Jeg sad lige og kiggede noter igennem og så en fra nytåret jeg aldrig fik skrevet ind. Julen varer bekendt lige til påske – så her et lille Rumleguldkorn fra juleferien!
“Der er mange der tror at nisser elsker risengrød – men det er faktisk løgn. De ELSKER bacon!” 30.12.07
Noget af det meget spændende jeg har givet mig selv muligheden for gennem OpenUp, er at være innovativ og kaste alle boldene op i luften for at se hvor de lander. En af de ting jeg nu har samlet op og udviklet på, er det koncept jeg i nogle år har undervist i (alligevel) ved enhver given lejlighed – nemlig “gospelterapi”… kært barn har mange navne, og i virkeligheden er der vel nærmest tale om en hybrid mellem solosang, masterclass, gruppeterapi, gospelworkshop og sangteknik. Alt det jeg tror på, blandet sammen med en gruppe dejlige mennesker – og voila – et nyt og yderst velfungerende koncept er nu født og afprøvet. Meget spændende!
Her i weekenden har vi nemlig været 12 mand på internatkursus på Fyn – med netop disse temaer til en weekend med sang, selvudvikling og succes. Det var en gruppe meget forskellige (af niveau, uddannelse, erfaring, udgangspunkt osv – den yngste 16, den ældste 65…), der lørdag morgen mødtes over morgenkaffen for at åbne op for dette intense arbejde sammen.
Vi startede dagen ud med fællesøvelser, opvarmning og præsentation af gruppen. Mange havde aldrig mødt hinanden før. Allerede her var der lidt små-solo-præstationer, i nogle af øvelserne, hvor deltagerne hver især gennem sangen præsenterede sig for gruppen. Blandt andet brugte vi en hjemmestrikket tekst over “Michael Row your boat” melodien til at improvisere over. Hos deltagerne var der mange forskellige mål for weekendens udbytte. For nogle handlede det primært om at få bedre kontakt til kroppen, større power i talestemme og performance, og sikkerhed i udtryk. For andre var det et specifikt ønske om at blive en stærkere solosanger og optræder. En af deltagerne havde stort set ikke sunget offentligt i henved 50 år andre brugte sang og musik professionelt.
Det er en spændende udfordring at arbejde med en så blandet forsamling. Mange tror at vi skal være ligesindede for at få udbytte – men i virkeligheden er det i kraft af vore forskelligheder at vi kommer dybest og tydeligst ser, at vi alle vil det samme: nemlig at føle os inkluderede, accepterede, elskede, modtagede!
Da alle var landet startede vi på det mere individuelle arbejde, og én efter én trådte deltagerne op og arbejdede med enten en forberedt sang, eller noget vi spontant gravede frem. Der blev kigget på reptil-hjerne, indre røvhuller, Harley Davidson-grounding og angst for selv-fedhed. Der blev grint og måske også fældet en enkelt tåre. Der var gode gennembrud, der var klamme håndflader, og der var mange modige forsøg undervejs.
Efter frokost var der en obligatorisk travetur for hele holdet, hvor deltagerne to og to blev bedt om at dele minder og følelser fra fortidens sangoplevelser udfra tesen om at vi kan afdramatisere de gamle traumer ved at forholde os til dem på ny fra vores voksne nærvær. Der blev travet og der blev snakket…
Eftermiddagen fortsatte med flere optrædender og alle nåede helskindede igennem. Vi nød et hyggelig aftensmåltid, og jeg efterlod gruppen med brætspil og rødvin og soveposer.
Søndag efter brunchen tog vi fat igen. Vi vendte bøtten og var hele runden rundt igen. Det var simpelthen så smukt at opleve de gennembrud og aha-oplevelser der nu opstod. Det var tydeligt at alle var tryggere og mere åbne i gruppen, og jeg oplever at alle deltagere virkelig kom langt - ikke mindst i sammenligning med dagen før. Umiddelbart inden eftermiddagens ‘check-out’ og evaluering fik holdets ældste deltager fanget mig “hov Janne – vi mangler dig”, og pludselig smagte jeg min egen medicin. Det er helt vildt godt at gøre det en gang i mellem, for det er så nemt at være læreren med alle de gode råd, og pludselig måtte jeg (som så mange gange før) forholde mig til det hele fra den anden banehalvdel… Det var SKØNT at synge for gruppen og jeg NØD at konstatere hvor langt JEG er kommet.
Nogengange føles den vandring bare så endeløs lang, når vi uddanner os som sangere. Igen og igen skal man kigge på nerver og “du er aldrig bedre end din sidste optræden”.
Weekenden sluttede i højt humør. Mange kram og anerkendelser og en gruppe med en ny og højere energi og et skønt sammenhold. Jeg har åbnet op for noget nyt og vigtigt her, kan jeg mærke. Gid der bare var flere weekender at holde kurser i – men sådan er min virkelighed jo desværre ikke…
Se nu er Rumle jo en sand grøntsagshader… mon ikke de fleste fireårige er det!? Jeg kan simpelthen ikke få ham til at røre det: “ellers tak, mor”, siger han nok så høfligt! Ja altså bortset lige fra en enkelt grøntsag, som han af en eller anden grund elsker og ikke kan få nok af… det har undret mig lidt – men ellers har jeg ikke tænkt så meget over det.
Før i aften, hvor barnet bad om et frugtfad. Det laver vi ind i mellem når der skal hygges om aftenen, så det var ok naturligt at han bad om det, selvom det er første gang han ligefrem selv har bedt om det. Nå men frugtfad fik de -med æbler og kiwi og mandarin. Jamen mor, der mangler peberfrugter – klagede Rumle… og så faldt tiøren for mig!
Han tror simpelthen det er en frugt – og derfor elsker han den. Skønt!
ÅH, det er simpelthen så spændende. Nu har jeg været med til at lave diverse workshops de sidste mange år – og endelig er det lykkedes mig at få arrangeret en workshop for børn og unge. Vi skal bare give den gas i morgen eftermiddag og afslutter med en gratis koncert i Brorsonskirken kl. 17.00
En del af deltagerne er selvfølgelig sangerne fra Spread the Word. Det er fedt for en gang skyld at kunne lade dem BARE synge – for normalt når vi holder Workshops går de til hånde og står i cafe og er praktiske.
Jeg er så heldig så jeg har de bedste folk i ryggen i morgen. Nina Luna Eriksen er pianist, Natascha Rouchdi er gæstesolist og Katrine Christiansen og Line Heilbuth hjælper med det praktiske.
Hvis alt går som jeg håber på, bliver vi over hundrede begejstrede skrålende unge mennesker – ÅH, jeg elsker mit arbejde!!!
Se, det der med at is smager helt fantastisk, det er Rumle HELT med på. Men han har sværere ved at forholde sig til at de skal være så forbistrede kolde… Det havde vi en længere dialog om i sidste uge, hvor han til sin store begejstring fik en Københavnerstang. Han blev ved med at lægge den på bordet, så den kunne blive mindre kold – og jeg prøvede at forklare ham at det ligesom var en del af konceptet… den kommer jo fra fryseren!
Hans helt naturlige svar var: “Jamen Mor, kan vi ikke bare putte den i varmeren!?”
