Sankta Lucia…

Så fik vi lavet historie (synes jeg i hvertfald sæl’…) Her sen eftermiddag var vi over 100 hvidklædte og TOPsyngende børne og ungdomssangere der trykkede den totalt af i Illum på Strøget i et swingende gospel-luciaoptog (trestemmigt!!!).

Op og ned af rulletrapper, rundt ind og ud mellem handlende med måbende munde og smilende øjne.

De gjorde det HELT fantastisk, de skønne unger… Der var en stor gruppe piger med fra Østykke Musikskole, hvor Camilla Tiedt, min Illum kompagnon arbejder, og resten var Spread the Word guldklumper! De sang så de små grønne kranse om ørerne blafrede og klappede så det genlød fra kælder til 4 sal i lysgårdene. Sikken en fryd. Og sikken en stolt korleder. Det er så skønt, når de ting vi arbejder på går op i en højere enhed. Pigerne (og tre drenge… dvs. 3%… – det MÅ vi da kunne gøre bedre i 2008?) har virkelig rykket sig. De er blevet meget bedre til at smile og ’sælge’ og klappe og underholde. De trykker sig ikke længere i generthed eller blufærdighed, og det er FEDT at være med den åbne og frie energi de har.

Det lover GODT for den store Børne-UngdomsGospelWorkshop vi skal holde 3. februar. Der er allerede de første 100 VELSMURTE deltagere, og jeg håber vi bliver mindst dobbelt så mange!

Så er julens korkoncerter næsten på plads for denne gang. Jeg mangler blot en enkelt med Sound of Gospel på søndag (også i Illum). Det er blevet til nogle stykker i år… de tre kor har tilsammen spillet 10 koncerter, så jeg er ikke den eneste der snart er klar til juleferien. Det er gået storartet hele vejen rundt, og jeg kan med ro i sindet bruge dagene i næste uge på at få skudt OpenUp i gang.

Alle OpenUp papirer er så småt på plads, og jeg går blot og venter på postkort og SE nummer, der må være lige på trapperne. Jeg har kaldt ekstra forstærkning ind til åbningsreceptionen på onsdag. Jeg har aldrig prøvet sådan noget før… altså åbent hus på den HELT åbne måde. Jeg ANER ikke hvem og hvor mange der kommer og jeg glæder mig enormt. Det bliver sådan en fed måde at manifestere både firma og juleferie på.

Nå – jeg må løbe. Rumle går rundt i HØJT humør og skråler “Sankta Lucia – sankta Lucia” på repeat… Den lille Nisse skal vist snart puttes…

Læg en kommentar