Jeg fortalte i april og maj om den fantastisk proces, det var, at indspille Arne Andreasens nye CD ‘Englevinger’. Sidenhen er CD’en blevet udgivet og sælges nu sammen med en fin lille bog gennem Arnes side www.poetfabrikken.dk. Samtidig rejser vi land og rige rundt og optræder med sangene, og de har cirkuleret også i små bidder blandt andet på Facebook i nogle måneder.
I forrige uge var vi omkring en større familielejr i Sæby, Nordjylland, hvor vi optrådte foran et overvældende og begejstret publikum på omkring 300 voksne. Èn ting var, at mange af dem kunne den første CD (Et øjeblik, en evighed) udenad… noget andet, at de lynhurtigt samlede melodierne til ‘Englevinger’ op – så det blev den største fællessangsfest, og det rørte mig virkelig dybt. Fantastisk at kunne frasere hen over f.eks. “Må din dag få glæde”, mens der er 300, der synger melodien. Stor oplevelse. Også virkelig hyggeligt at køre landet rundt i “bandbussen”. Næste stop er Nykøbing Falster her sidst i uge 31, og der er flere datoer i kalenderen allerede. (Tjek www.openup.dk/kalender for mere info) – og vel mødt, når vi kommer på dine kanter. Hvis ikke der allerede er arrangeret en koncert hvor du bor, kan du altid skrive til Arne www.poetfabrikken.dk og lave en aftale). Der kan du også høre stumper af de nye sange – eller bestille din egen CD/bog for 250 kr. inkl. noder og tekster til alle sangene og smukke illustrationer af Adi Holzer.

