Har fået en flyvende og god start på mit 7-dages fokus. Humøret og motivationen er høj. Dagen i går blev brugt på at skabe overblik, fylde benzin på tanken og lave en begyndende køreplan. Jeg havde en rimelig klar idé om, hvad retning mit fokus skulle gå – og det var meget støttende at lave mindmaps, se det hele visuelt, bryde op i en række mindre del-projekter OG sætte i fuld sving.
Jeg har skåret til benet og i bogstaveligste forstand set mig selv i spejlet – og kigget dybt. Mit hovedmål og slutresultat er at lave, indspille og udgive min egen plade om 3-6 måneder. Det er tid. Det giver mening. Det står på listen over 100 ting, jeg vil nå i dette liv og det passer så fint med den måde, mit liv er indrettet på lige nu.
Jeg har valgt at bruge denne uge på at tage de første skridt – og vigtige skridt – mod dette slut-resultat, og jeg har sat en proces i gang nu, der skal gøre mig klar hertil. Alt, jeg fokuserer på denne uge skal støtte op om det, og jeg har valgt syv specifikke områder, jeg vil rydde op i og syv konkrete handlinger, jeg skal omkring.
Godt begyndt er halvt fuldendt. Jeg kan se og høre pladen for mig. Den lyser, stråler og glæder med smukke, poetiske sange og rørende vellyd. Det motiverer mig, at se mig selv synge disse sange, leve musikken og stå i det lys.
Vejen derhen… Denne uges fokus bliver at starte en proces i mig med at rense ud i de begrænsende og beskyttende lag fysisk og psykisk. Jeg skal i så god form, at jeg kan lyde allerbedst muligt, jeg skal renses ud, så jeg kan få taget nye billeder og se allerbedst ud på dem. Jeg skal opbygge indre og ydre stamina.
Jeg erkender, at jeg har puttet mig og pakket mig ind – og nu er det tid at fokusere på det og give mig selv den omsorg, ro og kærlighed, det kræver at pakke ud.
For et par uger siden havde jeg en stor AHA-oplevelse, der bestemt også har sat dette i fokus. Jeg var på date på en ellers flink og fin fyr, der på mange måder potentielt set kunne være et godt kæreste-match. Fin kemi og gode snakke. Efterfølgende vred han sig i tøjret og takkede pænt nej tak til flere dates. Han var klar i mæglet: “Jeg er normalt kæreste med smukke, slanke kvinder”.
Det kan man jo tænke lidt over – og synes om, hvad man vil. Det ville være nemt at synes alt muligt om ham – eller bortforklare hans reaktion – eller bare afskrive ham uden at tænke mere over det. Men sandheden er, at det var et wake-up-call. Det er jo fuldstændigt ligegyldigt, hvad han syntes eller ikke syntes – det gør jo ikke mig fed, tyk og gammel – men jeg måtte bare erkende, at JEG ikke synes jeg er smuk og slank for tiden. Jeg ved, at jeg kan være en bedre version af mig, og at jeg er den eneste, der kan tage ansvar for at blive det.
Så det er mit fokus denne uge. At skabe omgivelser, der støtter mig bedst muligt. At lave daglige ritualer og et grundlæggende set-up, der gør det nemt og sjovt for mig at rense ud, komme i form og få energien op igen. At lave den første fundamentale udrensning og klargøring til en lang proces frem mod, at jeg står med pladen i hånden til jul.
Det første område, jeg derfor ryddede op i går var vores spisekammer. Alt blev vasket ned, sorteret. Gammelt mad blev smidt ud og tingene sat pænt op. Jeg fik lavet en liste over hvad jeg mangler af sunde basis-ting, som jeg så har hentet i dag.
Det var min mening at slutte der – men jeg blev så grebet af ajax-bøtten, at jeg fortsatte i køkkenet og kom godt omkring. Det har jeg fortsat i dag. Elkedlen er blevet afkalket, opvaskemaskinen renset igennem og har fået fyldt nyt salt på. Afløbene har fået rens og hylder blevet vasket af. En masse ting i køkkenet er sorteret. Noget smidt ud, andet sat væk og resten sat pænt på plads, så det er lige til at bruge. Det er bare nemmere at lave sund og lækker mad, når køkken og spisekammer stråler. På kost-siden har jeg genoprettet min profil på den side, der hedder Madlog, hvor man skriver kosten ned og sikrer at man får den rette sammensætning (og mængde) af protein, kulhydrat og fedtstoffer. Det gør det meget tydeligt og er motiverende for mig. Samtidig har jeg lavet en overordnet skitse af alle måltider til den kommende uge, så jeg ved, hvad jeg skal købe ind og lave.
På motionssiden har jeg købt en skridttæller og sat et dagligt mål. Det er konkret, det er målbart og det er nemt at kombinere med andre aktiviteter. Det gav f.eks. et par tusind skridt at gøre rent og rydde op… Jeg kan tydeligt mærke, at jeg ikke længere bor på femte sal, så der skal kompenseres ved anden motion. Dertil har jeg lavet en plan for at bruge min Wii til at træne på hver dag.
Det hele gælder om at jeg bliver committet og kommer igang og det er det, ugen skal bruges på. Samtidig er opstart med motion og kost-justering særlig fordi der er fysiske reaktioner ved udrensningen (ømhed, hovedpine, træthed osv), så det er rart at have plads til det. Jeg betragter ugen som mit eget lille detox-forløb.
Mentalt og psykisk allierer jeg mig med gode boger, gamle noter fra kurser, terapi og undervisning samt forskellige lyd-bøger. Jeg har lavet en plan over, hvad jeg vil igennem hver dag hele ugen og startede ud i går aftes med at læse over halvdelen af Karen Kingstons “Ryd op i dit rod”. Fantastisk og præcis bog. Og en god reminder om, hvor meget rod dræner og låser.
Både i går og i dag har jeg lavet en guidet meditation / hypnose, der handler om at ændre sit liv og fokus. Den vil jeg lave hver dag, det er kun en halv time, så den bliver puttet ind midt på dagen og giver lidt følelsen af powernap.
Mange små skridt.
Hvad med jer? Er der nogen, der vandrer med i egen proces?
Lykkelig lørdag – NU en lang gåtur med Anthony Robbins i ørerne.
J.
