Dag 5. …og en kop kaffe

De sidste mange timer har jeg arbejdet intenst med at rydde op i min “Pending & TO-DO”-liste. Som selvstændig blæksprutte er den som altid rimelig lang og til tider uoverskuelig. En del af disciplinen er at luge ukrudtet inden det dræber de smukke blomster – og det har været min clutter-clearings opgave i dag.

Tlf-samtaler, mail-opsamling,  regnskabsoverblik. Tjek tjek tjek.

Jeg må lyde så urimelig frelst, når jeg sidder her med friske blomster og solskin, spinnende katte og varm kaffe. Det er ikke så dansk, det der med at indrømme, at man nærmest er lykkelig… At man er let og tingene glider. At ens barn ringer, ikke for at pive over savn, men for “bare lige at sige, at nu har de bygget en forhindringsbane, hvor den nye kanin træner, og vi snakkes ved, Mor”…

På den anden side, er det også bare for nederen ikke at dele glæden. Tænk at der skulle “så lidt til” for at få mig løftet og op i svingninger. Små skridt – lidt fordybelse og fokus.

I går aftes sad jeg med “Sines Sange” og kiggede tekster igennem. Jeg er som tidligere fortalt næsten færdig med melodi og musik til 10 af dem. Jeg har valgt dem fra de 25 tekster i kladdehæfter og er startet med at skrive de sange, der først kaldte på mig. Pludselig faldt jeg over en tekst, jeg nærmest ikke havde fået øje på. Den var bare så rørende og smuk – og ret så vemodig. Sine blev syg som 43-årig og lå 25 år i sygeseng, før hun døde i 1956. Dette digt må være skrevet hen mod slutningen, eller i hvertfald i en tid, hvor hun ikke vidste, om hun ville komme gennem vinteren.

Nu venter jeg tålmodigt på at musikken flyder fra denne smukke tekst – men lad mig dele teksten med jer så længe:

Mit Sygekammer Vindue er saa klart og stort,
Mit eneste Udkik – Naturens skønne Port.

Derfra har jeg skuet de herligste Ting
Set paa at Træerne fik Blade og Spring

Set dengang Vaaren sit skønne Blomsterflor
Strøede ud over længselsfulde Jord.

Set landmanden pløje og harve og saa,
Set Sæden frembryde som bitte lille Straa

Hvor hastigt alt vokser, Korn har nu Kærne sat,
Og staar paa Marken, gyldent med Landets rige Skat.

Med Vemod ser jeg Landmanden meje Skaar paa Skaar,
Mens Pigen halvt i Løb bagefter ham gaar,

Og sanker op og binder de bugnende Neg.
Den landmand hvæsser leen, alt gaar som en leg.

De Blade jeg saa grønnes og skyde i Spring,
de hvirvler nu i Blæsten, foruden liv omkring,

og lægger sig i Dynger, O Foraars faure liv,
snart vil du opløses og atter blive Støv!

Men hvad er det, der danser i kaadeste Leg?
Det er jo Sne, fra Himlen, den lægger sig blej.

Om faldende Blade, om hver en Busk, hvert Træ,
Skærmer og beskytter som det luneste Læ.

Du Sne, du Sne saa hvide! Jeg hilser dig saa fro
Ræddes ej for under dit lune Tæppe bo

Du hindrer jo at Frosten skal svide ihjel
Det Liv Mulden dækker til Vinter gaar på Hæld

Naar Vaar igen frembryder, med Blomster og med Løv
Kanske det er mig, som paany er blevet Støv.

—

Apropos kaffen, jeg er næsten løbet tør – så eftermiddagen byder på en køretur til nærliggende købmand og tanke op på kaffe, danskvand og måske et par friske fisk fra fiskemanden…

J.