vandret og med ro på… (London anekdoter 1)

Så er jeg tilbage på blog-pinden igen. Nu med lettere influenza og mange ugers top-travlt, der er gået lige i immunforsvaret. Heldigvis vender kalenderen og de næste 2 ½ uge er der betydeligt mere ro på, inden det igen går østpå – mod Beijing. Derfor er der også nu en rolig aften til at få skrevet og delt lidt, reflekteret over den forgangne periode og komme tilbage i den gode skrive-rille.

Vi er lige landet fra London, hvor vi har haft 6 vidunderlige dage med 65 (!) sangere fra Sound of Gospel. Der var workshops, koncerter, shopping og fun for alle pengene og vi blev godt tanket op hele vejen rundt – hvilket også har resulteret i en kollektiv influenza, der har lagt en del af koret på langs efter hjemkomsten. Højdepunkterne på turen (og der var mange…) var blandt andet en vidunderlig firma-workshop i London centrum, for et stort byggefirma, der hedder MACE. De bygger et eller andet gigant projekt nu, og trængte til en moralsk stemningsløfter… Den leverede vi så!

 Arrangøren var gået ALL OUT, og havde lejet en af de største katedraler (Southwark – lige syd for London Bridge!!!) til formålet, og fredag eftermiddag stod vi sådan lidt forskrækkede og nærmest netop landet i den vildeste smukke kirke og sang af karsken bælg for en stor gruppe engelske forretningsmænd, der på alle måder vist var mere forskrækkede end os!

Både vi og de tøede hurtigt op, og vi havde en fantastisk fest i 1½ time… Vi kom omkring i både fællessange, kropsøvelser (åh det er SÅ fedt at provokere de slipseklædte til at strække, stønne, danse og klappe…) og masser af andet glad gospel. Den kombinerede koncert/workshop sluttede med at jeg bad koret give publikum et kram… og bad dem stille sig i en stor cirkel omkring stolene. Det har jeg gjort før, når vi har afsluttet en koncert med en ballade, og det har sådan en smuk og lidt voldsom effekt at have korsangere stående hele vejen rundt i kirken og synge folk lige i hovederne. Jeg KALDER det “et kram” – og tænke ikke nærmere over at det måske ikke var alle i koret, der lige havde oplevet det før- og dermed forstod hvad jeg mente… i hvertfald opstod der en utrolig pudsig og lidt akavet og MEGET skæg situation, hvor folk rent faktisk rendte rundt, hang hinanden om halsen og knusede for real. Det var for sent at gøre noget ved det, og jeg kunne kun stå (nær død af indre grin) og se på at Sound of Gospels sangere blev krammet og knust og holdt fast hele vejen rundt i et stort gigantisk kaos. Især var det underholdende at iagtage nogle af de hotteste (og mest nougatbrune mænd) blive stormet… Der var nærmest kø om de lækreste!

Det tog en lille smule af højtideligheden ud af den ballade vi skulle slutte af med – men feedbacken var overvældene og alle var enormt glade og rørte – så hey hey, måske var det bare sådan det skulle være.

frustrende blogging…

Som regel arter WordPress sig rigtig pænt – eller også er det min computer eller mine fingre der kører som de skal. Der er jo det her fabelagtige system, hvor WP selv gemmer indlæg mens man skriver, så selv om netforbindelsen ryger, er ens indlæg gemt som kladde… ALTSÅ lige ind til mit LANGE post-spanien indlæg på mystisk vis IKKE blev gemt.

Det er ikke fordi jeg ikke GIDER skrive 1 time om det igen – eller fordi jeg har glemt hvad der skete… jeg skal BARE lige komme mig over irritationen og starte forfra igen!!

Kh Janne

Sevilla (2)

Rejsedage er altid hektiske, med megen omstilling og nye indtryk. Normalt bruger jeg mine onsdage på at restituere fra tirsdagens maraton-kordag, så det var lidt voldsomt i går at være på benene kl. 6, pakke det sidste, sende poden i børnehave med briller, solcreme og madpakke, svare de sidste mails, indtale en feriebesked på min telefonsvarer og sidde i lufthavnen kl. lidt over 9…

Alt gik simpelthen så glat og det var en fin tur, selvom jeg nok må indrømme at hovedet var noget tungt, da vi stod med lejebilen (kærestens drømmebil … en Renault Megane convertible! – ihh hovr er den øøhhh fin, skat!) alle taskerne og høj sol over Malaga i går sen eftermiddag. Vi havde besluttet os for at tage de første par dage i Sevilla, og med et par timers kørsel virkede det vældig overskueligt, trods den allerede der lange dag. Vi satte afsted og nød den friske luft (meget frisk, med kalechen nede og 140 km/t på motorvejen…) og tog et godt stræk før vi kørte ind i en lille by for at finde lidt mad. Her var det ved at være længe siden at vi havde fået andet end kedeligt flymad, og overlevelsesangsten satte så småt ind – især fordi vi ramlede ind i kokkens middagslur. Måske var vi på 15 barer og cafeer og minirestaurenter – vi ville bare have lidt pølse og ost, men det var HELT umuligt.

Og så kunne vi ikke finde tilbage til bilen og hovedet blev tungere og tungere, så den var lidt styg til sidst. Igen et GODT eksempel på, hvordan jeg kunne have forberedt mig bedre og haft noget f.eks. frugt med!! Detgode var at vi fik frisk luft, lidt kilometer i benene efter en lang rejsedag og så en SMUK og meget lokal andalusisk by. NÅ – vi fandt ENDELIG bilen og gik ind på den første restaurent, hvor vi en gang tidligere var blevet henvist til bardiskens 5 sørgelige tapasretter – og havde afvist dem. De smagte nu udmærket, artiskokker i olie og hvidløg, russisk (spansk) kartoffelsalat, små sardiner og en skaldyrs/tomatsalat m. små kringleagtige breadsticks til.

Vi kørte videre mod Sevilla og kom en god times tid senere frem til byen, hvor ALLE træer var overblomstrende af de smukkeste lillae kæmpesyrener. Dem fik vi så RIGELIGT tid til at nyde, for hvad vi troede bare var en smuttur rundt om hjørnet til hotellet, viste sig at være en kæmpe labyrintagtig udfordring i ensrettede gader. Det tog os en time at køre måske 5 kilometer. Vi fik set nærmest hver eneste lille (meget lille og smal!!) gyde, og blev af ensretningerne, der kun i ca. 30 % af tilfældende passede med pilene på kortet (WHY!?!?!) hele tiden ledt lige ved og næsten hen til hotellet, OOOOGG så i en stor omvej igen.

Da vi ENDELIG fandt den vej hotellet skulle ligge på, var den også ensrettet OG spærret. Så vi blev ledt udenom (ÅHHH NEJ!) og havnede endelig på den anden side, hvor den jo så var indkørsel forbudt. Mens jeg vogtede bilen hoppede K ud og konstaterede at hotellet m. parkering! lå midt dernede. Vi vendte bilen og kæmpede os tilbage – blandt andet med en 200 meter kringlet strækning, hvor vi bakkede (!) tilbage af en ensrettet lille lortevej… Til sidst fik vi smidt bilen (gid man havde lejet en lille miniputting, i stedet for sådan en luksusslæde!) og gik til fods ned til hotellet for at spørge hvordan kommer ind til hotel når ensretning er spærret i den forkerte ende. Det gør man så ved at køre imod ensretningen, var svaret, så da vi endelig gjorde det, kunne vi lande. 31 grader i skyggen, 11 timers rejse bag os. AHHH hvor skønt.

Panodil Zap kan ét eller andet… Vi brugte aftenen på at slendre lidt rundt i kvarteret, hvor vist ALLE Sevillanere var på gaden med en øl. Vi fik lidt ekstra at spise, sad lidt og hang i hotellets cafe/bar og er nu klar i dag til at indtage byen med tyrefægtning og flamengo i fuld stil.

Sevilla (1)

Endelig kom vores lange ventede ferie! Der har virkelig været spændende udfordringer i den seneste tid, ikke mindst i forhold til det praktiske omkring blandt andet økonmien. Jeg fik stjålet min pung i sidste uge under en korprøve, og har måttet rejse uden kørekort, sygesikringsbevis OG alle mine visakort, da jeg intet har kunnet nå at genetablere på grund af miniferien henover weekenden.

Så det er rejse på den gammeldags måde, med alt i kontanter tapet til kroppen med gaffatape og gemt i små portioner i alle taskerne, samt kopier af de vigtigeste rejsedokumenter. Men NU er vi her. Det er tidligt om morgenen, og jeg har af bare spænding været vågen siden klokken meget endnu tidligere. Det skal jo ikke gå ud over kæresten, der uden de store problemer har snoozet videre, mens jeg har tøffet rundt.

Som jeg har delt her i noget tid, har jeg haft fokus på træning og sund kost i nogle måneder. Det er små skridt, og der begynder for alvor at ske noget mærkbart i min krop nu. Jeg har uden de store problemer et dagligt gennemsnit af ‘gåede skridt’ på mellem 12.000 og 14.000, jeg træner mindst én gang om ugen med Ulrikke, og jeg har truffet en masse kloge valg og justeringer i forhold til min kost.

Det er altid en udfordring at rejse, fordi de daglige rutiner er svære at opretholde OG der er et tusind tons lækre fristelser og lokale specialiteter, som man skal forholde sig til. Det siges at en af hovedårsagerne til at man er ‘overbruger’ (af mad, alkohol, cigaretter OSV) er at man på et dybt reptil-hjerne plan er bange for at “der ikke er nok”, eller at lige om lidt forsvinder det, så jeg må HELLERE tage rigeligt, mens jeg kan. Den mekanisme mærker jeg tydeligt i forhold til min kost når jeg rejser. Lige om lidt er alle disse lækre spanske pølser væk igen, og jeg er hjemme hos mit protein-pulver, så jeg må HELLERE skynde mig at spise dem… Det er selvfølgelig en urgammel overlevelsesstrategi: ‘uden mad og drikke, duer heltinden ikke…’ og man skulle jo nødig dø af sult, vel! Det er også en delvis stress-reaktion, og måde at lægge låg på den på. Altså em måde at håndtere den rejse-fniller man oplever, forandingsangst, tilpasningsudfordringer – kald det hvad man vil.

En af antidoterne, altså modvægt til dette overforbrug kan være at sørge for at man HELE tiden har nok på sig – sådan er helt spejderagtigt velforberedt. Hvis jeg HELE tiden ved, at det næste måltid eller den næste sunde snack kommer om max. 3½ time, så er der jo ingen grund til at proppe mig usund lige nu. Hjemmefra syntes det lidt fjollet og omstændeligt, men her til morgen har jeg kunnet mærke PRÆCIS hvad det handler om!

Jeg valgte i går morges inden take-off at pakke 5 små poser afmålt proteinpulver med chokolade og banan-smag. Det har så ligget i bunden af kufferten og lugtet syntetisk – og jeg skal ærligt indrømme at jeg nok lidt tænkte – ARH, det kommer nok med hjem igen…
Det er noget nyt med det her proteinpulver, og det er en kombination af råd fra den nu så udskældte “Kernesund familie” og Ulrikkes fitness-verdens-viden, at et proteintilskud i rette mængde og sammenhæng er støttende, mættende, muskelrestituerende og rigtig godt for kroppen. Så det har jeg testet af nu i nogle måneder. Først en neutral valleprotein, jeg har blendet med vand og frugt hver morgen og nu tester jeg så bodybuilderverdenens lidt mere fancy pulver af. I starten virkede det voldsomt, men nu består 2 af dagens 6 måltider af en protein-drink, og jeg må sige at det kan et eller andet.

Nå. Her til morgen, med en snorksovende skat i sengen og en lysvågen og rejse-gearet undertegnede, har jeg benyttet mig af en anden velforberedt detalje, nemlig en træningselastik. Der var en fin artikel i ‘I form’ denne måned om hvordan man holder træningen ved lige selv på ferier, og den inspirerede mig til at tænke lidt mere praktisk, end jeg måske ellers ville have gjort. Så der røg en kopi af bladet og en elastik i tasken, og det er blevet testet i en god halv times tid her til morgen. Supergode øvelser, der har givet mig en rolig men svedig helkropsworkout her på værelset, uden nogen synderlig forstyrrelse af min bedre halvdel! Meget tilfredsstillende! Så her sidder jeg. Øm og veltilpas, afstresset og stadig lidt svedig, mæt og veltilpas af min chokolade-protein-shake, der NEMT lod sig opløse i en flaske iskold vand fra hotelværelsets barskab – og min samvittighed… JA, tak!

Nu er der ro på til at komme roligt i gang, uden jeg skal stresse for at finde morgenmad. VI har tid til at trisse ned på en morgencafe her om noget tid når det er passende og jeg har ingen stress eller ‘overlevelsesangst’, for dagens måltid nummer et er nu klaret og jeg har 3 timer inden jeg behøver spise det næste.