Rumlerier (22) – børn og ben og sådan

“Baby’er kan ikke gå, vel, når de kommer ud af deres mors mave… De har nemlig ingen ben”

Rumlerier (21) At være syg eller ikke syg – det er spørgsmålet…

Vi havde den skønneste snak fredag morgen. Rumle er ved at nå den der alder, hvor han har opdaget at når man er syg får man en hyggelig fridag i sengen med opmærksomhed og sådan – så i morges havde han utroligt ondt i maven da han vågnede… synes han sæl! Så han mente nu nok at han skulle have en fridag og blive i sengen. “Jamen, når man er syg kan man jo ikke komme nogen steder” – svarede jeg, “hvad så med vores tur i svømmehallen i eftermiddag?”

meget lang tænkepause (- what to do…!)

…og det mente Rumle så nok at han havde en løsning på: “bare en lillebitte tur i svømmehallen?!”

frustrende blogging…

Som regel arter WordPress sig rigtig pænt – eller også er det min computer eller mine fingre der kører som de skal. Der er jo det her fabelagtige system, hvor WP selv gemmer indlæg mens man skriver, så selv om netforbindelsen ryger, er ens indlæg gemt som kladde… ALTSÅ lige ind til mit LANGE post-spanien indlæg på mystisk vis IKKE blev gemt.

Det er ikke fordi jeg ikke GIDER skrive 1 time om det igen – eller fordi jeg har glemt hvad der skete… jeg skal BARE lige komme mig over irritationen og starte forfra igen!!

Kh Janne

Rumlerier (20) før og siden og sådan

Da jeg hentede Rumle i børnehaven i går havde vi en længere snak om en masse ting og han fortalte glædestrålende om noget han havde leget med drengene i børnehaven i går. “ah”, sagde jeg ” det var vist i tirsdags, for i går havde vi fridag”. “Nåeh” svarede han “så var det i overgårs!”

Sevilla (2)

Rejsedage er altid hektiske, med megen omstilling og nye indtryk. Normalt bruger jeg mine onsdage på at restituere fra tirsdagens maraton-kordag, så det var lidt voldsomt i går at være på benene kl. 6, pakke det sidste, sende poden i børnehave med briller, solcreme og madpakke, svare de sidste mails, indtale en feriebesked på min telefonsvarer og sidde i lufthavnen kl. lidt over 9…

Alt gik simpelthen så glat og det var en fin tur, selvom jeg nok må indrømme at hovedet var noget tungt, da vi stod med lejebilen (kærestens drømmebil … en Renault Megane convertible! – ihh hovr er den øøhhh fin, skat!) alle taskerne og høj sol over Malaga i går sen eftermiddag. Vi havde besluttet os for at tage de første par dage i Sevilla, og med et par timers kørsel virkede det vældig overskueligt, trods den allerede der lange dag. Vi satte afsted og nød den friske luft (meget frisk, med kalechen nede og 140 km/t på motorvejen…) og tog et godt stræk før vi kørte ind i en lille by for at finde lidt mad. Her var det ved at være længe siden at vi havde fået andet end kedeligt flymad, og overlevelsesangsten satte så småt ind – især fordi vi ramlede ind i kokkens middagslur. Måske var vi på 15 barer og cafeer og minirestaurenter – vi ville bare have lidt pølse og ost, men det var HELT umuligt.

Og så kunne vi ikke finde tilbage til bilen og hovedet blev tungere og tungere, så den var lidt styg til sidst. Igen et GODT eksempel på, hvordan jeg kunne have forberedt mig bedre og haft noget f.eks. frugt med!! Detgode var at vi fik frisk luft, lidt kilometer i benene efter en lang rejsedag og så en SMUK og meget lokal andalusisk by. NÅ – vi fandt ENDELIG bilen og gik ind på den første restaurent, hvor vi en gang tidligere var blevet henvist til bardiskens 5 sørgelige tapasretter – og havde afvist dem. De smagte nu udmærket, artiskokker i olie og hvidløg, russisk (spansk) kartoffelsalat, små sardiner og en skaldyrs/tomatsalat m. små kringleagtige breadsticks til.

Vi kørte videre mod Sevilla og kom en god times tid senere frem til byen, hvor ALLE træer var overblomstrende af de smukkeste lillae kæmpesyrener. Dem fik vi så RIGELIGT tid til at nyde, for hvad vi troede bare var en smuttur rundt om hjørnet til hotellet, viste sig at være en kæmpe labyrintagtig udfordring i ensrettede gader. Det tog os en time at køre måske 5 kilometer. Vi fik set nærmest hver eneste lille (meget lille og smal!!) gyde, og blev af ensretningerne, der kun i ca. 30 % af tilfældende passede med pilene på kortet (WHY!?!?!) hele tiden ledt lige ved og næsten hen til hotellet, OOOOGG så i en stor omvej igen.

Da vi ENDELIG fandt den vej hotellet skulle ligge på, var den også ensrettet OG spærret. Så vi blev ledt udenom (ÅHHH NEJ!) og havnede endelig på den anden side, hvor den jo så var indkørsel forbudt. Mens jeg vogtede bilen hoppede K ud og konstaterede at hotellet m. parkering! lå midt dernede. Vi vendte bilen og kæmpede os tilbage – blandt andet med en 200 meter kringlet strækning, hvor vi bakkede (!) tilbage af en ensrettet lille lortevej… Til sidst fik vi smidt bilen (gid man havde lejet en lille miniputting, i stedet for sådan en luksusslæde!) og gik til fods ned til hotellet for at spørge hvordan kommer ind til hotel når ensretning er spærret i den forkerte ende. Det gør man så ved at køre imod ensretningen, var svaret, så da vi endelig gjorde det, kunne vi lande. 31 grader i skyggen, 11 timers rejse bag os. AHHH hvor skønt.

Panodil Zap kan ét eller andet… Vi brugte aftenen på at slendre lidt rundt i kvarteret, hvor vist ALLE Sevillanere var på gaden med en øl. Vi fik lidt ekstra at spise, sad lidt og hang i hotellets cafe/bar og er nu klar i dag til at indtage byen med tyrefægtning og flamengo i fuld stil.

Sevilla (1)

Endelig kom vores lange ventede ferie! Der har virkelig været spændende udfordringer i den seneste tid, ikke mindst i forhold til det praktiske omkring blandt andet økonmien. Jeg fik stjålet min pung i sidste uge under en korprøve, og har måttet rejse uden kørekort, sygesikringsbevis OG alle mine visakort, da jeg intet har kunnet nå at genetablere på grund af miniferien henover weekenden.

Så det er rejse på den gammeldags måde, med alt i kontanter tapet til kroppen med gaffatape og gemt i små portioner i alle taskerne, samt kopier af de vigtigeste rejsedokumenter. Men NU er vi her. Det er tidligt om morgenen, og jeg har af bare spænding været vågen siden klokken meget endnu tidligere. Det skal jo ikke gå ud over kæresten, der uden de store problemer har snoozet videre, mens jeg har tøffet rundt.

Som jeg har delt her i noget tid, har jeg haft fokus på træning og sund kost i nogle måneder. Det er små skridt, og der begynder for alvor at ske noget mærkbart i min krop nu. Jeg har uden de store problemer et dagligt gennemsnit af ‘gåede skridt’ på mellem 12.000 og 14.000, jeg træner mindst én gang om ugen med Ulrikke, og jeg har truffet en masse kloge valg og justeringer i forhold til min kost.

Det er altid en udfordring at rejse, fordi de daglige rutiner er svære at opretholde OG der er et tusind tons lækre fristelser og lokale specialiteter, som man skal forholde sig til. Det siges at en af hovedårsagerne til at man er ‘overbruger’ (af mad, alkohol, cigaretter OSV) er at man på et dybt reptil-hjerne plan er bange for at “der ikke er nok”, eller at lige om lidt forsvinder det, så jeg må HELLERE tage rigeligt, mens jeg kan. Den mekanisme mærker jeg tydeligt i forhold til min kost når jeg rejser. Lige om lidt er alle disse lækre spanske pølser væk igen, og jeg er hjemme hos mit protein-pulver, så jeg må HELLERE skynde mig at spise dem… Det er selvfølgelig en urgammel overlevelsesstrategi: ‘uden mad og drikke, duer heltinden ikke…’ og man skulle jo nødig dø af sult, vel! Det er også en delvis stress-reaktion, og måde at lægge låg på den på. Altså em måde at håndtere den rejse-fniller man oplever, forandingsangst, tilpasningsudfordringer – kald det hvad man vil.

En af antidoterne, altså modvægt til dette overforbrug kan være at sørge for at man HELE tiden har nok på sig – sådan er helt spejderagtigt velforberedt. Hvis jeg HELE tiden ved, at det næste måltid eller den næste sunde snack kommer om max. 3½ time, så er der jo ingen grund til at proppe mig usund lige nu. Hjemmefra syntes det lidt fjollet og omstændeligt, men her til morgen har jeg kunnet mærke PRÆCIS hvad det handler om!

Jeg valgte i går morges inden take-off at pakke 5 små poser afmålt proteinpulver med chokolade og banan-smag. Det har så ligget i bunden af kufferten og lugtet syntetisk – og jeg skal ærligt indrømme at jeg nok lidt tænkte – ARH, det kommer nok med hjem igen…
Det er noget nyt med det her proteinpulver, og det er en kombination af råd fra den nu så udskældte “Kernesund familie” og Ulrikkes fitness-verdens-viden, at et proteintilskud i rette mængde og sammenhæng er støttende, mættende, muskelrestituerende og rigtig godt for kroppen. Så det har jeg testet af nu i nogle måneder. Først en neutral valleprotein, jeg har blendet med vand og frugt hver morgen og nu tester jeg så bodybuilderverdenens lidt mere fancy pulver af. I starten virkede det voldsomt, men nu består 2 af dagens 6 måltider af en protein-drink, og jeg må sige at det kan et eller andet.

Nå. Her til morgen, med en snorksovende skat i sengen og en lysvågen og rejse-gearet undertegnede, har jeg benyttet mig af en anden velforberedt detalje, nemlig en træningselastik. Der var en fin artikel i ‘I form’ denne måned om hvordan man holder træningen ved lige selv på ferier, og den inspirerede mig til at tænke lidt mere praktisk, end jeg måske ellers ville have gjort. Så der røg en kopi af bladet og en elastik i tasken, og det er blevet testet i en god halv times tid her til morgen. Supergode øvelser, der har givet mig en rolig men svedig helkropsworkout her på værelset, uden nogen synderlig forstyrrelse af min bedre halvdel! Meget tilfredsstillende! Så her sidder jeg. Øm og veltilpas, afstresset og stadig lidt svedig, mæt og veltilpas af min chokolade-protein-shake, der NEMT lod sig opløse i en flaske iskold vand fra hotelværelsets barskab – og min samvittighed… JA, tak!

Nu er der ro på til at komme roligt i gang, uden jeg skal stresse for at finde morgenmad. VI har tid til at trisse ned på en morgencafe her om noget tid når det er passende og jeg har ingen stress eller ‘overlevelsesangst’, for dagens måltid nummer et er nu klaret og jeg har 3 timer inden jeg behøver spise det næste.

Rumlerier (19) – “you crucify ma hoy”

I noget tid har Rumle i aldeles vilden sky skrålet en hidtil uidentificeret sang… Den er nu fundet – han hørte den i Spar Supermarkedets slagterafdeling (!), og sagde – “mor mor der er den!!!”

Den kommer her!!
“Cruficy ma hoy”
 

Èn skøn familie

Tirsdag aften til kor havde vi en ret unik aften med Sound of Gospel. Der er mange ting i forandring for tiden, og det skaber en del processer rundt omkring, ikke mindst i mig som korleder. Vi sang i godt halvanden time og så flyttede vi os med kaffekopper og slikkelade til rundkreds på gulvet, for at kigge lidt på hinanden og de ting, der foregår.

Det blev til en FANTASTISK, kærlig, åben og meget meget vigtig snak, der gav mig en masse gode indsigter og en dybere forståelse af alt det, der sker.

Som en del af OpenUp, har jeg tilbudt Sound of Gospel at indgå som et privat kor, udenfor kommunens stramme og besværlige greb, uden alle ulemperne ved en tvungen bestyrelsen i en forening, der kræver en masse (u-)frivilligt arbejde hele tiden, ofte har lidt grus i det adminitrative og hvor det er svært at skabe den gode kontinuitet i retning og visioner. Det giver os som kor i mine øjne en større frihed, en masse nye muligheder, og så giver det en forhåbentlig mere motiveret og begejstret korleder og en ramme hvor alle kan levere varen.

Det giver selvfølgelig også nogen udfordringer og skaber misforståelser og manglende forståelser rundt omkring. Det koster ærligt blod, sved og en del tårer fra tid til anden.

Det er en lang proces, og vi er ikke helt i mål endnu. Der sker en masse omkring identitet, mål, retning og sådan, når man på den måde forsøger at justere til, og snakken i tirsdags var blandt andet super vigtig fordi den gav plads til kommentarer fra den enkelte sanger, positivt såvel som konstruktivt evaluerende. OG stort set alle blandede sig i snakken – hvilket er ret unikt!

Spørgsmålet jeg stillede ud i gruppen var “hvad driver dig til at komme til kor hver tirsdag?” – og mit ønske var, at alle skulle reflektere over og mærke efter hvor deres motivation sidder til at blive VED OG VED med at synge i Sound of Gospel. Vi har en helt utrolig historie sammen, mange år, rejser, koncerter og oplevelser i bagagen, og jeg ønsker af hjertet at fortsætte i mange kommende år med at begejstres over musikken, teksterne, følelserne og menneskene.

Den største oplevelse ved snakken var nok den enorme kærlighed og familiefølelse, der er i hele gruppen. Jeg kender en smule til systemisk familieterapi, og ser selvfølgelig alle de udfordringer, der er ved at have skabt et så velforankret system, med alle de roller og relationer, det giver på godt og ondt og kryds og tværs – men det, der virkelig gjorde indtryk på mig i snakken, var den følelse af tilknytning til helheden alle gav udtryk for!

Det var utroligt smukt, og tankede i hvertfald min energi gevaldigt op, til at fortsætte omstruktureringen og ændringerne med overskud, tålmodighed og vigtigst af alt taknemmelighed.

Rumlerier (18): Hvorfor har du ikke patter?

JA – det er de skønneste ting børn siger, når de prøver at konversere! Og det gør de i Rumles alder – og der er fuld knald på.

I går havde vi en legekammerat med hjem. Han taler stadig ikke helt rent og hvordan det end rent fonetisk foregår, så kan han i hvertfald ikke sige kombinationen af ‘b+r’, og det bliver til noget der mest af alt lyder som ‘p+a’ (og nåeh ja, så er det også svært at sige ‘l’, det bliver til en slags ‘t’)

Samtalen kom sig af at Rumle har fået briller! Det er en RET voldsom udfordring for en 4-årig at skulle navigere i en helt ny verden med den slags ansvar (de koster 4000 kr!!!, så de må helst ikke havne i en sandkasse, et eller andet sted, vel…) og helt nye perspektiver (han er +5 langsynet på det ene øje, og lidt mindre på det andet, så det er en STOR forandring). Vi har denne uge prøvet helt stille og roligt at vænne os til situationen alle sammen, og der er blevet snakket rigtig meget om briller og Harry Potter og sådan!

Legekammeraten deltog så aktivt i samtalen, og som så ofte før, måtte jeg bide mig i læben da hans interessede spørgsmål bare kom HELT anderledes ud end intendet: “Hvorfor har du ikke patter”, og “jeg kender mange, der har patter” - blev det til, som ét par eksempler på mange efterfølgende sætninger fra skattebassen, der skulle have handlet om briller og pludselig kom til at handle om noget, som 4 årige helst ikke skal diskutere ved spisebordet…

Tidligere på dagen var jeg i børnehaven til samling og være med til at vise Rumles briller frem og prøve at forklare børnene på bedste pædagogiske vis, hvorfor det kun er Rumle, der må have dem på, og hvorfor han pludselig – som det første barn i institutionen… går med briller.

Vi sad på gulvet i rundkreds, og en lille pige ved siden af mig, aede mig på benene, og spurgte interesseret: “hvorfor har du barberet dine ben?”. – “øhm, fordi det synes jeg er dejligt”, svarede jeg vist. Vi skal på ferie sydpå i næste uge, så jeg har så småt lagt an til sommerben og også brugt selvbruner… – og åbenbart ikke den slags, der i følge annoncen “lugter dejligt”, for pludselig sagde hun: “adr, dine ben lugter ligesom min mormors hund…”

Bare dejligt med sådanne åbenhjertede børn…

ps. Rumle ER faktisk ved at tilpasse sig sine nye (og lidt større øjne). I morges da jeg kom hjem fra min tidlige løbetur (kunne I høre glorien blive pudset!?) sad han i sofaen under sin dyne, var stået op, gået ind til min seng, havde fundet ituiet frem og selv taget dem på! Er man SÅ bare den stolte mor, eller hvad!!!

pps. apropos ’stolte mor’ – tænk jeg tudede da han fik dem på første gang, fordi han bare var så fin og drenget og så så klog ud… Han ligner sin morfar på en prik bortset fra at brillestellet i halvtredserne var lidt større, tungere og helt sort…