Nu hvor sproget for alvor udvikler sig sker der de skønneste små misforståelser, når man skal bruge ordene rigtigt. F.eks:
“Hvor har du købt den, mormor? I bruseren?”
Og et par dage senere:
“Mor, jeg ønsker mig en skyder (efterfulgt af en lang forklaring om hvordan den skulle se ud og hvad den skulle kunne, afsluttet således:) … så kan jeg skyde hele univærelset”
Rumle, 2 dage før 4 års fødselsdag
…læste i går hos frisøren i et dameblad at det nu er påvist at det nærmest er sundt at drikke kaffe, bare man holder sig på 3 kopper eller mindre dagligt.
SUK – det gør ikke ligefrem min motivation større for at være afholdende, ve!
Vi elsker hinanden rigtig højt herhjemme, og vi siger det tit og ofte. Det resulterer i skønne og pudsige episoder, som da Rumle hele sidste sommer med højt løftet hoved vældig ofte og med stor overbevisning fastslog “du ELSKER mig, mor”…
Vi elsker hinanden helt op til skyerne og månen og solen og stjernene, mener Rumle også, og vi snakker også en del om hjertet og at det er derinde, vi kan mærke hinanden når vi ikke er sammen. Det tænkte Rumle vist en hel del over, og en aften lige før han skulle sove kom der denne FANTASTISKE og meget smukke sætning:
”Moar, når jeg var en baby, lå jeg inde i din mave og legede med dit hjerte” (sagt af Rumle 1 måned før han fyldte 3 år)
Så må hjertet smelte…
Det tager 90 dage at ændre en vane, tanke eller overbevisning. Fra jeg mærker at noget er uhensigtsmæssigt i mig, og BESLUTTER at gøre noget ved det, går der 90 dage før min hjerne så at sige har fattet det. Der er den tid det tager at udbore og strømføre nye nervebaner, og ændringen sker kun ved disciplineret arbejde med projektet OG ved små men vedholdende skridt!
Lad os tage eksemplet med neskaffen, som jeg disciplineret har holdt mig fra nu i … lad mig se… 11 dage. Det betyder i princippet at vi skal frem til 15. februar før min hjerne overhovedet FATTER at jeg ikke er kaffedrikker længere! Indtil da, vil nervebanerne efter hvert måltid (og når jeg står op, og når jeg går forbi Baresso og når jeg skal forkæle mig og ved alle de andre små kafferituelle begivenheder i min hverdag) sende tydelige signaler til hele systemet om at nu er det tid til Nes! Og hver gang er det KUN viljestyrken, der stopper signalerne fra at blive til en kop dampende varm kaffe.
Det er ikke så mærkeligt at det for mange er svært at stoppe med at ryge…
Der er så vigtig en information for mig selv at holde fast i, for sikken ens motivation dog bliver tungere som ugerne går, og man gerne vil fortsætte i et godt spor med en eller anden beslutning eller fortsæt. Når nyhedens interesse først er dalet – er der bare hårdt gravearbejde tilbage. Måske er det udfordringen for mange af os – vi graver for ivrigt i starten, og lige meget nytter det. Hjernen tager sin tid.
NÅ. Jeg ønsker at ændre nogle overbevisninger i min hverdag. Og vel vidende at jeg tidligst kan forstå dem omkring d. 26. februar, så kan jeg jo godt skrive dem højt! En vigtig del af det strømførende nervearbejde handler nemlig om at affirmere eller bekræfte ændringerne så tydeligt og ofte som muligt (de små skridt) og det vil jo være helt oplagt også at bruge bloggen til at hjælpe hjernen lidt på gled!
”Når månen og stjernerne gerne vil være i fred, gemmer de sig bag ved skyerne!” (sagt af Rumle, da han lige var fyldt tre år)
Jeg kigger meget på mine afhængigheder i disse dage. Nogle frivilligt (tager en pause fra neskaffen – f.eks. bare for at se HVOR mange dages hovedpine det dog kan give…) og andre NOGET mere ufrivilligt!
Jeg har hjemmekontor. Jeg bruger RIGTIG mange timer hver dag (og nogle gange nætter) på mit kontor. Administrativ blæksprutte på alle måder. Skønt og hyggeligt og hjemligt og bare dejligt. Helt centralt i mit kontor ved siden af mit HornungMøller står min stationære computer. Den er KÆMPE stor (altså ikke udenpå – men indeni!!) og den har rigtig rigtig meget hukommelse – og jeg har fyldt rigtig rigtig meget af det op. Bare af musik har jeg så mange øhhh gegamegabegabites liggende at jeg faktisk ikke selv kan overskue det!. Min computer er mit vigtigeste og nok også kæreste arbejdsredskab… og jeg er faktisk rigtig god til at backe op og sådan… hvilket er lidt en udfordring i kombinationen af dens og mins fælles ram og bits og hvad vi har.
I weekenden fik jeg en dårlig mavefornemmelse omkring den… der kom lyde og den var lidt langsommere end den plejer at være. I sidste uge slukkede den uden advarsel mens min assistent arbejdede på den. NÅ. Jeg kørte en diskfragmentering og en virusscanning og troede at den hellige grav er velgravet.
Det var den ikke.
Her til morgen kan jeg IKKE komme i kontakt med den. Overhovedet. Alt er prøvet. Den siger flere mærkelige lyde og vil ingenting. Så nu må den på værksted… og det er lettere kompliceret og kræver en post-danmark tur gennem landet og suk, ve og klage!!
Jeg HAR backet RIGTIG meget op… men det er alligevel potentielt ugers arbejde der kan gå tabt!! Og en kommende uge med spændende udfordringer..
Hvad hedder f.eks. den kontaktperson jeg skal til møde med om 1 time – og hvor var det henne? (svaret ligger i en mail på min computer…- bare dejligt)
Det er netbank, bookingforespørgsler, opdatering af min hjemmeside med JULEKONCERTERNE (som jo av av av er lige om lidt) og tusind andre småting… som jeg er KOMPLET afhængig af!
Skidt pyt med neskaffen – den afgir jeg ANYTIME… men min computer….. jeg ryster allerede!
Nogle dage blomstrer ordene bare hos min lige-om-lidt-fireårige pode. Da vi til formiddags gik tur ved søerne kom det første guldkorn. Der kom en pige med en slags sort mini-bulldog-lignende grimmert imod os: “Åhr yeah” sagde Rumle ret så højt, og til stor moro for såvel undertegnede som hundens ejerinde ”…en kanin!”
Da vi var kommet op i lejligheden igen kom nummer to, da vi kiggede ud fra femtesals stuevinduet ud over byen og søen hvor algerne i vandet stadig danner fine grønne mønstre: “Se mor, søen har kastet op”.
“Mor skal du ikke snart have en baby? (Jeg svarer nej.) Jamen mor, du har jo bryster?!” (sagt af Rumle, Nov 2007)
Undersøgelser viser, at den store vedvarende lykkefølelse ikke skabes i os pga store begivenheder og lotto-gevinster. Der vil som oftest komme en kortvarig begejstring og nærmest ligeså hurtigt som følelsen af lykke opstår, vil den dale igen, og vi ender tilbage på det ’sædvanlige lykke-leje’. Det er altså ikke enkeltstående store højdepunkter, der løfter det, man kan kalde vores tilfredshedstilstand.
Hvis vi vil løfte den gennemsnitlige indre lykke gælder det om at skabe gentagne situationer af veltilpashed gennem en dag, en uge og en måned. ‘De små glæder’, kan man kalde dem. En vedvarende række mindre begejstringer vil løfte den gennemsnitlige følelse af lykke og veltilpashed.
Så hvad er det – den lille lykke… ?
For mig er det momenter af fokus på naturens og omgivelsernes magi og skønhed, en øget opmærksomhed, bevidsthed om og tilstedeværelse til alle de vidunderlige øjeblikke af kærlighed og varme mellem mig og mennesker omkring mig. Det er en voksende taknemmelighed over mine nære relationer, mit arbejde og alle de skridt jeg tager. En taknemmelighed over en stærk krop, der bærer mig let igennem dagene og støtter op om det jeg gerne vil. En ydmyghed overfor den støtte jeg møder så mange steder i min dagligdag. Et smil, et kys eller kram, et velkomment flow i en opgave, en varm solstråle…
Ind i mellem kigger vi på hinanden herhjemme – og smiler: “tænk, jeg er nærmest lykkelig”.
