Her i jule- og nytårsdage bliver der naturligt kigget tilbage på ‘året, der gik’ og de mange oplevelser og udfordringer, det bragte. En af de forandringer, der gjorde tydeligt indtryk på Rumle var, da vores to gamle huskatte i forsommeren blev aflivet. En tung beslutning, der blandt andet skulle gøre det noget federe for fætter Andreas at være på besøg – og alle mulige andre med allergi-gener, også!Jeg gruede lidt for hvordan Rumle ville håndtere det. Psykologibøgerne siger at børn skal være 7 år før de kan forstå døden… meeen det var alligevel lidt nervepirrende om han ville savne dem eller blive rigtig ked af det!. Det gjorde han til min forbløffelse ikke.
Vi tog snakken omkring spisebordet (som så mange andre vigtige snakke). Jeg forklarede ham meget pædagogisk (og kort) at kattene var blevet meget gamle og nu var de døde. Det nikkede han forstående til, ’spejlede’ min forklaring og gav den sit eget liv: ”Nu er de døde og kommer aldrig nogensinde mer. Heller ikke når vi skal spise”.Det var jo svært ikke at grine i denne tragiske stund – men jeg bed det pænt i mig. Vi spiste videre uden de de store forhindringer, indtil han lagde gaflen og spurgte – “jamen mor, hvor er de henne når de er døde?”.Tænk – det er jo lige præcis et af de spørgsmål, jeg som voksen har svært ved at håndtere – (de ligger i dyrlægens skraldespand?!) – så klassikeren røg ud af munden på mig: De er i himlen, lille skat!.
Hvortil svaret var: “Er de oppe i himlen? ÅH nej, så falder de jo ned…!?”
