Archive for the ‘reach for your dreams’ Category

h1

rytmer (uge 5)

maj 4, 2013

Denne forgangne uge har der været fokus på kroppens rytmer, og jeg har derfor genfundet en gammel app (sleep cycle), der hver nat måler kvaliteten af søvn med telefonen som sensor under hovedpuden. Den registrere uro, drej i søvne osv og jeg kan med begejstring konstatere, at den synes jeg har 92% søvnkvalitet (undtagen lige en enkelt nat, hvor jeg sov af h… til og den ganske rigtigt også mente at jeg havde sovet 52%).

I meditationen taler Deepak om at hele kroppen er med på en lytter hver gang hjerne og tanker udesender beskeder – og at alt bliver registreret i de mange billiader celler kroppen rundt. Endnu en god grund til at tale pænt.

Det har jeg så forsøgt at gøre (også) denne uge, hvor mit gentagne mantra har været “jeg kan godt, jeg kan godt, jeg kan godt”.

Lige nu sidder jeg i løbetøjet og venter på mine medløbere på Vestfyn, hvor bilerne parkeres inden turen i samlet trop går til Middelfart havn, hvor blæsevejret, stor ståhej og 11.000 andre løbere venter. Nerverne er nogenlunde i ro, madpakken er konsumeret, og jeg har et par dunke hjemmepresset grønsagsjuice klar med ekstra hvedegræs, citron og i dagens anledning appelsin og æble for at få lidt frugtsukker at stå distancen på.

gazelleRytme bliver centralt også i dag. Både at finde min egen og stole på den – og samtidig nyde de mange timers musik, jeg har håndplukket og lagt i telefonen til lejligheden. Sangene udvalgt efter god og høj energi, gode rytmer og generel begejstring. Om ikke andet, så glæder jeg mig til at høre og genhøre yndlingsmusik.

På forhåbentlig gensyn på den anden side – hvor endnu en kryds kan sættes på min bucketlist. 21K – here I come!

h1

Sines sange synges snart…

januar 2, 2012

JA, det er en kliché, at en frisk start er fantastisk. Men hul i det – for IHHH hvor er det dejligt at være i gang med 2012. Både dagen i går og i dag har været fyldt med et sandt fest-fyrværkeri af små effektive momenter og tjekkede tjekliste tjeks. Samtidig med at der er Rumleferie og dermed en masse indlagt hygge og hejsa. Vi har f.eks. fået flere milliarder point i Wii Pirates of the Carabian-Lego-spillet i dag. Stik den! (Ok, vi har også point gange 7000-etellerandet… men alligevel). Det giver en vis følelse af at opnå noget, når man får 5 millioner point bare fordi man går to skridt. Så sker der noget!

Dagen i dag har også handlet om KODA og om noget, jeg glæder mig meget til her i januar. Nemlig en offentlig køvenhavnerkoncert med Sines Sange. Jeg skal optræde som én af tre ved en intim og stearinlystændt aften på PH-cafeen torsdag d. 19. januar. Det hele er lige ved at falde på plads i disse dage, så jeg ved ikke så meget endnu, andet end at ‘Sines Sange’ nu får deres premiere. Jeg har tidligere skrevet og fortalt om det spændende kladde-hæfte projekt, jeg fik foræret i april 2011, med en række 70 år gamle digte, som jeg nu sætter musik til. Flere af dem blev prøvesunget af tvunget publikum på Gospel Gør Glad i sommer, og jeg har sidenhen arbejdet videre på dem.

Det var i sig selv så inspirerende at blive hyret ind til koncerten, at jeg i bar begejstring satte mig ned og skrev en sang mere. Eller hvad man skal kalde det. For teksten var der og den har jeg længe vist, at jeg ville bruge… og melodi/akkorder var der også, det vidste jeg bare ikke. I november var der nemlig en meget påtrængende melodi, der ville ud. Der var lige nogle uger, hvor der var mange følelser og oplevelser i spil og det blev til musik. Jeg kunne bare ikke få teksten til følge.

Og tænk sig. I dag fik jeg den pludselige indskydelse at lægge Sines tekst ind over november melodien og fandt et perfekt match. Sådan skulle det være! Forunderligt. Teksten skrev jeg faktisk i et blog-indlæg en gang:
http://jannewind.wordpress.com/2011/06/14/dag-5-og-en-kop-kaffe/ på dag 5 i min 7-dages fokus periode.
Der skulle så gå et halvt år før musikken kom på plads… Men bedre sent end aldrig. Er det ikke det, man siger.

Og hele sangen kan høres ved koncerten om godt 14. dage. Måske ses vi?
(og ps… godt nytår ;-)

h1

indadvendtsdag

februar 26, 2011

(ikke at forveksle med adventsdag…)

I dag har jeg været helt stille og indadvendt.

Tilbage på Godset i går aftes og alene i huset det meste af dagen, har jeg haft tid til at integrere. Og rydde videre op. Det er åbenbart et evighedsprojekt – men det passer mig godt at tage det bid for bid, step by step.

I dag har jeg blandt andet sorteret de sidste noder. Det gav mig mulighed for at mindes de mange år med Sound of Gospel. Glæde mig over de fantastiske gospelsange, jeg kender, mennesker, jeg har mødt og oplevelser, vi har haft.

Mit flygel spiller godt på Godset. Jeg har lyst til at sidde ved det, og ser mig selv tit og ofte bare sætte mig og klimpre lidt. Det er som om det sågar stemmer bedre end i København – men det er nok bare mig.

Jeg ser Oprah i disse måneder, som jeg vist har nævnt tidligere og citeret fra.  Hun er i gang med sin 25. og sidste sæson og det giver hele sæsonen et særligt skin og meget høj energi. Der er noget med afsked. Med at give slip. Det løfter. Så jeg følger med, og downloader 2-4 gange om ugen de nyeste afsnit. Ikke alle er lige interessante, så de bliver bare slettet igen – hun kan godt være lidt slem til at svælge i sladder og sensationshistorier. Men ind i mellem er der virkelig guld for mig. Inspiration, gode tankevækkende interviews med spændende mennesker, fantastiske citater, historier og ordsprog.

Når jeg fortæller om Oprah er det for at komme frem til at fortælle om mit mit nye lille sted (jeg ved endnu ikke, hvad jeg skal kalde det – alter er for religiøst – men det er alligevel tættest på). Så tit har jeg hørt om spirituelle mennesker, der i deres hjem har et helligt sted, hvor de tænder lys, mediterer og opbevarer gode bøger, små symboler osv. For nyligt var der et klip fra Oprahs hjem, hvor hun fortalte om sit sacred space, og det der ringede hos mig, var at hun var der HVER dag, men nogle gange kun i 20 sekunder eller 3 minutter. Hun skulle bare lige touch base, tænde et lys og resonere med dagens energi. Ja tak!

Så mens jeg har kigget mig omkring i dag, har jeg ledt efter et oplagt sted at lave mit sacred space. Hvor de vigtigste og mest nærværende bøger, min dagbog, mine kopmærker osv. skal ligge. Først overvejede jeg at lave det på flygelet – men der er for meget gennemtræk og katte i fuld flugt eller jagt ovenpå, så det bliver for sårbart. Pludselig slog det mig…

Jeg har jo to små skriveborde (tak Ikea), der fungerer mest som pulte. Dvs. man kan åbne og lukke et låg i dem begge. De står her i hjørnet og er så dejligt nemme at lukke, når stuen skal lige en stue og ikke et aktivt kontor.I dem begge er der lidt snore og opslags-tavle-agtigt på undersiden af låget, der så er brugbart og synligt, når de står åbne.

Det slog mig, at jeg skal indrette det ene til sacred spirituelt space med skønhed, ro og symboler og det andet til hardcore business-afdeling med OpenUps papirer, regnskaber og udviklingsplaner. Så kan jeg åbne præcis det låg, jeg skal bruge til at komme i den rette stemning. Og begge afdelinger ligger beskyttet og alligevel let tilgængelige! Jeg kan finde symboler, billeder, mindmaps eller lignende, der støtter intentionen på spacet, og få endnu mere fokus, på de ting, jeg gerne vil tiltrække. Jeg kan simpelthen omdanne begge skriveborde til bevidste visionboards…og skifte ud undervejs, for hele tiden at være opdateret med, hvor jeg er på vej hen.

Så langt så godt
Lykkelig lørdag til alle
J.

h1

still here – reaching for my dreams!

februar 24, 2011

Jeg er her stadigvæk. Har bare lige fordybet mig en uges tid i en masse af de spændende projekter foråret og sommeren byder på.

Først måtte jeg nu slippe København fuldt og helt. Det gjorde jeg med 14 timers non-stop flytning og udmattende slæberi, rengøring og afvikling i sidste uge. En stor lettelse – hvor jeg med taknemmelighed fik den hjælp, jeg havde bedt om.

Inden jeg fløj på motorvejen sammen med Jo Nesbø tilbage til Godset, tog jeg mig tid alene til at sige ordentlig farvel. Jeg gik fra rum til rum og lod minderne vælde op. Enkelte tårer og en del smil. Mange glade, nogle vemodige historier og minder, oplevelser og følelser var med, og jeg slap de 13 år på Østerbro lidt efter lidt. Jeg ærede de gode og dårlige år og perioder. Jeg har levet i lejligheden med flere mænd. Har fået mit barn der, har holdt de fedeste fester, har haft de laveste lave og højeste høje tider og nogle af de mest intime og vigtige momenter i mit liv der. Jeg har kigget ud over byen igen og igen og fulgt med i årstiderne. Jeg har frosset om vinteren og svedt om sommeren helt deroppe under taget – og jeg har skabt nærmest hele min karriere lige dér i kontoret.

Nu er jeg videre, og jeg har igen fået flow i resten af mine gøremål. Alt pakket ud og lagt på plads på Godset. Vinterferien nu næsten klaret delvis med Rumle, delvis med arbejdsglæde i fokus. Vi har tilbragt en del af ugen på Vestfyn hos mine forældre, hvor jeg har vekslet mellem at spille Mastermind, se Phineas & Ferb og banke metal på armbolt OG skrive på Foredraget med Adam Price, opdatere hjemmeside, klargøre Nyhedsbrev og lave PR for uge 30 og 31. Skøn og tilfredsstillende blanding, med luksus på toppen.

Min mor har nemlig lavet mad og vasket tøj og i det hele taget TOTAL forkælet os i nu snart fem dage. Hvor priviligeret (og møg-forkælet) har man lige lov at være. Jeg drømte om at få sand mellem tæerne i disse uger, og skrive foredraget i udlandet – men grundet den pludselige ændring i flytning og afvikling var det bare mere realistisk og meget mere klogt at have sne mellem tæerne i stedet. Rejsen ikke aflyst – bare udsat til et mere passende tidspunkt.

Foredraget skriver stort sig selv, uanset sand eller sne, og jeg nyder hvert minut. Jeg har kigget årevis af noter, dagbøger og workshop-referater igennem og har scannet mine 15 yndlings selvudviklingsbøger for guldkorn, energiløft og inspiration. Den største udfordring bliver at skære så meget fra, at kun en times essens bliver tilbage. Det bobler i mig, for at komme ud med det!

Angående uge 30 og 31 er det som altid med arbejdsglæde og kildren i maven, at jeg har fået sammenskrevet det endelige program og gør klar til at sende det ud i morgen som nyhedsbrev til mit netværk. UH det bliver så godt. Lærer-teamet er optimalt sammensat, modulerne passer perfekt sammen og skemaet faldt pludselig helt optimalt på plads. Skolen Bosei i Præstø, hvor vi afholder ugerne, har på alle måder været samarbejdsvillige om justeringer og opgraderinger i forhold til 2010, og nu venter jeg bare med spænding på at deltagerlisterne fyldes op med begejstrede og forventningsfulde kursister. Hele det lange seje vintertræk med forberedelse og klargøring giver altid fuld tilbagebetaling, når dørene åbnes og der kommer glade ansigter ind.

Så her er jeg – og mens Rumle er på kælkebakken med mormor og fætter, får jeg nu lige læst den sidste korrektur og sat punktum for dagens gøremål.

ps. ugens kopmærke har meget passende været “Reach for your Dreams” – og det er virkelig, hvad jeg gør. Jeg udvider mit space og tager mere og mere plads i mig selv. Enjoying every step of the way!

Transformerende torsdag til alle
J.

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Join 2.093 other followers