Efter en uge med fokus på balance og fundering om hvad det overhovedet vil sige at være i balance, går jeg nu ind i en uge med fokus på at kunne lytte til kroppens naturlige intuition. Måske det i virkeligheden giver mig nogle af de svar, jeg ikke syntes at få skovlen under i arbejdet med balance.
Dagen i dag har bestå
et af 4 timers intens havearbejde. Bum. Effektivt – hyggelig og nærværende tid med Rumle (der tjente lommepenge og knoklede lykkelig for dem) og den topgode kombination af “work out” og “work-out”. Foråret er her. Jeg tror på det. By the way – birketræerne tror også på det, for jeg skal dælme love for at de overproducerer pollen lige nu, så jeg vandrer svimmel og nærmest dødlignende træt rundt af et overstimuleret immunforsvar. Nå. Det går jo over igen.
Deepak snakker i denne dag tre meditation om vores indre visdom, der optimalt set guider os gennem dagen. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg har en særdeles skarp intuition, og at jeg kan navigere efter den, og være præcis dér, hvor jeg skal og ikke mindst agere i autentisk overensstemmelse med min sjæl.
Men hvor tit lytter jeg egentlig? og hvor mange gange ignorerer jeg – og saboterer dermed ‘naturens gang’. Det kræver virkelig tillid at turde stole på de signaler, der kommer – for nogen gange har jo også kroppen en skjult agenda (de syv dødssynder!), som den camouflerer som sunde signaler og prøver at overtale mig med. Min har i hvertfald…
Det får mig til at tænke på en fantastisk amerikansk serie (med Kiefer Sutherland – det gør heller ikke noget), der hedder “Touch”. Den handler om en autistisk dreng, der kan læse universets underliggende matematiske formler og reagerer meget kraftigt, når der er uorden i dem. Det er så fint at se, hvordan han falder helt til ro, når universet igen er i balance.
Så denne uge committer jeg mig til at lytte til min intution. Hvert skridt bliver taget fra maven i stedet for tanken. For når intuitionen ikke skal gennem hjernens analyse og tankens langsommere tempo, har jeg mulighed for at bruge en langt hurtigere og mere direkte fingerspidsfornemmelse eller gut-feeling – og måske ramme mere rigtig, end det, jeg kan tænke eller regne mig frem til.
Jeg har tre uger, til jeg skal løbe halvmaraton. Puha, bliver helt svedt ved tanken! Og jeg har virkelig haft svært ved at mærke, hvordan det er klogest for mig at spise/træne og være til stede for at “blive klar”. Ingen tvivl om at det er noget, jeg gør HELT for mig, og for at bevise at jeg kan – og ikke for at få en god tid eller imponere nogen (det er der vist heller ingen fare for…).
Jeg vil være lykkelig bare for at overleve og/eller gennemføre! Og jeg har med en vis undren betragtet, hvor meget angst, den tilmelding og træning har bragt til overfladen i mig. Interessant fordi det har skubbet min motivation OG motion langt langt videre end nogensinde før! Jeg har siden 1 februar løbet ret stabilt og har haft flere ret lange ture. Jeg er ikke længere bange for at løbe 2-4 kilometer overhovedet – og mine grænser har klart flyttet sig. Jeg har dog endnu overhovedet ikke oplevet noget, der ligner løbe-endorfiner eller det der med at “benene løber af sig selv”. Not happening – men jeg har dog alligevel fået gjort noget ved det. Og nu er jeg i home-stretch. Altså – hvordan får jeg trænet den sidste tid uden skader – og med tempo og retning, så jeg topper på lillebæltsbroen d. 4. maj. Det var måske værd at sætte intuition på!






