Hvilken SKØN måned jeg har haft – og travl, hvilket også tydeligt ses af antallet af indlæg på denne blog! (eler mangel på samme)
Marts måned har (efter konfirmandworkshopsne jeg fortalte om i et tidligere indlæg) bragt ikke mindre end 3 store Gospel workshops i alle ender af landet, samt en masse småtteras ved firmaevents og private arrangementer, og så naturligvis også en FED gospelgudstjeneste med Sound of Gospel og Spread the Word i Brorsonskirken – og endelig på den private front lå påsken jo lige midt i det hele med en eventyrlig uge på et smukt slot med fødselsdage og glade gæster og børn og påfugle overalt.
På arbejdsfronten har jeg været så priviligeret at være instruktør på Fredericia Gospel Workshop i en weekend med omkring 150 deltagere, jeg har lavet en todages workshop for Team 14 på Kaospiloterne i Århus, og rundede måneden af med en SKØN workshop for næsten 100 sangere ved en weekend workshop i Birkerød. Ikke en af oplevelserne jeg ville være foruden…
Det giver den vildeste indre og ydre energi at være med så meget sang og så mange glade mennesker, at det faktisk er en udfordring at håndtere at gå fra den ene power-event til den næste. Det er et tema, jeg kigger på i min egen selvudvikling for tiden: i stigende grad at håndtere den høje energi og samtidig formå at geare op og ned i passende tempo og god balance.
Det er en som muskel, der skal trænes, for ikke at blive slap – “høj-energi-musklen”. For ellers bliver den ALT for øm og anspændt når den pludselig bliver overtrænet i lang tid. Det er som om jeg skal vedligeholde kontakten til den høje, gode energi – “gi-den-gas-pedalen”, og samtidig være helt bevidst om at spænde af og komme ned i tempo igen. Det kræver stor disciplin at håndtere min kalender, så der indlægges passende nedgearing og plads til bevægelse og ‘fun’ – og nogle gange føles det ligesom ude af min kontrol, især når ting uden for min indflydelse pludselig tager plads og tid og flytter rundt på prioriteringer og planlagte hvileperioder.
Der er som regel kontant afregning, når balancen ryger, og det honoreres oftest med et dyk i immunforsvaret – og det trælse er jo at det opdages som regel først når det er for sent og næsen snotter til, halsen strammer og hovedet er tungt – og så er det bare RIGTIG svært at komme tilbage på banen igen, oplever jeg.
Jeg leder efter en bedre genkendelse af disse tidlige symptomer – for desværre oplever jeg lidt for tit at jeg bruger mine hviledage på at ligge syg og restituere i stedet for at bruge dem som planlagt på at lade op og lave luksusting og se venner osv. osv.
Et af de tiltag jeg har taget de sidste par måneder er en heftig opgradering af træning og kropslig bevidsthed. I noget tid har jeg været frustreret over at jeg bliver så forpustet og rød i hovedet når jeg optræder, og jeg har måttet acceptere at jeg simpelthen er i alt for dårlig form. Jeg tror det er en af de vigtige nøgler til den gode balance at være i topform – så nu har jeg sat ind der!
Jeg ved, som jeg også før har delt, at det tager 3 måneder bare at skabe de nye nervebaner i hjernen, når man forsøger at lave en ændring, og det tager mindst 6 måneder at gøre ændringerne permanente og til vaner. Jeg forstår derfor også, at det ikke er nok at jeg hopper lidt rundt når der lige er tid og overskud, men at træning skal skemalægges og passes med stor disciplin. I februar startede jeg derfor op med morgengå-løbe-jogge-tur, og dem har jeg holdt ved. Jeg har købt en lidt dyrere skridttæller, der laver grafer og holder overblik på min computer og det giver mig motivation og tilfredsstillelse at følge med i om jeg overholder ‘dagens mål’ for skridt og bevægelse. Det har givet mig nye rutiner, som jeg gør mig umage for at holde fast i, og det giver en god følelse af power og ’selvtilfredshed’.
Næste skridt nu er at jeg vil have mig en personlig træner. En der kan holde mig i ørerne og i hånden og følge og guide mig undervejs. Så nu gør jeg en indsats for at finde den helt rette…
