Vi er lige landet fra London, hvor vi har haft 6 vidunderlige dage med 65 (!) sangere fra Sound of Gospel. Der var workshops, koncerter, shopping og fun for alle pengene og vi blev godt tanket op hele vejen rundt – hvilket også har resulteret i en kollektiv influenza, der har lagt en del af koret på langs efter hjemkomsten. Højdepunkterne på turen (og der var mange…) var blandt andet en vidunderlig firma-workshop i London centrum, for et stort byggefirma, der hedder MACE. De bygger et eller andet gigant projekt nu, og trængte til en moralsk stemningsløfter… Den leverede vi så!
Arrangøren var gået ALL OUT, og havde lejet en af de største katedraler (Southwark – lige syd for London Bridge!!!) til formålet, og fredag eftermiddag stod vi sådan lidt forskrækkede og nærmest netop landet i den vildeste smukke kirke og sang af karsken bælg for en stor gruppe engelske forretningsmænd, der på alle måder vist var mere forskrækkede end os!
Både vi og de tøede hurtigt op, og vi havde en fantastisk fest i 1½ time… Vi kom omkring i både fællessange, kropsøvelser (åh det er SÅ fedt at provokere de slipseklædte til at strække, stønne, danse og klappe…) og masser af andet glad gospel. Den kombinerede koncert/workshop sluttede med at jeg bad koret give publikum et kram… og bad dem stille sig i en stor cirkel omkring stolene. Det har jeg gjort før, når vi har afsluttet en koncert med en ballade, og det har sådan en smuk og lidt voldsom effekt at have korsangere stående hele vejen rundt i kirken og synge folk lige i hovederne. Jeg KALDER det “et kram” – og tænke ikke nærmere over at det måske ikke var alle i koret, der lige havde oplevet det før- og dermed forstod hvad jeg mente… i hvertfald opstod der en utrolig pudsig og lidt akavet og MEGET skæg situation, hvor folk rent faktisk rendte rundt, hang hinanden om halsen og knusede for real. Det var for sent at gøre noget ved det, og jeg kunne kun stå (nær død af indre grin) og se på at Sound of Gospels sangere blev krammet og knust og holdt fast hele vejen rundt i et stort gigantisk kaos. Især var det underholdende at iagtage nogle af de hotteste (og mest nougatbrune mænd) blive stormet… Der var nærmest kø om de lækreste!
Det tog en lille smule af højtideligheden ud af den ballade vi skulle slutte af med – men feedbacken var overvældene og alle var enormt glade og rørte – så hey hey, måske var det bare sådan det skulle være.
