Jeg mangler som lovet at vise mit skilt hvor der står OpenUp på kinesisk:
… og så vil jeg bare fortælle at den sure tyske expat, der overfaldt mig under børneworkshopsne deltog i lørdagens workshop, og tydeligt var skamfuld og ydmyg over hendes opførsel. Hun sagde en slags undskyld på sin egen tyske måde, og var meget glad for at synge med på workshoppen.
Hun havde nok bare haft en skidt uge… det var godt hun SANG noget gospel… !
(Søndag d. 20. januar – up to speed med bloggen igen!)
Jeg fik de vildeste oplevelser og indtryk med fra Kinaturen – som jeg tror de fremgår af de sidste mange mange blogindslag. Eftertanker og kulturchok og minder for livet. Jeg fik også én ting mere med hjem fra Kina, som jeg ikke er HELT så begejstret for, men som vi tilgengæld har haft fornøjelsen af i en uges tid nu…
…En eller anden omgangssyge eller bakterie eller hvad det har været. Vældig smitsom! Bare træls! Måske fra flyveren? Der er så meget skrammel der! Vi har været på langs siden landingen, og det har næsten været det største kulturchok. Jeg HADER at ligge syg – og jeg synes det er enormt synd for Rumle, der tog turen et par dage efter mig. Han satte rekorden, det tapre lille skravl med 13 gange opkast på et døgn. Det er en LIDT anden slags rumlerier end jeg sætter pris på!
Det meste arbejde denne uge er selvsagt gået op i hat og briller, så det er betragtelige bunker der ligger og venter på skrivebordet til den kommende uge.
En ting der ligger højt i bunken er planlægningen af næste tur til Beijing. Vi er allerede ved så småt at snakke oktober 2008… nu må vi se hvad der sker – afsted igen, det vil jeg i hvertfald GERNE!!
De sidste 3 døgn har været sindssygt fede og den vildeste høje energi, men også så pressede til kanten, at jeg næsten (stadigvæk) ikke kan huske mit eget navn! Efter fredagens lange undervisningsdag havde vi en lang og magisk koncert, hvor alle sang, og børnene var helt fantastiske. Et fantastisk punktum for ugens arbejde med Dulwich College. Alle fire workshopkor sang til koncerten, og vi var helt høje og begejstrede bagefter. Det blev til en halv nats søvn, og en (velsignet om end smertefuld) massage i går formiddags, inden vi igen kørte på skolen til workshopdag. Denne gang de voksnes tur.
Jeg arbejdede intenst med 50 voksne, cirka halvdelen danskere hele dagen og vi afsluttede igen med koncert i går aftes kl. 19.00. Endnu en vidunderlig dag med begejstret skråleri og store armbevægelser, latter og tårer og en stor grundlæggende følelse af sammenhold og kærlighed. Det er nok noget helt særligt når man på den måde bor rundt om i verden ’langt væk hjemmefra’, at have muligheden for at være tæt med ligesindede. Det var i hvert fald utroligt rørende at opleve.
Koncerten var rigtig dejlig og vi havde endnu et begejstret publikum. Jeg var så træt bagefter at jeg næsten ikke kunne stå på benene, så hvor arrangørerne fløj ud i nattelivet for at fejre vores store succes, kravlede jeg direkte hjem på hovedet i en kop te, pakkede lidt af mine ting og gik i brædderne.
Nu er det afrejsedag. Vi er allerede så småt begyndt at snakke om en tur mere herud. Behovet er stort. Det har været en vild oplevelse. En varm oplevelse – og en unik oplevelse. Det her vil jeg huske resten af mit liv. I dag har vi et par timer til fælles evaluering, opsamling og afrunding. Og så ligger der vist LIIIIIIGE en ’silkedame’, der skulle sælge helt fantastiske ting i silke… hende må jeg hellere få besøgt, inden flyet letter.
På hjemturen er det jo så pudsigt, at vi letter fra Beijing kl. 15.30 (lokal tid) og lander 18.35 (dansk tid). Så tidsforskellen er denne gang i vores favør. Det er vist lettere at have jetlag, når det går den vej, så det glæder jeg mig over!
Endnu en uovertruffen aften. Børnene gav den ALT hvad remmer og tøj kunne holde… Fantastisk oplevelse!
(Fredag d. 11. jan kl. 15.30)
Sikken endnu en oplevelse. Ganske som vi var advaret, havde rygtet på skolen spredt sig, så i sidste halvdel af dagens workshop for Year 9, var der et ordentligt ryk-ind af hele Juniorskolen, dvs. mere end 500 børn fra de små klasser. De var HELT oppe at køre og fik lov at synge med på et par af sangene.
Sikken en fest, og rigtig sjovt! De små fnullere (de mindste har været 7!) kunne slet ikke få armene ned, og da de først fik lov, var de ikke til at stoppe igen. Både år 6 og år 9 optrådte med et nummer hver, og jeg tror også vi fik gjort de andre lærere godt misundelige over at det ikke var det, de havde lavet de sidste par dage.
NÅ. Nu en kort pause, hvor mit trætte hoved lige skal hviles i ca. 15 minutter, så fortsætter jeg med voksenworkshoppen. I aften har vi den første af to koncerter, hvor det er meningen at der skal optrædes med alle børnene fra skolen og de to frivillige eftermiddags-kor vi har arbejdet med. Så jeg tager lige en stener med en kop de-caf og lidt kage i cafeen.
Det er sjovt som jeg hele tiden falder over små skægge ting jeg gerne vil have med hjem… jeg skal nok snart til at hakke bremsen i, ellers får jeg problemer med overvægt… (hæ hæ, havde jeg ikke været så træt havde jeg nok lavet en LILLE joke her…) I bogcafeen her, har jeg fundet nogle fede engelske børnebøger til Rumle for ingen penge, og så var der jo liiiiige vores tur i DVD butikken i går aftes, som jeg stadig ikke helt er kommet mig over. TÆNK jeg overvejer stadig om jeg skulle nå at ræse ned i en lignende butik og gå endnu mere amok. Måske jeg bare skulle pakke alle mine ting og se hvor meget plads der egentlig er TILBAGE i taskerne… og jeg har jo endda også købt en taske herude!!
Nu hvor vi nærmer os afslutningen på turen kan jeg virkelig mærke evalueringen snige sig ind på mig. Hvor har det været en VILDT fed tur – jeg håber virkelig det bliver den første i en række af spændende rejser! Det kan noget, når man på den måde arbejder med en skole – og der må bare være SÅ mange skoler rundt om i verden, der kunne bruge denne form for saltvandsindsprøjtning – det er bare lige at finde dem og få åbnet kontakten. Måske jeg skal sende det ud i universet at jeg gerne vil det!
NÅ. Tiden løber, musikken kalder!
(Torsdag d. 10. Jan kl. 22)
Så sidder jeg roligt under dynen og nyder den velkendte slim-healing på stemmen. Jeg har dampet i kamille og tiet stille, helt som jeg ved virker, og nu skal jeg prøve at komme lidt bedre i seng end normalt, i min nye tilstand af B-menneske. Jeg vil dog lige dele en skøn oplevelse fra aftenens program. Efter maden kørte vi nemlig et smut i det amerikanske shoppingcenter (ved siden af massagebiksen fra i den anden aften). Fed oplevelse (OG DYR – men det må man vel forvente). Det var HELT som at være tilbage i San Francisco, bortset jo så fra at der står kinesiske tegn på alt. Skægt!! Det bedste ved butikken var video-afdelingen bagerst! Med kopier af ALLE de nyeste film. Det dyreste kostede 15 RMB – dvs. 12 danske kroner… så der blev shoppet igennem, velvidende at der nok er nogen af dem, der er dårlig kvalitet, eller måske ikke spiller – men come on, så ligger der pludselig 20 fede film i sommerhuset og venter på en god rødvinsaften med ild i pejsen… (Ikke tosset, vil alle der kender mig om min tv-hygge-afhængighed)
(Torsdag d. 10. Jan. Kl. 18.00)
Tænk sig. Under eftermiddagens anden workshop var der en af forældrene, der afbrød mig midt i indstuderingen og bad mig om (eller rettere kommanderede) at stille børnene anderledes op. Det blev jeg simpelthen så overrasket over – sådan set ikke fordi hun bad mig om det, for det er jo ok, hvis der er en god grund til det – men den måde jeg blev afbrudt på, og den tone hun talte til mig i… Jeg havde stillet alle børnene op i en kreds omkring klaveret, så de var lidt tættere på end i tirsdags, hvor jeg bagefter kunne mærke at de havde stået for spredt og for langt væk – men i almindelig børne-generthed, blev de fleste af dem ved med at trække tilbage i rummet og ud langs med væggen. Men min nye rundkreds passede altså ikke lige Fruen, (vist en tysk expat, så jeg kan godt skrive om det her på bloggen uden at fornærme nogen 
Hendes opførsel og udstråling får mig til at reflektere over livet i al almindelighed, og hvordan det må være at være expat, altså bosiddende permanent med familien i et andet land end ens hjemland. De vibes, der kom fra hende var rystende smertefulde og hun virkede bestemt ikke afbalanceret og lykkelig i sin krop (hun skulle synge noget gospel, skulle hun…). Nu skal man jo ikke generalisere på grund af en sur tysk dame – men det må nogengange BARE være barske løjer at være den hjemmegående husmor, der tager sig af børn og hus og øh… tja – hvad man nu tager sig af, mens man er i et fremmed land, med en mand, der arbejder og kører karriere af, og børn, der går på en dyr og fin privatskole og hele tiden skal pæses og styres fremad.
Det er også skægt at observere, hvad der sker indeni mig, når jeg på den måde bliver afbrudt, midt i en sætning og i et godt og kærligt flow med børnene – som jeg allerede holder meget af, og enormt gerne ville skabe et trygt rum hvor vi kunne synge sammen i. Jeg blev nærmest helt mundlam, og viste ikke helt hvilket ben jeg skulle stå på – jeg havde i et kort øjeblik mere lyst til at bede hende gå ud end bede børnene om at flytte rundt – men det turde jeg alligevel heller ikke helt. Samtidig mærkede jeg energien dale øjeblikkeligt inden i mig. Sådan lidt om en kæp stukket i hjulet, og det tog lige et par minutter at komme tilbage i sætningen og flowet igen. Som at være til en koncert og introducere et nummer for publikum, åbne munden for at synge, og så blive afbrudt af en på tredje række, der vredt råber ”Den gider vi ikke høre!” Skægt at mærke hvor lidt der skal til at bryde ens momentum!
Dejlig dag ellers – men PYH hvor skal jeg i bedre form når jeg kommer tilbage på dansk jord! Jeg kan godt mærke at det har været nogle ROLIGE uger med mange timer bag computeren siden midt i december, så jeg bliver DØDforpustet af at hoppe sådan rundt, og bliver også rigtig træt i stemmen af at synge i så mange timer! Det er vist et lille wake-up-call, og en commitment og et nytårsfortsæt til at rykke ud i løbesko, tror jeg!!
Kæresten har været på bytur mens jeg har undervist. Han gav mig en fantastisk gave, her da han kom hjem – en kinesisk håndmalet plakat, hvor han med tegn har fået skrevet OpenUp. Den skal nok blive scannet ind og lagt op på min hjemmeside, så snart vi lander, og hængt op over mit skrivebord – sikken en smuk gave. Hvor ER jeg bare fantastisk priviligeret med sådan nogle mennesker i mit liv!
(Torsdag d. 10 jan. kl. 13.00)
Så kører den store gospelmaskine derudaf, til stor morskab ikke mindst for mig og Søren. De sidste dage har vi indtil videre mødt 3 af de 5 workshopkor vi skal arbejde med. Og det griber om sig på den sjovest mulige måde. Jeg tror aldrig de har oplevet nogen lignende… hverken børnene eller de voksne. Tirsdag arbejdede vi med 35 børn der frivilligt havde meldt sig udenfor skoletid. Det var rigtig mange af expatsnes børn, mange danskere og svenskere, og de gav den topgas. Det var rigtig sjovt. I går arbejde jeg med de voksne, hvor der også var klart flest fra det skandinaviske society. Der var kun kvinder, og det var simpelthen så skønt at synge med dem og opleve deres begejstring og glæde over at der skete noget andet. Det var en rigtig dejlig oplevelse af fællesskab. I dag har jeg så mødt skolens børn. Det var egentlig kun meningen at jeg skulle arbejde med alle fra Year 6 (ca. 85 børn) og Year 9 (ca. 60 børn) – men rygtet spreder sig, og pludselig vil alle være med. Så i dag var Year 7 også med i formiddagens workshop. Sikken en fest! De er simpelthen så kære de unger, og de sang og klappede og dansede det bedste de havde lært. Det kom lidt bag på mig hvor mange kinesiske børn, der faktisk går på skolen, og det er skægt at mærke hvor anderledes kulturen er. Aldrig har jeg oplevet 80 så velopdragne børn. De satte sig simpelthen i to snorlige rækker på gulvet uden at sige en lyd… Heldigvis var de nemme at få med og det gik rigtig godt.
I morgen når vi laver workshopsne igen vil rygtet vide, at nærmest hele skolen dukker op til eftermiddagens workshop… Det bliver noget af en flok at holde i tøjlerne – så jeg er lidt spændt på hvordan det går.
(Tirsdag d. 8 jan kl. 15.00)
Vi var tidligt oppe i morges, så det var godt med en lille lur i bilen på vej tilbage til Dulwich College, hvor vi nu skal undervise de næste 5 dage. 9 workshops og 2 koncerter + et par mindre optrædender, der måske bliver sløjfet, hvis tiden bliver for knap. Hanna har en velgørende cafe, hvor vi nu sidder og hviler ud inden den første børne-ungdomsworkshop starter om ½ time. Hun har samlet mere end 40.000 kr det sidste halve år gennem bog og kaffesalg, og har støttet et børnehjem med pengene. Det er noget sjovere at de penge man betaler for kaffen går derhen end direkte i Hr. Baressos lomme…
Du kikker på Janne Wind's Blog blogarkiv for januar 2008.
Velkommen til min blog.
Jeg arbejder med sang og selvudvikling og leder efter måder at forløse mit eget største potentiale på og inspirere andre til at gøre det samme.
Denne blog er samtidig min ydmyge måde at fordøje min verden og hverdag ud fra et grundlæggende og grænseoverskridende princip: "sig sandheden"
Jeg tør skrive det.
Tør du læse det?
Godt nytår, kærlig hilsen Janne Wind
 | Hanna Donau on Helhed og (van-)ære (uge … |
 | Signe (Guess what) on utrolig stille… |
 | Michael on nu med høns… |
 | A.s.c.a.n on iltmasker og sådan… |
 | JETTE on vejrskift |
