“I forgive… because it makes me feel better” (Silent Retreat 4)

Jeg har siden Silent Retreatet sidste weekend været meget optaget af en snak, der også har været aktuel på SOURCE uddannelsen i efterårsferiens Foundation Week. Det er om temaet: TILGIVELSE, og med undertitlerne moral og etik i mennesker. Tanken om, at der kunne være ikke bare en ydre grund men en indre grund til at tilgive… i sær os selv.

En anekdote fra kurset og et af Catherine Ingrams oplæg, der har sat sig fast i min hukommelse, er fra Dalai Lama. Han blev efter sigende spurgt i et interview om hvordan han dog har kunnet blive ved med at tilgive kinesernes modbydelige behandling af ham og hans folk, og hans svar var: “Because it makes me feel better”.

Catherines vinkel på tilgivelse og moral/etik handlede meget om at vi møder den eksistentielle smerte overalt – og vi vælger selv om vi vil gå ind i den eller ej. Tilgivelsen handler ikke om nogen andre end os selv, det er en indre tilstand, der sikrer os det man kan kalde ’sjælefred’. Vi kan vælge at flytte opmærksomheden væk fra historien og dermed ændre energien og den indre tilstand. Selvom historien ind i mellem stikker snuden frem, kan man vælge ikke at lade sig køre afsted med den.

Jeg blev på kurset vældig begejstret for en spirituelt redskab, eller navigationsredskab: “Hvis jeg i en situation (hvor jeg f.eks. skal vælge hvordan jeg skal reagere eller ikke reagere) mærker indre dialog (og masser af den), så er det et tydeligt tegn på at jeg skal noget andet”. Når vi bliver vrede og aktiverede og har lyst til at være udadreagerende, så vil handlingen sjældent skabe den indre fred og ro vi, i virkeligheden ønsker. Tværdimod vil det forstærke den indre støj og kritik – og hvem er det så i virkeligheden vi straffer eller skader…?

Jeg genkender så tydeligt det mønster, at jeg har en 20 sekunders tvist eller sammenstød med en ven, kollega eller familiemedlem osv. , og bruger så TIMER på en smertefuld indre dialog, hvor jeg gentager de 20 sekunder igen og igen, gennemspiller dramaet fra nye og andre vinkler og har et større indre og vældigt drænende drama kørende i dagevis…

Der findes et engelsk udtryk der hedder ‘twice bitten’, altså at når man er blevet bidt, bider man selv videre. “Det er som selv at tage gift, og forvente at den anden part dør”, som Binnie A. Dansby sagde på SOURCE træningen.

Det er bare svært at tilgive andre og give slip på dramet… men måske er det sværest at tilgive os selv…

utroligt hvad den stemme kan…

TÆNK – efter 6-7 timer i stort set komplet stilhed, er min stemme nærmest tilbage på banen igen… VILDT altså – hvordan den kan restituere!

ufrivillig stilhed…

Hvor langt ude – nu har jeg nærmest mistet stemmen, og er tvunget til at holde så meget mund som overhovedet muligt…

I går var min første rigtige udadvendte ‘arbejsdag’ i 2½ uge, hvor jeg havde to workshops. Jeg har meget bevidst givet mig selv dette break, efter en travl september, og tænkte at lidt spitituel fordybelse og indadvendthed ville være den gode balance. Jeg har brugt de sidste uger på min uddannelse som åndedrætsterapeut, hvor der var et af de lange moduler i uge 42, på det omtalte Silent Retreat i weekenden samt på en masse stille (!) timers administrativt og vældig indadvendt arbejde på mit nye firma OpenUp…

Så stemmen er IKKE blevet brugt meget de sidste par uger, før i går, hvor jeg havde to skønne og intense firma-workshop på i alt 2½ time… og til min store overraskelse og irritation opdagede at stemmen var næsten væk, da jeg kom hjem!! Her til morgen kan jeg godt mærke at det ikke bare er slitage, men decideret halsbetændelse m. hovedpine og ømhed, der er på spil – men det gør det jo sådan set ikke bedre!

Jeg var simpelthen ikke opmærksom på faresignalerne undervejs og det betaler jeg for nu! Timingen er (som oftest) dårlig -da jeg har en tæt-pakket kordag, hvor både Sound of Gospel og Spread the Word skal trænes frem mod julens koncerter – OG jeg skulle mødes her til morgen med Camilla og skrive både på en gospelversion af Lucia-sangen + på en SuperHeltsang til Børnehavekorprojektet

NÅ. Den kloge sanglærerside af mig kender godt midlerne mod den slidte og syge stemme! Så nu må jeg tage min egen medicin! Jeg holdt hele aftenen i går i stilhed og fik produceret de sidste Jule-korarrangementer, hvor jeg fløjtede stemmerne mens jeg lyttede af. Jeg gik så tidligt i seng som jeg kunne, og sidder nu (stadig i totalt stilhed – ikke engang en rømmen eller hosten) og damper og drikker en hekse-agtig bryg af en urte-tesblanding med brændenælde, kamille, lakridsrod og frisk ingefær, som jeg har kogt i en stor kande af. Jeg tror på (og erfaringen siger mig) at jeg kan restituere og heale stemmen op ved at fortsætte denne behandling resten af formiddagen og sige mindst muligt indtil kroppen er helt oppe i gear gen.

Jeg ved at jeg skal gøre hvad der er nødvendigt, og det er ro, hvile og stilhed så meget overhovedet muligt denne dag! Altid en udfordring når der skal ca. 170 glade mennesker igennem gospel-maskinen…

Jeg ved også at det er fuldstændig afgørende at jeg ’selv går den vej’ jeg underviser i – walk the talk! Jeg bliver mindet om at min stemme er et sårbart og fintfølende instrument – og at jeg KUN har den ene at gøre godt med. Jeg bliver ydmyg overfor den afhængighed jeg har af min krop og dens samarbejdsvilje. Jeg er den jeg er når jeg underviser og arbejder, i kraft af at jeg har en velfungerende krop, der fysisk støtter og bærer mig, og den reagerer på hvordan den bliver behandlet!

“Love is not necessarily a basis for involvement” (Silent Retret 3)

Lørdagen var et interessant eksperiment i tålmodighed og tilstedeværelse! Vi ankom i stilhed kl. 10, sad ½ halv time i stilhed, gik en tur på en lille times tid i H.C. Ørstedsparken i stilhed havde ca. 1 times Dharma Dialogue (dvs. kort oplæg fra Catherine Ingram med efterfølgende spørgsmål/svar) dernæst 1½ times frokostpause (madpakker i Kongens Have) i stilhed.Tilbage til ½ times sidden i stilhed på kursus efterfulgt af 1 times gang i Botanisk Have afsluttende med 1½ times Dharma Dialogue… Kl. 17.30 gik vi i stilhed hjemad.

Det spørgsmål jeg MÅ stille mig selv er selvfølgelig, om de 2½ times absolut overvejende interessant og indsigtsfuld samtale (hvor jeg forøvrigt kun lyttede (!), der var over 50 mennesker om at stille spørgsmålene) blev SÅ meget bedre fordi vi var i stilhed først i mange mange timer… Det var ikke decideret ubehageligt, og det var dejligt at gå rundt i byens parker – men gav det et bedre resultat end så meget andet?!

Jeg tror ikke det er den oplagte vej for mig! Der er VIRKELIG god tid (!) til at tænke over egne mønstre og nærvær, og jeg oplever for midt vedkommende at det at lande TOTALT i centeret og mærke mig selv helt og fuldt kan opnåes på andre og for mig mere meningsfyldte måder. F.eks. gennem sang og musik, eller i den gode samtale!! Der skal være en balance – mellem lyd og stilhed, mellem pause og aktivitet, og den anerkender jeg fuldt og helt.

Min tanke er, at mit energisystem er bygget sådan op, at jeg NYDER at få energien til at bevæge sig. Det giver f.eks. ikke mening for mig at sidde i stilhed og spise med dem jeg holder af. Der skal på ingen måde være sludder og overfladesnak hele tiden, men en lang dags måltider med kun tegnsprog og små lapper giver ingen mening… og det bragte mig tværdimod længere fra den indre ønskede stilhed.

Catherine er en sand mester. Hun har gået vejen og deler på sådan en weekend her hendes inderste erkendelser og læring med os fra et kærligt og erfarent hjerte. Jeg elsker at ’sidde i mesteren skygge’, som om det nærmest drypper med visdom. Det var i sandhed inspirerende at høre hendes oplæg og mærke hendes dybe livserfaring. Blandt andet talte hun i weekenden en del om kærlighed og kemi mellem mennesker, og om det faktum, at mange mennesker i virkeligheden ikke er særligt kompatible, selvom de konstant søger at være med hinanden. Som at blande to ustabile eksplosive kemiske stoffer og forvente idel lykke og ingen sorte pletter – og sådan kan det endda være i den nærmeste familie. Hendes pointe var at mange forhold bygger på gensidige neuroser og skjulte dagsordner. “Look for water into water”, sagde hun, og fortsatte “Love is not necessarily a basis for involvement. You can love someone from an appropriate distance, and your own aloneness is still sweeter than the company of nightmares. Just the understanding of this will bring you to attract fewer and fewer people living in neurosis”.

The good… and bad news! (Silent Retreat 2)

En stor del af fredagens tema handler om samfundets svælgen i og dragen af de store dramatiske og tragiske historier. Hvordan vi grådigt lader os drukne i og rive med af ALT det forfærdelige og angstfyldte og farlige der sker i og omkring hele tiden. Det skal være spændende OG farligt for at det ER noget!

Min kæreste skal have en stor artikel i en stor dansk avis lige om lidt, og han har netop på tæt hold mærket den sensationslyst, der regerer når en sådan skal skrives. De gode, bløde kærlige citater er ikke rigtigt spændende og forfærdelige nok, så han har haft et værre hyr med at pille dramaet ud af journalistens ‘fortolkning’ af hans historie og oplæg.

“The good news is not considered news – there’s too much of it, the bad news is interesting” sagde Catrine Ingram fredag aften, og fortsatte med at snakke om den strategi (bevidst eller ubevidst?) vi udsættes for i medier og reklamer: Vi bliver konstant fra alle sider bombarderet med det såkaldte fact, at VI IKKE ER NOK I OS SELV”. Vi har ikke nok (køb mere, så ER du noget), vi er ikke nok (spil dramaet, fortæl de farlige historier, så bliver du interessant… og tro alligevel ikke du er noget!). Vi fodres med grundangst, og det holder os i kort snor og holder forbrugersamfundet kørende i fuldt flor.

Antidoten er bevidsthed om og øvelsen i at ‘blive hjemme’. Frigøre sig fra alle de skrækkelige historier og mareridt og kunsten at “save your suffering for the real stuff, there are plenty of true sad moments”. Catherine fortalte den budhistiske fabel om mennesket, der maler den farlige tiger på væggen, for så selv at forskrækkes over den, og huskede os på at langt det meste lidelse kun foregår i tanken.

Hun delte en række redskaber med os om at forblive nærværende og det man kalder ‘uidentificerede’ med dramaet, og opøve en vis uinteresse for ‘den farlige historie’:

“Don’t try to make the thought stop – just don’t feed it and it won’t grow strong”.

Efter et par spændende og gode timer blev vi sendt hjem. I stilhed! Med klare instrukser om at bevare tilstanden og have et MINIMUM af tale og ord resten af weekenden.

Hvordan byder man velkommen på et Silent Retreat?!

Da vi ankommer i god tid, er rummet allerede fyldt godt og vel op. Ca. 75 mennesker sidder i andægtigt og parat stilhed, og midt i rummet på en lille scene sidder Catherine Ingram på en stol med lukkede øjne. Det er påfaldende hvor stor energiforskellen er i rummet. De deltagere der ankommer i indgangspartiet til indtjek er højrystede og flakser lidt rundt på en stresset, storby-agtig og lettere forvirret måde, uden egentlig indføling med hvad der sker i resten af rummet.

Gad vide hvor længe hun har siddet der?

På 15 minutter er rummet helt tætpakket af stille mennesker. Vi er i et tibetansk budhistisk center bagved Strøget fredag aften midt i et pulserende og festklædt København. Rummet er enormt farvestrålende med broderede tæppe, kunst og store Buddafigurer overalt. Alt er i brændte røde, gule og orange farver og meget efterår. Arrangørerne render forvildet rundt og henter stole og inkasserer betaling fra de sidst ankomne. Hvor de før talte højlydt sammen, bliver der nu kun hvisket. Stilheden spreder sig.

Jeg kommer i tanke om at det er en åbning meget lig Echart Tolles, da han holdt foredrag i Tivoli i september måned. Der sad han også meget stille meget længe. Det er altid interessant at høre åbningsreplikken… hvis der overhovedet er nogen! Hvordan byder man velkommen på et Silent Retreat?!

Nu sker der noget interessant. Der bliver talt og larmet højlydt ned i gården, og det runger mellem husmurene. To kvinder, der låser cykler op griner, hoster og bander. Det virker ret så surrealistisk, og der spreder sig følelsen af en slags panik blandt arrangørerne, som om at det er deres ansvar at hele byen er stille. Folk i lokalet fniser, rømmer sig og rykker lidt på stolen. Jeg spekulerer på om man kan høre, at jeg sidder og skriver.

“Good evening – is this thing on?” Catherine er i gang, og alle retter opmærksomheden mod den smukke, blide kvinde midt i rummet. Vi guides sikkert, med pudsige anekdoter, dybe indsigter og en mild stemme gennem et par timer i tanker, tale og stilhed. Silent Retret er i gang!

Weekend i stilhed

Denne weekend er den spirituelle og anerkendte amerikanske forfatter og lærer Catherine Ingram i Kbh. Hun afholder et såkaldt Silent Retreat i København, som vi skal med på. Et Silent Retreat er en blid og dyb måde at møde sig selv og andre på, hvor man i skiftevis stilhed (i timevis!!) og dialog (Dharma Dialogue) undersøger og integrerer sin indre tilstand.

For mig var dnok Catherines bog “Passionate Presence” (på dansk “Nærvær”), der for 2½ år siden var med til at kickstarte min interesse i og forståelse af selvudvikling og -forståelse. Det er en skøn og feminin bog, som jeg læste på det tidspunkt, hvor alle andre læste Eckart Tolle… og den kunne virkelig noget for mig.

I mandags var jeg så heldig at tyvstarte weekendens seminar med en one-on-one samtale på en time med Catherine. Helt fantastisk, og sikken en skøn, rolig og viis kvinde.

Det skræmmer mig ikke så meget at skulle være i stilhed en stor del af weekenden! Det er prøvet og eksperimenteret med før… omend det altid er lidt spændende efter en lang hektisk og ordfyldt periode og skulle skifte gear og mærke den anden vej.

Det der med at tie stille, er noget man ind i mellem som sangerinde flirter med – for at spare eller restituere stemmen. For meget knald og pres på stemmen til nogle koncerter kan hurtigst og sikrest heales op ved et par dage i komplet stilhed. Ofte vælger jeg efter lange undervisningsdage at starte næste dag ud med 2-4 timer i stilhed sammen med et dampbad, eller et langt varmt brusebad, for at lade slimen omkring stemmen få den samlet igen. Det har dog vist sig at være en udfordring nu hvor jeg har familie… for der er det sørme ikke altid nemt at køre en ego-formiddag når man også skal sige “ka du så tage dit tøj på” og “skal du have mere havregryn?”.

Denne weekend bliver det ikke stemmen, der skal restitueres og afbalanceres… der bliver det mig!

Læs mere om Catherine Ingram, Silent Retreats og Dharma Dialogue her