blomster og bier og sådan… (Rumlerier)

Søndagens filmtid med Rumle har i dag været lidt alternativ. Jeg var liiiiige ved at fortryde undervejs, men når man siger a bliver det til b og pludselig bliver jeg stillet spørgsmål som “Mor, hvorfor boller man egentlig?” og “jamen jeg troede babyer kommer ud af navlen?”.

Hver søndag ser Rumle og jeg som bekendt søndagsfilm. For noget tid siden fandt jeg en serie, der handler om kroppen. Den hedder vist “Inside the human body”, og er med den nyeste videnskab OG spændende billeder optaget indefra, så  man rigtig kan se hvordan det hele fungerer og hænger sammen. Nu er det sådan, at Rumle i årevis har interesseret sig intenst for kroppen og gerne vil vide alt om, hvordan den fungerer – så helt pædagogisk tænkte jeg, at så kunne jeg vise ham alt fra hjerte og hjerte og muskler og indre organer osv. Det ville nok være lige noget for ham og os.

Det er det klart også. Spændende serie. Jeg skulle måske have screenet et par afsnit… for serien startede også forfra. I bogstaveligste forstand. Med en times program om hvad der sker fra før sædcelle møder æg, og så bare derud af. Til og med fødsel. I detaljer. Vældig eksplicit og intet overlad til fantasien.

Fantatiske billeder forøvrigt. Rørende at se små blå energiske sædceller bugte sig gennem slimlag og kæmpe mod hvide blodlegemer, som angrebet af hvide fangarme (jo, jeg lærte også en del nyt!), og helt tydelige og skarpe billeder af fostre in utero (eller hvad det hedder).

Rumle var meget interesseret og stærkt begejstret. Og meget nysgerrig. Så vi kom langt omkring.

Godt man ikke er genert.

På den anden side kommer jeg lige fra en fantastisk weekend med otte kvinder, hvor vi… skal vi sige har snakket os heeeele vejen rundt. Intimbarbering, utroskab, liv og død, glæde og smerte. Ingen temaer for nærgående. Så kan jeg vel nok klare sådan en lille snak om, hvordan mand og kvinde bliver til mor og far.

Så nu ved Rumle altså hvorfor man boller og ikke mindst hvor babyerne kommer ud henne – når de altså ikke bliver skåret ud (som man forøvrigt også så i nære billeder), og han ved at cellerne deler sig og at de nogengange splitter op og bliver til tvillinger og en meget sjælden gang ikke kan finde ud af at dele sig helt og bliver siamesiske.

Sådan bliver man så klog af søndagsfilm. Mon ikke vi tager noget lidt lettere i næste weekend, Peter Plys eller Postmand Per eller noget…

(PS. nåeh nej, det er også et skråplan. Han har netop skrålet en delvist hjemmelavet sang på Postman Per melodien, der hed noget ala:

“Postmand Per, Postmand Per, i sin bil med sin lille kat Emil
Kører ud med bomber og sprænger folk i stumper
Postmand Per er en meget farlig mand

Postmand Per, Postmand Per, i sin bil med sin lille kat Emil
Smider med granater og kaster med tomater
Postman Per er en meget festlig mand”)

Strålende søndag
J.

keep making decisions

Jeg står ved, at mit andet kvartals-arbejde handler om grund-oprydning! Jeg skal lige love for at jeg får hjælp lige nu til at rense ud, og det er en skøn fornemmelse. Det er en lettelse og det er også voldsomt at opdage, at det slet ikke er svært at slippe. På mange planer.

Det betyder blandt andet, at jeg virkelig er ved at acceptere helt dybt inde, at København er blevet sluppet. Nu er jeg gæst, når jeg kommer derover, og det er ok. Det gør, at jeg i stigende grad virkelig rummer mit nuværende liv på Fyn og lander mere og mere lige midt i det. Tager den plads her, som jeg ønsker og længes efter. Indretter mig, så mine nære omgivelser også støtter op om mig og nærer mig.

I tirsdag hørte jeg en historie, der landede godt. Og som er værd at huske. Det var en genfortælling om en film om to bjergbestigere. Ekstrem-sportsfolk, der ikke havde nogle hæmninger i forhold til at bestige større og sværere bjerge. Gå længere og satse mere. Det er farligt, og det var også lige ved at gå fatalt galt på en tur, hvor de blev mødt af så mange uheld og voldsomme omstændigheder, at det var ved at koste dem begge livet. En af filmens pointer – og en af bjergbestigernes svar, da han med brækkede lemmer til sidst blev reddet op fra den 300 meter klippespalte, han var havnet i, var hans overlevelsesstrategi:

KEEP MAKING DECISIONS!

Ja, det giver bare mening. Hver moment rummer et valg. Om hvad jeg tænker, hvad jeg føler, hvilken fortolkning, jeg vælger – hvilken beslutning jeg tager.

Keep making decisions.

Det efterlader mig nærværende og med et naturligt tempo, der giver mig frihed til at nagivere i alt, der sker. Så kan man overleve selv de dybeste klippesprækker og kommer op af enhver situation.

Der er mange andre ting end København, der slipper i mig i disse dage og uger. Der sker noget i tiden, der fanger min opmærksomhed, og som jeg kan høre fra kolleger og venner går hele vejen rundt i vores branche. Det er utroligt svært lige nu at få deltagere til at engagere sig i kurser, foredrag, workshops og forløb. Som om, folk er overvældede. Eller det går for stærkt, så de ikke kan nå mere. Eller de har for lidt flow i økonomien, til at investere i den slags “luksus”. Som om tiden er knap, og mange hellere vælger at blive hjemme, end at sætte sig ud i energi og læring og selvudvikling. Som om det ikke er tid nu at fylde mere på, men snarere at slippe.

Det er en udfordring, når man er den, der arrangerer koncerterne. Booker foredragsholderne og har ansvaret for at sælge. Det kan selvfølgelig mærkes også på de ting, jeg arrangerer og sætter op. I splitsekunder ryster det indvendigt (er det mon mig, de ikke vil handle med?) men straks tager jeg en ny beslutning om, at mine produkter ikke er blevet dårligere. Det er ikke mig, folk ikke vil købe af. Det handler slet ikke om mig. For nogen er det måske ikke mig og mine muligheder, der skal til nu – men det har heller ikke noget med mig at gøre. Det betyder bare, at der i sandhed skal tages nogle valg. Træffes nye beslutninger – for hvem gider sælge noget, få eller ingen vil købe… Det giver jo ikke mening.

Jeg rydder derfor også nu op i de ting, jeg udbyder og har udbudt i mange år. Det startede med lukningen af koret sidste sommer. Tiden var ikke længere til det. Ambitioner passede ikke sammen med realiteterne. Heller ikke der, gav det mening at lave de fedeste koncerter og events, som publikum ikke købte billetter til. Sætte skønne kor-aftner op, som korsangerne ikke havde lyst til / overskud til at deltage i osv. Det måtte slippes. Afskeden medfører en naturlig sorg. En vemod over det, der var så godt engang. Måske en bristet illusion. Men det ændrer ikke på, at det man sørger over, er drømmen der brast. Det har intet med virkeligheden at gøre.

På samme måde, som formatet “elite-gospelkor” udspillede sig selv – i hvertfald i min version og efter min bedste evne – må jeg tage beslutninger også om de andre set-ups, jeg er del af. Hvad virker, og hvad skal slippes! Jeg går derhen, hvor energi, lysten og opbakningen er. Jeg ønsker at lave produkter, kurser og projekter, som folk har lyst til at købe og deltage i. Og tage konsekvensen og slippe resten.

No regrets!

Når det er sagt, har jeg respekt for at afslutte de ting, jeg har sat i gang. Efter bedste evne. Give min energi og gøre det, der skal gøres. Det er jo også en beslutning. Jeg slipper ikke bare tingene af dovenskab eller konfliktskyhed. Her tænker jeg især på denne sommers arrangementer. Foredraget og retreaten med Sondra og Mark og de to uger på Bosei: Sang, Zen og Selvudvikling og Gospel Gør Glad. Ingen af disse har lige nu den umiddelbare tilmelding og tilslutning, vi ønskede og troede. Det er der sikkert mange grunde til – men beslutningen er klar: Jeg arbejder for og giver min energi til at få det bedst mulige ud af dem. Fortæller vidt og bredt, skriver pressemeddelelser og håber på at nå ud til de potentielle deltagere, der længes efter den undervisning, den oplevelse, det løft disse arrangementer kan give – men som bare ikke har hørt om dem. Visualiserer vellykkede og gennemførte events og oplevelser.

Ellers kunne jeg jo ligeså godt bare blive siddende nede i klippesprækken og sætte mig til at dø. Man kan vel sige, at jeg selv har sat mit i situationen, hvor jeg er havnet der – og nu tager jeg ansvar for at komme op. Så må jeg sidenhen sørge for at træffe andre valg, der gør at jeg forhåbentlig ikke havner i lignende.

Making decisions!
Janne

Danmark rundt

I dag er “hvile”dag på Godset. Ikke at der rent faktisk er meget hvile på programmet, men efter mange dage på ‘tour’ rundt i landet (først den ene vej og så den anden vej), er det bare så skønt at sidde hjemme med dyne, kaffekop, computer, telefon og krydse af på de lange to-do lister.

I går lukkede og slukkede vi Arbejdsglæde-foredragene med sidste runde på Bornholm. Endnu en dejlig dag, og en vidunderlig afslutning på et horisont-udvidende og livsforandrende forløb, der kommer til at stå som et vendepunkt i mit liv. Uden tvivl. Jeg skal lige bruge et par uger nu til at fordøje foredragsrækken og se, hvad der sker i mig, og hvad jeg skal bruge den til.

Noget af det, der gjorde dagen i går helt særlig var, at jeg havde min mor og min søn med. Og at vi boede hos min onkel (der var gift med Rumles gudmor Lisbeth). Så det blev til tre skønne dage hos Ramse, hvor også Rumle altid nyder meget at være. Ramse, der har lavet sublim trækunst i mange år, inviterede Rumle i sit værksted, og så skulle man ellers bare se lillemanden lave trækunst. Han lavede på et par timer den yndigste lille sol til Lisbeth. Vi lagde blomster på hendes grav og snakkede om hende.

Vi fik også lidt tourist-tid og nåede omkring det skønne Middelaldercenter hvor Rumle legede arkæolog, malede sit navn med runer og havde en fest. Endelig havde vi en del indendørs regnvejrstid, så vi fik spillet 500 og jeg fik snakket min kommende plade godt igennem med både Ramse og min mor. Jeg spillede 6-7 sange for dem (nåede at skrive to mere i weekenden) og vi læste tekster igennem og snakkede om flere af de 25 digte. Ramse valgte et af de digte, som jeg umiddelbart havde sorteret fra og jeg overvejer at skrive sangen dedikeret til ham.

Allerede i morgen eftermiddag kører bilen igen. Denne gang som fortalt til Nordjylland og decideret bededagsferie i Fårup Sommerland. Intet arbejde. Bare gummistøvler og begejstring i børnehøjde.

Så jeg må tilbage til arbejds-listen… Der skal tages nogle beslutninger disse uger. Skæres til benet. På mange planer og på flere områder. Så det navigerer jeg i efter bedste evne. Af en eller anden grund, er det sværere at sælge pladser for tiden til kurser, workshops osv. end det tidligere har været. Jeg forstår ikke helt hvad der sker, men accepterer, at det er sådan energien er. Måske sidder pengene lidt tættere til kroppen hos potentielle kursister? Måske er folk fyldt op? Måske har jeg ikke været god nok til at fornye mig eller vælger forkerte områder at fokusere på?

Jeg skal f.eks. lige nu forholde mig til de to Sang og Selvudviklingsuger (30 og 31), hvor der endnu ikke er nok tilmeldte. Jeg håber, der er mange, der bare går og har lurpasset deres tilmelding, så det pludselig strømmer ind – men jeg må også acceptere at tingene skifter og overgive mig til at følge med flowet, i stedet for krampagtigt at fastholde tidligere forestillinger om hvordan tingene skal være. Det kræver en bestemt finfølenhed, at vide hvor længe, der skal puttes benzin på og arbejdes intenst for sagen – og hvornår, der skal gives slip. Det handler dagen i dag og morgendagens lister også om. At skabe et overblik (hente benzin) og få lavet den rette indsatsplan, så jeg placerer min energi der, hvor den hører hjemme.

“when you know better, you do better” Oprah
God onsdag hele Danmark rundt

Janne

Fire gange dobbel-A

Nu er vi på tredje dagen i Jyllandsturen. I forgårs Aabenrå, i går Aalborg og i dag Aarhus (og så napser vi lige Aakirkeby i næste uge). Sikken en rejse, vi har været på. Og sikken en gave, at få lov igen og igen at fortælle om (og dermed forankre endnu dybere) min egen arbejdsglæde.

Det er så tydeligt, at jo mere jeg underviser i noget, jo bedre bliver jeg selv til det. Jeg bliver min egen mest lydhøre elev og “lærer noget hver gang”. De første par foredrag snublede jeg ind i mellem i min tankerække – og nu flyder det nærmest fra start til slut, og jeg bliver mere og mere fri og modig. Jeg tog fra starten det sats, at jeg ikke talte fra manuskrift, blot en dyb og grundig forberedelse – og så ren improvisation derfra. Det er et format, jeg har vænnet mig til, og det skaber en vidunderlig levende følelse af at være helt nærværende og spille på den energi, der er i mig og i rummet og IKKE i manuskriptet. Det betyder også, at jeg rent faktisk ind i mellem kommer til at sige noget, jeg “ikke har tænkt over”, men som bare opstår – og det kan man da kun blive begejstret over.

Jeg har skrevet før, at det er som at lære et nyt instrument. Jeg taler nu endnu tydeligere et nyt sprog. Jeg er blevet flydende (og nydende!)

Tiden bliver optimeret. Når man nu alligevel kører små tusind kilometer rundt i det jydske, forsøger jeg at få nået så mange andre ting som muligt. Denne uge har derfor også bragt nogle virkelig fede og stærke oplevelser. Møder, der helt sikkert kommer til at forme dele af min fremtid.

Et af disse møder var i går formiddags, hvor jeg stak hovederne sammen med Produceren, jeg lavede Arne Andreasen og Poetfabrikkens ”Et øjeblik, en Evighed” plade med sidste vinter. Vores samarbejde var godt, vores smag og stil er kompatibel, og vi var gode til at skabe synergi-effekt. Derfor virker det bare så rigtigt at inkludere ham i projektet med “Sines Sange” – de gamle poetiske digte, jeg fik foræret i starten af april. Jeg spillede de 4-5 sange for ham, der næsten er færdige inde i mig. Hans reaktion var præcis som jeg drømte om – begejstring og masser af muligheder. Det er virkelig “mindste modstands vej”, og jeg er sikker på, at dette pladeforløb (for sådan ét bliver det!) bliver noget af det sjoveste, nemmeste og mest tilfredssstillende, jeg har lavet i mit liv.

Så nu skal jeg tilbage til klaveret og skrive videre – og i løbet af måske det næste halve år (man må GERNE være lidt optimist også), kommer turen til at gå tilbage til det nordligste Dobbel-A – i studiet. Og før jeg ved af det, får Sine den stemme, hun drømte om, og jeg får mulighed for at tjekke et STORT punkt af på “Listen over 100 ting, jeg skal nå i dette liv” – nemlig at stå med min egen plade i hånden.

Et andet møde, der skaber energi og muligheder, er med en dygtig online Marketingsfyr, som jeg vil kunne få en masse fed og gensidig sparring med. Han er langt fremme på beatet omkring alt det nye, der er på internet-tapetet. Samtidig åbner han nye kontakter for mig i forhold til, hvordan jeg også fremadrettet kan dele min viden og redskaber bedst muligt på nettet, og selv udnytte mine muligheder. Tjek ham: www.onlinespindoctor.com Måske er der også noget, du kan bruge – og det er altid rart at have nogle go-to-guys!

Aarhus er for alvor ved at stå op. Jeg overvejer at følge efter. Der kunne jo godt være en liiiiille-bitte tøjbutik, der trængte til at blive besøgt. Så skulle man da være et skarn, hvis man ikke kiggede derind.

Dobbel-AHHHHH fra dobbel-A
J.

HYLDEST

Jeg kender én, der altid stiller op.

Én, der med glæde, smil og overskud er klar.

Om der så skal syes 75 gospelrober. Køres en tur i Legoland. Strikkes en Harry Potter Sweater. Skilles en lejlighed ad i København (og vaskes ned). Bages 200 pølsehorn eller hvad man ellers lige står og har brug for.

Det er én, der altid har en skulder eller et klem, når man trænger. Én, der rejser med på ferier og nyder at sidde ved poolen og se Rumle plaske. I timevis.

Der er én, der med glæde tager i mod tasker med vasketøj og afleverer den tilbage med rent, foldet indhold, hvis man ikke lige selv har nået det. Der på 45 minutter kan trylle mad op af fryseren og lave et større måltid, hvis man lige trænger. Der med glæde går en ekstra tur i byen, for at hente det, der mangler i køleskabet og samtidig holder styr på, hvilke mad-behov man nu lige har for tiden.

Det er én, der scanner tilbudskataloger og altid hjælper med at finde det, man søger. Det er én, der anbefaler gode bøger, computerspil eller blomsterhandlere.

Det er én, der rejser land og rige rundt. Med glæde. For at hjælpe, hygge, babysitte – eller bare hænge ud. Én, der altid sidder på første række til koncerter og workshops – og nyder det med tårer i øjne og smil i hjertet.

Man er nok heldig at have sådan én.

Sådan en MOR

hvad er det nu…

Hvad er det nu, jeg skal i dag??

Skal jeg vaske tøj?

næh, kurven er stort set tom.

Skal jeg rydde op og støvsuge…?

hmm – der er tåleligt her og ingen har støvallergi, så det kan vist godt vente til i morgen.

Skal jeg arbejde? Synge? Optræde? Undervise? Foredrage?

Næh – der er vist HELT tomt i kalenderen, og jeg har vist “glemt” at slå min telefon til…

Lave en stor Mors dag gave til i morgen?

Nåeh nej, det var jo mig, der var moren.

Hvad er det nu, jeg skal i dag…?

Vi ku jo prøve… INGENTING

Lykkelig lørdag til alle
Janne

Clutter-kvartals-clearing

Andet kvartal er i fuld sving her på alle planer. Min klare intention om at komme til bunds og rense ud tager form. Det er en langsom proces. Lidt hver dag. Og nu, hvor den første måned er velgennemført, begynder resultaterne at kunne ses på krop, sind og sjæl (og hjem).

Det giver overskud til at få hul på andre ting, og den sidste uge har jeg for alvor fordybet mig i sangskrivning. En velsignet og velgørende proces, hvor tonerne triller og flygelet spiller flittigt. Jeg sidder med Sines sange – som jeg har fortalt om tidligere. Hun skrev dem fra sygeseng for måske 70 år siden. I et gulnet ternet skolehæfte med sirlig skrift af fyldepen. Tidløse, rørende og poetiske digte.

Et sted skriver hun “Der bruser i mit bryst en sang, som lyd fra Himmelsoner. O, havde jeg blot Stemmefang, at synge ud i Toner”.

Det havde hun ikke. Stemmefang. Men det har jeg – og nu kan vi hjælpes ad. Det er en smuk tanke at give hende tonerne. Fortid og nutid mødes.

Rent lavpraktisk  har jeg sat møde op med en producer og en anden mulig samarbejdspartner på projektet. Det må godt være nemt og sjovt at indspille en plade!

Har jeg besluttet mig for.

Ellers er jeg i lavpraktisk planlægningsmode her. Foredrag med Adam Price starter som bekendt op igen på torsdag og vi har tre mere i næste uge, og det sidste om 14 dage på Bornholm. Så jeg kommer i  den grad Danmark rundt på meget kort tid. Jeg tager Rumle og min mor med på turen til Bornholm, så det har jeg netop brugt tid på at planlægge. Jeg har min kære gamle onkel derovre og vi nyder alle at ses, når det en gang i mellem kan lade sig gøre. Han var gift med Lisbeth, der er Rumles Gudmor. Hun døde desværre af kræft for nogle år siden. Hun er savnet. Da vi snakkede om Bornholm og om Lisbeth for et par dage siden, græd Rumle. Selvom han ikke kender hende. Han er lige nået til den alder, hvor det for alvor går op for ham, hvad det betyder at dø. Så vi har aftalt at vi vil lægge en buket blomster på hendes grav i Rø.

Bornholm har særlige minder for mig. Jeg har været der mange gange for at besøge Lisbeth og Ramse, og øen står for gåture med deres hunde. Blå anemoner. Klipper og cykleture op og ned af bakkerne. Det er dejligt at jeg når at dele dette med Rumle, mens vi stadig har Ramse.

Skrivebordet kalder.
Fortryllende formiddag ønskes alle!

J.