JA – det er de skønneste ting børn siger, når de prøver at konversere! Og det gør de i Rumles alder – og der er fuld knald på.
I går havde vi en legekammerat med hjem. Han taler stadig ikke helt rent og hvordan det end rent fonetisk foregår, så kan han i hvertfald ikke sige kombinationen af ‘b+r’, og det bliver til noget der mest af alt lyder som ‘p+a’ (og nåeh ja, så er det også svært at sige ‘l’, det bliver til en slags ‘t’)
Samtalen kom sig af at Rumle har fået briller! Det er en RET voldsom udfordring for en 4-årig at skulle navigere i en helt ny verden med den slags ansvar (de koster 4000 kr!!!, så de må helst ikke havne i en sandkasse, et eller andet sted, vel…) og helt nye perspektiver (han er +5 langsynet på det ene øje, og lidt mindre på det andet, så det er en STOR forandring). Vi har denne uge prøvet helt stille og roligt at vænne os til situationen alle sammen, og der er blevet snakket rigtig meget om briller og Harry Potter og sådan!
Legekammeraten deltog så aktivt i samtalen, og som så ofte før, måtte jeg bide mig i læben da hans interessede spørgsmål bare kom HELT anderledes ud end intendet: “Hvorfor har du ikke patter”, og “jeg kender mange, der har patter” - blev det til, som ét par eksempler på mange efterfølgende sætninger fra skattebassen, der skulle have handlet om briller og pludselig kom til at handle om noget, som 4 årige helst ikke skal diskutere ved spisebordet…
Tidligere på dagen var jeg i børnehaven til samling og være med til at vise Rumles briller frem og prøve at forklare børnene på bedste pædagogiske vis, hvorfor det kun er Rumle, der må have dem på, og hvorfor han pludselig – som det første barn i institutionen… 
går med briller.
Vi sad på gulvet i rundkreds, og en lille pige ved siden af mig, aede mig på benene, og spurgte interesseret: “hvorfor har du barberet dine ben?”. – “øhm, fordi det synes jeg er dejligt”, svarede jeg vist. Vi skal på ferie sydpå i næste uge, så jeg har så småt lagt an til sommerben og også brugt selvbruner… – og åbenbart ikke den slags, der i følge annoncen “lugter dejligt”, for pludselig sagde hun: “adr, dine ben lugter ligesom min mormors hund…”
Bare dejligt med sådanne åbenhjertede børn…
ps. Rumle ER faktisk ved at tilpasse sig sine nye (og lidt større øjne). I morges da jeg kom hjem fra min tidlige løbetur (kunne I høre glorien blive pudset!?) sad han i sofaen under sin dyne, var stået op, gået ind til min seng, havde fundet ituiet frem og selv taget dem på! Er man SÅ bare den stolte mor, eller hvad!!!
pps. apropos ’stolte mor’ – tænk jeg tudede da han fik dem på første gang, fordi han bare var så fin og drenget og så så klog ud… Han ligner sin morfar på en prik bortset fra at brillestellet i halvtredserne var lidt større, tungere og helt sort…
