balance

Man kan nok ikke se hjerter på himlen og stjerner for øjnene 24-7.

I dag er det i hvert fald som om universet forsøger at bringe en vis balance tilbage i mit jo ellers så lykkelige liv og generelt lyse sind.

Alt driller. Jeg har roterende PMS og er formentlig en plage for alle i 10 kms omkreds – ikke mindst mig selv. Ond i sulet og sur i skralden. Hurtigt trist og nemt stresset. Har fået tudet lidt af det ud med løgene til den heldags-søndagssuppe, jeg er i gang med at koge for at løfte lidt på stemningen.

Som følge af den hormonsygdom jeg har: PCOS, er de hormonelle humør-sving temmelig forstærket i forhold til gennemsnitlige kvinder. Det lærer man at leve med – eller overleve med! Men det er ikke festligt de dage, hvor det hele sortner og lukker ned.

Det var ellers pænt ud af vinduet igen i morges. Ikke at det hjalp. Det hjælper heller ikke at dette indlæg driller af pommeren til. jeg kan simpelthen ikke få billeder og tekst til at flette på en tålelig måde. ARGHHH! Jeg vil ellers gerne fortælle om at der er søndagsstemning her. Humøret til trods. Rumle har bygget hule i timevis. Vi skulle have haft besøg i dag, men de aflyste, da de ikke turde udsætte sig for, at han stadig hoster. Det bliver humøret sådan set ikke bedre af.

Computerspil hjælper lidt. Når man altså vinder. Han prøver bandeord af, jeg enten har glemt, eller ikke vidste eksisterede. Så det går vist ikke helt så vinderagtigt godt.

Kattene passer deres lille liv. Den mindste er i løbetid, så hun kalder og mjaver noget så gudsjammerligt og stritter forventningsfuldt med numsen i håb om, at der skulle drible en villig han-helt forbi. Hun kommer til at vente nogle måneder endnu, før vi gør det forsøg!

Vores hankat er kastreret, så han kigger bare undrende på hende, prøver at lege lidt med hende som de plejer og forstår ikke hendes anderledes signaler. Hun slår ikke igen, men lægger sig til. Så han har taget en tår vand og nu en lur på rensdyrskindet. Jeg har sorteret og skåret fadeburets vintergrønt, og har nu det hele stående og småsimre under låg i håbet om, at en god gang vintersuppe med lidt smeltet ost og en hjemmebagt rugbrødsbolle kan løfte. Nu forlader jeg computeren. Smider håndklædet og håber på mere medvind på cykelstien. Undskylder at dette indlæg ligner noget, der er kastet op og går ud for at røre lidt i suppen.

I morgen er der en ny dag – frisk og uden fejl (citat: Anne fra Grønnebakken!)

lysere

Dette smukke hjerte-syn mødte mig ud af vinduet, da jeg lavede aftensmad i dag. Dyb taknemmelighed over at det rent faktisk kan mærkes, at det bliver lysere og vi er på vej i den rigtige retning.

I dag en stille og enkel dag. 2011 har startet gode nye traditioner og rutiner op: lørdagsrengøring og søndagsøkonomi. Det lyder så gammeldags – men det virker for mig. Så hele hytten har fået en ordentlig omgang i dag. Rumle har tjent gode lommepenge for at hjælpe til og der er frisk luft og færre bunker overalt.

Endelig har jeg afholdt mig fra at køre til byen og købe ind! Det var min første impuls at fylde for de vanlige 3-400 kr i kurven – for hvad skulle vi ellers spise – men min ny-besluttede huslige snusfornuft fik mig til at kigge en ekstra gang i fadeburet og sammensætte en sund og lækker mor-søn menu af rester og kreative indfald. Der er endda grønsager nok til at koge en god søndagssuppe i morgen.

Assume an attitude of gratitude… Taknemmeligheds-ugen er næsten igennem. Det har sat virkelig mange tanker i gang i mig at være så fokuseret på tak. Egentlig følger det mit liv i det daglige i langt højere grad, end jeg måske anerkender. Jeg griber mig selv i ofte dagligt at gentage et næsten uhørligt mantra – især når jeg kører gennem det smukke fynske landskab: ‘jeg elsker mit liv, jeg elsker mit liv, jeg elsker mit liv…’

Når jeg griber mig i mantraet, må jeg smile og mærke de små kuldegysninger ned af ryggen. Det er nærmest lidt tabu-agtigt og anti-jantelov at indrømme, at man virkelig er glad og tilfreds i sit liv.

Men når selv himlen tegner hjerter, så er det altså svært at være nedtrykt!

tre-enig

Vi er kollektivt små-sløje her i dag – influenza-style, mig mindst ramt, så jeg har haft Rumle hjemme i dag i roligt tempo. Der er blevet færdigbagt rugbrødsboller og pakket lidt videre ud. Og lavet ingenting.

Jeg er langt nede i tempo og har mærket, hvor træt Københavner-ugen har gjort mig (sikkert i kombi med lavt immunforsvar). Ugen sluttede jo som flere gange nævnt onsdag aften med koncert på Sydsjælland.

Fed oplevelse men også krævende med opstilling, optræden og ikke mindst forholden sig til publikum, der overvejende bestod af mongoler, autister og andre former for udviklingshæmmede. Det er en særlig målgruppe at synge for. Meget umiddelbart og temmeligt utilregneligt. Filterløst. Der var blandt andet en voksen mand i måske 40erne, der i pausen tog fat om mig bagfra med hænderne koppet om mine bryster. Så skal man lige styre det umiddelbare instinkt,og ikke  vende sig hurtigt med håndfladen i fart. 

Jeg blev (heldigvis) også kontaktet på andre måder. De stod i kø om mig. Store blå øjne og ren kærlighed. Der blev skrevet mange autografer. Koncerten var på behandlingshjemmet Marjatta. Der bor henved 175 børn, unge og voksne udviklingshæmmede. De bor der permanent og kan blive der hele livet. Det er et kreativt sted, med masser af håndarbejde, musik og forskellige udtryk. Det er et skævt sted, hvor mange af dem, der “ikke passer helt ind i hverdagens billede” får og tager plads. Også et spændende sted – og det var på mange måder en rørende oplevelse, med vand i øjnene og knugen om hjertet.  

Sussie, som jeg har et samarbejde med omkring VokalDeLuxe, er ansat på Marjatta. Hun er typen, der beslutter sig for noget, og så går efter det uden forbehold. Respekt! Så da hun hørte Arne Andreasens sange i sommer på Gospel Gør Glad – og hørte mig synge dem på “Et øjeblik en evighed” pladen, besluttede hun sig for, at vi skulle lave koncert. Og hun fik sin vilje – og tak for det! Det er helt særligt at synge for et publikum, der er uden socialt filter. De jublede, når de kunne lide det, og græd og grinede, når vi rørte dem. De sang højt med, når der var noget, der kendte – eller bare gerne ville kende og de havde en fest. Især på “Sussies sang” – som de råbte på flere gange – en sang, hun har sunget med dem på skolen. Og så ville de rigtig gerne høre Susan Himmelblå og andre slagere – men vi fik rimelig elegant undgået ønskekoncerten og nøjedes med Poetfabrikkens sange for denne gang.

Som afslutning på koncerten fik jeg denne smukke figur, lavet af beboere. Meget rørende. Og virkelig symbolsk for mig at have i mit hjem.  Og så fik jeg en overstrømmende anmeldelse med flotte ord, der bare støtter mig i, at jeg har noget at byde på som sanger og performer. At indspille Arnes plade har virkelig betydet meget for mig – og det var en særlig oplevelse for første gang at optræde med sangene. Mere af det. Spændende, hvad der ligger i min pipeline.

Lige nu kører X-faktor på computeren i baggrunden (vi har jo ikke tv, så det er på nettet, der bliver set lidt ind i mellem). Det er en historie helt for sig – men jeg stillede faktisk op denne gang, og gik gennem auditions i efteråret. Mere velforberedt og determineret end nogensinde. Fed og fokuseret proces, der fik en virkelig mærkelig afslutning, da jeg uden forklaring ikke fik plads til live-optagelserne foran dommerne, som ventet. Jeg er helt overbevist om, at der er en klar mening med det, og jeg kan se, hvordan mit liv har udviklet sig i månederne efter og hvor dårligt, det havde passet ind, at skulle give det så  meget fokus. Familien var vigtigere – og det fik jeg vist!

Jeg må indrømme, at som voksen-kategorien netop har været præsenteret, og har jeg hørt de 10 foreløbigt udvalgte artister synge, tænker jeg… hmm. Ja. HMMMM (og et undrende ét af slagsen)!

Så det kan jeg så tænke lidt over! Jeg vil tro, at jeg er blevet beskyttet fra noget. Der er en mening!

Nu kalder dyner og computeren er næsten tør for batteri. Det kan jeg så OGSÅ tænke lidt over!

NÅEH ja – Taknemmelig for:
- duft af nybagte boller i hele hytten
- snarlig restituering af krop og immunforsvar.
- smuk kunst, visuel påmindelse og længslen efter treenighed. Tro håb & kærlighed.

at få sjælen med

Dagen i dag har været helt lavpraktisk. Det er lykkedes mig at få slæbt hele Københavnerlæsset ind fra bilen, pakket det meste ud og stillet væk. Det var især køkkenudstyr, computerting (hjemmestudie, ledninger og gadgets), alle mine billeder og de sidste kasser med støvler, jakker og diverser nips. Uh, det er bare en lang proces at flytte et langt liv.

Som jeg vidst har skrevet tidligere, har jeg valgt at flytte alt selv (foreløbig). Jeg har taget hver ting, pakket ind, pakket ned og BÅRET ned fra femte, med undtagelse af få hjælpsomme hænder, når nogen har været på besøg og givet en hånd med på nedstigningen. Jeg kunne bestemt have hentet et tilbud på professionelle kræfter – men det har faktisk været vigtigt for mig, at give  sjælen tid til at flytte med.

TÆNK, jeg tror det er ved at lykkes! Jeg mærker mig selv helt ind i sjælen, og det tyder på, at den er flyttet med over.

Sammen med de foreløbigt 6 fulde bil-læs, jeg nu har klaret. Det har samtidig rent lavpraktisk betydet, at jeg i modsætning til traditionelle flytninger, hvor man fyrer ALT i 75 flyttekasser på 5 dage, uden tid til eftertanke og bevidsthed, har haft meget mere tænketid. Jeg har taget mig virkelig god tid og har ladet langt færre ting slippe gennem sorteringen end ellers.

Nu er der stort set kun det store tilbage (seng, flygel, reoler, opvaskemaskine, vaskemaskine, køle/fryser osv) og så en ordentlig omgang arbejdsting (rober, sanghæfter, workshop-gear, podier og meget mere i den dur). Så jeg ser frem til at få nogle store stærke fyre til at klare det sidste, mens jeg er nervøs primadonna, der vimser rundt i baggrunden og laver kaffe (eller skal de mon ha øl?!?!)

Så som sagt – en lavpraktisk dag på godset. Den store opvask er taget (utroligt, som den kunne formere sig, mens jeg var afsted?), dej til rugbrødsboller sat til tænketid, nye spirer vandet og husmoderstemningen genfundet frem. Der står nu et fad rodfrugter i ovnen, og Rumle leger forbløffende roligt og hyggeligt tæt på mig. Han synes det er rigtig svært, når jeg er væk.  Han er så tæt knyttet til mig, som jeg ikke havde forestillet nogen kunne være i dette liv – og det er meget særligt og til tider overvældende. Han tæller timer, til han er sammen med mig, og vil helst være få meter fra mig til enhver tid (ligesom kattene…)

Jeg har ikke skrevet så præcist om, hvordan vi har indrettet os. Det er lidt specielle omstændigheder, der på de fleste områder aflaster og støtter – men selvfølgelig også udfordrer.

Jeg har været skilt fra Rumles far i 5½ år. I starten var det (som de fleste skilsmisser vel er?) en ret stor udfordring at skulle deles om et halvandet-år gammelt barn, samtidig med healing af et brudt forhold (og dertilhørende illusioner). Som tiden er gået, er alt om os faldet til ro, og vi har vel udviklet en eller anden form for venskab, der har handlet om at give Rumle de bedst mulige vilkår at vokse op under, trods vores valg. Jeg tror ikke på den lykkelige skilsmisse, og synes som udgangspunkt at brud af den slags er virkelig nederen – især når der er børn. Og når det er sagt, kan jeg godt selv høre, at det faktisk er rimelig fint, det vi har gang i.

Vi har nemlig valgt at dele gods-huset, så overgangen for Rumle fra Kbh til Fyn kan blive så blid som mulig. Rumle har derfor kun ét værelse, der ligger i underetagen af huset ved siden af køkkenet og mit værelse. Nedenunder er også et gæsteværelse, som jeg har for mig selv. Ovenpå har Rumles far indrettet sig, hvor han har badeværelse, soveværelse og en stue. Rumle løber op og ned, som det passer ham, og stortrives i ordningen, og vi voksne holder os primært for os selv, omend vi forsøger at deles bedst muligt om madlavning, indkøb, rengøring og alt det praktiske. Et eksempel på velfungerenhed er, at jeg er bedst om morgenen. Har nemmere ved at komme op og få ro på der med morgenmad, tandbørstning, lækker madpakke og morgennærvær. Det skal jo foregå ret så tidligt, når vi skal nå helt ind til Odense inden kl. 8.00. Rumles far er så tilgengæld noget skarpere i aftentimerne, og tager mere over der.

På den lange bane er det selvfølgelig ikke holdbart i forhold til vores voksenliv. Det er helt klart for os begge, at vi ikke på nogen måde skal være kærester igen, og vi er begge meget opmærksomme på ikke at blande tingene sammen – så da vi begge har ønske om igen at finde partnere og rykke videre, er dette en super overgangsordning, som jeg forestiller mig kan fungere i et måske to år, til der er helt ro på i forandringen.

Så måske er det lige nu, jeg skal samle min energi om dagens tre taknemmeligheder. For det er vel faktisk noget at være virkelig taknemmelig over, at brudte illusioner på den måde kan vendes til noget velfungerende. At huske, at meget kan heales og håndteres. Jeg synes faktisk, vi er meget seje!

Tak to MÅ i dag være mit forhold til min søn. TÆNK hvor velsignet jeg er, at have så lysende og særligt et barn. Min helt egen lille-nørd! Den anden dag sagde han f.eks. ” Mor, når jeg bliver stor vil jeg være smed! SÅ kan jeg nemlig lave en ambrøst til dig”. Og hvilken kvinde, vil ikke gerne have sin egen ambrøst – nej vel…

Tak tre i dag handler om min evne til at tilpasse mig livet på Fyn. Jeg er dybt taknemmelig over, at jeg har fundet mig en balance mellem arbejde og hjemmeliv (det man kalder work-life-balance), hvor jeg både formår at fordybe mig i det arbejde, der betyder så meget for mig – koncerter, workshops, foredrag – og at jeg samtidig har roen til at tage forklædet på og lande i det enkle husmoderliv. Simple living.

Det næste jeg gerne vil lære og arbejde mere med, er at få det afbalanceret, så jeg køber præcis det, jeg skal bruge til husholdningen. Så jeg ikke skal smide mad væk, men hele tiden har det, der skal bruges til sunde madpakker, gode mellemmåltider og sunde snacks til os.
Så jeg får rutiner omkring bagning og madlavning, indkøb og alt det andet praktiske. Jeg er klart ikke i rutine endnu omkring dette – men mærker længslen. Læringspotentialet.

Jeg har stadig ikke fået fortalt om gårsdagens rørende koncert – det kommer!

Nu kalder Rumle og vil vise mig sit lille byggeprojekt – en undervands-ubåds-kombi-maskine, der både kan køre på havbunden, suge sollys med en fanger, har pladser i flere etager og et øje til at holde øje med fjender over vand. OG maden er klar – så…

Velbekomme.

home sweet home

En skøn dag er så slut, at jeg næsten ikke kan holde øjne åbne til at se bogstaverne. Jeg vil glæde mig til at fortælle alle detaljerne i morgen og blot nu nævne, at jeg overgiver mig til søvnen lige om lidt med stor taknemmelighed over:

- at jeg er godt og sikkert hjemme igen i det lille fine fynske hus på landet. Vel modtaget af to lykkelige katte og en storsovende knægt, der trods store formaninger om at han VILLE vækkes når jeg kom hjem, ikke var til at få så meget som et løftet øjenlåg ud af.

- at vi i aften har haft en utrolig rørende og særlig oplevelse ved at give koncert med Arnes danske sange for 150 beboere og pårørende på et behandlingshjem på Sydsjælland. Der var flere sange, jeg knap kunne gennemføre, fordi det var med tårer og kuldegys og der er mange små sjove historier om oplevelsen

- at Jo Næsbø har fulgt mig på hele turen frem og tilbage til københavn (og land og rige rundt) med sine ufatteligt velskrevne, spændende og detalje-lækre historier om strisseren Harry Hole, som jeg har på lydbog. GOD underholdning med en overflod af vel-researchede nørde-bonus-trivia. Jeg sluger dem med ørerne og har ligefrem nogen gange lyst til liiiiige at blive siddende lidt længere i bilen for lige at få det næste med.

… det have jeg så ikke just lyst til, da jeg ankom godt over 23  her til godset.

Over and out!

tak, nemlig!

Endnu engang betryggende nemt at takke for dagen. F.eks. kom med posten i dag mit nye pas. Det gamle løber ud om et halvt år, og for at sikre at jeg til enhver tid er rejseklar – og dermed også signalere til verden at jeg meget gerne vil benytte mig af den – bestilte jeg et nyt i sidste uge, når jeg nu alligevel er i København.

Tænk – det varer til januar 2021. Der er alligevel længe til! Så jeg brugte noget tid på at kigge på mit verdenskort og glæde mig over de mange mange ture og rejser, jeg skal ud på de næste 10 år. Man kan nå langt – og det har jeg planer om, så tak for det.

Lige til det andet ben, ligger dyb taknemmelighed over mit arbejde. I aften har jeg afsluttet det tredje VokalDeLuxe forløb og har sendt endnu et hold begejstrede sangere ud i verden med nye, andre og flere redskaber. Dette hold har især været spændende for mig, da jeg har taget udgangspunkt i de temaer, jeg netop arbejder med selv, om at tage plads, om at stå op for sig selv, om at forløse potentialet til kanten og tænke ud af boksen. I aften var Celebration, hvor vi tændte stjernekastere og sang minikoncerter for hinanden og uddelte diplomer og anerkendelser. Jeg tror på, at et forløb skal have en start, en midte og en slutning. Så selvom det kun er tre gange vi mødes, skal vi afslutte med at fejre! Det skaber en let og løftet stemning – og så sætter det et punktum og giver en form for closure. Tit er der en tendens til, at man hele tiden kan lære mere, rykke videre og være på vej. Det bliver selvudviklings-skruen uden ende og nogengange er det bare meget rart i det mindste at sætte et komma og lige trække vejret.

Så det gjorde vi i aften – og tak for det!

Endelig er jeg taknemmelig over, at jeg i eftermiddags tog et af mine kvartalsforsæt alvorligt og lagde mig og lavede en guidet meditation i en lille times tid. Faktisk lavede jeg den samme 2 gange 25 minutter i træk, omend jeg ikke ved, om det så virker dobbelt så godt. Det gjorde godt og jeg var langt væk. Det er en meditation, hvor man først bliver talt ned i en selv-hypnose og til sidst tælles op igen. Sjovt, som man kan være helt forsvundet fra planeten og så bliver der sagt “coming back in 3-2-1…” og BING så er jeg helt klar.

Apropos søvn (hvilket det jo i princippet ikke er – men bær over med min overledning), så har jeg købt en applikation til min Iphone, der måler hvor dybt jeg sover, og sørger for at vække mig når jeg sover lettest om morgenen. Jeg kan så se på en graf, hvilke perioder om natten jeg sover dybt og hvornår jeg ligger lige i overfladen. Telefonen skal så ligge ved mit hoved og registrerer vist, hvor meget jeg bevæger mig? 

Jeg har gået i søvne hele mit liv, og taler efter sigende rimelig meget og tit. Især da jeg var yngre og ikke havde så meget kontakt til mig selv, havde jeg mange og voldsomme drømme og oftest de samme temaer og scenarier igen og igen. Den sidste uge har jeg drømt meget og animeret, men ellers er der lange perioder nu, hvor jeg ikke synes det er et problem længere. Det hænger klart sammen med, at jeg slet ikke er så stresset længere, efter jeg har ryddet op og ud i mit liv. Og så er der vel også en vis rimelighed i at de mange penge jeg i årenes løb har smidt efter terapi giver lidt afkast.

Nu må jeg så se om telefonen over tid kan fortælle mig noget om mit søvnmønster, jeg ikke vidste i forvejen. Apropos søvn (igen) – måske skulle jeg snart få testet telefonprogrammet af… jeg synes øjenlågene er helt tunge af al den taknemmelighed.

Du ønskes god nat og rolig søvn

dagens tre…

Hvor er det dog verdens nemmeste opgave, jeg har sat mig selv denne uge. At finde tre ting hver dag, jeg er dybt taknemmelig for.

Selvom det teknisk er i morgen nu, er jeg stadig i gang med at debriefe denne høj-energifyldte dag og glæde mig over dens mange stjernestunder.

Jeg har allerede nævnt Maria med taknemmelighed, og her til aften har jeg fået endnu en dybfølt oplevelse af at blive mødt som mig. Jeg har haft et skønt og naturligt  møde med en af de nyere relationer i mit liv. Bare til en omgang verdenssituation, aftenkaffe og gå-tur på strøgets tomme gader, efter vi blev smidt venligt men bestemt ud af to lukkende cafeer. Sikken et skønt løft af energi og ligeværdighed. Mere af det!

Jeg er for alvor begyndt at lukke op for nye berigende relationer i mit liv. Det seneste halve år har åbnet for helt nye muligheder med både nye bekendtskaber og fornyelse af eksisterende, og jeg har aldrig følt mig så lidt ensom i mit liv, trods jeg bor uden for lands lov og ret, og på papiret egentlig er meget alene og isoleret.

Der er altså noget her, jeg bliver nødt til at undersøge meget nærmere. Som om ‘loven om tiltrækning’ i højeste grad er begyndt at virke for mig på relationsplanet.

Det kan man da kun være TOPtaknemmelig for.

“Jeg elsker det, jeg laver. I min kernes kraft er jeg underviser og formidler og jeg er lykkeligst, når jeg kan give andre mennesker noget, de ikke har vidst de manglede. Jeg leder altid efter det bedste i mig, og jeg ønsker det samme for alle. Så vi deler et fælles mål om at være det bedste. Mit mål her på jorden er at være budbringer, fortælle om håb og taknemmelighed”. Citat af … hmm… tjaaa… jeg kan næsten ikke indrømme det.

nåeh ja – den tredje ting, jeg virkelig er taknemmelig for i dag, er den disciplin jeg går til min økonomi (både privat og business) med. Jeg har (sammen med Maria!) HELT styr på regninger, fakturaer og systemer. Som aldrig før. Tænk sig, mit 2010 regnskab er stort set afsluttet. Jeg ved, hvad der går ind og ud af statskassen og har endnu engang i dag sørget for at være up-to-date. Jeg tager ansvar for mit liv og den energi, der er i penge og det flow.

Tænk at jeg skal slutte denne dag med (endnu engang…) at citere Oprah Winfrey fra et interview Piers Morgan netop har lavet med hende.
Tja – hver sin reference-ramme:

“My purpose here on earth is to fulfil my highest expression of myself as a humanbeing”

NEMLIG!

taknemmelighed

Så har jeg sluppet kopmærket ‘Ask and you shall receive’ efter to uger på kopperne. Det arbejder stadig i mig, men nu det tid til noget nyt.

Trukket er ‘Assume an attitude of gratitude’, og den får nu lov at følge mig ugen igennem. At indtage en attitude af taknemmelighed… Det er faktisk overvældende nemt for mig og jeg er helt spændt af glæde over at dyrke ALT det, der bringer taknemmelighed op i mig i mit liv.

Øvelsen for mig må være den helt klassiske: Hver aften skal jeg finde tre ting fra dagen, der har bragt dyb taknemmelighed op i mig. Små som store ting.

Lige nu sidder jeg i køkkenet på Dosseringen i København. Kaffen er varm, computerne tændt, regnskabet næsten på plads for de sidste par uger, og listerne overskuelige over arbejdsopgaverne. Det er første gang jeg har lavet bootcamp i køkkenet, men der er loppemarkedsstemning i stuerne og kontoret og det gav ikke lige den fornødne plads eller ro til arbejdsfordybelse.

Det var helt fantastisk i går at sætte alle tingene pænt op til salg og invitere til udrensning. Nogle ting blev solgt og sluppet, men der er stadig uanede bunker og mængder tilbage, så nu går vi i den blå avis og bruger nogle uger på at få ryddet ud. Resten må doneres til glade modtagere og så er det klaret. GOD oplevelse.

En ting, jeg sender taknemmelighed til i dag er min assistent og veninde Maria. Jeg vil fejre i dag, at jeg har så god, effektiv og stor støtte fra hende og købe en årsbonus-gave til hende. Så får jeg også lige nogle kilometer i benene og frisk luft under vingerne.  

Nu må jeg vende tilbage til fakturaer og regnskaber, inden gåturen.

Frisk kaffe!
og god dag til dig, der læser med.

Vidunderligt overstimuleret

lørdag kl 6.30

Når jeg er sammen med mange mennesker, uanset hvor hyggeligt, lærerigt, effektivt eller vigtigt, det er, har jeg svært ved at falde ned igen og falde til ro. Det gør det svært at sove ordentligt. Som om at energien i mig bliver så høj, at den skal lande, før jeg finder ro. I disse dage er der så meget knald på, så jeg max får 4-5 usammenhængende timer. Så kan jeg jo ligeså godt sidde her og lige ventilere lidt, mens huset sover og morgenmørket stadig lægger en dyne om os.

Det er helt ok, men det holder selvfølgelig ikke alt for mange dage med vilde drømme, natlige toiletbesøg, svært at sove og ikke mindst falde i søvn igen, når jeg først vågner. Lige nu sidder jeg i mørket i køkkenet på Falster, hvor dagens intense VokalDeLuxe kursus skal finde sted. Jeg har overnattet her sammen med mine veninde og kollega Annah Sofia, efter vi begge deltog det meste af gårsdagen i Kvindelige Virksomhedsejeres Nytårskur på Ledreborg.

Spændende dag i går. Tilfredsttillende og stimulerende. Med gode inputs, interessante relationer og godt netværkeri. Men også en lang dag, der igen startede kl. 5.30, hvor jeg skulle gøre klar til dagen og weekenden og forøvrigt også lige en tur omkring Haslev for at øve med Arne til næste uges Poet-fabrik koncert. JA, der kommer nogle kilometer i den gode gamle Citroën.

Og nåeh ja, så skulle jeg lige cleare, ordne og overblikke lidt mere af lejligheden på Dosseringen, til det forhåbentligt vælter ind med glade købere til flyttesalget i morgen.

Når Annah Sofia og jeg først åbner op for de gode snakke (ikke så dårligt med sådan en lang køretur efter endt nytårskur), kommer vi virkeligt langt og især dybt omkring. Det er bare spirituel sparring på mange planer. Annah er skapt og modig, og tør (også) sige sandheden, så den er der meget af i luften, når hende og jeg sparrer – virkelig forløsende.

Hun havde en interessant vinkel på den sære måde, ting afsluttes i mit liv gennem de sidste måneder. Hun sagde, at det virkede påfaldende (som jeg også selv ser), at mange ting afsluttes lige nu af andre end mig, og tit under lidt mærkelige omstændigheder. Hun tilføjede så, at det virkede som om, jeg selv ventede for længe med at slippe, så mine omgivelser, uden nødvendigvis at vide hvorfor, tog beslutningen for mig. Det er en interessant tanke, at jeg er for passiv i forhold til retningen på mit liv og mere afventer at andre træffer valg, der så påvirker mig. Hun spurgte ind til, om jeg holder tilbage af angst for noget?

Lørdag aften kl. 23.00
Der er ikke ordentlig hul igennem internettet her på Falster, så det har været så umuligt for mig at komme på nettet i lang nok tid til at få dette editeret og publiceret, at jeg nu fortsætter offline og lægger op, når muligt. Endnu en fantastisk, opløftende og virkelig og horisont-udvidende dag er gennemført med glæde og energi. Seks sangere har åbnet op og leveret, investeret og satset sig selv i en 11 timers høj-energisk workshop med sange fra alle verdensdele, genrer og ender af følelsesregistret. Nu ligger jeg så under dynen med computeren og forsøger at fordøje og forholde mig til alle de indtryk, indsigter og inputs dagen har medbragt.

Apropos manglende net-adgang, så identificerer jeg en tydelig side og konsekvens af min autisme. Mit behov for at ”komme på nettet”, når jeg har regnet med det, og reaktionen i mig, når det ikke lykkes. På nuværende tidspunkt har jeg stort set ikke været på nettet siden torsdag aften og det bider mig i bagdelen, at jeg skubbede nogle arbejdsopgaver og små-projekter til weekendens tur, i god tro at der ville være net-adgang og pauser at udnytte den i, så jeg lige hurtigt kunne få det ordnet. Det skulle så vise sig ikke at være muligt – og jeg må konstatere, at jeg flipper ud indvendigt, og bruger uforholdsmæssigt meget krudt på at ærgre mig og nærmest små-stresse, over denne uforudsete forhindring. .Nettet og computeren er et af mine safe-spaces. En måde til øjeblikkeligt at fordybe mig og dermed centrere og rewinde og restarte og boote mit indre system. Det er klart en form for afhængighed. Afhængig af internettet. Jeg registrerer at det gør mig rastløs og urolig ikke at kunne komme på. En slags abstinenser. Et eksempel er denne blog, som jeg har ”brug for” at få lagt op. Ellers ligger den jo inde i mig og murrer rundt, hvilket måske er med til at forhindre mig i at få den gode rolige nattesøvn.

Som nu, hvor jeg må acceptere at computeren og dokumentet må lukkes uden afslutning og closure. Godnat (eller gomorgen, er det vel  når dette bliver udgivet? – besværligt!)

post-script!

HOV  pludselig er der hul??
Eller? Hvis du læser dette, var der hul. Godnat

Fornemmelser af flytning

Forventning, forestillinger, fest. Jeg forlader det gamle og giver plads til det nye.

Er i lejligheden i København. Har haft virkelig svært ved at sove roligt og har drømt intenst og overdrevent begge nætter. Der arbejdes indvendigt. Vi har fået en interessant henvendelse fra “Universet”, og har fået et overraskende og meget sent afslag på den fremleje-ansøgning til lejligheden, vi ellers troede var gået clear igennem.

Vi har siden ansøgningsprocessen startede i november haft fornemmelsen at det var lidt op af bakke – men alle de papirer, de har bedt om, har de fået, alt er gået efter bogen, og de telefonsamtaler, der har været har alle peget mod at det ville gå helt igennem. Det var planen at min veninde Maria, der har boet her i lejligheden siden tidligt i efteråret sammen med mig, skulle overtage min kontrakt for en periode frem til 2013. Vi har satset så meget på det, så alle hendes møbler er sat herop, alle aftaler lavet og det hele manglende bare lige den endelige godkendelse fra Husets advokater.

Jeg er lidt rystet over afvisningen – men også virkelig afklaret med, at må være en mening hermed. Jeg kan ikke gennemskue hvad lige nu – men der er noget med energien her. Der er noget med at slippe og rykke videre. Der er noget. Universet taler med STORT, og jeg har bare at lytte efter.

Så nu må Maria flytte alle møblerne ud igen. Regninger opsiges og alt afvikles. Jeg håber, at jeg kan slippe for at betale husleje efter d. 1. april – men nu må vi se.

Det betyder så også at jeg ikke har det ventede undervisningslolale i københavn til elever og kurser. Indtil i efteråret havde jeg også en aftale med flere men især en kirke, der også blev opsagt under lidt mærkelige omstændigheder. Det er næsten som om København prøver at slippe af med mig. Det kan man så tænke over.

Måske er det omvendt?