Morgenenergizer 23.02.12

Ryslinge InnovationCamp, februar 2012

refleksion – når fortid, nutid og fremtid mødes

I dag har jeg en særlig mulighed, som jeg glæder mig usigeligt til. Jeg får heldagsbesøg af et menneske, der kender mig mere end ret mange, og som alligevel har helt friske øjne på mig. Og omvendt.

Der er denne her skønne pige, der nok hører til på ‘top tre’ på listen over mennesker, der har påvirket mig mest so far i dette liv. Hun kom nemlig ind i 5. klasse, dengang hvor det var allersværest at være anderledes. Hvor hormonerne netop var begyndt at bruse i blodet og hvor jeg var udenfor, misforstået og ensom. Det er først inden for de sidste par år, at jeg har forstået, at “min anderledeshed” altid har haft en årsag, i kraft af min milde form for højtfungerende autisme – og dengang var det umuligt for mig at indgå i de komplicerede sociale spil, der var i klassen og blandt pigerne. At jeg samtidig var lærerbarn forstærkede egentlig bare mobningen, i kombination med at jeg fik gode karakterer, nød at lære og havde et naturligt leder-gen (læs: gerne ville bestemme).

Dagbog fra 1985, hvor jeg præsenterer mig for en usynlig læser: “…det er ikke lutter lagkage, for min mor og far er lærere på skolen og jeg bliver mobbet [...] i perioder laver klassekammeraterne sådan en slags leg at hvis man rører ved mig, får man lus, og så hopper og hviner de og løber efter andre i klassen for at give den vidre.”

Da hun var ligeså anderledes som mig – på sin egen måde – fandt vi en overjordisk connection, der for måske første gang viste mig, at vi ikke behøver være alene om det her projekt, der hedder livet. Vi havde 5 år sammen som bedste veninder. Hjalp hinanden navigere, nørdede sammen (vi opfandt f.eks vores eget sprog med både skrift og tale, udviklede forskellige mærkelige kortspils-variationer, når vi var trætte af de gængse og en masse andre sjove og underlige projekter).

Essensen af en hjerteveninde og soulmate. Hun så mig, hun accepterede mig og vi var os selv i hinandens selskab. En enorm lettelse! Hvis andre ikke gad os, havde vi i hvert fald hinanden. Det gav mig en indre støtte og vished om at nu kunne det lade sig gøre at connecte med andre, og selvom vi gled fra hinanden i gymnasietiden og vore veje helt skiltes, var der en dyb taknemmelighed og kærlighed til hendes og vores venskab, som jeg har båret med mig gennem alle årene – og der er ofte fløjet en lille tanke hendes vej.

For et par år siden viste Facebook sig fra sin absolut bedste side, da den fik mig gen-connected med hende, og siden har vi opbygget en voksen-version af vores tidlige teenage-venskab. Vore veje har været vidt forskellige og alligevel er det så tydeligt, at vi hver i sær har bygget på den personlighed, der allerede dengang viste sig. Vi bor i hver sin ende af landet, har begge travle karrierer og mange bolde at jonglere, har begge børn og forpligtelser. Efter en lidt langsom opstart over noget tid, har vi nu mødt hinandens familier igen og har gennem nu fire måneder holdt et længere telefonmøde hver 14. dag. Til stor glæde, støtte og sparring for os begge.

I dag får vi for første gang RIGTIG tid til at sætte os sammen og tale ubegrænset. Ingen børn, mænd, forpligtelser eller forstyrrelser. Bare nærvær (og et par spande kaffe). Vi har begge nogle overvejelser om stort og småt, karrierer og livs-indretning, vi gerne vil have vendt, og jeg har en klar forestilling om at jeg “er en ny og bedre version af mig selv” i aften, når hun igen vender snuden mod Sjælland.

Det kan man da kun være taknemmelig for. Så fortiden møder i sandhed nutiden i dag – og former fremtiden!

Strålende søndag!
J.

restituering

Den første hverdagsmorgen i mange uger, hvor jeg er uden aftaler, uden planer og uden Rumle – og dermed uden den tidlige afleveringstur til Odense.

Sidder i et stille (meget stille) øjeblik med morgenkaffen, dynen (nu med kat på), seneste afsnit af Modern Family og restituerer efter en helt fantastisk energizende, opløftende og spændende uge.

Dagen i går var sådan en slags kulminering med intet mindre end fire forskellige workshops + morgensang. Jeg kom langt omkring, og det var så sjovt!

Hvornår får man f.eks. lov at lære 20 franske skolepiger at synge gospel-agtigt. Hold da fest, hvor de på én gang var fascinerede, nysgerrige og samtidig ufatteligt hæmmede, generte og pinligt berørte over pludselig at skulle bruge krop og stemme. Der kom dog mere og mere hul igennem – og de pæne franske smil blev bredere og bredere.

Eller hvornår får man lov at hjælpe nær 100 skolelærere samle energien til fællesskab og samarbejde efter sammenlægning af 4 forskellige mindre skoler. Det var en af de workshops, hvor ALT jeg sagde blev ‘misforstået’ og lumret til. Om det så siger mest om mig eller skolelærene vil jeg lade stå usagt.

Spændende processer er i gang på Innovationshøjskolen i Ryslinge, hvor jeg bruger meget tid lige nu. De studerende er for alvor ved at mærke mulighederne og jonglerer på livet løs, for ikke at tabe for mange af de bolde, de får kastet og allerhelst ville spille videre. De er nået lige dertil, hvor den første honey-moon-energi er ved at være brugt op, der dukker lidt hjem-ve og overvældenhed op. De skal nu for alvor forholde sig til gruppens og stedets dynamikker og det er sindssygt spændende at være en del af. Fantastisk unge mennesker. Det tegner lovende for fremtidens innovatører.

Dagen sluttede med en rigtig treat – den perfekte afslutning på en lang dag. Jeg er ved at samle en gruppe dygtige, kærlige og nærværende sangere i Odense til “et nyt slags kor”. Jeg har lyst til og brug for at træde lidt ud af den traditionelle kor-boks – ikke at der er noget i vejen med den “gamle” måde at synge i kor på, jeg tror bare tiden er ved at vokse fra den. Så nu bruger jeg mine mange års erfaringer og tanker med kor til at “gøre noget andet”‘. Det er stadig i udvikling, og jeg forsøger at følge med energien og inspirationen uden at være for styrende. Det skal have lov at vokse organisk. Kodeordene er nærvær, optankende energi og lækker lyd! So far so good – det er indtil nu præcis, hvad der er opstået, så det tegner godt. Denne gang har jeg placeret mig der, hvor jeg er allerbedst; i cross-overland mellem gospel, soul og pop – og så lader jeg mig inspirere vældig meget af hele Glee-konceptet (fra USA), hvor de laver de fedeste arrangementer på nye måder. F.eks. er jeg ved at lave en kombination af Michael Jacksons “Man in the Mirror” og John Mayers “Waiting on the World to change”… Make that change - det bliver epic!

Selv efter en 14 timers arbejdsdag, var jeg helt rolig og åben i hjertet, da jeg i går aftes kørte hjem fra koret. Det er det bedste navigationsredskab, jeg har i mit liv: At tjekke ind og undersøge min indre tilstand, når jeg har været ude. Jeg har gang i de rigtige ting for min sjæl synger i vilden sky, tjek. Humøret er højt uden at jeg er overgearet eller belastet. Tjek! Stemmen er åben og smidig. Tjek!

Så nu er det nede i tempo – fokus på restituering. Dynen, kaffen og katten stadig varm. Tempoet lavt og smilet bredt. Dagen i dag er en fest og fridag. Jeg pakker bilen og kører til København i eftermiddag for i aften at fejre min gode veninde Camilla Tiedt-Friths pladerelease. Hun har skrevet fantastiske sange, samlet gode musikere og lavet en perle af en plade – Baglæns by Bagland.

Respekt! Det gider man godt fejre.
Flydende fredag og fygefri veje til alle!
J.

og så én gang til på Harley…

Undervisningen af fremtidens ledere på Ryslinge InnovationsHøjskole tager fart. Faktisk så meget fart, så de allerede er blevet smidt op på en Harley.

Ja det er indforstået. For dem, der har været på kursus hos mig og ved, hvordan min skæve hjerne arbejder. Harley’en er det symbolske energiløft #1 i min verden.

Den stimulerer os om man så må sige på alle fire planer (V-A-K-E).

Visuelt både som indre og ydre billeder. Rødt skinnende metal, blankpudset crom, højtsiddende styr, blå himmel, horisonten i det fjerne…

Auditivt med den dybe, resonante brølende motorlyd, som vi nemt genkalder for det indre øre.

Kropsligt fordi vi bare ved at “sætte os på den” i tankerne kommer ned i kroppen, ned i lænden, ned i Harley-punktet et par centimeter under navlen, samtidig med at vi får “løftet vingerne” og udvider brystkassen, står solidt plantet på jorden med begge ben og støtter helt nede fra underlivet.

Og Emotionelt fordi der er SÅ mange associationer og følelser forbundet med Harley’ens symbolik. Frihed, power, gennemslagskraft, mod, glæde – you name it. Altsammen følelser, vi med Harley som association får nemmere adgang til, så vi kan komme ud over scenekanten.

Så Harleyen har været med på InnovationsHøjskolen og eleverne fik store smil og god energi fundet frem. Det kan man lige skimte i denne lille video-snas (KLIK HER), hvor jeg fortæller lidt om hvor meget guld, der er at hente i sang og musik, når vi taler om ledelse af sig selv og andre. Hvor meget, vi kan brænde igennem og styrke vores selvværd når vi ved, hvordan vi skal bruge energien rigtigt.

Når du ser videoen: Bemærk mini-Harley, der er på banen, og ikke mindst eleverne, der står solidt plantet med åben krop og stemme, håret blæsende tilbage i vinden og hænderne på gas-håndtaget.

VROUUUUUMMMMMM
Total Tirsdag!

fremtidens ledere

I disse dage arbejder jeg intensivt med de nystartede innovations-studerende på Ryslinge Innovationshøjskole. Der er startet en gruppe op, der hele foråret skal arbejde med innovation og kreativitet, og det er min opgave at dele min værktøjskasse med dem, i håbet om at give dem ideer og støtte til at stå bedre på benene, performe indefra og ud og have de rigtige strategier til at motivere sig selv og hinanden.

Selve højskolen har fornyet sig. Den er brændt sammen som fugl Phønix og er genopstået med ny energi. Ny ledelse, nyt navn, nye muligheder. Masser af skønt kaos og kreativitet. Man skal blive høj af at gå på højskole. Det er smukt at se sammenholdet være etableret og funderet på bare et par uger, og mærke trygheden og loyaliteten i gruppen allerede. En fornøjelse at få lov at bidrage.

I dag skal vi arbejde med V-A-K-E systemet. Wake up! Vi skal træne redskaber i kategorierne Visuelt, Auditivt, Kropsligt og Emotionelt, for at styrke nærvær og kongruens, så det vi siger, gør, mærker og udstråler passer sammen. Jeg har sådan en tanke om, at de skal synge solo – det ved de bare ikke endnu. Hvis de vil… Det plejer de gerne at ville. Med lidt overtalelse.

Når vi er sammen, påvirker vi hinanden – uanset om vi vil eller ej. Som to stemmegafler, hvor den ene svinger og sætter den anden i svingninger. Er vi tunge og langsomme i energien, kan vi dræne omgivelserne og komme til at trække andre ned på vores “frekvens-niveau”. Er vi stærke og lette i vores energi, kan vi få andre op i højere svingninger. Det bliver man høj af, og det er dejligt! Når man ved hvordan man kan løfte andres energi, bliver man en god leder.

Så mit arbejde i dag er at sætte gruppen i endnu højere svingninger. Med vilje.
Fantastisk fredag til jer alle!

J.