Når der er plads...

I går var der julegudstjeneste i samarbejde med den lokale kirke, friskole og det nystartede børne-ungdomskor, vi har lavet. Det blev af flere grunde en rigtig dejlig og rørende oplevelse. En ting var, at alle (store som små) var begejstrede og selv de små pommes-fritter-sangere var så benovede, at de gosplede løs med store åbne øjne og klare stemmer (og slet ikke rullede rundt på gulvet). Det kan man jo i sig selv kunne blive juleglad af.

Noget andet, og faktisk endnu mere gribende var, at præsten Nanne Mølhave – der er den mest fantastiske, varme og nærværende kvinde – havde tænkt ud af boksen, og lavet et ‘julespil’ ud over det sædvanlige. Da juleevangeliet var blevet oplæst af konfirmanderne, talte hun om at have brug for hjælp, varme, ly – og om at blive afvist, når man har allermest behov. Hun tog udgangspunkt både i historien om Kong Pharaos udryddelse af de små drengebørn, og selvfølgelig om Joseph og Marias søgen efter overnatning i Bethelem… og pludselig gik kirkedøren op. Ind kom en sølle og møgbeskidt hjemløs med indkøbsvogn, sovepose, flasker og stor ståhej. De skabte nogen uro i kirken og især de mindste børn blev ret bange… Nanne skyndte sig ned, skældte ud og hældte manden ud af kirken med alle pakkenellikerne. Tilbage på gulvet igen ‘tænkte hun over’ hvad hun havde gjort og gik i dialog med børnene i kirken. I samråd blev de enige om at han ikke skulle afvises og gerne måtte være med, hvorefter Nanne hankede op i præstekjolen og spunsede ud af kirken efter vagabonden.

Det var det mest hjertegribende symbolske øjeblik og et af decembers ubetingede højdepunkter, da de sammen kom tilbage ind i kirken. Jeg nåede lige at få fanget øjeblikket på min telefon…