Rumlerier... og Josephine

Der er meget læring, ritualer og nyt når man starter i helt ny skole, som Rumle har gjort. Det kommer der også mange sjove små  nye Rumlerier ud af…

Den anden dag kom han fra skole med en fin hjemmelavet julekalender med 23 stjerner på et silkebånd med en stor stjerne i enden og en lille tegnet engel på en klat klæbemasse (det er for klamt at skrive elefant-snot på sin blog!). Jeg spurgte selvfølgeligt nysgerrigt ind til englen (om han selv havde tegnet den og hvorfor det var en engel osv. Alt det der mor-noget man gør). Hans svar var meget klart – “jamen mor, englen kommer jo ned til Josephine, når hun bliver født!”

Det er bare sådan et mirakel, at vi har fundet det rigtige sted til ham på Rudolf Steinerskolen syd for Odense, og pludselig gik det hele jo bare stærkt med at flytte ham og dermed os. Det stod klart allerede før sommerferien, at han slet ikke trivedes i Sølvgade Skoles asfalt-verden midt i storbyens benzin-os og larm. I starten var det rigtig svært at sortere i, hvad der foregik. I lang tid troede jeg, det var en reaktion på at han som Nulte-klasse ikke længere var den største (som han var det sidste år i børnehaven). Jeg tænkte at det måske var frittens lille møg-lejlighed oppe under taget, der stressede og begrænsede ham. Der var mange forvirrende tanker omkring hvad der foregik. Jeg kunne bare konstatere at han var ude af balance. Han talte grimt, han var tit utilfreds og værst var det, hvis vi havde legekammerater med hjem. Jeg kunne overhovedet ikke genkende min ellers rolige og nørdede gammelkloge søn. Sådan et par drengerødder var pludselig uden for pædagogisk rækkevidde og kunne nærmest smadre en halv lejlighed, hvis jeg kiggede væk. Smertefuldt og frustrerende at møde sin egen magtesløshed som mor.

Heldigvis kom sommerferien og jeg troede nok lidt naivt at det ville blive meget bedre når han startede i første klasse OG fik en lang sommerferie og brænde lidt krudt af i. Skolestart kom og pludselig havde jeg hver eneste morgen en grædende ulykkelig dreng, der hadede skolen, helst ville have en fridag og gjorde hvad han kunne for at forhindre aflevering.

Igen håbede vi at det ville falde på plads efter nogle uger – men det eskalerede desværre. Vi fik en stresset, presset og meget træt dreng hjem og efterhånden hentede jeg ham tidligere og tidligere i et frustreret forsøg på at mindske konflikterne. Jeg forsøgte at snakke med hans lærere, men de havde rigeligt at se til, og greb ikke helt de bolde, jeg forsøgte at kaste. Det er bare så forfærdeligt, når ens barn ikke trives – og det var virkelig svært for os at finde hoved og hale i det hele. Først i oktober skulle vi til en familie-hjem-samtale, der desværre blev udsat gentagne gange, og først efter efterårsferien lykkedes det os at sidde med dem.

Det var ikke nogen synderlig god oplevelse og selv nu halvanden måned senere har jeg stadig ikke helt forstået hvad der egentlig skete. Men bottom line af et ellers rimelig kort møde var en nærmest falliterklæring fra deres side, hvor de mente at Rumle ikke trives og at vi skulle tage ham ud og finde en anden skole til ham (!).

Rumle har så ikke været på skolen siden og jeg gik straks i gang med at finde andre muligheder. Jeg er heldigvis ret så determineret, så lynhurtigt fik jeg et overblik over mulighederne. Det stod klart for os at det ville være en mulighed at rykke tættere på netværket (både min og Rumles far Caspers familier bor jo på Fyn). Jeg holdt Rumle hjemme og det fremskyndte klart behovet for et hurtigt skift. Fra himlen dumpede ikke bare en engel til Josephine men også en kontakt til Steinerskolen, som vi besøgte 5 dage efter den førnævnte skolehjemsamtale. Jeg havde mest lyst til at slå mit telt op og blive på skolen og både Casper og jeg ville ønske at vi selv havde gået der. Der var bare virkelig dejligt. Rare imødekommende mennesker overalt, masser af græs, luft og sådan en Christiania-vibe med skæve vinkler og hjemmemalede lækre træhuse.

Så gjaldt det bare om at få afviklet København så vi kunne komme i gang på Fyn og i løbet af få uger var det hele sat i gang. Jeg har undervejs i disse sindssyge uger og måneder trøstet mig med talemåden, der siger noget a’la “du behøver ikke se hele vejen for at tage det første skridt” og har gjort det, der skal gøres. Så nu er vi lige midt i det hele. Rumle har gået på skolen i næsten 14 dage nu og nyder de fleste dage (stadig ikke helt om morgenen – men det kommer nok, når han får sluppet det gamle anker fra København). Der er stadig ufatteligt mange hængepartier, og jeg forsøger at centrere mig midt i alt kaoset. Uger med tung sne, ufrivilligt bilskifte og et langtrukkent flyt mellem landsdelene fylder meget i mig. Naturligt nok. Men det trøster også at vide, at vi GØR noget, og vi forhåbentlig får en gladere, friere dreng.

Det vil være det hele værd. Casper spurgte ham forøvrigt den anden morgen om han frøs om fødderne? Nej nej, svarede ungen – og heller ikke om ærmerne!