Har du husket dit spyd?

Morgenens skønneste udtalelse kom i vanlig stil fra Rumle. Han hoppede ind til mig, da han vågnede og vi lå længe og snakkede om alt det, vi er taknemmelige for fra 2010. Vi kom langt omkring, og meget blev husket og nævnt. Da vi kom til at snakke om Godset og flytningen og alt det nye, der er omkring os, var det Rumle, der udtrykte taknemmelighed for den kæmpe have, han har fået at lege i… Det bragte hans tanker vidt omkring:

“Jeg er så glad for, at jeg har min egen skov at lege i. Det er der ikke mange børn, der har. Jooh, måske i Afrika. Afrika er nemlig et rigtig stort land. Der må børnene gerne gå frit, hvis bare de tager et spyd med!”

om forsætligt at fortsætte med forsæt

I dag fandt jeg præcis den ro, der skulle til at få overblikket og afviklet hele mit regnskab for 2010. Det tog 7 gode timer og flød og gled ligeså roligt og egentlig helt hyggeligt. Det er første gang (nogensinde?) at jeg har kortlagt min privat-økonomi gennem et helt år. Alle bonner gemt, kategoriseret og nu tastet og lagt sammen. Afslørende! Så står det bare skrevet i excel hvor pengene flyder eller ikke flyder, så vel ind som ud. Så nu ved jeg, hvor mange penge jeg bruger på tøj i snit. Hvor mange faste udgifter jeg har pr. måned og (gys) hvor dyrt det egentlig er at ha barn (og katte, for den sags skyld). Jeg ved også hvor mange penge, jeg har brugt på benzin og bro de seneste måneder, og hvor meget sushi, jeg har spist i 2010.

Jeg fortsætter lidt med mine forsæt for det nye år (har lige i dag genlært, at det er sådan det hedder… skal vist have editeret i tidligere indlæg). Apropos økonomi, viste dagens gennemgang af 2010, at der vitterligt har været kaos på mange planer i mit liv. Det er bestemt en udfordring at køre dobbelt-husleje, lægge indskud til gods og håndtere betalingsskole samtidig med køb af bil og flytning, så der skal mikromanages på den økonomiske front, så jeg forsætter og fortsætter i kommende måneder med at træffe kloge valg og bevidste beslutninger.

Jeg er blevet meget skarpere på hvad mit overordnede tema for første kvartal skal være, og vil skrive mig rigtigt ind på det i de kommende dage. Jeg har i hvert fald besluttet at chunke kvartalet op i 12 uger med hver sin overskrift og vinkel på hovedtemaet, og har besluttet at fortsætte min så glimrende og yderst velfungerende skrivebords-hjerte-klemme-strategi fra december. Blot skal hver uge nu have sin egen klemme. Disse 12 klemmer skal fastlægges fra starten og der skal som jeg skrev om for nyligt ligge en væsentlig belønning i horisonten.

Samtidig vil jeg som et lille sidefokus bruge nogle gamle glas-mærkater, jeg engang fik i englegave. De klæber til glasset og overfører en positiv energi til det, man drikker. Lyder det alternativt? Så tjek ham her Dr. Emoto lidt mere ud. Det er ham, der fryser vand til iskrystaller, og påviser forskel i deres struktur alt efter hvilken påvirkning vandet har fået før frysningen. Det er også ham, der laver forsøg med kogt ris, der tales enten pænt eller grimt til – eller som ignoreres helt. Man kan hurtigt finde en masse af forsøgene på Youtube. Hvis jeg kan få det til at virke, lægger jeg nogle af klippene op her ved lejlighed. Det er meget spændende forskning.

Men jeg har altså de her gennemsigtige mærkater, der kan sidde på glas og kopper. Jeg har tænkt mig hver uge at trække en tilfældig og lade mig inspirere af. Vil I være med? Man kan lave sine egne ved at skrive på et stykke køkkenplastisk med tusch og sætte på koppen, eller vælge et glas, og skrive direkte på glassets yderside med en vandfast tusch. Det vil så blive vasket af i ugens løb og så kan man fornye med et nyt støttende og positivt ord eller sætning. Her er et billede af de mærker, jeg trækker fra de kommende uger:

Her lagt op i tilfældig rækkefølge.

Nu står den på planlægning af Nytårsfesten i morgen. Igen har Rumle ønsket at vi bliver på godset, så selvom det ikke denne gang er sneen, der forhindrer os i at køre, tager vi en rolig aften. Jeg har købt lidt små-krudteri ind (han er jo en rigtig dreng…), han har valgt en flot hekse-hat til mig, og har så bestemt at vi skal holde Harry Potter fest. Det bliver vist noget med noget oppyntning og måske noget med at have filmene kørene og lave troldmandstricks. Vi prøvede at regne ud hvor lang tid det ville tage at se dem alle sammen – og eftersom Rumle er fast besluttet på, at han vil være oppe i 24 timer (og lur mig, om ikke han sagtens kan det…) burde det i princippet godt kunne lade sig gøre. Jeg ved, der findes en tryllebesværgelse, der får én til at sove… gad vide, om der også findes én, der holder vågen?

Frydefulde overspring…

I dag var så dagen, hvor jeg for alvor skulle få noget arbejde fra hånden. Regnskabet for 2010 brænder i skrivebordet og “NEM”-id gør det ikke ligefrem nemmere, da jeg over julen ikke kunne komme på netbank. Først i går kom jeg i banken og fik hentet nye koder og log-in. Det var så planen, da vækkeuret ringede i morges (kl. 6 – man er vel morgenfrisk…), at jeg skulle sætte mig til bunkerne og få skidtet tastet, klaret, betalt, afviklet.Samtidig trænger min hjemmeside til en ordentlig opdatering med de nye kalenderting osv, så det stod længere nede på listen.

Kender I de der helt fantastiske og frydefulde overspringshandlinger, man lader sig falde og fordybe i? Hvor man bliver ekstra begejstret og opslugt, bare fordi det er sådan lidt forkert og forbudt…

Lige præcis sådan en kreativ én, lod jeg mig forføre af fra morgenstunden og først for ½ time siden er jeg dukket op til overfladen igen. Rumle og jeg har lavet en stor ‘krea-kasse’ med alle vores farver, pensler, lim, sakse og meget andet godt.

Den er lige til at tage frem, når vi skal male, bygge eller lave andet. Jeg VIDSTE godt, da jeg tog den frem i morges, at det bestemt var en glidebane væk fra regnskaber og hjemmeside – men undskyldte med, at Rumle også skal have lidt juleferie med mig. Som altid havde han en kæmpe fest i 20 minutter med maling ud over det hele – hvorefter han driblede videre og legede med alt muligt – og jeg blev siddende med lim, udklip, glimmer og andet godt. Det er SKØNT nærvær for mig at sidde med den slags. Har lavet to sætte-kasser til nips og dimser og et par små bokse til smykker osv.

Jeg er sådan en samler, at det er vigtigt i vores nye hjem, at jeg får sat det hele lidt i system. Faktisk hørte det til mit andet kvartal 2010 at lære dette. Som jeg fortalte om for et par dage siden handlede første kvartal 2010 om at få mig tilbage på ret spor og få mine prioriteringer på plads. I andet kvartal tog jeg fat på mine nærmeste omgivelser og fik sat det meste af mit hjem i København helt i stand.

Nu ved jeg, at min ‘samler-mani’ hører til min autisme. Jeg gemmer rigtig mange ting og har omhyggeligt samlet på alt fra noder, bøger, CD’er, noter, dagbøger og meget andet fra de mange år, jeg har været under uddannelse. Det sker bestemt, at jeg rent faktisk får brug for noget af det – men mange mange af de samlede mapper har egentlig bare samlet støv.

Det kan være virkelig uoverskueligt at rydde op i, så sidste vinter brugte jeg i månedsvis et princip, der skulle vise sig at virke fortrinligt. Jeg har læst et sted, at når man skal rydde op og gøre rent, og det virker voldsomt, skal man bryde det ned i mindre portioner, end man egentlig har lyst til. F.eks. rydde én hylde i køkkenet op pr. dag, eller en skuffe i soveværelset af gangen. Ofte, når man så først er i gang, får man alligevel taget lidt mere – men hele humlen er mig for at komme i gang, uden at gå kold.

Jeg besluttede mig derfor for at rydde op med små skridt, og startede på de hundredvis af mapper og kasser én af gangen, uden at tænke over hvor mange, der manglede. Det virkede!

Langsomt men sikkert fik jeg sorteret, smidt ud, scannet og samlet. Jeg sagde kærligt men bestemt farvel til mine gymnasie-projekter om Mozart, til timers koral-harmonisering fra universitetet og ugevis af kassetebåndsoptagelser af alt fra gamle sang- eller terapi-timer.

Nu et år efter, hvor jeg rent faktisk har skullet flytte ud af lejligheden, har jeg kunnet pakke ned og klargøre til flytningen uden at miste overblikket eller håbet (som tit kan ryge, når det hele bliver for stort og tungt).

I påsken 2010 hjalp min fantastiske veninde Camilla Tiedt med at skille og flytte de nu tomme og overskydende reoler, og langsomt luftede mit arbejdsværelse ud. At jeg så rent faktisk samtidigt aflyste og lukkede mange af mine store arbejdsprojekter, som korene, var egentlig meget symbolsk.

I maj måned hyrede jeg en dygtig bekendt og kollega Jette Svane til at hjælpe mig med indretning. Hun havde sammen med Margith Sommer lavet et super “Golden Egg” kursus, hvor jeg var blevet inspireret til at brainstorme, visualisere og kunstnerisk udtrykke min retning. Det var en kæmpe- aha-oplevelse, hvordan hun lærte mig at samle temaer, stof-typer og farver, og et par gode timer med hende i kontoret, fik sat en ny retning på lejligheden. Jeg fik alt malet, flyttede rundt og fik indrettet nogle rigtigt dejlige og re-energizede lokaler.

Jeg fortsatte året rundt med at sortere, scanne og smide ud. F.eks. har jeg på under et halvt år fået scannet næsten 20 års kornoder, gospel-arrangementer mv., så det hele nu ligger i min computer (samt på etback-up drev!) Hvilken fysisk lettelse at kunne bære sækkefulde af papir i skraldespanden. Jeg tør ikke gætte på, hvor meget jeg har smidt væk, men det er betydelige mængder.

Jeg mangler stadig nogle ting i lejligheden. Jeg overvejer blandt andet at scanne mine 5 kasser med barndomsfotos og rejsebilleder fra hele mit liv, så de ikke skal flyttes med over her i januar – men nu må vi se, hvor langt jeg kommer.

Noget af det, Jette arbejdede meget med, handlede om at samle. F.eks. så alle de blå ting er sammen, eller alle metal-ting er sammen. Jeg har også sat mine bøger efter farver (og har sorteret Rumles lego i farver – men det er en HELT anden historie…) Og nu har jeg så disse små sættekasser til mine små sten, små farvede figuere og andet smådimseri.

På Godset har jeg udnyttet at der er forsatsvinduer, så jeg bruger pladsen mellem vinduerne til at sætte små samlinger op. F.eks. står alle mine små kinesiske lykkefigurer samlet i brunt og metal og skaber god energi. Men det får I altså ikke billeder af nu, for nu MÅ jeg have arbejdet nogle timer (kun 9 timer forsinket). God dag til alle…

Til gengæld skal I lige have (som lovet) lidt stemningsbilleder fra juleaften på Godset:

Her er ballon-juletræet, alle gaverne og julepynten og julenissen Rumle.

Her er Lego! Først lidt jule-lego og dernæst Lego Harry Potter udstillingen, så langt den nåede juleaften. Siden er den blevet fuldendt med også Vindelhuset. Tjek lige både den flyvende bil og dementorerne…

Her er Rumles kødædende plante, der nu står samlet i køkkenet og vokser.

mindmapping af 2011

Jeg nærmer mig (som alle jer andre) standard-skæringsdatoen for frisk start. Den første januar falder meget passende på en lørdag. En god dag at fejre sig selv og ens nye fortsæt. I 2010 testede jeg flere ting af, der begge havde stor og vigtig impact for mig. Hvis det virker, hvorfor så ikke gøre det igen… Så det er planen!

Jeg tog f.eks. en big-picture beslutning om at chunke året op i fire kvartaler med hvert sit grundlæggende tema. Først tænkte jeg, at det var lige lidt nok, at nå fire mål på et år – men da jeg først kom i gang med det, gav det en fantastisk ro og fjernede en masse af den normale stress, jeg ellers kan få af at skulle nå ALT for meget af gangen. Kombineret med strategien om “det vigtigste først”, har jeg fået klaret nogle virkelig  epokegørende ting i mit liv i årets løb.

I første kvartal sidste år var jeg lige gået sukkerfri. Jeg var kun tre uger clean, og der var stadig mange nye vaner, der skulle etableres og rutiner, der skulle køres ind. Jeg vidste, at hvis jeg skulle forblive sukkerfri (det siges at tage op til 6 mdr. før det virkelig er ude af ens system), måtte jeg prioritere mig selv meget højt. Jeg valgte derfor at tage et helt kvartal, hvor alle beslutninger blev taget ud fra det overordnede tema: “Nej til andre, for at kunne sige JA til mig”. Det var egentlig ikke så egoistisk, som det lyder, når jeg siger det højt. Jeg tror bare, jeg lyttede tydeligere ind til det indre “Nej eller Ja” i mig og valgte det, frem for et høfligheds-ja eller et ubevidst ja, når jeg mærkede nej. Hvis jeg var i tvivl om noget, sendte jeg til indkast. Konsekvent i tre måneder. Jeg gjorde mig umage for altid at sige nej med høflighed, i god tid og med klare og tydelige udmeldinger. Men NEJ sagde jeg. Når noget ikke var ok, når noget ikke føltes rigtigt.

Det kostede, det indrømmer jeg gerne – men måske er det bare en dyb sandhed, at det man mister, har man aldrig rigtig haft. Da vi nåede 1. april 2010 var min forlovelse brudt og kæresten flyttet. Mine to kor (gennem 12 og 7 år!) var lukket ned og afskedskoncerter under planlægning. Men jeg var clean, og jeg begyndte så småt at mærke mig selv og genfinde min egen power. En af reglerne i kvartals-arbejde på denne måde er FEJRING! Der skal ligge en præmie og belønning for velgennemført periode, og i sidste halvdel af marts 2010 gik jeg på research efter mine to katte. “Alle katte er autister”, siger man vist – det vidste jeg selvfølgelig ikke den gang, men jeg har bare altid trivedes fantastisk med katte. De giver mig ro, og jeg kommunikerer godt med dem, uden at føle mig kvalt. Bare tanken om en hund, der skal luftes 4 gange om dagen… pyhaaaaa – men katte er rimelig selvkørende (selvluftende?) og det passer både mig og dem. Det var vigtigt for mig at finde de rigtige, og jeg gjorde mit arbejde godt – i påsken kunne jeg nemlig samtidig flytte to store killinger op på dosseringen. Den ene en Hellig Burma (kastreret han) fra Helsingør og den anden en stor Maine Coon Killing fra Fyn. De er bare mega-kælne, søde, frække og lige til mig. God gave!

Så nu hvor vi nærmer os første kvartal i 2011, skal jeg beslutte mit hovedtema (og fejringen) – vel vidende at det, jeg fokuserer SÅ intenst på, vil lykkes for mig. Det kan jo nogen gange nærmest være skræmmende… men here goes! Jeg ved, at jeg skal skære til benet, og gøre mit fokus skarpt og vigtigt. Jeg skal tage det, der ligger først og måske også virker størst og farligst. Så det tænker jeg over i disse dage, så jeg kan starte klar og frisk på lørdag.

to be continued…

Verdens værste dag…

Ja – det er så verdens værste dag i dag. Det proklamerede Rumle med klar, tydelig og grådfyldt stemme i morges som første sætning, så jeg næsten blev helt forskrækket. Ja, det var så selvfølgelig fordi, der nu er et HELT år til næste juleaften. Det må også være forfærdeligt, når man er 7 og rent faktisk har haft verdens bedste dag i går.

For det var virkelig en helt vidunderlig skøn juleaften. Ingen konflikter, ingen støj – bare RÅ hygge og mor-søn tid. Vi kom ingen steder. Østfyn var lukket og det kunne ikke lade sig gøre at komme bare op til hovedvejen, så vi havde allerede lillejuleaften taget en god fælles beslutning om at blive hvor vi var, og få det bedste ud af det.

Så vi hentede resten af julepynten frem. Placerede ballon-juletræet i hjørnet og lagde alle pakkerne under – eller rettere ved. (Heldigvis havde Rumles fars side af familien afleveret i god tid, så de røg i bunken). Jeg havde haft lidt ekstra småting købt til julekalender mv., som jeg pakkede ind og lagde med, så det så ud af lidt mere. Vi lavede nisse-krog og pyntede fint op til intermistisk og improviseret jul. Rumle tog nissetøjet på fra morgenstunden af (han havde jo allerede dagen før planlagt at ville lege nisse – så dét gjorde han), vi tændte godt op i brændeovnen og gjorde fint over alt.

Jeg er ikke så meget til de virkelig traditionelle og “bundne” juleaftner. Jeg synes det er fedt, når man tænker lidt ud af boksen og f.eks. har jeg altid undret mig over måden, vi får gaver på. Især hvis man skal have mere end én. Der er bare ikke lige så meget fordybelse og glæde i at få dem alle på én gang, har jeg altid tænkt – det er svært virkelig at nyde, når man 10 sekunder senere skal kaste sig over den næste. Samtidig er faren for skuffelse noget større, når man har bygget forventninger op i dagevis, for så at FLÅ papiret af på 35 sekunder og sidde midt i høsten og netop tænke nu er der ét år til næste omgang.

Så vi (jeg) besluttede fra morgenstunden af at gaverne skulle fordeles til hele dagen. Så det blev vist nærmest til én i timen, og hvilken succes! Så var der nemlig tid til at lege med tingen, nyde den og virkelig være taknemmelig. Strategisk set kunne jeg også hjælpe lidt til, så gaverne med bedst legepotentiale blev fordelt. F.eks. kunne vi pakke Lego-Harry Potter toget ud om formiddagen, så vi kunne bruge nogle timer på det omkring frokost. Succes. Samtidig var det også oplagt at finde alle de andre LHP ting frem, Rumle har fået fra oktober (da det kom på gaden) og til nu og få det gen-samlet. Det var nemlig blevet flyttet til godset men trængte til en kærlig samling. Det fik det. Rumle legede, jeg genetablerede og sammen fik vi lavet en super udstilling med det nye tog i midten og de andre ting på en stor hvid (ikea naturligvis :-S) reol i stuen. Lidt klæbemasse fik både den flyvende bil, dementorer og den quidditch-spillende Harry til at flyve på væggen. Succes.

Det blev også til en god udendørstur i det (lidt for blæsende) sneklædte landskab. Vi fandt istapper og andre frosne herligheder og fik røde kinder. Flere gaver fulgte – blandt andet perler og snor, der startede en større tillægs-gave produktion af perlekæder til familien. Succes.

Vi har ikke noget fjernsyn – og har ingen planer om at få! Det har på ingen tid rent faktisk betydet, at det er gledet helt ud af horisonten – og hvor ER det bare fantastisk. Rumle leger eller spiller i stedet for at se fjerner. Ind i mellem sætter vi en film på, eller nogle af hans yndlings-serier – og så er det fokuseret kigning i stedet for bevidstløs. Succes. Julekalenderen (især Absalon) er dog blevet set på nettet – men ellers fylder det ingenting. Mens jeg lavede aftensmad så Rumle ‘Harry Potter 6′ med to katte på dynen. Han fik sin risengrød med kanel og smørklat og spiste med min barndoms træske. Succes.

Efter aftensmaden var de sidste pakker blevet pakket ud og det var så skønt at høre ham udbryde (for HVER gave, han flåede op) “DET er bare det bedste, jeg nogensinde har fået”. En af de sidste gaver han fik, var fra mig. Det var et mini-drivhus med kødædende planter, som vi skal plante og pleje, så det kan spise fluer til sommer. Det brugte vi så en halv times tid på at plante og gøre klar. Succes!

Jeg kan virkelig godt lidt, når tingene bliver vendt sådan lidt på hovedet og nye traditioner skabes og nye muligheder dukker op. Der er tit så meget stress forbundet (i hvertfald i mig) med alle de forventninger, der følger med højtiderne. Tingene skal for mange helst genskabes SOM DE PLEJER (kan ingen huske, at han er død?), maden skal være som sidste år og forrige år – og Gud bedre dem, der forsøger at ændre den mindste smule i menuen. “Her spiser vi and”. Dage, der skulle være hyggelige og nærværende, havner tit som en maskerade af forstilthed, hvor alle forsøger at genskabe fortiden som et skuespil med indstuderede replikker og et suk af lettelse, når man endelig må køre hjem. Nu hjælper det så heller ikke, at jeg forstår mig selv og min sociale udmattelse endnu bedre i disse måneder – men jeg hører andre også genfortælle om deres højtids-stress, og tænker, at det ikke kun er hårdt for autister.

Så det har jeg min egen lille revolution kørende omkring, i et ydmygt håb om at vise mig selv (og andre?) at tingene godt kan og må gøres anderledes. Sidste år var jeg online i næsten 24 timer med Livsnettet.dk, hvor vi var næsten 50.000 samlet til online jul. Og selvom man ikke skulle tro det, var julen for 2 år siden faktisk ENDNU mere alternativ. Der holdt vi nemlig star-wars-clone-wars-jul. (Det var tiden før Harry Potter!) Vi havde indrettet og dekoreret hele sommerhuset med sådan noget sølv-alu-kraft-rulle (med damp-spærre!) fra byggemarkedet og tegnet tegninger på og lavet alt i klon-tema. Lyssværd, blå risengrød og stjernekastere. Se DET var en julefest! (Succes)

I dag har nu slet ikke været verdens værste dag – synes jeg i hvertfald. Det lykkedes os trods et par timers rejsetid og noget videre nederen kø på motorvejen (selvfølgelig de sidste 15 km, der tog længere tid end resten af turen) at nå frem til mine forældre i Nr. Aaby midt på eftermiddagen. Der ventede flere gaver (den sidste Lego-Harry Potter pakke, så samlingen nu er komplet – SUCCES!) og et par andre gode ting. Rester fra jule-middagen i går og juletræ med (kunstige) lys på. Vi har samlet lego i timer, og mens jeg nu sidder helt stille i et hjørne og skriver dette, er Rumle begejstret og fordybet med begge mine forældre i sådan et nørde-spil på computeren, hvor man skal finde ting og løse gåder.

Jeg vil lige spørge ham, når han skal sove, om det virkelig blev verdens værste dag… Jeg synes, hele denne jul har været en SUCCES.

ps – jeg lægger et par billeder op fra vores dag i går, når jeg får kameraet tømt i computeren. Det er ikke kommet med til Vestfyn. Her er et kig på Star-Wars festen for to år siden.
Stik den

jul på godset?

Det smukkeste sne-vejr har selvfølgelig også lagt sig over Godset på Østfyn. I dag skulle Fætter Andreas og min søster Iben have været på besøg på Godset for første gang, og vi skulle være kørt med tilbage til Vestfyn, hvor vores forældre stadig bor, for at holde julen der. Det er helt klart med vejr og udsigt at der ikke kommer besøg i dag – og med al sandsynlighed kommer vi heller ingen steder i morgen.

Jeg tror rent faktisk det passer Rumle rigtig godt. Han har rigtig meget lyst til at være hjemme, og jeg tænker at det er en reaktion på flytningen. Han er tryg her og hygger sig meget. Vi er også i gang med at finde gode kælkebakker i området og får hver dag indrettet os lidt bedre.

Jeg tror såmænd  også det kan blive helt hyggeligt at holde jul her, ham og mig. Jeg fik provianteret i går, så vi kan overleve en længere is-vinter og han har bare bedt om at få risengrød i morgen (så det er dejligt nemt). Han vil lege nisse!

Vi har ikke pt. noget juletræ – andet altså end dette ballon-juletræ, der var i Rumles julesok for et par dage siden. Men mon ikke det også kan fungere fint? Ellers må vi ud med en sav i nattens mulm og mørke og forgribe os på skoven.

Tusind tak for jeres mange søde og støttende kommentarer omkring min autisme. Det gør mig glad at blive mødt på den måde, for jeg har været usikker på, om det var ok at dele noget så privat. Noget af min bekymring kunne f.eks. gå på, om jeg ville miste min troværdighed som professionel underviser? Om jeg aldrig bliver hyret til et job igen – hvis nu folk kender sandheden om hvem jeg er. På den anden side kom jeg i tanker om den business, der hedder “Specialisterne”, hvor en lang række autister er samlet for at kunne bruge præcis deres top-kompetencer til at udføre en række special-opgaver.

Måske skal jeg begynde at tænke mig ind i den kategori. Specialist. Jeg har jo altid set mig selv som en rigtig Nørd og mange gange har folk også undret sig over at jeg f.eks. kan huske tusindvis af korsangeres navne og pludselig ikke kan huske mine nærmeste venners navne – eller genkende folk på gaden. Måske bliver det bare en KÆMPE lettelse for mig, at møde en større forståelse for at jeg er så akavet rent socialt. Jeg KAN ikke small-talke. Jeg har virkelig øvet mig, har kompenseret og har tillært mig en lang række ‘topics’, som jeg kan hive frem, når jeg skal samtale med folk. Mange nyder, at jeg taler meget konkret, at jeg altid er meget direkte og går direkte til kernen. Mange giver også udtryk for at min skarphed og analytiske evner er fantastiske… men IIHHHH hvor har jeg dog jokket i spinaten og trådt rigtig mange tæer undervejs, hvor jeg har været klodset, upassende eller usensitiv. Hvor har jeg været ulykkelig og uforstående over den vrede og modstand jeg ind i mellem bliver mødt med. Jeg har tidligere talt med mange terapeuter (tilbagevendende tema!) om at jeg følte at mine intentioner tit blev misforstået. At jeg ikke har kunnet formidle al den kærlighed, jeg føler mig så fyldt op af.

Arbejdet og musikken har altid været mit safe-place. Jeg har kunne lede og dirigere og tromle derudaf og har overvejende været med glade mennesker, der har værdsat mine lidt specielle talenter. Når jeg har ledet kor og workshops, holdt sessions og kurser har jeg med tryghed og retning kunnet forløse alle de evner, jeg har. Bortset altså fra de sociale aspekter, der har udmattet mig voldsomt. Jeg har måttet kæmpe ti-fold for at huske folks historier, for at samtale fornuftigt og være nærværende til dem. Jeg har ikke kunnet opretholde det service-niveau, jeg ønskede rent menneskeligt og relationsmæssigt, og jeg er dybt ulykkelig over de misforståelser, det har skabt undervejs. Det er forfærdeligt at opdage (nogle gange tilfældigt) at nogen er vrede på én, og ikke engang ane, over hvad og hvorfor.

Måske også derfor taler jeg nu om det her. For at kunne foregribe de situationer for fremtiden. Jeg kan ikke ændre på de episoder, hvor jeg har været upassende, klodset eller uhøflig. Men jeg kan måske forhindre at de sker for mange gange frem over. Ved at kunne forklare ansatte, korsangere, venner og andre relationer, at nogengange er jeg har og andre gange er jeg så dybt introvert koncentreret om noget inde i mit hoved, at jeg ikke kan se ud over min næse!

Nu kalder julerengøringen, så her bliver rigtig fint til de næste par dage. Måske også en ordentlig kælketur med Rumle. Jeg samler stadig kræfterne sammen til at komme tilbage i form og få styr på det lavpraktiske med kost, vitaminer osv. igen. Små skridt.

Glædelig lillejuleaften!

Jeg nærmer mig sandheden…

Dagene går ned i gear her. Ikke helt frivilligt, da Rumle har raget sig feber og hoste til. Men alligevel nok et vældigt tiltrængt tempo. Mit nærvær er rimelig stort – men det er min sensibilitet desværre også. Så selvom jeg heldigvis ikke er gået i sukkerskålen, lukker jeg ned på mange andre planer. Bedøver mig selv med lidt for tung og fed mad, lidt for store portioner og absolut ingen kropslig kontakt. Også en del overspringshandlinger, med computerspil og hygge (mine undskyldninger er Rumles tilstand – og det hold i lænden, jeg har taget til mig efter at have slæbt en lidt for tung sofa på lidt for svag ryg). Jeg har ikke trænet eller bevæget mig synderligt i snart en måned og det mærkes på krop og sjæl. (Ja altså bortset fra at jeg ikke rigtig mærker efter).

Det fordrer til nytårsfortsæt. Nye begyndelser. Frisk start. Lige om lidt…Først afvikling og erkendelser.

Har dog gjort lidt praktisk, og ryddet færdig op på mit ny indrettede toilet og sorteret tøjkasserne. Der er næsten styr på Godset efterhånden, og jeg er SÅ klar til at få resten af min bolig på plads. Vi går og lader op til et kæmpe flytte-salg / loppemarked på Dosseringen. Der er så mange af mine ting (tøj, bøger, CDer, reoler og masser af andet), der ikke skal flyttes med videre. Samtidig har Maria og Majken, der bor i lejligheden, også en masse ting, der ryger med i salget. Det skal vi nok annoncere på Facebook og andre gode steder, når vi kender datoen – mon ikke det bliver en hyggelig januar-dag med åben hoveddør, te og varm cacao i køkkenet og loppesalg i stuerne!?

Jeg nærmer mig sandheden. Måske også derfor bedøver jeg til overflod lige nu. Jeg får næsten helt ondt i maven over at skulle dele om det – men det er vigtigt for mig. For at afklare yderligere, for at forstå mig selv og for forhåbentlig at møde en større forstørrelse om, hvem jeg er og hvorfor jeg møder verden på den måde, jeg gør.

I sidste uge var jeg til mit afsluttende udredningsforløb hos en specialist i Odense. I nogle måneder jeg har researchet, taget tests og snakket med forskellige specialister rundt omkring. Nu er diagnosen så endeligt givet, og jeg skal nu forholde mig til en “ny titel”.

Jeg er autist, eller rettere: jeg befinder mig i den kategori, der hedder autisme spektrum forstyrrelser. I den højt-begavede afdeling heraf, som også kaldes Asperger. Det er medfødt og selve diagnosen ændrer jo ikke noget som helst – det giver bare nogle nye redskaber, en større forståelse, og en ramme, jeg kan bruge til at forklare venner, kolleger, ansatte og andre relationer i mit liv HVORFOR jeg ind i mellem opfører mig mærkeligt, er skiftevis fraværende og nærværende, er særligt vedholdende og koncentreret i timevis (fordybet, nørdet, koncentreret – nærmest besat) og allervigtigst hvorfor jeg bliver SÅ udmattet, når jeg skal håndtere sociale sammenhænge og relationer – selvom jeg virkelig gerne vil andre mennesker.

En af de tanker, jeg har nået at tænke den sidste uges tid er, at det måske bliver en kæmpe (jule)gave, at jeg med tiden kan sætte nogle bedre rammer op for mig selv, i forhold til de mennesker, jeg holder af og virkelig gerne vil være sammen med.

Tænk – måske kunne jeg en dag endda finde ud af at få et velfungerende parforhold?

Det er noget af en mundfuld (glædelig jul!) så  måske er det bare virkelig forståeligt, at jeg er supersensitiv og hudløs lige nu. Så nu tager jeg lige en uge mere til at fordøje, og SÅ sætter jeg gang i nytårsforsæt, træningsprogram og 2011-mindmaps… ligesom 80% af resten af DKs befolkning

kl. 10, 14 og 18…

Der er en gammel nærværsøvelse, som jeg forsøger at praktisere hver dag. Det er sværere end man tror – prøv selv… Helt enkelt og kort fortalt går det ud på at “huske sig selv” kl. 10, kl 14 og kl. 18 hver dag. Hver eneste dag.

At huske sig selv. Det kan være svært at forklare. Det er nemt at mærke, når man gør det og nærmest umuligt at forstå, hvis man vandrer halv-bevidstløs rundt i sin dagligdag. Det er noget med at sanse kroppen, mærke følelser og registrere tanker på én gang – og allervigtigst – uden at dømme eller kritisere. Blot observere og være til stede med sig selv.

Det er snyd at sætte uret til at ringe på de givne tidspunkter, men det virker for mig at lave små huske-regler. Kirkeklokken ringer f.eks. ofte klokken 18, så den er blevet at anker til nærvær.

Tit og ofte ser jeg på uret kl. 9.58 og tænker ‘YES, i dag husker jeg kl. 10′. Langt oftest kigger jeg så på klokken igen kl. 10.25 eller 11.30 og undrer mig over at det er så svært at være vågen til sit eget liv.

Det sidste års tid har mit nærvær været mærkbart skærpet (ok – hvor mange “æ”er er der lige i den sætning… nærvær været mærkbart skærpet…). Jeg har siden i sommer ofte husket et og nogle gange to af tidspunkterne hver dag. Og har med jubel 5-10 gange oplevet det nærmest himmelske at være der alle tre tidspunkter på samme dag. Jeg synes selv det gælder, hvis jeg “er der” kl. 10.02 eller 13.59 – og det skaber næsten altid et lille gys af begejstring, når jeg kigger på klokken og ser det smukke runde tal. Så tjekker jeg lige ind i systemet. Hvor er jeg henne, hvad hører jeg, ser jeg, mærker jeg, tænker jeg?

Nogle perioder er jeg så fraværende fra mit eget liv, at der kan gå dage og en sjælden gang uger hvor jeg ikke husker noget som helst. Pludselig vågner jeg så op en dag og mærker mig selv, og tænker – “hvad skete der lige”.

Det er som om jeg kan komme i træning med øvelsen. Jo mere jeg praktiserer nærværet, jo nemmere er det at fastholde og huske mig selv.

I dag har jeg husket både kl. 10 og 14. Mon jeg er der kl. 18??

Er du?

fordele og ulemper…

De to stjerneskud var forøvrigt ikke det eneste, vi så i går…
Nu har vi også fundet den første døde rotte foran hoveddøren.
Fordele og ulemper ved at bo på landet.

Rumlerier og stjerneskud

Rumle: “Mor ved du godt, at vi i virkeligheden står på hovedet?”

Mor: “Står vi på hovedet?”

Rumle: “Ja! For det er vinter, så vi vender jo nedaf. Vi er sådan en slags nede i bunden af jorden”

Mor: “Hvordan ved man det?

Rumle: “Fordi det ikke er solen, der kører rundt, det er jorden”

Vi har været på aftenvandring. Der skulle være stor sandsynlighed for at se stjerneskud i disse dag, da en eller anden meteor-storm passerer (? eller hvad det mon hedder, når man ved noget om det). I går aftes var det overskyet, men i aften lykkedes det os at finde frostklar nattehimmel. En af de store fordele ved at bo på landet.

Rumle har aldrig set et stjerneskud. Det er noget han snakker meget om, for så må man jo ønske! Så da jeg læste om stjernevrimlen for et par dage siden, besluttede vi at gå aftenture i mørket. Rumle mente nok, mens vi her til aften ventede på at stjernerne faldt ned, at det var små stykker af månen, der var faldet af, og det kaldte man stjerneskud. Så fik vi os en snak om sole, der brænder op og satelitter, som videnskabsmændene har sendt i omløb.

Indtil vi så to vaskeægte stjerneskud. Til STOR jubel og begejstring.

Der blev ønsket. Rumle ønskede at vores to katte Mario og Medina lever meget længe og at vi får nogle hyggelige dage sammen ham og mig. Bagefter kom han i tanker om at han måske skulle have ønsket 1000 ønsker mere i stedet?

Jeg ønskede mig…
tja – det går jo ikke i opfyldelse, hvis man siger det højt, vel…