refleksion - når fortid, nutid og fremtid mødes

I dag har jeg en særlig mulighed, som jeg glæder mig usigeligt til. Jeg får heldagsbesøg af et menneske, der kender mig mere end ret mange, og som alligevel har helt friske øjne på mig. Og omvendt.

Der er denne her skønne pige, der nok hører til på ‘top tre’ på listen over mennesker, der har påvirket mig mest so far i dette liv. Hun kom nemlig ind i 5. klasse, dengang hvor det var allersværest at være anderledes. Hvor hormonerne netop var begyndt at bruse i blodet og hvor jeg var udenfor, misforstået og ensom. Det er først inden for de sidste par år, at jeg har forstået, at “min anderledeshed” altid har haft en årsag, i kraft af min milde form for højtfungerende autisme – og dengang var det umuligt for mig at indgå i de komplicerede sociale spil, der var i klassen og blandt pigerne. At jeg samtidig var lærerbarn forstærkede egentlig bare mobningen, i kombination med at jeg fik gode karakterer, nød at lære og havde et naturligt leder-gen (læs: gerne ville bestemme).

Dagbog fra 1985, hvor jeg præsenterer mig for en usynlig læser: “…det er ikke lutter lagkage, for min mor og far er lærere på skolen og jeg bliver mobbet [...] i perioder laver klassekammeraterne sådan en slags leg at hvis man rører ved mig, får man lus, og så hopper og hviner de og løber efter andre i klassen for at give den vidre.”

Da hun var ligeså anderledes som mig – på sin egen måde – fandt vi en overjordisk connection, der for måske første gang viste mig, at vi ikke behøver være alene om det her projekt, der hedder livet. Vi havde 5 år sammen som bedste veninder. Hjalp hinanden navigere, nørdede sammen (vi opfandt f.eks vores eget sprog med både skrift og tale, udviklede forskellige mærkelige kortspils-variationer, når vi var trætte af de gængse og en masse andre sjove og underlige projekter).

Essensen af en hjerteveninde og soulmate. Hun så mig, hun accepterede mig og vi var os selv i hinandens selskab. En enorm lettelse! Hvis andre ikke gad os, havde vi i hvert fald hinanden. Det gav mig en indre støtte og vished om at nu kunne det lade sig gøre at connecte med andre, og selvom vi gled fra hinanden i gymnasietiden og vore veje helt skiltes, var der en dyb taknemmelighed og kærlighed til hendes og vores venskab, som jeg har båret med mig gennem alle årene – og der er ofte fløjet en lille tanke hendes vej.

For et par år siden viste Facebook sig fra sin absolut bedste side, da den fik mig gen-connected med hende, og siden har vi opbygget en voksen-version af vores tidlige teenage-venskab. Vore veje har været vidt forskellige og alligevel er det så tydeligt, at vi hver i sær har bygget på den personlighed, der allerede dengang viste sig. Vi bor i hver sin ende af landet, har begge travle karrierer og mange bolde at jonglere, har begge børn og forpligtelser. Efter en lidt langsom opstart over noget tid, har vi nu mødt hinandens familier igen og har gennem nu fire måneder holdt et længere telefonmøde hver 14. dag. Til stor glæde, støtte og sparring for os begge.

I dag får vi for første gang RIGTIG tid til at sætte os sammen og tale ubegrænset. Ingen børn, mænd, forpligtelser eller forstyrrelser. Bare nærvær (og et par spande kaffe). Vi har begge nogle overvejelser om stort og småt, karrierer og livs-indretning, vi gerne vil have vendt, og jeg har en klar forestilling om at jeg “er en ny og bedre version af mig selv” i aften, når hun igen vender snuden mod Sjælland.

Det kan man da kun være taknemmelig for. Så fortiden møder i sandhed nutiden i dag – og former fremtiden!

Strålende søndag!
J.