OpenUp – “This little light of mine, I’m gonna let it shine”

Når jeg kigger tilbage på mit liv, ser jeg en række episoder og handlinger – nogle gange blot momenter, der har vist sig at være epokegørende for udviklingen i og retningen på mit liv. Små skridt, der får stor betydning. (Jeg gik én vej, og mødte ’tilfældigt’ en relation. Jeg var ‘på rette sted, på rette tidspunkt’ og fik et job, jeg åbnede en dør og pludselig… osv. osv.). Mon ikke vi alle kender følelsen af tilfældigheden eller mangel på samme i høj grad definerer vores livsvej og oplevelser. Og livet forstås i sandhed baglæns for nu at citere en Kirkegaard klassiker.

I disse uger og måneder træffer jeg en række valg og tager skridt, der potentielt set kan være afgørende mange år frem for min karriere, mit arbejde og dermed for hele mit fundament.

Jeg føler mig klar til fuldt og helt at realisere en drøm om at ‘gøre det jeg gør godt, og gøre det hele tiden’. Det vil sige: at forløse mit smukkeste potentiale som jeg bedst kan her og nu. Jeg har i månedsvis (måske årevis?) lavet en form for soul-seaching. Kigget nøje på HVAD det er jeg er god til, og HVORNÅR jeg kommer i kontakt med mine ypperste kompetencer og bruger dem til glæde for mig selv og andre. Jeg har kigget på hvornår jeg elsker mig selv højest, og tillader at andre elsker mig, jeg har kigget på hvornår der er FLOW i mit liv – og jeg går på ‘vejen med mindst modstand’…

Det står mig så klart, at jeg har en gave i at formidle og flytte energien blandt mennesker. Med et religiøst citat kan man sige at jeg øver mig på at lade mit lys skinne og inspirere andre til at gøre det samme. Og når det er sagt, er det en øvelse for mig at finde den gode balance i mit liv, hvor jeg bruger mig selv og mine kompetenser bedst muligt, uden at køre mig selv i sænk… Det forpligter at have et ‘talent’, det skal bruges… og ind i mellem koster det kræfter!

I næsten tre år har jeg haft min lille enkeltmandsvirksomhed Wind&Voicing. Det har været helt fantastisk at realisere det, og det føltes fra starten utroligt tilfredsstillende at give mig selv mulighederne og fordelene ved at være firma. Det var især skatte- og identitetsmæssige fordele. Mens jeg har bygget biksen op og samlet og effektiviseret mit arbejde, har jeg færdiggjort min uddannelse på konservatoriet og er godt undervejs med et alternativt supplement i åndedrætsterapien på SOURCE. Og nu er jeg af flere grunde klar til at der skal ske noget nyt!!

Jeg ser (både med stolthed og en VIS bekymring) at jeg har tendens til at brænde mit lys fra alle kanter. Jeg knokler i døgndrift for at realisere mine drømme og ambitioner, og jeg har en stor del af vejen gjort det hele selv, lige fra kopiering og produktion til nodeskrivning til salg og PR til selve undervisningen og opfølgningen heraf og tusind andre ting. Det er en gigantisk blæksprutte-funktion som underviser / sælger / koncept udvikler / praktisk gris, og selvom jeg i årenes løb har haft et fantastisk støttenetværk omkring mig at hjælpere og frivillige, er det også tydeligt at det slider mere end nødvendigt at VILLE det hele! Samtidig er jeg jo så fantastisk priviligeret at have både en dejlig familie og nogle skønne venner jeg også gerne vil pleje og være noget for. Det klassiske dilemma for karrierekvinden i 30′erne…

Sidste vinter oplevede jeg et af disse korte momenter, der måske er af ‘livsændrende karakter’… et lille skridt, der ser ud til at få stor betydning for mig. Jeg besluttede mig for at optimere hele skidtet og nå et sted hen, hvor jeg sorterer og effektiviserer mit arbejdsliv, så jeg kan brænde fuldt og helt dér, hvor jeg er bedst, og lade andre tage sig af resten. Jeg har i månederne siden været ALLE aspekter af mit arbejdsliv igennen på kryds og tværs. Har sorteret og analyseret og set på hvad der giver mig noget, og hvor jeg spilder mine eller andres kræfter. Jeg har ansat en fantasisk assistent, der har støttet og hjulpet i dette arbejde, og jeg har taget en række vigtige skridt ved at beslutte at starte et APS (OpenUp), der lige nu er ved at folde sig ud på smukkeste vis.

Det giver mig især en række forsikringsmæssige fordele ikke længere at være et enkeltmandsfirma. Jeg kan udvikle og udvide uden at løbe en personlig risiko, og jeg kan samle alle mine aktiviteter ET STED… Der skal ikke længere sidde én person og opdatere lister i det ene kor og en anden i det andet… Jeg skal ikke længere have tre forskellige mennesker til at arbejde på enkelte regnskaber eller på de enkelte hjemmesider, jeg kan samle hele foretagenet under én paraply og udnytte kompetencerne i mig og mine ansatte helt optimalt.

Og det giver mig noget i forhold til min indre balance. Jeg frigiver noget energi på det praktiske plan, som jeg kan bruge på det personlige, så jeg kan være der ENDNU mere for mig selv og mine nære.  

Jeg er ved at sprænges af stolthed når jeg ser og mærker det fantastiske flow og energi der er i og omkring mig med dette OpenUp ApS. Jeg bliver dybt rørt når jeg mærker den støtte og begejstring der er fra alle omkring mig, og jeg tror på at det her kommer til at gøre en epokegørende forskel på alle planer i mit liv.

19. december 2007 bliver stiftelsesdatoen og den bliver markeret med en julereception med Åbent Hus på Dosseringen. Bare det altså snart var jul, ka ikke vente…

Læg en kommentar