Rumlerier (16) (toiletsnak…)

Man kan have mange interessante samtaler når man venter på sit barns toiletbesørgen!

Dagens kommentar, som Rumle tydeligvis har spekuleret en del over:

“Er det ikke rigtigt mor? -Høner laver æg og drenge laver pølser?”

(og hvad svarer man til det…!?)

Konfirmander her og der…

Denne uge har budt på to workshops med konfirmander. Og de kunne ikke have været mere forskellige. Efter den første svor jeg at nu var det sidste gang jeg holdt den slags workshop. Der var næsten 80 unge mennesker, de var pædagogisk komplet udenfor rækkevidde, der var kun en enkelt voksen til stede (præsten), der blankt indrømmede at hun fuldstændig havde givet slip og givet op og bare skulle have overstået arbejdet med konfirmanderne. Det var paradoksalt nok 5 timers helvede i en kirke. Jeg bliver SÅ desillusioneret når jeg ser vores ‘næste generation’ være så fuldstændig urimelige og uopdragne skarn – og som jeg har delt tidligere på bloggen oplever jeg at det bliver værre og værre…

Helt kunne jeg ikke overholde mit ønske om aldrig at synge med konfirmander igen, for jeg havde lige en 5-timers workshop mere i går, i den anden ende af byen… og det var bare en radikalt anderledes oplevelse. Der var næsten dobbelt så mange børn, de var høflige og nærmest lidt generte og virkede langt mere interessede og engagerede. Der var konstant 5 voksne til stede og noget af tiden flere. De havde godt styr på de unge og havde bestemt ikke givet op – tværdimod satte de en tryg og sikker ramme for opførelsen og det var sådan en lettelse at arbejde i. Jeg gør mit – og jeg gør sådan cirkus det samme hver gang – og måske netop derfor virker det så langt ude at oplevelserne er så forskellige. Vi sluttede dagen i går af med en super vellykket gudstjeneste med forældre med våde øjne, der var rørte over at deres teenagedrenge (der jo ellers er totalt lukket under ombygning) stod der og sang af karsken bælg…

Måske er det totalt politisk ukorrekt at sige det højt, men det virker som om det har enormt meget at sige hvor ressourcestærkt et område kirken og dermed konfirmanderne befinder sig i. Nu har jeg lavet temmelig mange af den slags arrangementer og det er ALFA og omega hvor meget overskud især præsterne har og hvor sunde og velfungerende børnene ellers virker.