blomster og bier og sådan… (Rumlerier)

Søndagens filmtid med Rumle har i dag været lidt alternativ. Jeg var liiiiige ved at fortryde undervejs, men når man siger a bliver det til b og pludselig bliver jeg stillet spørgsmål som “Mor, hvorfor boller man egentlig?” og “jamen jeg troede babyer kommer ud af navlen?”.

Hver søndag ser Rumle og jeg som bekendt søndagsfilm. For noget tid siden fandt jeg en serie, der handler om kroppen. Den hedder vist “Inside the human body”, og er med den nyeste videnskab OG spændende billeder optaget indefra, så  man rigtig kan se hvordan det hele fungerer og hænger sammen. Nu er det sådan, at Rumle i årevis har interesseret sig intenst for kroppen og gerne vil vide alt om, hvordan den fungerer – så helt pædagogisk tænkte jeg, at så kunne jeg vise ham alt fra hjerte og hjerte og muskler og indre organer osv. Det ville nok være lige noget for ham og os.

Det er det klart også. Spændende serie. Jeg skulle måske have screenet et par afsnit… for serien startede også forfra. I bogstaveligste forstand. Med en times program om hvad der sker fra før sædcelle møder æg, og så bare derud af. Til og med fødsel. I detaljer. Vældig eksplicit og intet overlad til fantasien.

Fantatiske billeder forøvrigt. Rørende at se små blå energiske sædceller bugte sig gennem slimlag og kæmpe mod hvide blodlegemer, som angrebet af hvide fangarme (jo, jeg lærte også en del nyt!), og helt tydelige og skarpe billeder af fostre in utero (eller hvad det hedder).

Rumle var meget interesseret og stærkt begejstret. Og meget nysgerrig. Så vi kom langt omkring.

Godt man ikke er genert.

På den anden side kommer jeg lige fra en fantastisk weekend med otte kvinder, hvor vi… skal vi sige har snakket os heeeele vejen rundt. Intimbarbering, utroskab, liv og død, glæde og smerte. Ingen temaer for nærgående. Så kan jeg vel nok klare sådan en lille snak om, hvordan mand og kvinde bliver til mor og far.

Så nu ved Rumle altså hvorfor man boller og ikke mindst hvor babyerne kommer ud henne – når de altså ikke bliver skåret ud (som man forøvrigt også så i nære billeder), og han ved at cellerne deler sig og at de nogengange splitter op og bliver til tvillinger og en meget sjælden gang ikke kan finde ud af at dele sig helt og bliver siamesiske.

Sådan bliver man så klog af søndagsfilm. Mon ikke vi tager noget lidt lettere i næste weekend, Peter Plys eller Postmand Per eller noget…

(PS. nåeh nej, det er også et skråplan. Han har netop skrålet en delvist hjemmelavet sang på Postman Per melodien, der hed noget ala:

“Postmand Per, Postmand Per, i sin bil med sin lille kat Emil
Kører ud med bomber og sprænger folk i stumper
Postmand Per er en meget farlig mand

Postmand Per, Postmand Per, i sin bil med sin lille kat Emil
Smider med granater og kaster med tomater
Postman Per er en meget festlig mand”)

Strålende søndag
J.

Rumlerier… moderne verden!

Rumle kommer løbende ind fra Morfars entré, hvor morgenavisen sidder i brevsprækken og råber:

“Der er kommet TV-avis”

Lykkelig

Sjældent har Mario holdt halen SÅ højt, som da han forleden gik sin første tur i sneen (i snor – man er vel Københavner) på Godset.

Lykkelig!

Og Rumle, der nu dagligt trasker rundt med katten rundt om Godset som en anden hundeejer, er ikke mindre begejstret. De har det bare godt sammen, de to. Nu venter jeg bare på at Mario lærer selv at hente snoren og fortælle Rumle at han vil luftes.

Dagligdagen kører igen på Sydøstfyn. Jeg er næsten færdig med at pakke billæsset ud og fylde tingene i de Ikea-reoler og skuffer, jeg har købt og samlet efter hjemkomst.

Jeg har næsten fået sat hylder og lys op og næsten brændt brændestablen færdig.

Lykkelig.

Jeg har haft en uge 1, 2011, der på alle måder har levet præcis op til mine forberedelser, visioner og drømme. Har vist smidt flere kilo af bare begejstring, flittigt drukket min slimgrønne te hver morgen og spist mine sirligt sorterede vitamin-piller.

Intend Good Health – og det virker!

I tirsdags i København startede endnu et VokalDeLuxe forløb med et hold dygtige og engagerede sangere. Hul igennem, høj energi og store skridt fra starten.

Så dejligt at være i gang igen i et friskt årti med forsæt og fortsæt. Som ugen rinder på hæld, skal et nyt uge-fokus trækkes frem og etableres. Sundhed, træning og udrensning fortsætter kvartalet igennem, som jeg udvider mig helt til kanten af mig her og nu.

Lykkelig.

Lidt nytårsrumlerier om geografi

“Bornholm er faktisk en del af Danmark – hvilket er lidt mærkeligt, når det nu ligger så langt væk. Men Grønland ligger endnu længere væk. Grønland har faktisk siddet fast på Danmark. Man kan sige, at det er knækket af? men det er vist flere tusind år siden…”

Har du husket dit spyd?

Morgenens skønneste udtalelse kom i vanlig stil fra Rumle. Han hoppede ind til mig, da han vågnede og vi lå længe og snakkede om alt det, vi er taknemmelige for fra 2010. Vi kom langt omkring, og meget blev husket og nævnt. Da vi kom til at snakke om Godset og flytningen og alt det nye, der er omkring os, var det Rumle, der udtrykte taknemmelighed for den kæmpe have, han har fået at lege i… Det bragte hans tanker vidt omkring:

“Jeg er så glad for, at jeg har min egen skov at lege i. Det er der ikke mange børn, der har. Jooh, måske i Afrika. Afrika er nemlig et rigtig stort land. Der må børnene gerne gå frit, hvis bare de tager et spyd med!”

Rumlerier og stjerneskud

Rumle: “Mor ved du godt, at vi i virkeligheden står på hovedet?”

Mor: “Står vi på hovedet?”

Rumle: “Ja! For det er vinter, så vi vender jo nedaf. Vi er sådan en slags nede i bunden af jorden”

Mor: “Hvordan ved man det?

Rumle: “Fordi det ikke er solen, der kører rundt, det er jorden”

Vi har været på aftenvandring. Der skulle være stor sandsynlighed for at se stjerneskud i disse dag, da en eller anden meteor-storm passerer (? eller hvad det mon hedder, når man ved noget om det). I går aftes var det overskyet, men i aften lykkedes det os at finde frostklar nattehimmel. En af de store fordele ved at bo på landet.

Rumle har aldrig set et stjerneskud. Det er noget han snakker meget om, for så må man jo ønske! Så da jeg læste om stjernevrimlen for et par dage siden, besluttede vi at gå aftenture i mørket. Rumle mente nok, mens vi her til aften ventede på at stjernerne faldt ned, at det var små stykker af månen, der var faldet af, og det kaldte man stjerneskud. Så fik vi os en snak om sole, der brænder op og satelitter, som videnskabsmændene har sendt i omløb.

Indtil vi så to vaskeægte stjerneskud. Til STOR jubel og begejstring.

Der blev ønsket. Rumle ønskede at vores to katte Mario og Medina lever meget længe og at vi får nogle hyggelige dage sammen ham og mig. Bagefter kom han i tanker om at han måske skulle have ønsket 1000 ønsker mere i stedet?

Jeg ønskede mig…
tja – det går jo ikke i opfyldelse, hvis man siger det højt, vel…

kattejagt… og det værst tænkelige mareridt!

Så blev endnu en bilfuld inkl. to katte flyttet til Godset. Nyder turen. Har Jo Næsbøs krimier på lydbog og er helt fanget ind af hans velformulerede krimi-historier om Harry Hole. Havde dog en lille neder for halvanden uge siden, da jeg investerede i CD-samlingen (hurra for Bilka). Der var fem forskellige CDer at vælge i mellem. På de fire af dem stod der sådan noget som “Dette er den anden bog…” og “dette er den tredje bog…” osv. Kun én af dem havde ingen nummer og virkede umiddelbart som en præsentation af serien. SÅ i overbevisningen om at det måtte være bog et, hørte jeg 5-10 timer af den først, og kom temmelig langt ind i historien. Undrede mig over en masse referencer og hentydninger, der virkede væsentlige men meget hemmelige. Folk, der var døde (!), folk, der var havnet på sindssyge-anstalter og meget mere. Fik en mistanke om at det måske ikke var den første i serien og gik i sidste weekend på nettet for at researche lidt. Nederen. Det var så bog nummer 8 i serien – så  nu hvor jeg siden har fundet etteren som bog og har læst den, og næsten er færdig med at høre 2′eren som lydbog, har Harry endnu ikke engang MØDT dem, der i 8′eren er døde og fængslede osv. SURT!

Jeg har de sidste par gange i Kbh konstateret, at jeg føler mig mindre og mindre hjemme, så det var virkelig rart at køre med den læssede bil tilbage, trods et massivt stormvejr, der sænkede farten især over storebælt. Frem kom vi!

Jeg har to katte, som jeg købte i foråret, da min ekskæreste flyttede ud. Det er to race-katte, og de er virkelig godt og underholdende selskab. Den store hankat Mario (en Hellig Burma) er så rolig, at han allerede nu sidder frit i bilen på forsædet ved siden af mig. Ret så hyggeligt!

Vi ankom til Godset og jeg startede med at sætte kattene ind til en begejstret Rumle, der virkelig har savnet dem og ikke har set dem i snart en måned. Mario gik straks på udforskning og skulle kigge og kravle på alt. Medina, vores lille ét-årige Maine Coon var noget mere forsigtig. Jeg gik i bilen og efterlod Rumle med kattene i 2 minutter under strenge instrukser om IKKE at lukke nogen døre op. Jeg mangler stadig lige at få kattene øremærket, og Medina skal have p-piller for en periode, så vi ikke får uventet familie-forøgelse. Jeg gik i bilen for at  hente deres kattebakke og -mad, og da jeg kom ind igen, var der kun én kat!

Virkelig.

Vi ledte overalt i måske 30-40 minutter. Let sved på panden og jævnligt med lommelygte udenfor med angst for at den lille af en eller anden grund var smuttet ud. Så stort er huset altså ikke. Der er ikke mange gemmesteder, vi har stadig næsten ingen møbler, og vi ledte virkelig grundigt. Med hjertet helt oppe i halsen, og Rumles øjne blev mere og mere blanke.

Jeg tog en længere tur udenfor i blæsevejret med lommelygte, og ENDELIG kaldte de indefra, at Medina var fundet. I en af stuerne står en gammel sofa, som vi selvfølgelig havde kigget både bagved og nedenunder, samt under puder, tæpper osv. Hvad Rumle nu havde set var, at det var en gammeldags fjedersofa med små huller i bunden, og tænk sig om ikke katten var kravlet op gennem et af disse og lå og puttede sig inde i selve sofaen. GODT vi ikke havde sat os på den…

Stress!

Det var nu ikke det, der var det værst tænkelige mareridt – det var Rumle, der ringede til mig i morges med grådkvalt stemme og annoncerede, at NU var det værst tænkelige mareridt sket. Det er jo ikke lige sådan noget, man har lyst til at blive vækket af, vel – så jeg blev selvfølgelig lidt forskrækket og spurgte moderligt ind til, hvad der mon var så forfærdeligt. Han kunne så berette, at det havde regnet så meget på Godsets, at vores base helt var smeltet helt væk.

Tja, når det er det værst tænkelige mareridt man har som 7-årig, så er livet måske ok?!

Rumlerier… og Josephine

Der er meget læring, ritualer og nyt når man starter i helt ny skole, som Rumle har gjort. Det kommer der også mange sjove små  nye Rumlerier ud af…

Den anden dag kom han fra skole med en fin hjemmelavet julekalender med 23 stjerner på et silkebånd med en stor stjerne i enden og en lille tegnet engel på en klat klæbemasse (det er for klamt at skrive elefant-snot på sin blog!). Jeg spurgte selvfølgeligt nysgerrigt ind til englen (om han selv havde tegnet den og hvorfor det var en engel osv. Alt det der mor-noget man gør). Hans svar var meget klart – “jamen mor, englen kommer jo ned til Josephine, når hun bliver født!”

Det er bare sådan et mirakel, at vi har fundet det rigtige sted til ham på Rudolf Steinerskolen syd for Odense, og pludselig gik det hele jo bare stærkt med at flytte ham og dermed os. Det stod klart allerede før sommerferien, at han slet ikke trivedes i Sølvgade Skoles asfalt-verden midt i storbyens benzin-os og larm. I starten var det rigtig svært at sortere i, hvad der foregik. I lang tid troede jeg, det var en reaktion på at han som Nulte-klasse ikke længere var den største (som han var det sidste år i børnehaven). Jeg tænkte at det måske var frittens lille møg-lejlighed oppe under taget, der stressede og begrænsede ham. Der var mange forvirrende tanker omkring hvad der foregik. Jeg kunne bare konstatere at han var ude af balance. Han talte grimt, han var tit utilfreds og værst var det, hvis vi havde legekammerater med hjem. Jeg kunne overhovedet ikke genkende min ellers rolige og nørdede gammelkloge søn. Sådan et par drengerødder var pludselig uden for pædagogisk rækkevidde og kunne nærmest smadre en halv lejlighed, hvis jeg kiggede væk. Smertefuldt og frustrerende at møde sin egen magtesløshed som mor.

Heldigvis kom sommerferien og jeg troede nok lidt naivt at det ville blive meget bedre når han startede i første klasse OG fik en lang sommerferie og brænde lidt krudt af i. Skolestart kom og pludselig havde jeg hver eneste morgen en grædende ulykkelig dreng, der hadede skolen, helst ville have en fridag og gjorde hvad han kunne for at forhindre aflevering.

Igen håbede vi at det ville falde på plads efter nogle uger – men det eskalerede desværre. Vi fik en stresset, presset og meget træt dreng hjem og efterhånden hentede jeg ham tidligere og tidligere i et frustreret forsøg på at mindske konflikterne. Jeg forsøgte at snakke med hans lærere, men de havde rigeligt at se til, og greb ikke helt de bolde, jeg forsøgte at kaste. Det er bare så forfærdeligt, når ens barn ikke trives – og det var virkelig svært for os at finde hoved og hale i det hele. Først i oktober skulle vi til en familie-hjem-samtale, der desværre blev udsat gentagne gange, og først efter efterårsferien lykkedes det os at sidde med dem.

Det var ikke nogen synderlig god oplevelse og selv nu halvanden måned senere har jeg stadig ikke helt forstået hvad der egentlig skete. Men bottom line af et ellers rimelig kort møde var en nærmest falliterklæring fra deres side, hvor de mente at Rumle ikke trives og at vi skulle tage ham ud og finde en anden skole til ham (!).

Rumle har så ikke været på skolen siden og jeg gik straks i gang med at finde andre muligheder. Jeg er heldigvis ret så determineret, så lynhurtigt fik jeg et overblik over mulighederne. Det stod klart for os at det ville være en mulighed at rykke tættere på netværket (både min og Rumles far Caspers familier bor jo på Fyn). Jeg holdt Rumle hjemme og det fremskyndte klart behovet for et hurtigt skift. Fra himlen dumpede ikke bare en engel til Josephine men også en kontakt til Steinerskolen, som vi besøgte 5 dage efter den førnævnte skolehjemsamtale. Jeg havde mest lyst til at slå mit telt op og blive på skolen og både Casper og jeg ville ønske at vi selv havde gået der. Der var bare virkelig dejligt. Rare imødekommende mennesker overalt, masser af græs, luft og sådan en Christiania-vibe med skæve vinkler og hjemmemalede lækre træhuse.

Så gjaldt det bare om at få afviklet København så vi kunne komme i gang på Fyn og i løbet af få uger var det hele sat i gang. Jeg har undervejs i disse sindssyge uger og måneder trøstet mig med talemåden, der siger noget a’la “du behøver ikke se hele vejen for at tage det første skridt” og har gjort det, der skal gøres. Så nu er vi lige midt i det hele. Rumle har gået på skolen i næsten 14 dage nu og nyder de fleste dage (stadig ikke helt om morgenen – men det kommer nok, når han får sluppet det gamle anker fra København). Der er stadig ufatteligt mange hængepartier, og jeg forsøger at centrere mig midt i alt kaoset. Uger med tung sne, ufrivilligt bilskifte og et langtrukkent flyt mellem landsdelene fylder meget i mig. Naturligt nok. Men det trøster også at vide, at vi GØR noget, og vi forhåbentlig får en gladere, friere dreng.

Det vil være det hele værd. Casper spurgte ham forøvrigt den anden morgen om han frøs om fødderne? Nej nej, svarede ungen – og heller ikke om ærmerne!

Rumlerier (24) Rumle og Morfar

Jeg skrev for en tid siden at Rumle ligner sin morfar med sine nye briller… Jeg faldt lige over et gammelt skolefoto, hvor Morfar Ole godt nok er et par år ældre – men WOW en lighed… Vi kan vist ikke løbe fra hinanden i vores familie!

 

 

 

Rumlerier (23) lovbrydning på grundlovsdag…

Når vejret er så skønt kalder fælledparken. Så der rullede vi over i eftermiddags. Der er et større soppebasin bagest i parken, hvor Rumle og jeg gerne ville plaske lidt rundt (jow altså jeg havde vist mest tænkt mig at kigge på plaskeriet med det ene øje mens jeg kiggede med det andet i min nye bog af Morten Sabroe).

På vejen derover, Rumle m. cykelhjelm og fuld fart frem, stillede vi regnestykker. Han er MEGET optaget af tal for tiden og han sagde med stor selvtillid: “2 + 2 er 4!” – “Ja, svarede jeg, og hvad er så med + 2 mere?” – “det er 6″, var svaret – “og hvad med + 2 mere?” – “Det er 8! – “og + 2 mere?” – “Det er 76″ var det promte og meget overbeviste svar…

Nå. Vi kom frem til bassinet. Eller rettere en låst låge – for se, soppebassinet er selvfølgelig lukket på grundlovsdag, selvom det er 30 grader. Pudsigt nok, var der FLUEPAPIR derinde. Jublende børn og smilende forældre overalt…

“I skal bare kravle igennem et hul” – forklarede en lille vejviserpige, der stod klar på den anden side af hegnet. Så vi listede sammen med 15 andre nyankomne forældre rundt om pladsen og kravlede (!) igennem verdens mindste hul under hegnet bag ved buske og træer. Total anerki – men dejligt var det og der blev både plasket og læst…