Archive for the ‘7 dage’ Category

h1

Transition – transformation…

juni 21, 2011

Lyse tanker på årets lyseste dag. Jeg mærker for alvor, at “7-dage, ét fokus” giver det udbytte, jeg ønsker og håber. Energien og humøret er højt – det hele er lettere. Jeg holder uden problemer mine definerede standarter, og nyder hver dag uden pres eller stress.

Lige som vi nu passerer årets lyseste dag, mærker jeg på mange planer, at det er skiftetid. De aktive skridt, jeg tager, hjælper til transformation og overgang.

Helt konkret, pakker jeg lige nu til de næste 14 dage. UHHH det er så spændende, og jeg er både glædesfyldt og spændt på den lidt nervøse måde. Jeg har forsøgt at danne mig et overblik over Islandsturen. Overvejer at leje en bil for at få den optimale frihed. Mange små beslutninger. Frit fald, og alene på udebane. Altid spændende.

Der sker også mange små skønne ting her. Det er nu helt tydeligt at min ene kats springtur for fem uger siden har haft konsekvenser. Hun er ekstra kælen, laver små huler og er tyk og dejlig – lige på maven. Det står på min liste over 100 ting, jeg gerne vil opleve i det her liv, at have en kat, der får killinger – men jeg havde ikke lige forestillet mig at det skulle være nu. De skal være velkomne og det er sjovt at se hende ændre sig så drastisk. Naturen er forunderlig.

Det virker for mig at chunke opgaver, beslutninger og nye skridt ned i mindre bidder. Det bliver overskueligt og jeg mærker på få uger, hvor meget det faktisk rykker. Det må være strategien også for de næste 14 uforudsigelige dage. Små skridt. Enkle beslutninger og have mig selv med – hele vejen.

Let og lysende aftenhilsen til alle derude
Janne

h1

Dag 7. Tjek!

juni 16, 2011

Så er turen gået hjem ad til Fyn. Sommerhuset opryddet, rengjort og afleveret. Rumle hentet, en masse lavpraktisk håndteret på Godset. De 7 dages fokus kan nu næsten se sin afslutning. Hvilken givende og lærerig måde at integrere dybe forandringer på. Så meget står mig uendeligt klarere og tydeligere. Min motivation er tilbage, min krop i bevægelse og energien på opadgående. Som jeg fortalte den anden dag, er mine standarder nu defineret og implementeret, og jeg mærker et stort commitment til processen og til mig selv.

At definere standarden så tydeligt – sætte overlæggeren præcist – gør at jeg har en helt anderledes bevidsthed med omkring de konkrete små valg, jeg hele tiden træffer. Vil jeg sætte mig nu og hygge med en kop kaffe? (nåeh nej, jeg mangler 3000 skridt i dag, jeg går en tur), skal jeg have revet ost på denne mad? (nåeh nej, så skrider fordelingen i dagens kalorie og fedt/protein-indtag) osv. Jeg har noget at forholde mig til, der på meget konkret vis strammer op på mine beslutninger. Der er ikke så meget at rafle om – og det er nemt at vælge.

I går blev jeg inspireret til at tænke mere long-term strategi. Og besluttede at arbejde de næste 14 dage med at lave en plan for sidste halvår af 2011. Med konkrete mål, delmål, deadlines og en masse bitte-små skridt derhen. På få timer kom jeg godt i gang, og denne uge har endnu engang vist mig, at når jeg er konkret, præcis og realistisk, kan jeg lave noget, der rent faktisk er til at gennemføre med SUCCES!

De næste 14 dage skal ikke kun bruges på denne halvårsplan. Der er også et specifikt fokus for resten af juni måned.

KÆRLIGHED.

Fra på onsdag og 14 dage frem skal jeg jo være i selskab blandt andet med Sondra Ray og Mark Sullivan, de to amerikanske relationseksperter. Først til foredrag, siden på weekend-retreat og endelig en uge i den blå lagune på Island. Det bliver mit hovedfokus at synke ned og fordybe mig i deres redskaber, deres viden og inspiration – og blive tanket helt op med kærlighed til mig selv og andre.

Det er den perfekte afslutning på mit kvartalsprojekt, der jo har handlet om GETTING CLEAR – om at rydde ud og rydde op. Hvad der måtte sidde af gamle blokeringer, manglende kærlighed til mig selv, lavt selvværd osv regner jeg på det bestemteste med at få ryddet op i sammen med Sondra og Mark. Som PS vil jeg nævne, at jeg håber at se mange af jer blog-læsere til foredraget på onsdag. Det er i Den Sorte Diamant kl. 19.00.
Billetter på billetnet – klik her.

Syv dage, ét fokus… TJEK!

h1

Dag 6. Integrering

juni 15, 2011

De næste (og sidste) 24 timer i sommerhuset handler om at få landet denne fantastiske fokusuge fuldt og helt i mig. Jeg har overholdt mine standarder hele ugen og har truffet alle valg med spørgsmålet: “støtter dette skridt mit fokus?”.  Hver gang svaret har været JA! har det skabt en lille lykke inden i mig. Jeg tager mig selv alvorligt – jeg lykkes!

Nu skal det integreres, og den høje, forløste energi skal samles i mig, så jeg er helt tanket op til at vandre videre med dette integrerede mindset.

Nærvær!

h1

Dag 5. …og en kop kaffe

juni 14, 2011

De sidste mange timer har jeg arbejdet intenst med at rydde op i min “Pending & TO-DO”-liste. Som selvstændig blæksprutte er den som altid rimelig lang og til tider uoverskuelig. En del af disciplinen er at luge ukrudtet inden det dræber de smukke blomster – og det har været min clutter-clearings opgave i dag.

Tlf-samtaler, mail-opsamling,  regnskabsoverblik. Tjek tjek tjek.

Jeg må lyde så urimelig frelst, når jeg sidder her med friske blomster og solskin, spinnende katte og varm kaffe. Det er ikke så dansk, det der med at indrømme, at man nærmest er lykkelig… At man er let og tingene glider. At ens barn ringer, ikke for at pive over savn, men for “bare lige at sige, at nu har de bygget en forhindringsbane, hvor den nye kanin træner, og vi snakkes ved, Mor”…

På den anden side, er det også bare for nederen ikke at dele glæden. Tænk at der skulle “så lidt til” for at få mig løftet og op i svingninger. Små skridt – lidt fordybelse og fokus.

I går aftes sad jeg med “Sines Sange” og kiggede tekster igennem. Jeg er som tidligere fortalt næsten færdig med melodi og musik til 10 af dem. Jeg har valgt dem fra de 25 tekster i kladdehæfter og er startet med at skrive de sange, der først kaldte på mig. Pludselig faldt jeg over en tekst, jeg nærmest ikke havde fået øje på. Den var bare så rørende og smuk – og ret så vemodig. Sine blev syg som 43-årig og lå 25 år i sygeseng, før hun døde i 1956. Dette digt må være skrevet hen mod slutningen, eller i hvertfald i en tid, hvor hun ikke vidste, om hun ville komme gennem vinteren.

Nu venter jeg tålmodigt på at musikken flyder fra denne smukke tekst – men lad mig dele teksten med jer så længe:

Mit Sygekammer Vindue er saa klart og stort,
Mit eneste Udkik – Naturens skønne Port.

Derfra har jeg skuet de herligste Ting
Set paa at Træerne fik Blade og Spring

Set dengang Vaaren sit skønne Blomsterflor
Strøede ud over længselsfulde Jord.

Set landmanden pløje og harve og saa,
Set Sæden frembryde som bitte lille Straa

Hvor hastigt alt vokser, Korn har nu Kærne sat,
Og staar paa Marken, gyldent med Landets rige Skat.

Med Vemod ser jeg Landmanden meje Skaar paa Skaar,
Mens Pigen halvt i Løb bagefter ham gaar,

Og sanker op og binder de bugnende Neg.
Den landmand hvæsser leen, alt gaar som en leg.

De Blade jeg saa grønnes og skyde i Spring,
de hvirvler nu i Blæsten, foruden liv omkring,

og lægger sig i Dynger, O Foraars faure liv,
snart vil du opløses og atter blive Støv!

Men hvad er det, der danser i kaadeste Leg?
Det er jo Sne, fra Himlen, den lægger sig blej.

Om faldende Blade, om hver en Busk, hvert Træ,
Skærmer og beskytter som det luneste Læ.

Du Sne, du Sne saa hvide! Jeg hilser dig saa fro
Ræddes ej for under dit lune Tæppe bo

Du hindrer jo at Frosten skal svide ihjel
Det Liv Mulden dækker til Vinter gaar på Hæld

Naar Vaar igen frembryder, med Blomster og med Løv
Kanske det er mig, som paany er blevet Støv.

Apropos kaffen, jeg er næsten løbet tør – så eftermiddagen byder på en køretur til nærliggende købmand og tanke op på kaffe, danskvand og måske et par friske fisk fra fiskemanden…

J.

h1

Dag 4. Midtvejs – standarden sat

juni 13, 2011

Jeg har givet mig selv en gave. Lige nu sidder jeg midt i gave-udpakningen og smiler over hele bærret. Jeg har givet mig selv 3 dage i et fint sommerhus, kærligt udlånt af en nær veninde. Jeg har pakket bøger, skridttæller, computer, badetøj, klaver, noter og kattene og har lavet en lille hyggelig hule, der skal støtte mig gennem anden halvdel af min fokus-uge. IHHH hvor er det luksus!

Jeg har forberedt mig, så jeg har lavet en madplan for dagene her og medbragt alt, jeg skal spise (målt ret så præcist af hjemmefra), så jeg ikke skal forholde mig til det. Jeg har et par bonus-ture til den nærliggende havneby, hvor der skulle være frisk fisk – men ellers er det ikke planen, at jeg skal andet end til stranden, på gå- og løbeture og sidde på terrassen.

Aftenen i går og morgenen i dag er blevet brugt på skønt nærvær med Rumle. Han kom hjem i går fra Dyrskue i Odense med en kanin (…) så han kommer til at bruge de næste par dage med sin far på at bygge et udendørs bur til den. Det er fint, at de får lidt fred til det – så her til morgen fik jeg hygget godt med ham, så han er tanket godt op. Fra torsdag har jeg ham fuld tid i 6 dage, så jeg kan med god samvittighed slippe ham nu og nyde min alenetid.

Min oprydning i dag er i “mine standarder”. Jeg har brainstormet på de områder af mit liv, hvor jeg enten har standarder, jeg skal opretholde eller nye standarder, jeg skal indføre. For at implementere dem bedst muligt, har jeg lavet en afkrydsningsliste med 10 områder, hvor jeg har sat en standard, der ikke er til forhandling. Der er ingen af dem, der er urimelige, uopnåelige eller urealistiske – og listen støtter op om de små skridt, jeg ønsker at gå hen over sommeren mod mit store efterårsmål, at være klar til pladeindspilning.

Til inspiration kommer listen her – måske du har lyst til at kigge på dine standarder?

* mindst 7 timers søvn (6 nætter om ugen)

* tage vitamin/vitamin og olie-tilskud (dagligt)

* mindst 10.000 skridt dagligt (6 dage om ugen)

* et moment af powernap / selvhypnose eller meditation (6 dage om ugen)

* Max 1500 kcal dagligt (6 dage om ugen)

* fortsat helt sukkerfri. Må indtage sukkerfri is eller chokolade 2-3 gange ugtl

* mindst 3 intense træningssessions om ugen á mindst 30 minutter

* mindst 3 momenter med fordybelse og læring om ugen (læse, skrive, lytte)

* Lille daglig clutterclearing og oprydning f.eks. en skuffe, et skab el. lign (6 dage om ugen)

* mindst ét bevidst moment af GLÆDE, FEST, BEGEJSTRING, LATTER el lign. hver dag (alle 7 dage).

Jeg har sørget for at lave alle 10 punkter så præcise, at de er målbare. Dvs. at jeg kan krydse af, om jeg har nået dem eller ej. Der skal ikke fortolkes, om det er nået eller ej. Det er tydeligt. Enten har jeg trænet 30 minutter eller også har jeg ikke. Enten har jeg gået 10.000 skridt eller ikke. Samtidig er hver standard bevidst sat efter at det vil gøre en forskel i mit liv og bringe mig tættere på mine visioner og ‘den bedste version af mig’. Det vil også være nemt at se om det virker, og det vil være muligt for mig at evaluere efter nogle uger og se, om jeg har skudt forbi og så justere.

Jeg har indlagt ved de fleste af punkterne mulighed for en ugentlig fridag. Der kan være dage med meget rejseri, fester eller andet, der skal tages hensyn til – og hellere have indlagt muligheden, end føle, at jeg går på kompromis.

NU vil jeg lukke computeren ned og gå en tur på stranden. Få noget luft, nogle skridt i tælleren og måske en dukkert…

Mild mandag til alle
J.

h1

Dag 3. Gettting leverage

juni 12, 2011

Stille søndag. Eftertanke. Ro. Ømhed i muskler efter træning og træthed af udrensning. Klassisk tredje-dag. Det er nu, jeg skal helt ind til kernen af de forandringer, jeg ønsker at manifestere. Hvorfor jeg gerne vil nå dette mål. Hvad er min dybeste motivation: “how do I get leverage” – dvs, hvornår er det så bydende nødvendigt for mig at skabe denne forandring, at der ikke er nogen vej tilbage.

For mig er det tanken om pladen – mit slutprodukt på denne forandringsproces. Ønsket om at sidde med flow, overskud, fri stemme, fri krop og høj energi og synge med alt jeg kan. Ønsket om at bidrage med smukke sange, der rører folk og turde stå frem med dem med dem OG med mig.

Denne uge handler ikke om ‘hvor meget jeg taber mig’ eller hvilket ideal, jeg skal leve op til. Det handler om at træne det sted i mig, hvor jeg forløser mit største potentiale. Hvor jeg har friheden, glæden, overskuddet til at være her fuldt og helt. Hvor jeg tager mig og mit liv alvorligt – og NYDER det. Lever det.

Musikken, sangene er stor del af min motivation. Jeg ELSKER at synge for folk. Synge med folk. Røre, bevæge, flytte energi. Samle energi. Forløse energi. Det er min motivation for at VÆRE der igen. Det handler ikke om kilo – men om at sige ja til mig selv. Stå op for mig selv. Hver dag.

Her til formiddag har jeg ryddet op i et enkelt skab. Sorteret vitaminer til resten af måneden og lavet min sunde morgen-müsli. Imens går jeg og lytter på et spændende foredrag om at ændre vaner, og tænker over hvilke vaner, jeg har i mit liv. Både dem, der støtter og løfter fremdriften og dem, der fastholder og forhindrer forandring.

Klaveret kalder. Jeg vil spille de 10 sange igennem, jeg er færdig med og virkelig være til stede til dem, der hvor jeg er nu.

Glædelig pinsesøndag
J.

h1

Dag 2. Godt begyndt…

juni 11, 2011

Har fået en flyvende og god start på mit 7-dages fokus. Humøret og motivationen er høj. Dagen i går blev brugt på at skabe overblik, fylde benzin på tanken og lave en begyndende køreplan. Jeg havde en rimelig klar idé om, hvad retning mit fokus skulle gå – og det var meget støttende at lave mindmaps, se det hele visuelt, bryde op i en række mindre del-projekter OG sætte i fuld sving.

Jeg har skåret til benet og i bogstaveligste forstand set mig selv i spejlet – og kigget dybt. Mit hovedmål og slutresultat er at lave, indspille og udgive min egen plade om 3-6 måneder. Det er tid. Det giver mening. Det står på listen over 100 ting, jeg vil nå i dette liv og det passer så fint med den måde, mit liv er indrettet på lige nu.

Jeg har valgt at bruge denne uge på at tage de første skridt – og vigtige skridt – mod dette slut-resultat, og jeg har sat en proces i gang nu, der skal gøre mig klar hertil. Alt, jeg fokuserer på denne uge skal støtte op om det, og jeg har valgt syv specifikke områder, jeg vil rydde op i og syv konkrete handlinger, jeg skal omkring.

Godt begyndt er halvt fuldendt. Jeg kan se og høre pladen for mig. Den lyser, stråler og glæder med smukke, poetiske sange og rørende vellyd.  Det motiverer mig, at se mig selv synge disse sange, leve musikken og stå i det lys.

Vejen derhen… Denne uges fokus bliver at starte en proces i mig med at rense ud i de begrænsende og beskyttende lag fysisk og psykisk. Jeg skal i så god form, at jeg kan lyde allerbedst muligt, jeg skal renses ud, så jeg kan få taget nye billeder og se allerbedst ud på dem. Jeg skal opbygge indre og ydre stamina.

Jeg erkender, at jeg har puttet mig og pakket mig ind – og nu er det tid at fokusere på det og give mig selv den omsorg, ro og kærlighed, det kræver at pakke ud.

For et par uger siden havde jeg en stor AHA-oplevelse, der bestemt også har sat dette i fokus. Jeg var på date på en ellers flink og fin fyr, der på mange måder potentielt set kunne være et godt kæreste-match. Fin kemi og gode snakke. Efterfølgende vred han sig i tøjret og takkede pænt nej tak til flere dates. Han var klar i mæglet: “Jeg er normalt kæreste med smukke, slanke kvinder”.

Det kan man jo tænke lidt over – og synes om, hvad man vil. Det ville være nemt at synes alt muligt om ham – eller bortforklare hans reaktion – eller bare afskrive ham uden at tænke mere over det. Men sandheden er, at det var et wake-up-call. Det er jo fuldstændigt ligegyldigt, hvad han syntes eller ikke syntes – det gør jo ikke mig fed, tyk og gammel – men jeg måtte bare erkende, at JEG ikke synes jeg er smuk og slank for tiden. Jeg ved, at jeg kan være en bedre version af mig, og at jeg er den eneste, der kan tage ansvar for at blive det.

Så det er mit fokus denne uge. At skabe omgivelser, der støtter mig bedst muligt. At lave daglige ritualer og et grundlæggende set-up, der gør det nemt og sjovt for mig at rense ud, komme i form og få energien op igen. At lave den første fundamentale udrensning og klargøring til en lang proces frem mod, at jeg står med pladen i hånden til jul.

Det første område, jeg derfor ryddede op i går var vores spisekammer. Alt blev vasket ned, sorteret. Gammelt mad blev smidt ud og tingene sat pænt op. Jeg fik lavet en liste over hvad jeg mangler af sunde basis-ting, som jeg så har hentet i dag.

Det var min mening at slutte der – men jeg blev så grebet af ajax-bøtten, at jeg fortsatte i køkkenet og kom godt omkring. Det har jeg fortsat i dag. Elkedlen er blevet afkalket, opvaskemaskinen renset igennem og har fået fyldt nyt salt på. Afløbene har fået rens og hylder blevet vasket af. En masse ting i køkkenet er sorteret. Noget smidt ud, andet sat væk og resten sat pænt på plads, så det er lige til at bruge. Det er bare nemmere at lave sund og lækker mad, når køkken og spisekammer stråler. På kost-siden har jeg genoprettet min profil på den side, der hedder Madlog, hvor man skriver kosten ned og sikrer at man får den rette sammensætning (og mængde) af protein, kulhydrat og fedtstoffer. Det gør det meget tydeligt og er motiverende for mig. Samtidig har jeg lavet en overordnet skitse af alle måltider til den kommende uge, så jeg ved, hvad jeg skal købe ind og lave.

På motionssiden har jeg købt en skridttæller og sat et dagligt mål. Det er konkret, det er målbart og det er nemt at kombinere med andre aktiviteter. Det gav f.eks. et par tusind skridt at gøre rent og rydde op… Jeg kan tydeligt mærke, at jeg ikke længere bor på femte sal, så der skal kompenseres ved anden motion. Dertil har jeg lavet en plan for at bruge min Wii til at træne på hver dag.

Det hele gælder om at jeg bliver committet og kommer igang og det er det, ugen skal bruges på. Samtidig er opstart med motion og kost-justering særlig fordi der er fysiske reaktioner ved udrensningen (ømhed, hovedpine, træthed osv), så det er rart at have plads til det. Jeg betragter ugen som mit eget lille detox-forløb.

Mentalt og psykisk allierer jeg mig med gode boger, gamle noter fra kurser, terapi og undervisning samt forskellige lyd-bøger. Jeg har lavet en plan over, hvad jeg vil igennem hver dag hele ugen og startede ud i går aftes med at læse over halvdelen af Karen Kingstons “Ryd op i dit rod”. Fantastisk og præcis bog. Og en god reminder om, hvor meget rod dræner og låser.

Både i går og i dag har jeg lavet en guidet meditation / hypnose, der handler om at ændre sit liv og fokus. Den vil jeg lave hver dag, det er kun en halv time, så den bliver puttet ind midt på dagen og giver lidt følelsen af powernap.

Mange små skridt.

Hvad med jer? Er der nogen, der vandrer med i egen proces?
Lykkelig lørdag – NU en lang gåtur med Anthony Robbins i ørerne.

J.

h1

Dag 1. Overblik, planer og prioritering

juni 10, 2011

Er vågnet med spænding og glæde. Klar til at stille kikkerten skarpt og fokusere på dét, der virkelig er vigtigt, og hvor jeg gerne vil hen. Så i dag gælder det om at finde ud af, hvad det er. Det handler om at sortere. Bryde ned i små bidder, så det ikke overvælder og jeg drukner – og så få lavet en konkret handlingsplan.

Flere af jer skrev tilbage i går, at det lød fantastisk med en fokus-uge, men gav udtryk for, at det tager alt for meget tid. At I ikke kan hive en uge ud og fordybe jer. Det kender jeg jo godt. At man næsten opgir, før man er i gang, for der er hele tiden noget andet, der er vigtigere. Noget, der skal gøres og fylder ens tid. Nogengange er det at løbe rundt i små cirkler og stresse over alt det man ikke når og gør. Eller ligge på sofaen og puste af overvældelse over alt det ingenting, man når. Fuld af skyld og stress.

Så kodeordene her er SMÅ SKRIDT og KEEP IT SIMPLE.

Altså – fokus behøver ikke være tidskrævende. Det er mindst lige så vigtigt, at det netop integreres naturligt og tidsbesparende med dagligdagen, med arbejdet, med familien – med alt det andet.

En anden skriver, at det vil da være skønt at fokusere intenst på noget – men der skal bare lige ryddes op først… (og så ved vi jo godt, hvordan det oftest går). Netop denne udfordring løser jeg selv ved at gøre følgende:

Jeg vælger 7 specifikke områder i mit hjem og i mit liv, som jeg vil rydde op i og lave såkaldt “clutter-clearing” på. Et lille område pr. dag. I dag skal jeg derfor også lave en brainstormning på disse, når jeg har zoomet ind på mit overordnede fokusområde.

Arbejsplan for DAG 1: At skabe overblik. Vælge FOKUS, MÅL og DELMÅL.

1a) Stort kreativt (farver og striber…) MINDMAP over ting, jeg gerne vil fokusere på i mit liv (både privat- og arbejdsliv), med tydelig visning af, hvordan områderne hænger sammen og hvilke, der umiddelbart passer med andre eller er afhængige af andre. En kortlægning over mine drømme, ønsker og visioner.

1b) prioritering af Mindmap-områder og mulighed. Hvad er virkelig vigtigst. Sjovest. Hvad giver mest mening. Dernæst beslutte, hvad jeg vil fokusere på og lave et specifikt mål for de næste syv dages fokus.

1c) skrive et par linjer om HVORFOR dette netop er så vigtigt og WHAT’S IN IT FOR ME. Der må være en stærk motivation for, at netop dette skal have fokus. Det skal komme af nødvendighed. Jeg skal vælge det vigtigste og mærke helt ind, at det virkelig ER vigtigt for mig.

2) Liste over 7 små områder, der skal cleanes og cleares (enten fysisk, praktisk eller psykisk) der kan løfte processen dag for dag. De skal kunne klares på ½-1 time, så de ikke overvælder mig. Jeg skal i gang med første område og se, hvornår det passer ind i dagen, så det bliver tjekket af på listen.

3) Lave et nyt mindmap med udgangspunkt i mit valgte fokusområde, med små specifikke handlinger, jeg kan tage. Igen prioritering af disse og konkret planlægning af, hvordan og hvornår de udføres. Altså en kortlægning af, hvordan jeg successikrer og måler ugens fokus. Jeg skal gerne kunne krydse konkret af på listen, så jeg kan se skridtene manifestere sig.

I morgen fortæller jeg om, hvordan jeg er kommet i gang. Indtil da kan DU måske tænke over, hvilke SMÅ skridt, du kan tage i dit liv de næste 7 dage til at komme tættere på noget, der virkelig er vigtigt for dig.

ALTSÅ:

Vælg 1 fokus, der giver mening og gør en forskel (og slip så for syv dage ALLE de andre ting, der stresser. Med god samvittighed – for du gør nu noget, der virkelig er vigtigt for dig).

Vælg 7 konkrete områder at cleare (kan være alt fra en bunke noter på skrivebordet, et skab eller en skuffe, indboksen, regninger, oprydning i indre overbevisninger om et bestemt område osv.) og gå i gang med det første.

Beslut 7 små handlinger, der støtter fokus (kan være et telefonopkald, købe eller bestille et hjælpemiddel, læse i en bog der har ligget på hylden, løbe en tur, meditere på et tema, række ud efter hjælp osv) og udfør straks det første.

Sæt i gang!
På genhør i morgen.  Jeg håber meget, du har lyst til at skrive i kommentarfeltet, hvordan det går hos dig- det er altid rart at have nogen at følges med.
J.

h1

7 dage – ét fokus…

juni 9, 2011

Nu er det tid til fordybelse. Ét fokus i syv dage. Helt ind og mærke. Getting clear! Et tema fra mange vinkler og med daglige øvelser og strategier. Det starter i morgen tidlig.

For at forberede dette, er dagen i dag brugt på oprydning. Altså i kategorien ‘forårsrengøring’. Pyt med at det lige er det seneste tidspunkt at gøre det på – men rent og ryddeligt blev der. Og tænk sig, jeg fandt de smukkeste bonderoser i haven, der næsten ikke kan være der for sig selv, så meget svulmer de. Dem blev der plukket nogle stykker af og sat i blå vaser rundt i min stue.

Her til sidst er både Rumle og jeg selv blevet vasket godt og grundigt, og nu sidder vi med hver sin computer og dufter af sæbe og overskud. Oprydningen i dag danner base for mig for de 7 dages FOKUS. Jeg ved, at jeg vil bruge de næste syv dage på fuldt og helt og koncentrere mig om et område af mit liv. Jeg ved ikke helt endnu hvilket – det er som sådan ikke det væsentlige – men jeg længes efter at fordybe mig og synke ned i ‘det, der virkelig er vigtigt’. Og det skal selvfølgelig støtte op om hele mit kvartalsfokus, der er at skabe klarhed, overblik og give fuldt og helt slip på alt, der ikke skal med videre. Getting clear.

For at støtte mit ugeforløb, vil jeg dele processen og øvelserne her på bloggen – dag for dag. Vil du være med?? Så kan jeg fortælle, hvad og hvordanjeg gør og griber det an – og så kan du hænge på med dit eget selvvalgte fokus, så meget du har lyst, tid og mulighed for. Hvem ved, hvad det kan bringe på bare én uge. En eller anden klog mand har sagt at “vi overvurderer, hvad vi kan nå på fem timer, men undervurderer hvad vi kan nå på fem dage”. Så må én uge kunne flytte bjerge.

Jeg har ryddet kalenderen frem til næste fredag. Jeg har så godt som ingen aftaler af nogen art de næste 7 døgn – og dem, jeg har kan klares over Skype eller mail. Så der er klart – og rent – og smukt.

Foran mig ligger en stak bøger, der ikke nødvendigvis bliver selve fokuset, men som kaldte fra boghylderne, da jeg ryddede op og tørrede af. Det er delvis Feng Shui-bøger, om ”Simple living” og “ryd op i dit rod” + a Course in Miracles, “SoulCoaching” af Denise Linn og Julia Camerons “Walking in this World”…

De kommer til at støtte mig i fokus-ugen. Måske fulgt af flere, hvis jeg bliver inspireret.

I morgen tidlig starter jeg med et Mindmap, der skal afklare hvad fokus bliver, hvordan jeg griber det an, og hvor jeg gerne vil hen. Dernæst en strategi og udspecificeret plan for ugen.

SÅ langt så godt.
Er du med?

Forventningsfuld torsdagsbegejstring
J.

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Join 2.093 other followers