vandret og med ro på… (London anekdoter 1)

Vi er lige landet fra London, hvor vi har haft 6 vidunderlige dage med 65 (!) sangere fra Sound of Gospel. Der var workshops, koncerter, shopping og fun for alle pengene og vi blev godt tanket op hele vejen rundt – hvilket også har resulteret i en kollektiv influenza, der har lagt en del af koret på langs efter hjemkomsten. Højdepunkterne på turen (og der var mange…) var blandt andet en vidunderlig firma-workshop i London centrum, for et stort byggefirma, der hedder MACE. De bygger et eller andet gigant projekt nu, og trængte til en moralsk stemningsløfter… Den leverede vi så!

Arrangøren var gået ALL OUT, og havde lejet en af de største katedraler (Southwark – lige syd for London Bridge!!!) til formålet, og fredag eftermiddag stod vi sådan lidt forskrækkede og nærmest netop landet i den vildeste smukke kirke og sang af karsken bælg for en stor gruppe engelske forretningsmænd, der på alle måder vist var mere forskrækkede end os!

Både vi og de tøede hurtigt op, og vi havde en fantastisk fest i 1½ time… Vi kom omkring i både fællessange, kropsøvelser (åh det er SÅ fedt at provokere de slipseklædte til at strække, stønne, danse og klappe…) og masser af andet glad gospel. Den kombinerede koncert/workshop sluttede med at jeg bad koret give publikum et kram… og bad dem stille sig i en stor cirkel omkring stolene. Det har jeg gjort før, når vi har afsluttet en koncert med en ballade, og det har sådan en smuk og lidt voldsom effekt at have korsangere stående hele vejen rundt i kirken og synge folk lige i hovederne. Jeg KALDER det “et kram” – og tænke ikke nærmere over at det måske ikke var alle i koret, der lige havde oplevet det før- og dermed forstod hvad jeg mente… i hvertfald opstod der en utrolig pudsig og lidt akavet og MEGET skæg situation, hvor folk rent faktisk rendte rundt, hang hinanden om halsen og knusede for real. Det var for sent at gøre noget ved det, og jeg kunne kun stå (nær død af indre grin) og se på at Sound of Gospels sangere blev krammet og knust og holdt fast hele vejen rundt i et stort gigantisk kaos. Især var det underholdende at iagtage nogle af de hotteste (og mest nougatbrune mænd) blive stormet… Der var nærmest kø om de lækreste!

Det tog en lille smule af højtideligheden ud af den ballade vi skulle slutte af med – men feedbacken var overvældene og alle var enormt glade og rørte – så hey hey, måske var det bare sådan det skulle være.

Optagsbegejstring – Sound of Gospel

Et af højdepunkterne på gospelåret for mig er den periode hvor vi optager og integrerer nye sangere i Sound of Gospel. Det er altid en FED oplevelse. Alle strammer sig an og er opmærksomme, nærværende og åbne på en gang. De nye sangere kommer med en enorm begejstring og høj energi. Der er en fed koncentration om at velkomme og modtage de nyoptagne, og sammenholdet også blandt de “gamle” styrkes og løftes.

Denne gang har processen været noget anderledes end tidligere år – og bestemt noget federe. Som korleder er det mit fokus at forbedre forhold, vilkår og metoder år efter år, så jeg har selvfølgelig også forsøgt at gøre det samme med optagelsesprøverne. Det er så vigtigt et punkt, da det er med til at definere stemning, niveau og retning for mange kommende år – koret er aldrig bedre end det ‘svageste led’, og bliver der optaget sangere der ikke alligevel passer ind musikalsk eller socialt kan det gøre en KÆMPE forskel for helheden. Vi ved af erfaring at når vi optager sangere, så hænger vi statistisk set heldigvis på dem i mange år, og netop derfor er et essentielt at få de helt rigtige ind.

Optagsprøveformen har i 3 år været nogenlunde den samme. Vi har optag i tre etaper, for at give både os selv og ansøgeren tid og plads til at ‘forventningsafklare’, så det hele ikke sker på 10 minutter. Først afholder vi en workshop, hvor både eksisterende sangere og hele ansøgerskaren synger sammen. Det giver mig en mulighed for at tjekke folk ud i et lidt tryggere og forøvrigt også langt mere realistisk rum end det individuelle. Jeg ser også hvor hurtigt sangerne samler tekst og melodi op, samt hvor rytmisk groundede de er i sammenhængen.

Denne workshop havde vi i søndags – og det var en skøn dag. Dagen efter mandag havde vi alle, der gik videre til en individuel sangprøve og en samtale hvor vi også kom dybere og mere under huden med deres personlighed og sociale kompetencer. Så havde begge parter haft mulighed for at sove på det, og jeg kunne med glæde byde velkommen til 13 nye sangere.

Normalt når vi optager lige som vi går på sommerferie, ser vi jo først optaget igen 2½ måned senere til opstart og faktisk er det ofte lidt antiklimaks for dem at komme med og så skulle vente så længe med at komme igang.

Som sagt har det været HELT anderledes denne gang. Vi har valgt at forlænge sæsonen 14 dage, da vi har fået nogle spændende tilbud og har derfor intensiv øvning 6 gange i disse uger. Vi har valgt at invitere de 13 nye med og de har kastet sig frygtløst ud i projektet. Sikke et rush – og den bedst mulige integration, selvom den hverken er blid eller rolig! Vi skal 5 dage til London og optræde til september, hvor de fleste også af de nye skal med, så i forvejen får de ikke månedsvis til at lande i koret. Også netop derfor er denne tidlige start en kæmpe fordel, da alle kender alle når vi starter op igen til august.

Èn skøn familie

Tirsdag aften til kor havde vi en ret unik aften med Sound of Gospel. Der er mange ting i forandring for tiden, og det skaber en del processer rundt omkring, ikke mindst i mig som korleder. Vi sang i godt halvanden time og så flyttede vi os med kaffekopper og slikkelade til rundkreds på gulvet, for at kigge lidt på hinanden og de ting, der foregår.

Det blev til en FANTASTISK, kærlig, åben og meget meget vigtig snak, der gav mig en masse gode indsigter og en dybere forståelse af alt det, der sker.

Som en del af OpenUp, har jeg tilbudt Sound of Gospel at indgå som et privat kor, udenfor kommunens stramme og besværlige greb, uden alle ulemperne ved en tvungen bestyrelsen i en forening, der kræver en masse (u-)frivilligt arbejde hele tiden, ofte har lidt grus i det adminitrative og hvor det er svært at skabe den gode kontinuitet i retning og visioner. Det giver os som kor i mine øjne en større frihed, en masse nye muligheder, og så giver det en forhåbentlig mere motiveret og begejstret korleder og en ramme hvor alle kan levere varen.

Det giver selvfølgelig også nogen udfordringer og skaber misforståelser og manglende forståelser rundt omkring. Det koster ærligt blod, sved og en del tårer fra tid til anden.

Det er en lang proces, og vi er ikke helt i mål endnu. Der sker en masse omkring identitet, mål, retning og sådan, når man på den måde forsøger at justere til, og snakken i tirsdags var blandt andet super vigtig fordi den gav plads til kommentarer fra den enkelte sanger, positivt såvel som konstruktivt evaluerende. OG stort set alle blandede sig i snakken – hvilket er ret unikt!

Spørgsmålet jeg stillede ud i gruppen var “hvad driver dig til at komme til kor hver tirsdag?” – og mit ønske var, at alle skulle reflektere over og mærke efter hvor deres motivation sidder til at blive VED OG VED med at synge i Sound of Gospel. Vi har en helt utrolig historie sammen, mange år, rejser, koncerter og oplevelser i bagagen, og jeg ønsker af hjertet at fortsætte i mange kommende år med at begejstres over musikken, teksterne, følelserne og menneskene.

Den største oplevelse ved snakken var nok den enorme kærlighed og familiefølelse, der er i hele gruppen. Jeg kender en smule til systemisk familieterapi, og ser selvfølgelig alle de udfordringer, der er ved at have skabt et så velforankret system, med alle de roller og relationer, det giver på godt og ondt og kryds og tværs – men det, der virkelig gjorde indtryk på mig i snakken, var den følelse af tilknytning til helheden alle gav udtryk for!

Det var utroligt smukt, og tankede i hvertfald min energi gevaldigt op, til at fortsætte omstruktureringen og ændringerne med overskud, tålmodighed og vigtigst af alt taknemmelighed.

en priviligeret korleder

Så oprandt dagen for Sound of Gospels største koncert (nogensinde?) – og sikken dog en fantastisk oplevelse! I går holdt vi julekoncert med Sound of Gospel – og hvor vi andre år har haft kombi-koncerter med Spread the Word, eller dobbelt koncerter, var vi denne gang BARE os selv… i et 2½ times B R A G af en koncert.

Der var fuldt udsolgt i Templet på Frederiksberg, og det var som ofte til julekoncerterne et SKØNT og begejstret publikum, der var med til at løfte taget og synge julen ind. 

Jeg er simpelthen så taknemmelig over den energi det lykkes os at manifestere i fællesskab med det kor. Det er nogle af de mest fantastiske mennesker, jeg kender, der synger med og jeg er utrolig stolt og rørt over, at det er mit arbejde. Til sommer har jeg dirigeret koret i 10 år, og det har tegnet mit eget liv og karriere hele vejen. Jeg er helt overbevist om at mit liv er blevet så kærligt og fuldendt og sprudlende, som det er,  fordi jeg har haft netop det arbejde. Og jeg er overbevist om at jeg er blevet den solist og sanger jer er, fordi jeg hver uge på så højt niveau har brug min krop og stemme fuldt og helt.

Jeg siger tit, at det er min tirsdag eftermiddag og aften, der er min største ugentlige øvelse i NÆRVÆR. Fra jeg går på arbejde kl. 14.00 om eftermiddagen til jeg er hjemme sent om aftenen, tænker jeg sjældent over nogetsomhelst ude fra den virkelige verden. Jeg er fuldstændig rolig og til stede til det, der sker omkring mig – nogengange nærmest midt i stormen og musikkens øje, og følelsen af flow og begejstring er ubeskrivelig, trods dette ydmyge forsøg.  Jeg er helt sikker på at denne ugentlige gospelindsprøjtning træner så mange flere aspekter af mig end ‘bare’ stemmen… det er en HEL oplevelse af at være MIG!

Og det er en velsignelse!

Tænk – allerede 1½ time efter koncerten kom der et ‘fan-brev’ fra en publikum – jeg vil slutte af her med et citat derfra, og samtidig ønske alle omkring en skøn 1. søndag i advent.  

Kære Janne og Sound of Gospel.
Jeg er lige kommet hjem fra jeres koncert i Templet. Og på vejen hjem tænkte jeg, at jeg bare måtte bringe min begejstring videre til jer.
Det var en FANTASTISK koncert! I synger med stor, stor overbevisning og energi. I når helt ned bagest i salen og I udstråler en glæde for sangen og musikken, som er så tydelig at mærke for os, som lytter på. Når jeg har siddet (og stået) i halvanden time med gåsehud på armene og til tider tårer i øjenkrogene … ja, så er det vist i virkeligheden det bedste udtryk for, at jeg oplevede noget, som var udover det sædvanlige.
Tusinde tusinde tak allesammen!!!