Nogle dage blomstrer ordene bare hos min lige-om-lidt-fireårige pode. Da vi til formiddags gik tur ved søerne kom det første guldkorn. Der kom en pige med en slags sort mini-bulldog-lignende grimmert imod os: “Åhr yeah” sagde Rumle ret så højt, og til stor moro for såvel undertegnede som hundens ejerinde ”…en kanin!”
Da vi var kommet op i lejligheden igen kom nummer to, da vi kiggede ud fra femtesals stuevinduet ud over byen og søen hvor algerne i vandet stadig danner fine grønne mønstre: “Se mor, søen har kastet op”.
