Livsnettet

Her 1. april har vi åbnet op for Livsnettet et nyt socialt netværk til alle, berørt af sygdom eller handicap (også professionelle, pårørende og behandlere). Der er også en blog-funktion, og jeg har derfor besluttet mig for at flytte en del af mit bloggeri (som der, som bekendt, ikke har været meget af det sidste halve år…) derover.

Det er gratis at oprette profil, og det er stor støtte for Livsnettet også med støtteprofiler fra personer, der ikke umiddelbart identificerer sig om berørt af sygdom eller handicap.Vil I læse mere fra min hånd (og en række andre dygtige skribenter), er I meget velkomne!

Håber at se nogle af jer læsere af min blog også derovre.

ps. Rumlerier bliver samlet op igen – når han siger noget sjovt

en kradser med det hele…

Vintertiden har været til eftertænksomhed, opsamling, udvikling.

Det inadvendte rum er blevet dyrket (og nydt) – og resultaterne begynder så småt at vise sig.

For 14 dage siden lancerede Kenneth og jeg så et af resultaterne: www.mindbodysoul.dk Tænk, der er allerede 400 brugere, der har signet op, og vi tror på at vi har ramt noget rigtigt.

Det har været en lang reseach- og programmeringsperiode, og vi har nydt de smukke og rolige omgivelser i Rågeleje til formålet. Det er blevet til mange gåture, mange snakke, megen brainstormning og udvikling. Det er en fantastisk oplevelse at lave den form for “fælles baby”.  

Vi arbejder på andre og lignende projekter nu. Timerne slår ikke til. Men man må gøre hvad der skal gøre i disse tider… jeg har virkelig mange workshops og arrangementer, der bliver aflyst for tiden. Så nu får vi det bedste ud af det… og skaber noget nyt!

Så krisen kradser – og jeg tager en kradser med det hele!

Rumlerier (25) nu med mellembror på banen…

Rumle har 2 bonus-søskende. Isabel på 12 og Mateo på snart 7. Vi har været sammen som familie i omkring 2 år, og jeg må sige at det på alle måder er en udfordrende opgave, som vi gør vores bedste for at håndtere på voksenfronten. Det går heldigvis rigtig fint det meste af tiden.

Rumle og jeg havde en lang snak i sidste uge om hvad man egentlig skal kalde sine nye søskende. Og hans forslag synes jeg faktisk var meget fint; Isabel er storesøster og Mateo er hans mellembror! Meget logisk, egentlig!

Nå men mellembror kom med et sandt guldkorn her til aften… Vi snakkede om babysvømning og en masse andre babyting og pludselig spurgte han med stort alvor: “Far, er det egentlig navlestrengen, der bliver til tissemanden?!” (der blev udveklset voksenblikke!)

vandret og med ro på… (London anekdoter 1)

Så er jeg tilbage på blog-pinden igen. Nu med lettere influenza og mange ugers top-travlt, der er gået lige i immunforsvaret. Heldigvis vender kalenderen og de næste 2 ½ uge er der betydeligt mere ro på, inden det igen går østpå – mod Beijing. Derfor er der også nu en rolig aften til at få skrevet og delt lidt, reflekteret over den forgangne periode og komme tilbage i den gode skrive-rille.

Vi er lige landet fra London, hvor vi har haft 6 vidunderlige dage med 65 (!) sangere fra Sound of Gospel. Der var workshops, koncerter, shopping og fun for alle pengene og vi blev godt tanket op hele vejen rundt – hvilket også har resulteret i en kollektiv influenza, der har lagt en del af koret på langs efter hjemkomsten. Højdepunkterne på turen (og der var mange…) var blandt andet en vidunderlig firma-workshop i London centrum, for et stort byggefirma, der hedder MACE. De bygger et eller andet gigant projekt nu, og trængte til en moralsk stemningsløfter… Den leverede vi så!

 Arrangøren var gået ALL OUT, og havde lejet en af de største katedraler (Southwark – lige syd for London Bridge!!!) til formålet, og fredag eftermiddag stod vi sådan lidt forskrækkede og nærmest netop landet i den vildeste smukke kirke og sang af karsken bælg for en stor gruppe engelske forretningsmænd, der på alle måder vist var mere forskrækkede end os!

Både vi og de tøede hurtigt op, og vi havde en fantastisk fest i 1½ time… Vi kom omkring i både fællessange, kropsøvelser (åh det er SÅ fedt at provokere de slipseklædte til at strække, stønne, danse og klappe…) og masser af andet glad gospel. Den kombinerede koncert/workshop sluttede med at jeg bad koret give publikum et kram… og bad dem stille sig i en stor cirkel omkring stolene. Det har jeg gjort før, når vi har afsluttet en koncert med en ballade, og det har sådan en smuk og lidt voldsom effekt at have korsangere stående hele vejen rundt i kirken og synge folk lige i hovederne. Jeg KALDER det “et kram” – og tænke ikke nærmere over at det måske ikke var alle i koret, der lige havde oplevet det før- og dermed forstod hvad jeg mente… i hvertfald opstod der en utrolig pudsig og lidt akavet og MEGET skæg situation, hvor folk rent faktisk rendte rundt, hang hinanden om halsen og knusede for real. Det var for sent at gøre noget ved det, og jeg kunne kun stå (nær død af indre grin) og se på at Sound of Gospels sangere blev krammet og knust og holdt fast hele vejen rundt i et stort gigantisk kaos. Især var det underholdende at iagtage nogle af de hotteste (og mest nougatbrune mænd) blive stormet… Der var nærmest kø om de lækreste!

Det tog en lille smule af højtideligheden ud af den ballade vi skulle slutte af med – men feedbacken var overvældene og alle var enormt glade og rørte – så hey hey, måske var det bare sådan det skulle være.

sommer, sommer hvor er du…

ok – hvad skete der lige der..?! Der gik bare 2½  måned mens jeg blinkede.

Det tager bare så utroligt meget tid at holde ferie, så man næsten ikke når andet.

Rumlerier (24) Rumle og Morfar

Jeg skrev for en tid siden at Rumle ligner sin morfar med sine nye briller… Jeg faldt lige over et gammelt skolefoto, hvor Morfar Ole godt nok er et par år ældre – men WOW en lighed… Vi kan vist ikke løbe fra hinanden i vores familie!

 

 

 

en af de dage…

Det er ikke så tit jeg deler fra den helt private side af Janne her på bloggen. Der er sådan en grænse, synes jeg – for hvad andre behøver forholde sig til.

Men nogle dage er selvmedlidenheden bare tilpas stor til at det er meget rart at lufte lidt privat, og være lidt tudefjæs.

Det er LIGE sådan en dag i dag (på toppen af en rigtig udfordrende og travl uge), hvor der bare er en masse modstand på modstand, og hvor der konstant skal navigeres på en lang række planer. Trælse telefonsamtaler og ærgerlige småting rundt omkring fra mange kanter. (“I kan alligevel ikke…” – “Jeg skal ud og rejse og kan ikke spille den koncert med jer…” – “jeg bliver nødt til at aflyse vores…” – “jeg ved godt jeg lovede, men tingene har ændret sig…” – “ka’ du ikke liiiiige…” – “hvorfor har du ikke…” osv. osv.)

Det er som altid et sammenfald også af tilfældigheder – og tilfældet ville altså at lige præcis i dag, hvor min bil var fyldt til bristepunktet med gear og grej og udstyr til de næste tre dages workshops, skulle der smadres en rude og alt tømmes ud… Jeg kommer hele tiden i tanke om flere ting der er taget – f.eks. gik det for 20 minutter op for mig, at der på forsædet lå en kasse med 5 pakker kopi-papir og 20 hvide mapper til opstart i SoG. Hvad i aller himlens navn nogen så skal bruge det til!? Så forstår jeg bedre at de har napset min GPS, der lå godt gemt under sædet, og mit sanganlæg, der var pakket fint ned under tæpper bagest i bilen, og en masse andre irriterende småting, som jeg hele tiden kommer i tanke om.

ÅH hvor er det bare nederen, at man ikke kan være tryg med sine ting. Det er kun 1 måned siden jeg fik stjålet min pung fra det ene lokale i Brorsonskirken, mens jeg i 5 minutter var gået i det andet rum med nogle kasser… Det har vel efterhånden kostet mig omkring 5.000 kr. i de kontanter der forsvandt, og de kort jeg har skullet genåbne og reetablere.

Nu har jeg så en åben bil med glasskår overalt, en lang weekend med masser af arbejde (heldigvis har jeg en cykel…) OG en workshop i Nyborg (selvfølgelig) mandag morgen kl. 8.00 – hvor der både er langt at cykle og svært at synge op uden anlæg.

BOMMER!

Det er sådan en uge her, hvor jeg skal HELT ned og grave i positivposen for at finde noget brugbart frem (tak fordi vi er raske og ved vores fulde fem og har tag over hovedet og tøj på kroppen og solen skinner, og sådan noget).

Godt så, Univers. Du fortæller mig noget lige nu!
Jeg lytter, jeg lytter!!!

Rumlerier (23) lovbrydning på grundlovsdag…

Når vejret er så skønt kalder fælledparken. Så der rullede vi over i eftermiddags. Der er et større soppebasin bagest i parken, hvor Rumle og jeg gerne ville plaske lidt rundt (jow altså jeg havde vist mest tænkt mig at kigge på plaskeriet med det ene øje mens jeg kiggede med det andet i min nye bog af Morten Sabroe).

På vejen derover, Rumle m. cykelhjelm og fuld fart frem, stillede vi regnestykker. Han er MEGET optaget af tal for tiden og han sagde med stor selvtillid: “2 + 2 er 4!” – “Ja, svarede jeg, og hvad er så med + 2 mere?” – “det er 6″, var svaret – “og hvad med + 2 mere?” – “Det er 8! – “og + 2 mere?” – “Det er 76″ var det promte og meget overbeviste svar…

Nå. Vi kom frem til bassinet. Eller rettere en låst låge – for se, soppebassinet er selvfølgelig lukket på grundlovsdag, selvom det er 30 grader. Pudsigt nok, var der FLUEPAPIR derinde. Jublende børn og smilende forældre overalt…

“I skal bare kravle igennem et hul” – forklarede en lille vejviserpige, der stod klar på den anden side af hegnet. Så vi listede sammen med 15 andre nyankomne forældre rundt om pladsen og kravlede (!) igennem verdens mindste hul under hegnet bag ved buske og træer. Total anerki – men dejligt var det og der blev både plasket og læst…

Optagsbegejstring – Sound of Gospel

Et af højdepunkterne på gospelåret for mig er den periode hvor vi optager og integrerer nye sangere i Sound of Gospel. Det er altid en FED oplevelse. Alle strammer sig an og er opmærksomme, nærværende og åbne på en gang. De nye sangere kommer med en enorm begejstring og høj energi. Der er en fed koncentration om at velkomme og modtage de nyoptagne, og sammenholdet også blandt de “gamle” styrkes og løftes.

Denne gang har processen været noget anderledes end tidligere år – og bestemt noget federe. Som korleder er det mit fokus at forbedre forhold, vilkår og metoder år efter år, så jeg har selvfølgelig også forsøgt at gøre det samme med optagelsesprøverne. Det er så vigtigt et punkt, da det er med til at definere stemning, niveau og retning for mange kommende år – koret er aldrig bedre end det ’svageste led’, og bliver der optaget sangere der ikke alligevel passer ind musikalsk eller socialt kan det gøre en KÆMPE forskel for helheden. Vi ved af erfaring at når vi optager sangere, så hænger vi statistisk set heldigvis på dem i mange år, og netop derfor er et essentielt at få de helt rigtige ind.

Optagsprøveformen har i 3 år været nogenlunde den samme. Vi har optag i tre etaper, for at give både os selv og ansøgeren tid og plads til at ‘forventningsafklare’, så det hele ikke sker på 10 minutter. Først afholder vi en workshop, hvor både eksisterende sangere og hele ansøgerskaren synger sammen. Det giver mig en mulighed for at tjekke folk ud i et lidt tryggere og forøvrigt også langt mere realistisk rum end det individuelle. Jeg ser også hvor hurtigt sangerne samler tekst og melodi op, samt hvor rytmisk groundede de er i sammenhængen.

Denne workshop havde vi i søndags – og det var en skøn dag. Dagen efter mandag havde vi alle, der gik videre til en individuel sangprøve og en samtale hvor vi også kom dybere og mere under huden med deres personlighed og sociale kompetencer. Så havde begge parter haft mulighed for at sove på det, og jeg kunne med glæde byde velkommen til 13 nye sangere.

Normalt når vi optager lige som vi går på sommerferie, ser vi jo først optaget igen 2½ måned senere til opstart og faktisk er det ofte lidt antiklimaks for dem at komme med og så skulle vente så længe med at komme igang.

Som sagt har det været HELT anderledes denne gang. Vi har valgt at forlænge sæsonen 14 dage, da vi har fået nogle spændende tilbud og har derfor intensiv øvning 6 gange i disse uger. Vi har valgt at invitere de 13 nye med og de har kastet sig frygtløst ud i projektet. Sikke et rush – og den bedst mulige integration, selvom den hverken er blid eller rolig! Vi skal 5 dage til London og optræde til september, hvor de fleste også af de nye skal med, så i forvejen får de ikke månedsvis til at lande i koret. Også netop derfor er denne tidlige start en kæmpe fordel, da alle kender alle når vi starter op igen til august.

Rumlerier (22) – børn og ben og sådan

“Baby’er kan ikke gå, vel, når de kommer ud af deres mors mave… De har nemlig ingen ben”