bestemme).

Dagbog fra 1985, hvor jeg præsenterer mig for en usynlig læser: “…det er ikke lutter lagkage, for min mor og far er lærere på skolen og jeg bliver mobbet [...] i perioder laver klassekammeraterne sådan en slags leg at hvis man rører ved mig, får man lus, og så hopper og hviner de og løber efter andre i klassen for at give den vidre.”

Da hun var ligeså anderledes som mig – på sin egen måde – fandt vi en overjordisk connection, der for måske første gang viste mig, at vi ikke behøver være alene om det her projekt, der hedder livet. Vi havde 5 år sammen som bedste veninder. Hjalp hinanden navigere, nørdede sammen (vi opfandt f.eks vores eget sprog med både skrift og tale, udviklede forskellige mærkelige kortspils-variationer, når vi var trætte af de gængse og en masse andre sjove og underlige projekter).

Essensen af en hjerteveninde og soulmate. Hun så mig, hun accepterede mig og vi var os selv i hinandens selskab. En enorm lettelse! Hvis andre ikke gad os, havde vi i hvert fald hinanden. Det gav mig en indre støtte og vished om at nu kunne det lade sig gøre at connecte med andre, og selvom vi gled fra hinanden i gymnasietiden og vore veje helt skiltes, var der en dyb taknemmelighed og kærlighed til hendes og vores venskab, som jeg har båret med mig gennem alle årene – og der er ofte fløjet en lille tanke hendes vej.

For et par år siden viste Facebook sig fra sin absolut bedste side, da den fik mig gen-connected med hende, og siden har vi opbygget en voksen-version af vores tidlige teenage-venskab. Vore veje har været vidt forskellige og alligevel er det så tydeligt, at vi hver i sær har bygget på den personlighed, der allerede dengang viste sig. Vi bor i hver sin ende af landet, har begge travle karrierer og mange bolde at jonglere, har begge børn og forpligtelser. Efter en lidt langsom opstart over noget tid, har vi nu mødt hinandens familier igen og har gennem nu fire måneder holdt et længere telefonmøde hver 14. dag. Til stor glæde, støtte og sparring for os begge.

I dag får vi for første gang RIGTIG tid til at sætte os sammen og tale ubegrænset. Ingen børn, mænd, forpligtelser eller forstyrrelser. Bare nærvær (og et par spande kaffe). Vi har begge nogle overvejelser om stort og småt, karrierer og livs-indretning, vi gerne vil have vendt, og jeg har en klar forestilling om at jeg “er en ny og bedre version af mig selv” i aften, når hun igen vender snuden mod Sjælland.

Det kan man da kun være taknemmelig for. Så fortiden møder i sandhed nutiden i dag – og former fremtiden!

Strålende søndag!
J.

Transition – transformation…

Lyse tanker på årets lyseste dag. Jeg mærker for alvor, at “7-dage, ét fokus” giver det udbytte, jeg ønsker og håber. Energien og humøret er højt – det hele er lettere. Jeg holder uden problemer mine definerede standarter, og nyder hver dag uden pres eller stress.

Lige som vi nu passerer årets lyseste dag, mærker jeg på mange planer, at det er skiftetid. De aktive skridt, jeg tager, hjælper til transformation og overgang.

Helt konkret, pakker jeg lige nu til de næste 14 dage. UHHH det er så spændende, og jeg er både glædesfyldt og spændt på den lidt nervøse måde. Jeg har forsøgt at danne mig et overblik over Islandsturen. Overvejer at leje en bil for at få den optimale frihed. Mange små beslutninger. Frit fald, og alene på udebane. Altid spændende.

Der sker også mange små skønne ting her. Det er nu helt tydeligt at min ene kats springtur for fem uger siden har haft konsekvenser. Hun er ekstra kælen, laver små huler og er tyk og dejlig – lige på maven. Det står på min liste over 100 ting, jeg gerne vil opleve i det her liv, at have en kat, der får killinger – men jeg havde ikke lige forestillet mig at det skulle være nu. De skal være velkomne og det er sjovt at se hende ændre sig så drastisk. Naturen er forunderlig.

Det virker for mig at chunke opgaver, beslutninger og nye skridt ned i mindre bidder. Det bliver overskueligt og jeg mærker på få uger, hvor meget det faktisk rykker. Det må være strategien også for de næste 14 uforudsigelige dage. Små skridt. Enkle beslutninger og have mig selv med – hele vejen.

Let og lysende aftenhilsen til alle derude
Janne

Clutter-kvartals-clearing

Andet kvartal er i fuld sving her på alle planer. Min klare intention om at komme til bunds og rense ud tager form. Det er en langsom proces. Lidt hver dag. Og nu, hvor den første måned er velgennemført, begynder resultaterne at kunne ses på krop, sind og sjæl (og hjem).

Det giver overskud til at få hul på andre ting, og den sidste uge har jeg for alvor fordybet mig i sangskrivning. En velsignet og velgørende proces, hvor tonerne triller og flygelet spiller flittigt. Jeg sidder med Sines sange – som jeg har fortalt om tidligere. Hun skrev dem fra sygeseng for måske 70 år siden. I et gulnet ternet skolehæfte med sirlig skrift af fyldepen. Tidløse, rørende og poetiske digte.

Et sted skriver hun “Der bruser i mit bryst en sang, som lyd fra Himmelsoner. O, havde jeg blot Stemmefang, at synge ud i Toner”.

Det havde hun ikke. Stemmefang. Men det har jeg – og nu kan vi hjælpes ad. Det er en smuk tanke at give hende tonerne. Fortid og nutid mødes.

Rent lavpraktisk  har jeg sat møde op med en producer og en anden mulig samarbejdspartner på projektet. Det må godt være nemt og sjovt at indspille en plade!

Har jeg besluttet mig for.

Ellers er jeg i lavpraktisk planlægningsmode her. Foredrag med Adam Price starter som bekendt op igen på torsdag og vi har tre mere i næste uge, og det sidste om 14 dage på Bornholm. Så jeg kommer i  den grad Danmark rundt på meget kort tid. Jeg tager Rumle og min mor med på turen til Bornholm, så det har jeg netop brugt tid på at planlægge. Jeg har min kære gamle onkel derovre og vi nyder alle at ses, når det en gang i mellem kan lade sig gøre. Han var gift med Lisbeth, der er Rumles Gudmor. Hun døde desværre af kræft for nogle år siden. Hun er savnet. Da vi snakkede om Bornholm og om Lisbeth for et par dage siden, græd Rumle. Selvom han ikke kender hende. Han er lige nået til den alder, hvor det for alvor går op for ham, hvad det betyder at dø. Så vi har aftalt at vi vil lægge en buket blomster på hendes grav i Rø.

Bornholm har særlige minder for mig. Jeg har været der mange gange for at besøge Lisbeth og Ramse, og øen står for gåture med deres hunde. Blå anemoner. Klipper og cykleture op og ned af bakkerne. Det er dejligt at jeg når at dele dette med Rumle, mens vi stadig har Ramse.

Skrivebordet kalder.
Fortryllende formiddag ønskes alle!

J.

balance

Man kan nok ikke se hjerter på himlen og stjerner for øjnene 24-7.

I dag er det i hvert fald som om universet forsøger at bringe en vis balance tilbage i mit jo ellers så lykkelige liv og generelt lyse sind.

Alt driller. Jeg har roterende PMS og er formentlig en plage for alle i 10 kms omkreds – ikke mindst mig selv. Ond i sulet og sur i skralden. Hurtigt trist og nemt stresset. Har fået tudet lidt af det ud med løgene til den heldags-søndagssuppe, jeg er i gang med at koge for at løfte lidt på stemningen.

Som følge af den hormonsygdom jeg har: PCOS, er de hormonelle humør-sving temmelig forstærket i forhold til gennemsnitlige kvinder. Det lærer man at leve med – eller overleve med! Men det er ikke festligt de dage, hvor det hele sortner og lukker ned.

Det var ellers pænt ud af vinduet igen i morges. Ikke at det hjalp. Det hjælper heller ikke at dette indlæg driller af pommeren til. jeg kan simpelthen ikke få billeder og tekst til at flette på en tålelig måde. ARGHHH! Jeg vil ellers gerne fortælle om at der er søndagsstemning her. Humøret til trods. Rumle har bygget hule i timevis. Vi skulle have haft besøg i dag, men de aflyste, da de ikke turde udsætte sig for, at han stadig hoster. Det bliver humøret sådan set ikke bedre af.

Computerspil hjælper lidt. Når man altså vinder. Han prøver bandeord af, jeg enten har glemt, eller ikke vidste eksisterede. Så det går vist ikke helt så vinderagtigt godt.

Kattene passer deres lille liv. Den mindste er i løbetid, så hun kalder og mjaver noget så gudsjammerligt og stritter forventningsfuldt med numsen i håb om, at der skulle drible en villig han-helt forbi. Hun kommer til at vente nogle måneder endnu, før vi gør det forsøg!

Vores hankat er kastreret, så han kigger bare undrende på hende, prøver at lege lidt med hende som de plejer og forstår ikke hendes anderledes signaler. Hun slår ikke igen, men lægger sig til. Så han har taget en tår vand og nu en lur på rensdyrskindet. Jeg har sorteret og skåret fadeburets vintergrønt, og har nu det hele stående og småsimre under låg i håbet om, at en god gang vintersuppe med lidt smeltet ost og en hjemmebagt rugbrødsbolle kan løfte. Nu forlader jeg computeren. Smider håndklædet og håber på mere medvind på cykelstien. Undskylder at dette indlæg ligner noget, der er kastet op og går ud for at røre lidt i suppen.

I morgen er der en ny dag – frisk og uden fejl (citat: Anne fra Grønnebakken!)

lysere

Dette smukke hjerte-syn mødte mig ud af vinduet, da jeg lavede aftensmad i dag. Dyb taknemmelighed over at det rent faktisk kan mærkes, at det bliver lysere og vi er på vej i den rigtige retning.

I dag en stille og enkel dag. 2011 har startet gode nye traditioner og rutiner op: lørdagsrengøring og søndagsøkonomi. Det lyder så gammeldags – men det virker for mig. Så hele hytten har fået en ordentlig omgang i dag. Rumle har tjent gode lommepenge for at hjælpe til og der er frisk luft og færre bunker overalt.

Endelig har jeg afholdt mig fra at køre til byen og købe ind! Det var min første impuls at fylde for de vanlige 3-400 kr i kurven – for hvad skulle vi ellers spise – men min ny-besluttede huslige snusfornuft fik mig til at kigge en ekstra gang i fadeburet og sammensætte en sund og lækker mor-søn menu af rester og kreative indfald. Der er endda grønsager nok til at koge en god søndagssuppe i morgen.

Assume an attitude of gratitude… Taknemmeligheds-ugen er næsten igennem. Det har sat virkelig mange tanker i gang i mig at være så fokuseret på tak. Egentlig følger det mit liv i det daglige i langt højere grad, end jeg måske anerkender. Jeg griber mig selv i ofte dagligt at gentage et næsten uhørligt mantra – især når jeg kører gennem det smukke fynske landskab: ‘jeg elsker mit liv, jeg elsker mit liv, jeg elsker mit liv…’

Når jeg griber mig i mantraet, må jeg smile og mærke de små kuldegysninger ned af ryggen. Det er nærmest lidt tabu-agtigt og anti-jantelov at indrømme, at man virkelig er glad og tilfreds i sit liv.

Men når selv himlen tegner hjerter, så er det altså svært at være nedtrykt!

home sweet home

En skøn dag er så slut, at jeg næsten ikke kan holde øjne åbne til at se bogstaverne. Jeg vil glæde mig til at fortælle alle detaljerne i morgen og blot nu nævne, at jeg overgiver mig til søvnen lige om lidt med stor taknemmelighed over:

- at jeg er godt og sikkert hjemme igen i det lille fine fynske hus på landet. Vel modtaget af to lykkelige katte og en storsovende knægt, der trods store formaninger om at han VILLE vækkes når jeg kom hjem, ikke var til at få så meget som et løftet øjenlåg ud af.

- at vi i aften har haft en utrolig rørende og særlig oplevelse ved at give koncert med Arnes danske sange for 150 beboere og pårørende på et behandlingshjem på Sydsjælland. Der var flere sange, jeg knap kunne gennemføre, fordi det var med tårer og kuldegys og der er mange små sjove historier om oplevelsen

- at Jo Næsbø har fulgt mig på hele turen frem og tilbage til københavn (og land og rige rundt) med sine ufatteligt velskrevne, spændende og detalje-lækre historier om strisseren Harry Hole, som jeg har på lydbog. GOD underholdning med en overflod af vel-researchede nørde-bonus-trivia. Jeg sluger dem med ørerne og har ligefrem nogen gange lyst til liiiiige at blive siddende lidt længere i bilen for lige at få det næste med.

… det have jeg så ikke just lyst til, da jeg ankom godt over 23  her til godset.

Over and out!

tak, nemlig!

Endnu engang betryggende nemt at takke for dagen. F.eks. kom med posten i dag mit nye pas. Det gamle løber ud om et halvt år, og for at sikre at jeg til enhver tid er rejseklar – og dermed også signalere til verden at jeg meget gerne vil benytte mig af den – bestilte jeg et nyt i sidste uge, når jeg nu alligevel er i København.

Tænk – det varer til januar 2021. Der er alligevel længe til! Så jeg brugte noget tid på at kigge på mit verdenskort og glæde mig over de mange mange ture og rejser, jeg skal ud på de næste 10 år. Man kan nå langt – og det har jeg planer om, så tak for det.

Lige til det andet ben, ligger dyb taknemmelighed over mit arbejde. I aften har jeg afsluttet det tredje VokalDeLuxe forløb og har sendt endnu et hold begejstrede sangere ud i verden med nye, andre og flere redskaber. Dette hold har især været spændende for mig, da jeg har taget udgangspunkt i de temaer, jeg netop arbejder med selv, om at tage plads, om at stå op for sig selv, om at forløse potentialet til kanten og tænke ud af boksen. I aften var Celebration, hvor vi tændte stjernekastere og sang minikoncerter for hinanden og uddelte diplomer og anerkendelser. Jeg tror på, at et forløb skal have en start, en midte og en slutning. Så selvom det kun er tre gange vi mødes, skal vi afslutte med at fejre! Det skaber en let og løftet stemning – og så sætter det et punktum og giver en form for closure. Tit er der en tendens til, at man hele tiden kan lære mere, rykke videre og være på vej. Det bliver selvudviklings-skruen uden ende og nogengange er det bare meget rart i det mindste at sætte et komma og lige trække vejret.

Så det gjorde vi i aften – og tak for det!

Endelig er jeg taknemmelig over, at jeg i eftermiddags tog et af mine kvartalsforsæt alvorligt og lagde mig og lavede en guidet meditation i en lille times tid. Faktisk lavede jeg den samme 2 gange 25 minutter i træk, omend jeg ikke ved, om det så virker dobbelt så godt. Det gjorde godt og jeg var langt væk. Det er en meditation, hvor man først bliver talt ned i en selv-hypnose og til sidst tælles op igen. Sjovt, som man kan være helt forsvundet fra planeten og så bliver der sagt “coming back in 3-2-1…” og BING så er jeg helt klar.

Apropos søvn (hvilket det jo i princippet ikke er – men bær over med min overledning), så har jeg købt en applikation til min Iphone, der måler hvor dybt jeg sover, og sørger for at vække mig når jeg sover lettest om morgenen. Jeg kan så se på en graf, hvilke perioder om natten jeg sover dybt og hvornår jeg ligger lige i overfladen. Telefonen skal så ligge ved mit hoved og registrerer vist, hvor meget jeg bevæger mig? 

Jeg har gået i søvne hele mit liv, og taler efter sigende rimelig meget og tit. Især da jeg var yngre og ikke havde så meget kontakt til mig selv, havde jeg mange og voldsomme drømme og oftest de samme temaer og scenarier igen og igen. Den sidste uge har jeg drømt meget og animeret, men ellers er der lange perioder nu, hvor jeg ikke synes det er et problem længere. Det hænger klart sammen med, at jeg slet ikke er så stresset længere, efter jeg har ryddet op og ud i mit liv. Og så er der vel også en vis rimelighed i at de mange penge jeg i årenes løb har smidt efter terapi giver lidt afkast.

Nu må jeg så se om telefonen over tid kan fortælle mig noget om mit søvnmønster, jeg ikke vidste i forvejen. Apropos søvn (igen) – måske skulle jeg snart få testet telefonprogrammet af… jeg synes øjenlågene er helt tunge af al den taknemmelighed.

Du ønskes god nat og rolig søvn

dagens tre…

Hvor er det dog verdens nemmeste opgave, jeg har sat mig selv denne uge. At finde tre ting hver dag, jeg er dybt taknemmelig for.

Selvom det teknisk er i morgen nu, er jeg stadig i gang med at debriefe denne høj-energifyldte dag og glæde mig over dens mange stjernestunder.

Jeg har allerede nævnt Maria med taknemmelighed, og her til aften har jeg fået endnu en dybfølt oplevelse af at blive mødt som mig. Jeg har haft et skønt og naturligt  møde med en af de nyere relationer i mit liv. Bare til en omgang verdenssituation, aftenkaffe og gå-tur på strøgets tomme gader, efter vi blev smidt venligt men bestemt ud af to lukkende cafeer. Sikken et skønt løft af energi og ligeværdighed. Mere af det!

Jeg er for alvor begyndt at lukke op for nye berigende relationer i mit liv. Det seneste halve år har åbnet for helt nye muligheder med både nye bekendtskaber og fornyelse af eksisterende, og jeg har aldrig følt mig så lidt ensom i mit liv, trods jeg bor uden for lands lov og ret, og på papiret egentlig er meget alene og isoleret.

Der er altså noget her, jeg bliver nødt til at undersøge meget nærmere. Som om ‘loven om tiltrækning’ i højeste grad er begyndt at virke for mig på relationsplanet.

Det kan man da kun være TOPtaknemmelig for.

“Jeg elsker det, jeg laver. I min kernes kraft er jeg underviser og formidler og jeg er lykkeligst, når jeg kan give andre mennesker noget, de ikke har vidst de manglede. Jeg leder altid efter det bedste i mig, og jeg ønsker det samme for alle. Så vi deler et fælles mål om at være det bedste. Mit mål her på jorden er at være budbringer, fortælle om håb og taknemmelighed”. Citat af … hmm… tjaaa… jeg kan næsten ikke indrømme det.

nåeh ja – den tredje ting, jeg virkelig er taknemmelig for i dag, er den disciplin jeg går til min økonomi (både privat og business) med. Jeg har (sammen med Maria!) HELT styr på regninger, fakturaer og systemer. Som aldrig før. Tænk sig, mit 2010 regnskab er stort set afsluttet. Jeg ved, hvad der går ind og ud af statskassen og har endnu engang i dag sørget for at være up-to-date. Jeg tager ansvar for mit liv og den energi, der er i penge og det flow.

Tænk at jeg skal slutte denne dag med (endnu engang…) at citere Oprah Winfrey fra et interview Piers Morgan netop har lavet med hende.
Tja – hver sin reference-ramme:

“My purpose here on earth is to fulfil my highest expression of myself as a humanbeing”

NEMLIG!