Rejsedage er altid hektiske, med megen omstilling og nye indtryk. Normalt bruger jeg mine onsdage på at restituere fra tirsdagens maraton-kordag, så det var lidt voldsomt i går at være på benene kl. 6, pakke det sidste, sende poden i børnehave med briller, solcreme og madpakke, svare de sidste mails, indtale en feriebesked på min telefonsvarer og sidde i lufthavnen kl. lidt over 9…
Alt gik simpelthen så glat og det var en fin tur, selvom jeg nok må indrømme at hovedet var noget tungt, da vi stod med lejebilen (kærestens drømmebil … en Renault Megane convertible! – ihh hovr er den øøhhh fin, skat!) alle taskerne og høj sol over Malaga i går sen eftermiddag. Vi havde besluttet os for at tage de første par dage i Sevilla, og med et par timers kørsel virkede det vældig overskueligt, trods den allerede der lange dag. Vi satte afsted og nød den friske luft (meget frisk, med kalechen nede og 140 km/t på motorvejen…) og tog et godt stræk før vi kørte ind i en lille by for at finde lidt mad. Her var det ved at være længe siden at vi havde fået andet end kedeligt flymad, og overlevelsesangsten satte så småt ind – især fordi vi ramlede ind i kokkens middagslur. Måske var vi på 15 barer og cafeer og minirestaurenter – vi ville bare have lidt pølse og ost, men det var HELT umuligt.
Og så kunne vi ikke finde tilbage til bilen og hovedet blev tungere og tungere, så den var lidt styg til sidst. Igen et GODT eksempel på, hvordan jeg kunne have forberedt mig bedre og haft noget f.eks. frugt med!! Detgode var at vi fik frisk luft, lidt kilometer i benene efter en lang rejsedag og så en SMUK og meget lokal andalusisk by. NÅ – vi fandt ENDELIG bilen og gik ind på den første restaurent, hvor vi en gang tidligere var blevet henvist til bardiskens 5 sørgelige tapasretter – og havde afvist dem. De smagte nu udmærket, artiskokker i olie og hvidløg, russisk (spansk) kartoffelsalat, små sardiner og en skaldyrs/tomatsalat m. små kringleagtige breadsticks til.
Vi kørte videre mod Sevilla og kom en god times tid senere frem til byen, hvor ALLE træer var overblomstrende af de smukkeste lillae kæmpesyrener. Dem fik vi så RIGELIGT tid til at nyde, for hvad vi troede bare var en smuttur rundt om hjørnet til hotellet, viste sig at være en kæmpe labyrintagtig udfordring i ensrettede gader. Det tog os en time at køre måske 5 kilometer. Vi fik set nærmest hver eneste lille (meget lille og smal!!) gyde, og blev af ensretningerne, der kun i ca. 30 % af tilfældende passede med pilene på kortet (WHY!?!?!) hele tiden ledt lige ved og næsten hen til hotellet, OOOOGG så i en stor omvej igen.
Da vi ENDELIG fandt den vej hotellet skulle ligge på, var den også ensrettet OG spærret. Så vi blev ledt udenom (ÅHHH NEJ!) og havnede endelig på den anden side, hvor den jo så var indkørsel forbudt. Mens jeg vogtede bilen hoppede K ud og konstaterede at hotellet m. parkering! lå midt dernede. Vi vendte bilen og kæmpede os tilbage – blandt andet med en 200 meter kringlet strækning, hvor vi bakkede (!) tilbage af en ensrettet lille lortevej… Til sidst fik vi smidt bilen (gid man havde lejet en lille miniputting, i stedet for sådan en luksusslæde!) og gik til fods ned til hotellet for at spørge hvordan kommer ind til hotel når ensretning er spærret i den forkerte ende. Det gør man så ved at køre imod ensretningen, var svaret, så da vi endelig gjorde det, kunne vi lande. 31 grader i skyggen, 11 timers rejse bag os. AHHH hvor skønt.
Panodil Zap kan ét eller andet… Vi brugte aftenen på at slendre lidt rundt i kvarteret, hvor vist ALLE Sevillanere var på gaden med en øl. Vi fik lidt ekstra at spise, sad lidt og hang i hotellets cafe/bar og er nu klar i dag til at indtage byen med tyrefægtning og flamengo i fuld stil.
