Kroppens intuition (uge 3)

Efter en uge med fokus på balance og fundering om hvad det overhovedet vil sige at være i balance, går jeg nu ind i en uge med fokus på at kunne lytte til kroppens naturlige intuition. Måske det i virkeligheden giver mig nogle af de svar, jeg ikke syntes at få skovlen under i arbejdet med balance.

Dagen i dag har bestået af 4 timers intens havearbejde. Bum. Effektivt – hyggelig og nærværende tid med Rumle (der tjente lommepenge og knoklede lykkelig for dem) og den topgode kombination af “work out” og “work-out”. Foråret er her. Jeg tror på det. By the way – birketræerne tror også på det, for jeg skal dælme love for at de overproducerer pollen lige nu, så jeg vandrer svimmel og nærmest dødlignende træt rundt af et overstimuleret immunforsvar. Nå. Det går jo over igen.

Deepak snakker i denne dag tre meditation om vores indre visdom, der optimalt set guider os gennem dagen. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg har en særdeles skarp intuition, og at jeg kan navigere efter den, og være præcis dér, hvor jeg skal og ikke mindst agere i autentisk overensstemmelse med min sjæl.

Men hvor tit lytter jeg egentlig? og hvor mange gange ignorerer jeg – og saboterer dermed ‘naturens gang’. Det kræver virkelig tillid at turde stole på de signaler, der kommer – for nogen gange har jo også kroppen en skjult agenda (de syv dødssynder!), som den camouflerer som sunde signaler og prøver at overtale mig med. Min har i hvertfald…

Det får mig til at tænke på en fantastisk amerikansk serie (med Kiefer Sutherland – det gør heller ikke noget), der hedder “Touch”. Den handler om en autistisk dreng, der kan læse universets underliggende matematiske formler og reagerer meget kraftigt, når der er uorden i dem. Det er så fint at se, hvordan han falder helt til ro, når universet igen er i balance.

Så denne uge committer jeg mig til at lytte til min intution. Hvert skridt bliver taget fra maven i stedet for tanken. For når intuitionen ikke skal gennem hjernens analyse og tankens langsommere tempo, har jeg mulighed for at bruge en langt hurtigere og mere direkte fingerspidsfornemmelse eller gut-feeling – og måske ramme mere rigtig, end det, jeg kan tænke eller regne mig frem til.

Jeg har tre uger, til jeg skal løbe halvmaraton. Puha, bliver helt svedt ved tanken! Og jeg har virkelig haft svært ved at mærke, hvordan det er klogest for mig at spise/træne og være til stede for at “blive klar”. Ingen tvivl om at det er noget, jeg gør HELT for mig, og for at bevise at jeg kan – og ikke for at få en god tid eller imponere nogen (det er der vist heller ingen fare for…).

Jeg vil være lykkelig bare for at overleve og/eller gennemføre! Og jeg har med en vis undren betragtet, hvor meget angst, den tilmelding og træning har bragt til overfladen i mig. Interessant fordi det har skubbet min motivation OG motion langt langt videre end nogensinde før! Jeg har siden 1 februar løbet ret stabilt og har haft flere ret lange ture. Jeg er ikke længere bange for at løbe 2-4 kilometer overhovedet – og mine grænser har klart flyttet sig. Jeg har dog endnu overhovedet ikke oplevet noget, der ligner løbe-endorfiner eller det der med at “benene løber af sig selv”. Not happening – men jeg har dog alligevel fået gjort noget ved det. Og nu er jeg i home-stretch. Altså – hvordan får jeg trænet den sidste tid uden skader – og med tempo og retning, så jeg topper på lillebæltsbroen d. 4. maj. Det var måske værd at sætte intuition på!

God lørdag

Balance (uge 2)

Som jeg går ind i uge 2 af min forlængede meditations-challenge, er temaet BALANCE for resten af ugen.

Meget passende ovenpå en intens weekend, hvor skarpe hjørner er rundet og energien og lykken har været helt oppe under loftet. Så for at skabe balance efter et døgn med for lidt søvn, et par glas lækre rødvin, gode glade mennesker, mange timers forberedelse med rengøring, klargøring og madgøring i kategorien Stenalderkost/ fladmave/ LCHF og en tøsetur med forkælelse, dampbad og skrubbecremer i spa-himlen, er jeg nu hoppet tidligt under dynen med computer, te og tunge øjenlåg.

En fødselsdag, der går over i historien med en overflod af kærlighed, gaver, opmærksomhed, grin, lækkerier og lykke.

Har mærket en nærmest abstinens-agtig tilstand her bagefter. En slags tomhed. Som at skulle lande ovenpå et fantastisk ‘high’, hvilket jeg genkender efter særligt intense koncerter eller længere workshops og kurser. En stilstand til en grad, hvor jeg næsten har følt mig ked af det – eller måske nærmere trist. Ikke at jeg ikke har hygget mig her i alene-tiden. Gode gåture, stille oprydning. Grundig gennemgang på og tjek på eksamensforberedelses-bunken og selvfølgelig et par omgange meditation og læsning i ‘Course in Miracles’ begge dage. Og så selvfølgelig fokus på balance med en vis eftertænksomhed og undren.

I Deepaks oplæg snakker han denne uge om vigtigheden af at søge balance i krop, sind og sjæl. Spørgsmålet stilles: Kan man gå livet igennem med så ‘perfect health’ at man aldrig bliver syg? Et af hans svar er ‘balance’ – uden at blive særlig konkret om hvad det er.

Og jeg må stille mig selv spørgsmålet: ‘hvad er så balance?’ og hvordan ved jeg, når den er opnået? Er det balance at have fuld knald på den ene dag og være helt stille den næste? Hvor lang tid kan man strække balancen ud over, og stadig kalde det balance (en travl uge + en stille uge?) eller skal balancen søges fra moment til moment? og er det overhovedet muligt?

Jeg er ofte en ‘alt eller intet’ type – ikke mindst på arbejde – og giver den alt jeg har (og en gang i mellem mere til), både når jeg leverer og når jeg restituerer. Mon det egentlig er sundt – og kan jeg lade være? Ville mit liv føles kedeligt, hvis jeg blev mere gråzone end sort/hvid? og ville det i virkeligheden være balance?

Det må være noget af det, jeg skal kigge på (og meditere på) denne uge.

Commitment (2) – uge 1

Det er nu tredje dag,  jeg arbejder med den første af 21 Deepak Chopras meditationsfiler, og jeg må med begejstring konstatere, at jeg dag for dag kommer dybere og dybere i den (og mig selv) og får fantastiske billeder og indsigter, jo mere jeg lytter og overgiver mig.

Deepak taler om det sted i os, hvor vore almindeligvis accepterede begrænsninger slet ikke eksisterer og hvor der er en sand balance og kontakt mellem sind, sjæl og krop. (Det er det, han kalder “Perfect Health” – og heraf titlen på hele meditations-serien). Når vi kommer i kontakt med det sted, kan vi opleve en højere bevidsthed og “bølgelængde” med altet – den ideelle virkelighed.

Han husker os på, at selvom kroppen ikke altid er i topform, er det blot en forbipasserende tilstand, og at det ikke påvirker den dybe indre tilstand af optimal balance – selvom det vel oftest er det vi tror. At kroppen skranter (og vel egentlig bare opfører sig som en krop nu gør), betyder ikke at vores sjæl er syg eller svag. Den er præcis så perfekt, som den hele tiden har været.

Det får mig til at tænke på et citat jeg så (sikkert på Facebook), der sagde noget ala “vi har ikke en krop, vi har en sjæl, der er i en krop”, og jeg tænker, at jeg tit glemmer at jeg ikke (kun) er min krop – men at den nærmere er et transportmiddel for min bevidsthed. Så meget desto mere grund til at knække koden til, hvordan jeg behandler kroppen optimalt og dermed  forstå, hvordan jeg kan træffe de klogest mulige valg også på kroppens præmisser. For hvem gider køre på en dårlig smurt cykel med håndbremsen trukket…

 Jeg har så tit hørt sætningen “My body is my temple” – og har haft svært ved helt at forstå hvad det betød for mig.

Deepak snakker om, hvordan vi kan træne sindet til at tænke nye veje og vælge klogere skridt, der i højere grad får os i kontakt med denne optimale balance. At sindet skal gøres til vores allierede, så vi samarbejder (sind og sjæl) om at forstå og håndtere kroppen bedst muligt og møde dens basale behov.

Så. En af de missioner, jeg sætter mig for at undersøge disse kommende måneder gennem disse daglige meditationer må være: “Hvad vil det sige for mig, at kroppen er mit tempel, og hvordan behandler man i det hele taget et tempel”.

Commitment

Som jeg har skrevet om tidligere på bloggen følger jeg med glæde Deepak Chopras meditationsprogrammer. Han giver denne fantastiske gave med 21 dages gratis meditationer med forskellige temaer og lige nu er vi på dag 19 i denne omgang med temaet “Perfect Health” (lyt gratis her). Også i denne omgang er hver dags fokus skarpt, motiverende og forpligtende.

Indhold i meditationen
Hver dags meditation indeholder en særligt titel, der præsenteres af Oprah og undervises i af Deepak og derefter et mantra, man siger i hovedet mens man glider ind i indre stilhed. Det varer 15-17 minutter, og er en skøn optanker af energi, ro og nærvær.

Tanken om fordybelse… 
Når jeg har lyttet gennem meditationerne, har jeg flere gange tænkt på at man sagtens kunne dykke langt mere ned i dagens tema – og jeg fik ideen til at tage hver dags fokus, som et uge-fokus, så jeg de næste 22 uger har et tema, jeg arbejder med per uge.

Commitment – de næste 22 uger!
Så jeg vil hermed committe mig til at dele dette forløb, der kommer til at vare det næste lille halve år her på bloggen med refleksioner  observationer og konkrete actionpoints. Jeg kan desværre ikke dele selve meditationen med jer, for den enkelte dags meditation ligger kun gratis på nettet en uges tid. Man kan købe serien og flere af hans andre for omkring 40 dollar pr stk. Og man kan melde sig til nyhedsbrev, så man kan være med gratis næste gang, der kommer en serie.

Uge 1 starter NU
- og ugens overskrift er: “I commit to living Perfect Health”. Så de næste 7 dage vil jeg, udover at afslutte de sidste dage af det nuværende forløb, lytte til ‘dag 1′ hver dag og se, hvad der kommer op for mig.

Min første tanke er, at perfekt for mig ikke (længere) betyder at alt (inklusiv mit helbred) skal være pletfrit eller fuldstændig uden fejl. Altså, det ikke må blive en ambitiøs, stresset og uoverskuelig søgen på det perfekte liv – eller det asketiske, stramme, smagsløse, hvor jeg forsager livslyst og glæde – smag, sjæl og passion.

Det handler tværtimod mere og mere om balance for mig – og den er jeg klar til at undersøge endnu dybere.

utrolig stille…

Det er interessant, hvor meget smerte lægger en dæmper på lyd. Min livsglæde har i hvertfald været utrolig stille og larmet meget lidt de sidste 10 dage, hvor jeg har haft det ondeste hold over lænden og i bogstaveligste forstand været lagt flad med isposer og dybe vejrtrækninger.

Først og fremmest har det givet mig tid til at reflektere over og ikke mindst være taknemmelig over, at jeg sjældent døjer med vedvarende smerter. Jeg kan i hvertfald ikke huske hvornår jeg sidst har haft så ondt i så lang tid. Altså 2-dages migræner, intens mavepine, ubehagelig detox eller udrensning (kold tyrker) efter stivelse eller sukker, ondt i halsen og andre kortere ting kender jeg godt – men 10 dage (and couting), hvor kroppen bare låser og står af… det er ukendt land. Dyb respekt for dem, der bærer på kroniske smerter i dagligdagen. Det koster så mange kræfter bare at komme igennem dagens små situationer – hvor svært var det lige at køre Rumle i skole, når man stort set ikke kan sidde… eller (too much information alert:) at tisse…

Jeg har haft rig lejlighed til at kigge dybt ind og være i ærlig dialog med min lænd om hvad det dog er, jeg har båret på, der har overbelastet den sådan.  Ikke at det helt har sluppet endnu. Men jeg kan ret tydeligt se, hvor jeg tager for meget ansvar, og måske endda bærer på ting og sager, der slet ikke har bedt om det. Jeg kan også se, at det måske var for meget at forlange, at min krop skulle afvikle et helt års ferie på 3 døgn.  London var fantastisk. Intens, (over-?)stimulerende  og betagende. Men lytte til min krop – det gjorde jeg ikke. Og det kostede.

I går og i dag har jeg forsigtigt forsøgt at lave lidt arbejde igen – lidt kor i går og en workshop i det jydske i dag… og så håber jeg at lyd, larm og livsglæde snart fylder mig op igen.

“I forgive… because it makes me feel better” (Silent Retreat 4)

Jeg har siden Silent Retreatet sidste weekend været meget optaget af en snak, der også har været aktuel på SOURCE uddannelsen i efterårsferiens Foundation Week. Det er om temaet: TILGIVELSE, og med undertitlerne moral og etik i mennesker. Tanken om, at der kunne være ikke bare en ydre grund men en indre grund til at tilgive… i sær os selv.

En anekdote fra kurset og et af Catherine Ingrams oplæg, der har sat sig fast i min hukommelse, er fra Dalai Lama. Han blev efter sigende spurgt i et interview om hvordan han dog har kunnet blive ved med at tilgive kinesernes modbydelige behandling af ham og hans folk, og hans svar var: “Because it makes me feel better”.

Catherines vinkel på tilgivelse og moral/etik handlede meget om at vi møder den eksistentielle smerte overalt – og vi vælger selv om vi vil gå ind i den eller ej. Tilgivelsen handler ikke om nogen andre end os selv, det er en indre tilstand, der sikrer os det man kan kalde ‘sjælefred’. Vi kan vælge at flytte opmærksomheden væk fra historien og dermed ændre energien og den indre tilstand. Selvom historien ind i mellem stikker snuden frem, kan man vælge ikke at lade sig køre afsted med den.

Jeg blev på kurset vældig begejstret for en spirituelt redskab, eller navigationsredskab: “Hvis jeg i en situation (hvor jeg f.eks. skal vælge hvordan jeg skal reagere eller ikke reagere) mærker indre dialog (og masser af den), så er det et tydeligt tegn på at jeg skal noget andet”. Når vi bliver vrede og aktiverede og har lyst til at være udadreagerende, så vil handlingen sjældent skabe den indre fred og ro vi, i virkeligheden ønsker. Tværdimod vil det forstærke den indre støj og kritik – og hvem er det så i virkeligheden vi straffer eller skader…?

Jeg genkender så tydeligt det mønster, at jeg har en 20 sekunders tvist eller sammenstød med en ven, kollega eller familiemedlem osv. , og bruger så TIMER på en smertefuld indre dialog, hvor jeg gentager de 20 sekunder igen og igen, gennemspiller dramaet fra nye og andre vinkler og har et større indre og vældigt drænende drama kørende i dagevis…

Der findes et engelsk udtryk der hedder ‘twice bitten’, altså at når man er blevet bidt, bider man selv videre. “Det er som selv at tage gift, og forvente at den anden part dør”, som Binnie A. Dansby sagde på SOURCE træningen.

Det er bare svært at tilgive andre og give slip på dramet… men måske er det sværest at tilgive os selv…

utroligt hvad den stemme kan…

TÆNK – efter 6-7 timer i stort set komplet stilhed, er min stemme nærmest tilbage på banen igen… VILDT altså – hvordan den kan restituere!

ufrivillig stilhed…

Hvor langt ude – nu har jeg nærmest mistet stemmen, og er tvunget til at holde så meget mund som overhovedet muligt…

I går var min første rigtige udadvendte ‘arbejsdag’ i 2½ uge, hvor jeg havde to workshops. Jeg har meget bevidst givet mig selv dette break, efter en travl september, og tænkte at lidt spitituel fordybelse og indadvendthed ville være den gode balance. Jeg har brugt de sidste uger på min uddannelse som åndedrætsterapeut, hvor der var et af de lange moduler i uge 42, på det omtalte Silent Retreat i weekenden samt på en masse stille (!) timers administrativt og vældig indadvendt arbejde på mit nye firma OpenUp…

Så stemmen er IKKE blevet brugt meget de sidste par uger, før i går, hvor jeg havde to skønne og intense firma-workshop på i alt 2½ time… og til min store overraskelse og irritation opdagede at stemmen var næsten væk, da jeg kom hjem!! Her til morgen kan jeg godt mærke at det ikke bare er slitage, men decideret halsbetændelse m. hovedpine og ømhed, der er på spil – men det gør det jo sådan set ikke bedre!

Jeg var simpelthen ikke opmærksom på faresignalerne undervejs og det betaler jeg for nu! Timingen er (som oftest) dårlig -da jeg har en tæt-pakket kordag, hvor både Sound of Gospel og Spread the Word skal trænes frem mod julens koncerter – OG jeg skulle mødes her til morgen med Camilla og skrive både på en gospelversion af Lucia-sangen + på en SuperHeltsang til Børnehavekorprojektet

NÅ. Den kloge sanglærerside af mig kender godt midlerne mod den slidte og syge stemme! Så nu må jeg tage min egen medicin! Jeg holdt hele aftenen i går i stilhed og fik produceret de sidste Jule-korarrangementer, hvor jeg fløjtede stemmerne mens jeg lyttede af. Jeg gik så tidligt i seng som jeg kunne, og sidder nu (stadig i totalt stilhed – ikke engang en rømmen eller hosten) og damper og drikker en hekse-agtig bryg af en urte-tesblanding med brændenælde, kamille, lakridsrod og frisk ingefær, som jeg har kogt i en stor kande af. Jeg tror på (og erfaringen siger mig) at jeg kan restituere og heale stemmen op ved at fortsætte denne behandling resten af formiddagen og sige mindst muligt indtil kroppen er helt oppe i gear gen.

Jeg ved at jeg skal gøre hvad der er nødvendigt, og det er ro, hvile og stilhed så meget overhovedet muligt denne dag! Altid en udfordring når der skal ca. 170 glade mennesker igennem gospel-maskinen…

Jeg ved også at det er fuldstændig afgørende at jeg ‘selv går den vej’ jeg underviser i – walk the talk! Jeg bliver mindet om at min stemme er et sårbart og fintfølende instrument – og at jeg KUN har den ene at gøre godt med. Jeg bliver ydmyg overfor den afhængighed jeg har af min krop og dens samarbejdsvilje. Jeg er den jeg er når jeg underviser og arbejder, i kraft af at jeg har en velfungerende krop, der fysisk støtter og bærer mig, og den reagerer på hvordan den bliver behandlet!

“Love is not necessarily a basis for involvement” (Silent Retret 3)

Lørdagen var et interessant eksperiment i tålmodighed og tilstedeværelse! Vi ankom i stilhed kl. 10, sad ½ halv time i stilhed, gik en tur på en lille times tid i H.C. Ørstedsparken i stilhed havde ca. 1 times Dharma Dialogue (dvs. kort oplæg fra Catherine Ingram med efterfølgende spørgsmål/svar) dernæst 1½ times frokostpause (madpakker i Kongens Have) i stilhed.Tilbage til ½ times sidden i stilhed på kursus efterfulgt af 1 times gang i Botanisk Have afsluttende med 1½ times Dharma Dialogue… Kl. 17.30 gik vi i stilhed hjemad.

Det spørgsmål jeg MÅ stille mig selv er selvfølgelig, om de 2½ times absolut overvejende interessant og indsigtsfuld samtale (hvor jeg forøvrigt kun lyttede (!), der var over 50 mennesker om at stille spørgsmålene) blev SÅ meget bedre fordi vi var i stilhed først i mange mange timer… Det var ikke decideret ubehageligt, og det var dejligt at gå rundt i byens parker – men gav det et bedre resultat end så meget andet?!

Jeg tror ikke det er den oplagte vej for mig! Der er VIRKELIG god tid (!) til at tænke over egne mønstre og nærvær, og jeg oplever for midt vedkommende at det at lande TOTALT i centeret og mærke mig selv helt og fuldt kan opnåes på andre og for mig mere meningsfyldte måder. F.eks. gennem sang og musik, eller i den gode samtale!! Der skal være en balance – mellem lyd og stilhed, mellem pause og aktivitet, og den anerkender jeg fuldt og helt.

Min tanke er, at mit energisystem er bygget sådan op, at jeg NYDER at få energien til at bevæge sig. Det giver f.eks. ikke mening for mig at sidde i stilhed og spise med dem jeg holder af. Der skal på ingen måde være sludder og overfladesnak hele tiden, men en lang dags måltider med kun tegnsprog og små lapper giver ingen mening… og det bragte mig tværdimod længere fra den indre ønskede stilhed.

Catherine er en sand mester. Hun har gået vejen og deler på sådan en weekend her hendes inderste erkendelser og læring med os fra et kærligt og erfarent hjerte. Jeg elsker at ‘sidde i mesteren skygge’, som om det nærmest drypper med visdom. Det var i sandhed inspirerende at høre hendes oplæg og mærke hendes dybe livserfaring. Blandt andet talte hun i weekenden en del om kærlighed og kemi mellem mennesker, og om det faktum, at mange mennesker i virkeligheden ikke er særligt kompatible, selvom de konstant søger at være med hinanden. Som at blande to ustabile eksplosive kemiske stoffer og forvente idel lykke og ingen sorte pletter – og sådan kan det endda være i den nærmeste familie. Hendes pointe var at mange forhold bygger på gensidige neuroser og skjulte dagsordner. “Look for water into water”, sagde hun, og fortsatte “Love is not necessarily a basis for involvement. You can love someone from an appropriate distance, and your own aloneness is still sweeter than the company of nightmares. Just the understanding of this will bring you to attract fewer and fewer people living in neurosis”.

The good… and bad news! (Silent Retreat 2)

En stor del af fredagens tema handler om samfundets svælgen i og dragen af de store dramatiske og tragiske historier. Hvordan vi grådigt lader os drukne i og rive med af ALT det forfærdelige og angstfyldte og farlige der sker i og omkring hele tiden. Det skal være spændende OG farligt for at det ER noget!

Min kæreste skal have en stor artikel i en stor dansk avis lige om lidt, og han har netop på tæt hold mærket den sensationslyst, der regerer når en sådan skal skrives. De gode, bløde kærlige citater er ikke rigtigt spændende og forfærdelige nok, så han har haft et værre hyr med at pille dramaet ud af journalistens ‘fortolkning’ af hans historie og oplæg.

“The good news is not considered news – there’s too much of it, the bad news is interesting” sagde Catrine Ingram fredag aften, og fortsatte med at snakke om den strategi (bevidst eller ubevidst?) vi udsættes for i medier og reklamer: Vi bliver konstant fra alle sider bombarderet med det såkaldte fact, at VI IKKE ER NOK I OS SELV”. Vi har ikke nok (køb mere, så ER du noget), vi er ikke nok (spil dramaet, fortæl de farlige historier, så bliver du interessant… og tro alligevel ikke du er noget!). Vi fodres med grundangst, og det holder os i kort snor og holder forbrugersamfundet kørende i fuldt flor.

Antidoten er bevidsthed om og øvelsen i at ‘blive hjemme’. Frigøre sig fra alle de skrækkelige historier og mareridt og kunsten at “save your suffering for the real stuff, there are plenty of true sad moments”. Catherine fortalte den budhistiske fabel om mennesket, der maler den farlige tiger på væggen, for så selv at forskrækkes over den, og huskede os på at langt det meste lidelse kun foregår i tanken.

Hun delte en række redskaber med os om at forblive nærværende og det man kalder ‘uidentificerede’ med dramaet, og opøve en vis uinteresse for ‘den farlige historie’:

“Don’t try to make the thought stop – just don’t feed it and it won’t grow strong”.

Efter et par spændende og gode timer blev vi sendt hjem. I stilhed! Med klare instrukser om at bevare tilstanden og have et MINIMUM af tale og ord resten af weekenden.